Skriftlig fremsættelse (18. februar 2004) - L 165
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (18. februar 2004)
Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring (Ændring af medicintilskudsregler).
(Lovforslag nr. L 165).
Den 1. maj 2004 udvides EU med 10 nye medlemslande. Dette medfører, at de nye EU-lande efter de nugældende medicintilskudsregler automatisk vil komme til at indgå i den landekurv, der lægges til grund for beregningen af et lægemiddels europæiske pris, som i visse tilfælde anvendes til at beregne tilskudsprisen til lægemidlet. Dette skyldes, at den europæiske pris fastsættes på baggrund af den pris, hvortil lægemidlet sælges til apotekerne i de øvrige lande, som har ratificeret eller tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, bortset fra Grækenland, Luxembourg, Portugal og Spanien.
Efter regeringens opfattelse er det meget vanskeligt at forudsige konsekvenserne af en udvidelse af landekurven med de 10 nye lande, som optages i EU den 1. maj 2004. Der er på denne baggrund behov for, at man for så vidt angår beregningsgrundlaget af europæiske priser samt tilskudspriser viderefører status quo efter 1. maj 2004.
Lovforslaget har til formål at sikre at de lande, som i dag indgår i den landekurv, som lægges til grund for tilskudsberegningen, ikke ændres efter udvidelsen af EU den 1. maj 2004. Med lovforslaget bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler om, hvilke EU/EØS-lande lægemiddelvirksomhederne skal indberette lægemiddelpriser fra til Lægemiddelstyrelsen – og hvordan landekurven dermed er sammensat.
Reglerne vil umiddelbart blive fastsat således, at den nuværende landekurv ikke ændres i forbindelse med udvidelsen af EU den 1. maj 2004.