Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004) - L 177
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004)
Videnskabsministeren (Helge Sander)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om teknologioverførsel mv. ved offentlige forskningsinstitutioner
(Lovforslag nr. L 177).
Lovforslaget har til formål at fremme omsætningen af ny viden og teknologi mellem den offentlige forskning og erhvervslivet, herunder etablering af nye forskningsbaserede virksomheder.
Det er regeringens opfattelse, at de offentlige investeringer i forskning i højere grad skal komme samfundet til gode i form af teknologisk fornyelse, øget konkurrencekraft og nye højteknologiske arbejdspladser. På denne baggrund ønsker regeringen at styrke teknologioverførslen fra den offentlige forskning til erhvervslivet.
Lovforslaget skal ses i forlængelse af lov om universiteter. Ud over kerneopgaverne med forskning og undervisning understreger den nye universitetslov universiteternes opgave med at udveksle viden med det omgivende samfund. Samtidig fastslår den princippet om øget frihed under ansvar af professionelle ledelser. I tråd med disse principper lægger regeringens lovforslag op til, at institutionerne skal have øgede frihedsgrader også i deres arbejde med teknologioverførsel.
Lovforslaget indebærer, at universiteter og sektorforskningsinstitutioner får hjemmel til at stifte og eje selvstændige aktieselskaber for teknologioverførsel. Disse aktieselskaber skal enten selv kunne varetage kommercielle opgaver med patenter og licenser eller samarbejde om fælles datterselskaber, der kan bistå med teknologioverførsel på tværs af flere institutioner. Desuden lægges der op til, at institutionernes aktieselskaber skal kunne stå som medejere af forskerparker og innovationsmiljøer for at styrke samarbejdet om etablering af nye forskningsbaserede virksomheder.
Hensigten er, at der via selskabsformen åbnes mulighed for en mere professionel og markedsorienteret organisering af teknologioverførsel til gavn for både forskning og erhvervsliv. Hensigten er endvidere at skabe klare skillelinier mellem videnskabelige og kommercielle interesser i forskningen, når de kommercielle aktiviteter foregår i regi af selvstændige selskaber.
Et særskilt formål med lovforslaget er at underbygge samarbejdet mellem offentlige forskningsinstitutioner, fonde og foreninger. Hermed erstatter forslaget de bestemmelser om universiteternes samarbejde med fonde og foreninger, som fulgte af den tidligere universitetslov.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.