Skriftlig fremsættelse (19. februar 2004) - L 167
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (19. februar 2004)
Miljøministeren (Hans Chr. Schmidt)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord (Kommunal udgiftsdækning og søgsmålsfrist)
(Lovforslag nr. L 167).
Lovforslaget gør det muligt at hjælpe borgere og andre, der er kommet økonomisk i klemme som ejer eller sælger af et areal, der på et tidspunkt har været ejet af en kommune.
Problemet opstår, fordi det meget længe efter, at kommunen solgte arealet, viser sig, at det hele tiden har været forurenet. Dette fører til, at den nuværende ejer rejser krav mod sin sælger. Muligheden for at videreføre kravet til en tidligere ejer er imidlertid afskåret på grund af forældelsesreglerne, hvis der er gået 20 år eller mere.
Med den foreslåede ændring af jordforureningsloven vil kommunerne få hjemmel til at undlade at påberåbe sig forældelse og dermed betale et berettiget mangelskrav, uanset at kommunen ikke er forpligtet til at betale, fordi der er gået mere end 20 år, siden kommunen solgte det forurenede areal.
Endvidere vil lovforslaget betyde en forlængelse af søgsmålsfristen på jordforureningsområdet fra 6 måneder til 1 år.
Da afgørelser på jordforureningsområdet ofte er ganske komplicerede, har borgerne brug for en vis periode til at overveje, om der i virkeligheden er behov for at få en afgørelse prøvet ved domstolene. Med den nuværende søgsmålsfrist på 6 måneder anlægges der retssager, som kun har til formål at få afbrudt søgsmålsfristen. Herved belastes domstolene med unødige sager, hvor sagens parter undervejs når frem til, at de faktisk ikke er uenige og derfor hæver sagen.
De to lovinitiativer i forslaget er bebudet i den redegørelse om lovovervågning af lov om forurenet jord, som jeg sendte til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 11. december 2003.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.