Skriftlig fremsættelse (28. januar 2004) - L 139
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (28. januar 2004)
Justitsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af tinglysningsloven og retsafgiftsloven (Adgang til udtræk af masseoplysninger og samkøring af registre)
(Lovforslag nr. L 139).
Formålet med dette lovforslag er at give borgere, virksomheder og offentlige myndigheder en teknisk lettere og mere smidig adgang til oplysningerne i de elektroniske tinglysningsregistre.
Med henblik herpå foreslås det at ophæve forbuddet i tinglysningslovens § 50 c, stk. 6, mod videregivelse af masseoplysninger. Desuden foreslås det at ophæve forbuddet i § 50 c, stk. 5, mod samkøring af tinglysningsregistrene med private og andre offentlige edb-registre. Der vil herefter være adgang til at foretage udtræk af masseoplysninger, dvs. et samlet udtræk af oplysninger om flere ejendomme, personer eller køretøjer, og at samkøre oplysningerne i tinglysningsregistrene med private og andre offentlige edb-registre inden for rammerne af de begrænsninger, der følger af tinglysningslovens § 50 c, stk. 7, og reglerne i persondataloven.
Det er Justitsministeriets vurdering, at forbuddene mod dels videregivelse af masseoplysninger, dels samkøring af tinglysningsregistrene med andre edb-registre må anses for at være utidssvarende set i lyset af tinglysningslovens princip om offentlighed sammenholdt med den stigende anvendelse af it i samfundet og de øgede erfaringer hermed.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke betænkeligheder forbundet med at give adgang til at foretage udtræk af masseoplysninger fra tinglysningsregistrene eller med at ophæve forbuddet mod samkøring af tinglysningsregistrene med private eller andre offentlige registre.
For det første er de oplysninger, som kan indgå i et udtræk af masseoplysninger eller i en samkøring af registre, allerede i dag offentligt tilgængelige. Oplysninger om personnumre kan ikke videregives, jf. tinglysningslovens § 50 c, stk. 1, og kan dermed heller ikke indgå i et masseudtræk.
For det andet må oplysninger fra tinglysningsregistrene, som samkøres med andre edb-registre, kun anvendes til de saglige formål, som er opregnet i tinglysningslovens § 50 c, stk. 7, der ikke foreslås ændret. Det indebærer, at oplysningerne ikke må anvendes med henblik på at skaffe nye kunder eller i øvrigt med henblik på andre formål end overdragelse, forsikring, retsforfølgning og retsforhold i øvrigt, belåning af fast ejendom og løsøre, kreditvurdering, fysisk råden over fast ejendom samt rådgivning i forbindelse med disse formål. Oplysningerne vil således ikke lovligt kunne anvendes til usaglige formål, selv om adgangen til at foretage udtræk af masseoplysninger og samkøre tinglysningsregistrene med andre edb-registre giver en lettere adgang til en øget mængde oplysninger. Anvendelse af oplysninger fra tinglysningsregistrene i strid med bestemmelsen i § 50 c, stk. 7, kan efter tinglysningslovens § 50 e straffes med bøde. Endvidere skal behandlingen af tinglysningsoplysningerne ske i overensstemmelse med bestemmelsen i persondatalovens § 5, der indeholder en række generelle og grundlæggende regler for den dataansvarliges behandling af oplysninger.
For det tredje er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke længere behov for en særskilt regulering i tinglysningsloven af adgangen til at foretage udtræk af tinglysningsoplysninger og samkøre oplysningerne med private og andre offentlige edb-registre. Persondataloven, som har afløst de tidligere gældende registerlove, regulerer nu på tilstrækkelig vis behandlingen af de pågældende oplysninger og varetager herunder hensynet til den, der er registreret oplysninger om. I modsætning til den tidligere registerlovgivning gælder persondataloven også for domstolenes registrering af personoplysninger. Hertil kommer, at Datatilsynet, Domstolsstyrelsen og de enkelte retter fører tilsyn med enhver behandling af personoplysninger, der omfattes af persondataloven.
Den praktiske betydning af forslaget er, at brugere med ekstern terminaladgang fremover gratis vil kunne søge i tinglysningsregistrene på grundlag af et dokuments tinglysningsdato og dagbogsnummer og få oplysning om, på hvilke ejendomme dokumentet, f.eks. en servitut, er tinglyst. Endvidere kan alle brugere mod betaling bestille et nærmere defineret udtræk af oplysninger hos retten i Århus. Udtrækket vil blive udarbejdet af Domstolsstyrelsens edb-leverandør og efterfølgende leveret som fil til brugeren, der vil kunne anvende oplysningerne inden for rammerne af de ovenfor skitserede databeskyttelsesregler, herunder ved samkøring af oplysningerne med oplysninger i andre registre.
Det foreslås, at der for udtræk af masseoplysninger som hidtil skal betales retsafgift på 30 kr. pr. opslag. For den del af et udtræk, som overstiger 500 opslag, betales dog alene 15 kr. pr. opslag. Herudover kan brugeren komme til at betale for de omkostninger, som er forbundet med selve afviklingen af udtrækket, der foretages af Domstolsstyrelsens edb-leverandør. Der indgås i den forbindelse en aftale om foretagelsen af det konkrete udtræk mellem edb-leverandøren og brugeren, og betalingen af de nævnte omkostninger beror således på en privatretlig aftale.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.