Skriftlig fremsættelse (26. februar 2004) - L 175
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (26. februar 2004)
Justitsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer og straffuldbyrdelsesloven (Skærpet indsats mod narko mv.)
(Lovforslag nr. L 175).
Dette lovforslag fremsættes som led i regeringens samlede indsats for at bekæmpe og forebygge stofmisbrug mv., ikke mindst i fængslerne og blandt unge, der færdes i restaurations- og festmiljøerne.
Et hovedelement i lovforslaget er en skærpet retshåndhævelse ved besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer. Hermed sendes et stærkere signal om, at lovgivningen skal respekteres, og at enhver besiddelse af disse stoffer har strafferetlige konsekvenser.
Lovforslaget indebærer således, at besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer i almindelighed mindst skal straffes med bøde også i førstegangstilfælde mv., hvor det hidtil normalt kun har medført en advarsel.
Advarsel vil efter forslaget alene kunne anvendes i visse særlige tilfælde, hvor det på grundlag af en konkret vurdering er mest formålstjenligt at anvende denne sanktionsform.
Et andet hovedelement i lovforslaget er en væsentlig skærpelse af straffen for salg af ulovlige euforiserende stoffer i restaurations- og festmiljøer. Formålet hermed er at give navnlig de unge, der færdes i disse miljøer, en bedre beskyttelse.
Det foreslås, at det ved strafudmålingen skal betragtes som en betydeligt skærpende omstændighed, at der er tale om salg og besiddelse med henblik på salg af euforiserende stoffer på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestivaler. Det samme gælder ved andre arrangementer, der typisk er karakteriseret ved, at hovedparten af deltagerne typisk er børn og unge. Strafskærpelsen omfatter også vederlagsfri overdragelse af ulovlige euforiserende stoffer (uddeling af vareprøver) på de nævnte steder med henblik på senere salg.
Med ændringen tilsigtes, at salg mv. på de nævnte steder skal medføre, at der idømmes en fængselsstraf. Det betyder, at forhold, som i dag medfører bødestraf, fremover i stedet skal medføre fængselsstraf, og det tilsigtes samtidig, at straffen for forhold, der allerede i dag ville medføre en fængselsstraf, forhøjes med 1/3 i forhold til det nuværende udmålingsniveau.
Et andet væsentligt formål med lovforslaget er at styrke indsatsen mod indsmugling af, handel med og brug af narkotika og andre ulovlige stoffer i kriminalforsorgens institutioner. Det foreslås således, at der indføres adgang til stikprøvevis at foretage urinprøvekontroller af indsatte i kriminalforsorgens institutioner med henblik på at undersøge for et eventuelt misbrug af euforiserende stoffer og andre ulovlige stoffer, herunder anabolske steroider.
Hvis en indsat har indtaget euforiserende stoffer eller andre ulovlige stoffer eller nægter at medvirke til en urinprøvekontrol, vil den pågældende efter lovforslaget kunne pålægges en disciplinærstraf i form af f.eks. bøde eller strafcelle.
Lovforslaget indeholder herudover en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte regler, hvorved pligten til at udarbejde handleplaner for betinget dømte og prøveløsladte kan begrænses, hvis den pågældende er socialt velfungerende. Formålet hermed er at sikre, at kriminalforsorgens ressourcer udnyttes bedre, således at indsatsen med handleplaner mv. koncentreres om dem, der har reelt behov herfor.
Det foreslås endelig at indføre hjemmel i lov om euforiserende stoffer til at straffe juridiske personer for overtrædelse af denne lov.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.