Legislator Case Law & Legislation
20031XX00317 DK

Skriftlig fremsættelse (17. marts 2004) - L 183

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 183 Valid

Skriftlig fremsættelse (17. marts 2004)

Økonomi- og erhverevsministeren (Bendt Bendtsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om næringsbrev til fødevarebutikker

(Lovforslag nr. L 183).

Der har i de senere år været stigende fokus på, at der i visse dele af detailhandelen med fødevarer sker systematiske overtrædelser af lovgivningen vedrørende skat og afgifter, fødevarer, arbejdsmiljø og brandsikkerhed. Selvom de myndigheder, der administrerer de nævnte særlovgivninger, hver på deres område har gjort og fortsat gør en indsats for at komme misbrug til livs, har et flertal af Folketingets partier pålagt regeringen at fremlægge et forslag til indførelse af næringsbrev til etablering og drift af fødevareforretning samt om inddragelse af næringsbrev, såfremt der konstateres væsentlige overtrædelser af gældende lovgivning. Et tilsvarende lovforslag fremlægges for restaurationer.

Det udarbejdede lovforslag vedrørende fødevarebutikker har to overordnede mål. Det ene er at sikre, at udøvere af erhvervet har det fornødne kendskab til de regelsæt, der regulerer området. Det andet er, at systematisk overtrædelse af forskellige af en række særlovgivninger ikke alene skal kunne sanktioneres hver for sig efter de respektive særlovgivninger, men tillige skal kunne medføre en samlet sanktion.

Lovforslaget foreslås at omfatte detailledet, det vil sige fødevarebutikker, der sælger til forbrugere.

I de omfattede virksomheder foreslås ejeren af virksomheden at skulle have et næringsbrev for hvert forretningssted. Næringsbrevet erhverves ved, at ejeren af virksomheden (i selskaber et medlem af ledelsen) består en forholdsvis enkel prøve. Alle virksomheder, som eksisterer på lovens ikrafttrædelsestidspunkt, erhverver dog næringsbrevet uden at gå til prøve. Det samme gør personer med visse nærmere fastsatte erhvervsuddannelser (bagere, slagtere, salgsassistenter m.fl.).

Relevante myndigheder får mulighed for at indberette væsentlige overtrædelser af visse nærmere fastsatte lovgivninger til et register hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor overtrædelserne registreres under det enkelte næringsbrev. Virksomhedens væsentlige overtrædelser kan derved betragtes samlet i stedet for isoleret af de enkelte særmyndigheder. Derved kan der gribes ind overfor virksomheder, der gentagne gange laver væsentlige overtrædelser – også selvom overtrædelserne vedrører forskellige lovgivninger.

Når der gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder er sket overtrædelse af de nærmere fastsatte lovgivninger, kan indehaveren få frakendt næringsbrevet. Herudover er der mulighed for, at personer, som har fået frakendt næringsbrevet, også kan frakendes retten til at oprette eller indgå i ledelsen af en virksomhed, der skal have et næringsbrev.

De grundlæggende sanktioner i særlovgivningen fastholdes. Skattemyndighederne og fødevaremyndighederne mv. har altså fortsat de muligheder, de hidtil har haft, for at påtale og give bøder mv. for overtrædelser af deres egen lovgivning.

I tråd med regeringens "noget for noget" princip, foreslås det, at virksomheder ”med orden i tingene” kan undtages fra ordningen. Betingelserne er, at virksomheden aflægger en revideret årsrapport efter årsregnskabsloven, ikke inden for det seneste år har begået væsentlige overtrædelser af skatte- eller afgiftslovgivningen, og inden for det seneste år højst har gennemsnitlig én væsentlig overtrædelse af fødevarelovgivningen pr. tilsynsenhed. Om dette er opfyldt bekræftes ved en revisor- eller advokaterklæring, og virksomheden undtages fra ordningen for et år ad gangen.

Der er i lovforslaget indsat en revisionsbestemmelse, hvorefter loven tages op til revision i folketingsåret 2008/09. Det skal i den mellemliggende periode vurderes, om loven har haft de virkninger, som var tilsigtet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →