Skriftlig fremsættelse (17. marts 2004) - L 187
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (17. marts 2004)
Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (Fastsættelse af behandlingstilbud i det offentlige sygehusvæsen, vurdering af forældreegnethed, konkret anvendelse af præimplantationsdiagnostik og opbevaringstid for nedfrosne æg).
(Lovforslag nr. L 187).
Lovforslaget indeholder forslag om indførelse af fælles standarder for tilbud om behandling med kunstig befrugtning på landsplan. Det er især bestemmelsen om, at der i det offentlige sygehusvæsen kun må ydes behandling med kunstig befrugtning med henblik på at få ét barn.
I tråd med denne bestemmelse foreslås det, at opbevaring af nedfrosne befrugtede æg i det offentlige sygehusvæsen skal ophøre, når parret har fået et barn. Herefter kan æggene doneres til forskning eller overføres til den private sektor med henblik på at få barn nummer to eller destrueres. Den maksimale opbevaringstid for nedfrosne æg forlænges fra 2 til 5 år.
Endvidere foreslås indført kriterier for forældreegnethed som betingelse for behandling med kunstig befrugtning på grundlag af en konkret vurdering. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter bemyndigelse nærmere regler herom.
Endelig indeholder lovforslaget forslag til, at Sundhedsstyrelsen bemyndiges til at godkende anvendelse af ægsortering med vævsselektion i konkrete tilfælde, hvor tungtvejende hensyn til et barn med en livstruende sygdom taler herfor og forudsat, at alle andre behandlingsmuligheder er udtømte.
Regeringen har kendskab til ét livstruende sygt barn, hvis helbredelsesmuligheder er afhængig af, at der kan skaffes en donor. Dette har ikke været muligt hverken i familien eller gennem det internationale vævsregister. Med den gældende lovgivning er der ikke hjemmel til at iværksætte ægsortering med vævsselektion, medmindre der er tale om en arvelig sygdom, som tilfældet var i to andre sager, blandt andet den i pressen omtalte Savannah-sag.
Det er vigtigt, at der snarest muligt iværksættes behandling med ægsortering for at sikre barnets overlevelse. Dette kan ske, såfremt nærværende lovforslag vedtages.
Jeg skal derfor tillade mig at anmode om, at lovforslaget sættes til 1.behandling snarest efter fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.