Skriftlig fremsættelse (14. januar 2004) - L 125
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (14. januar 2004)
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber, lov om anpartsselskaber, lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S og kildeskatteloven. (Mulighed for ekstraordinært udbytte, udfyldende bestemmelser om spaltning og ophævelse af bopælskrav m.v.)
(Lovforslag nr. L 125).
Regeringen vil reducere erhvervslivets administrative byrder, så det bliver lettere at være virksomhed. Derfor har regeringen i sin handlingsplan for regelforenkling og administrative lettelser fra august 2002 startet en modernisering af selskabslovgivningen under overskriften "frihed under ansvar". Den første del af dette arbejde bestod i vedtagelsen af L145 fra forrige folketingssamling, som bl.a. gav de danske selskaber mulighed for at gennemføre elektroniske generalforsamlinger og foretage spaltninger af anpartsselskaber.
Med dette lovforslag tager regeringen hul på anden etape af arbejdet med at forenkle og modernisere selskabslovene. Regelforenklingen skal bidrage til at gøre reglerne så lette som mulige at administrere for erhvervslivet. Samtidig skal moderniseringen bidrage til at give erhvervslivet nogle regler, som kommer den teknologiske og internationale udvikling i møde. Forslaget skal herudover sikre, at utidssvarende regler fjernes, så der ikke ligger unødige bindinger på danske selskaber. Med dette forslag får danske virksomheder derfor bedre vilkår, og deres konkurrenceevne bliver styrket.
Ophævelse af bopælskrav for stiftere, bestyrelsesmedlemmer, repræsentantskab, direktører, likvidatorer og filialbestyrere. For at give selskaberne mulighed for at sammensætte den bedst mulige ledelse foreslås det at ophæve kravet om, at bl.a. direktører og mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne skal have bopæl her i landet. I 1996 blev et tilsvarende krav afskaffet for anpartsselskaber, uden at det siden hen har medført væsentlige problemer i forbindelse med inddrivelse af kreditorkrav.
Fleksible regler for afholdelse af bestyrelsesmøder. Med dette forslag får bestyrelsen mulighed for skriftligt at behandle nærmere afgrænsede bestyrelsesanliggender, f.eks. via e-mail. Det vil lette bestyrelsens arbejde, fordi der kan ske en mere fleksibel behandling af bl.a. rutineprægede sager, hvor der ikke er behov for at samle bestyrelsen.
Mulighed for ekstraordinært udbytte. Det foreslås, at aktionærerne på selskabets generalforsamling kan give bestyrelsen bemyndigelse til at beslutte ekstraordinær uddeling af udbytte, dvs. på et andet tidspunkt end i forbindelse med den ordinære generalforsamling. Forudsætningen for uddeling er, at der er tilstrækkelige midler hertil. Forslaget efterkommer et ønske fra store dele af erhvervslivet om mere fleksible muligheder på området. Erhvervslivet har bl.a. fremført, at selskaber, der skal indgå i omstruktureringer eller salg, ofte har behov for at kunne tilpasse de likvide midler i selskabet.
Mulighed for udbetaling af udbytte under likvidation. I modsætning til selskaber der er under konkurs eller tvangsopløsning, er selskaber under likvidation fuldt likvide og i stand til at indfri alle kreditorers krav. Derfor foreslås det at give mulighed for udbetaling af ekstraordinært udbytte til aktionærerne, når et selskab er under likvidation. Forudsætningen er selvfølgelig, at der er tilstrækkelig likviditet i selskabet, og likvidator har ansvaret for, at udbetalingen er forsvarlig. Med forslaget vil likvidationen kunne foregå mere smidigt, og det vil hurtigere blive muligt at frigøre frie midler fra selskabet, så de f.eks. kan re-investeres i andre selskaber.
Ophævelse af overkursfonden. For at forbedre selskabernes mulighed for løbende at tilpasse deres kapitalstruktur foreslås det, at den lovpligtige binding af midler i overkursfonden ophæves. Overkursbeløbet bliver herefter til en fri reserve. Forslaget vil kunne bidrage til at øge selskabernes konkurrenceevne og kan gøre investeringer i danske aktieselskaber mere attraktive for danske såvel som udenlandske investorer.
Præcisering og udfyldning af regler om spaltning og fusion. Reglerne for spaltning har hidtil ikke været formuleret eksplicit i loven, hvilket har givet usikkerhed om retstilstanden. Med forslaget gøres reglerne mere klare og brugervenlige, hvilket imødekommer et generelt ønske fra erhvervslivet.
Udstedelse af aktiebreve. For at lette selskabernes administrative arbejde foreslås det, at der fremover skal være tilslutning fra aktionærer, der ejer mindst 10 % af aktiekapitalen, før der skal udstedes aktiebreve.
Digitalisering. Det foreslås at give Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hjemmel til at bestemme, at anmeldelse og registrering af oplysninger om selskaber alene skal ske elektronisk. På den måde vil selskaberne opnå væsentlige administrative fordele, bl.a. fordi deres sag bliver behandlet elektronisk med det samme. Samtidig vil udnyttelsen af hjemmelen reducere den tid og de omkostninger, som styrelsen anvender til manuel sagsbehandling af indberetninger fra selskaberne.
Herudover indeholder lovforslaget præciseringer omkring kapitalnedsættelser til overkurs og datterselskabers erhvervelse af aktier i moderselskabet. Desuden præciseres og lempes nogle af aktieselskabslovens indsendelses- og anmeldelsesfrister. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2004.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.