Legislator Case Law & Legislation
20031XX00178 DK

Skriftlig fremsættelse (17. december 2003) - L 121

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 121 Valid

Skriftlig fremsættelse (17. december 2003)

Trafikministeren (Flemming Hansen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om postbefordring

(Lovforslag nr. L 121).

Forslag til lov om postbefordring indeholder nye rammer for postområdet, herunder for udførelse af postbefordring, og for den virksomhed, som udfører statens befordringspligt og i forbindelse hermed for eneretten til visse forsendelser. Med de nye rammer er det tilstræbt at finde en balance, som tilgodeser flere hensyn, herunder til forsyningssikkerheden samt styrkelse af konkurrence og produktudvikling i sektoren. Lovforslaget skal tillige ses som en modernisering og forenkling af den nugældende lov om postvirksomhed.

Som led i udmøntningen af regeringsgrundlaget nedsatte regeringen i 2002 en tværministeriel arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde forslag til yderligere liberalisering af postområdet. Lovforslaget tager udgangspunkt i arbejdsgruppens analyser og anbefalinger i rapport om ”Overvejelser om fremtidens postpolitik.”

Postområdet står over for væsentlige udfordringer i de kommende år i form af skærpet konkurrence, øget pres fra nye elektroniske kommunikationsformer og EU’s plan for liberalisering af postområdet, som kræver en fortsat modernisering af dansk postpolitik. Det er fortsat målsætningen at fastholde en god basal postservice, hvor alle dele af landet fortsat får leveret postydelser af en god kvalitet og til rimelige priser. I betjeningen af borgere og virksomheder er der stadig brug for en velfungerende, økonomisk bæredygtig postvirksomhed, som kan løfte den landsdækkende postbetjening.

Med lovforslaget gennemføres EU’s liberaliseringsplan, hvor den såkaldte eneretsgrænse for breve skal reduceres fra 100 gram til 50 gram senest i 2006. Det foreslås, at eneretsgrænsen på breve nedsættes til 50 gram allerede i 2005. Herved åbnes brevmarkedet for yderligere konkurrence. Som et led i liberaliseringen, foreslås det, at andre postvirksomheder mod betaling får adgang til visse oplysninger i Post Danmark A/S’ database over postmodtagere. Udover rammerne for den virksomhed, som udfører statens befordringspligt, indeholder lovforslaget visse generelle krav til postvirksomheder om bl.a. anmeldelses- og oplysningspligt samt sikring af brevhemmeligheden.

Det er hensigten at tildele Post Danmark A/S koncession på udførelsen af statens befordringspligt. Lovforslaget indeholder bestemmelser, om hvilke vilkår, herunder pligter og rettigheder, der skal gælde for Post Danmark A/S’ varetagelse af denne opgave.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →