Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004) - L 179

Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004)

Justitsministeren (Lene Espersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.)

(Lovforslag nr. L 179).

Lovforslaget har til formål at gennemføre en række forenklinger af regler på det familieretlige område. Der er i det væsentlige tale om administrative lempelser for borgerne og det offentlige og om at gøre de gældende regler mere tidssvarende.

Lovforslaget bygger på rapporten ”Regelforenkling på det familieretlige område”, som en arbejdsgruppe under Justitsministeriet afgav i december 2003. Arbejdsgruppen blev nedsat i august 2002 som et led i regeringens handlingsplan om regelforenkling og bestod af repræsentanter for Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet, Foreningen af statsamtmænd, Foreningen af statsamtsjurister samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Arbejdsgruppen skulle bl.a. analysere de forskellige forslag til forenklinger på det familieretlige område, som fremgik af Justitsministeriets handlingsplan om regelforenklinger samt de forslag, som kom fra bl.a. statsamter og kommuner som følge af det frihedsbrev, som indenrigs- og sundhedsministeren på vegne af regeringen i januar 2002 sendte ud til amter og kommuner.

Herudover skulle arbejdsgruppen som led i det løbende arbejde med at sikre enkle, hensigtsmæssige og mere borgervenlige regler fremkomme med forslag til forenkling af den familieretlige lovgivning. Formålet med overvejelserne var ikke at foretage en gennemgribende revision af den familieretlige lovgivning, men alene at få justeret eksisterende bestemmelser på specifikke områder, som der i praksis havde været sat spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af.

Lovforslaget svarer i det væsentlige til det i rapporten indeholdte lovudkast.

Lovforslaget indeholder navnlig følgende hovedpunkter

1) Kravet i ægteskabslovens § 10, stk. 1, om, at et tidligere fællesbo skal være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, foreslås ophævet i tilfælde, hvor ægteskabet er ophørt ved skilsmisse.

Forslaget sigter på at skabe administrative lempelser dels for de borgere, der ønsker at indgå nyt ægteskab, dels for prøvelsesmyndighederne (kommunerne). Borgere, der ønsker at indgå nyt ægteskab, vil således ikke længere skulle tilvejebringe dokumentation for, at det tidligere fællesbo er delt, eller indgive ansøgning til kommunen om dispensation (skiftefritagelse) efter lovens § 10, stk. 1, 3. pkt. Tilsvarende vil kommunerne ikke længere skulle vurdere, om fornøden dokumentation for, at det tidligere fællesbo er delt, foreligger, ligesom kommunerne heller ikke længere vil skulle behandle ansøgninger om skiftefritagelse.

2) Kravet i ægteskabslovens § 11 om, at kommende ægtefæller skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller venter børn med en anden mand eller kvinde, foreslås ophævet, idet bestemmelsen kan opleves som formynderisk og unødig indblanding i parternes indbyrdes forhold.

3) Det foreslås, at statsamtet skal kunne meddele skilsmisse ved bevilling på uændrede vilkår efter forudgående separation i tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser om, hvorvidt ægtefællen har bemærkninger til skilsmissen.

Forslaget er begrundet i, at den gældende ordning, hvorefter der ikke kan meddeles skilsmisse ved bevilling, når den anden ægtefælle ikke svarer på statsamtets henvendelser, opfattes som uhensigtsmæssig for såvel borgere som myndigheder, herunder domstolene.

Der foreslås knyttet en række forudsætninger til den foreslåede ordning, herunder bl.a., at der ikke i forbindelse med skilsmissen skal tages stilling til ægtefællepensionsordninger omfattet af § 54 i ægteskabsloven, at der gøres en særlig indsats for, at den anden part bliver bekendt med ansøgningen om skilsmissen, og at det i øvrigt tydeligt fremgår af statsamtets breve, at man vil lægge til grund, at parten ønsker at medvirke til skilsmisse på separationsvilkårene, hvis parten ikke protesterer over for statsamtet.

4) Mange ægtefæller har indgået aftaler om vilkårene, inden de søger separation eller skilsmisse ved bevilling. Det kan skyldes, at de er blevet bistået af advokat eller selv har kunnet indgå aftalerne i mindelighed. I disse situationer er der ofte ikke behov for at gennemføre vilkårsforhandling. Mange parter oplever i disse tilfælde den obligatoriske vilkårsforhandling som en unødvendig bureaukratisk forsinkelse af separationen eller skilsmissen.

Den obligatoriske vilkårsforhandling efter ægteskabslovens § 44, stk. 1, foreslås derfor ophævet.

Der kan dog være situationer, hvor det vil være betænkeligt eller uhensigtsmæssigt at gennemføre separation eller skilsmisse ved bevilling uden vilkårsforhandling, og det foreslås derfor, at statsamtet skal kunne bestemme, at vilkårsforhandling skal foretages, hvis ”særlige omstændigheder taler for det”.

Endvidere foreslås det, at der fortsat skal indkaldes til vilkårsforhandling, hvis en af ægtefællerne anmoder herom, f.eks. fordi ægtefællerne ikke kan blive enige om alle vilkår, eller ægtefællen eller ægtefællerne i øvrigt mener at have behov for vejledning.

5) Det foreslås, at lov om forældremyndighed og samvær ændres således, at aftaler mellem forældre om, at fælles forældremyndighed skal ophøre, eller at forældremyndigheden skal overføres fra den ene til den anden forælder, ikke længere skal godkendes af statsamtet, men blot anmeldes til statsamtet.

Det må som udgangspunkt lægges til grund, at forældrene er de nærmeste til at vurdere, hvad der er bedst for deres barn, og at de også disponerer i overensstemmelse hermed. På den baggrund kan det virke formynderisk og utidssvarende, at statsamtet skal godkende forældrenes aftaler.

6) Kriteriet for, hvornår der efter § 17, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær kan ske ændringer i samvær, foreslås skærpet, således at der som udgangspunkt kun kan ske ændringer, hvis der er tale om væsentligt forandrede forhold. Herved tilskyndes forældrene til i højere grad selv at tage ansvaret for at få samværet til at fungere.

Skærpelsen af ændringskriteriet har alene til formål at skabe mere ro om samværet og spare statsamterne for at bruge til tider ganske mange ressourcer på at behandle anmodninger om ændringer eller justeringer af samværet, der ikke kan forventes at føre til ændringer, eller som ikke har betydning for den overordnede gennemførelse af samværet.

Det skærpede ændringskriterium kan derimod ikke føre til, at statsamtet afviser at behandle en ansøgning om ændring af samværet, hvis der er sket væsentlige forandringer i forholdene, eller det vil være bedst for barnet, at samværet ændres.

7) Efter § 19 i lov om forældremyndighed og samvær har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte privat praktiserende læger og tandlæger, idet en sådan udvidelse vil forbedre mulighederne for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, for at følge barnets opvækst og fremskridt og holde sig orienteret, hvis der er problemer eller lignende.

8) Det foreslås, at retsplejeloven ændres således, at skriftlige aftaler om samvær kan tvangsfuldbyrdes, hvis det udtrykkeligt er bestemt i aftalen.

En sådan ændring vil indebære mindre bureaukrati end den nugældende ordning, hvor forældre ofte retter henvendelse til statsamterne for at få deres aftaler om samvær fastsat i resolutionsform, alene for at sikre, at aftalen kan tvangsfuldbyrdes i tilfælde af en eventuel senere uenighed. Statsamterne udsteder på baggrund af sådanne henvendelser som altovervejende hovedregel en resolution på grundlag af aftalen uden videre sagsbehandling.

9) Adgangen til at anerkende udenlandske afgørelser om adoption, der er truffet i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993, foreslås udvidet. Det vil indebære en lettelse for forældre, som adopterer udenlandske børn, og hvor adoptionen gennemføres i barnets hjemland.

Den udvidede adgang foreslås tilvejebragt gennem en nyaffattelse af adoptionslovens § 28, stk. 2, der vil indebære, at udenlandske adoptionsafgørelser anerkendes her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen.

Forslaget vil indebære lettelser for de administrerende myndigheder (Civilretsdirektoratet og statsamterne), da et stort antal adoptionsafgørelser fremover vil blive anerkendt umiddelbart.

10) Det foreslås, at det skal være lettere for voksne adopterede at genetablere retsforholdet til deres oprindelige slægt i tilfælde, hvor alle parter ønsker dette.

Justitsministeriet får jævnligt henvendelser fra voksne adoptivbørn, der har fået etableret kontakt til en af eller begge de oprindelige forældre, og hvor det voksne adoptivbarn og de oprindelige forældre ønsker at genetablere retsforholdet imellem sig.

I modsætning til, hvad der gælder i dag, bør der kunne træffes afgørelse om genetablering af retsforholdet i situationer, hvor en adoption er blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, selv om adoptanterne ikke er afgået ved døden, og hvor de oprindelige forældre i øvrigt samtykker i, at retsforholdet til adoptivbarnet genetableres.

11) Der foreslås visse lempelser i adgangen til stedbarnsadoption af voksne. Hvis f.eks. et barn er vokset op hos sin mor og stedfar, skal det være muligt for stedfaderen at stedbarnsadoptere barnet, når det er blevet voksent, selv om han i mellemtiden er blevet skilt fra barnets mor.

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i adoptionsloven herom, således at en tidligere ægtefælle, som i realiteten har fungeret som forælder til barnet, også retligt kan blive stillet som om, den pågældende var forælder til barnet, hvis barnet er myndig og ønsker adoptionen.

12) Der foreslås nogle lempelser i adgangen for udlændinge til at indgå registreret partnerskab her i landet. Bopæl i et land med regler om registreret partnerskab, der svarer til de danske, foreslås sidestillet med bopæl her i landet.

De foreslåede ændringer af lov om registreret partnerskab vil således bl.a. indebære, at f.eks. to danske statsborgere bosat i Sverige kan indgå registreret partnerskab i Danmark. Også f.eks. to britiske statsborgere, som har haft bopæl i Sverige i to år, vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark, og en svensk statsborger bosat i Sverige vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden partners bopæl eller statsborgerskab.

En sådan lempelse findes ikke at stride mod det grundlæggende hensyn til at undgå, at udenlandske par indgår registreret partnerskab her i landet, når registreringen ingen retsvirkninger vil have i deres hjemland (”haltende partnerskaber”).

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.