Skriftlig fremsættelse (18. november 2003) - B 57
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (18. november 2003)
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.
(Beslutningsforslag nr. B 57).
Folketinget meddeler sit samtykke til, at et forøget antal danske styrker stilles til rådighed for den FN-bemyndigede internationale sikkerhedsstyrke i Afghanistan.
Sikkerhed og stabilitet er grundlæggende forudsætninger for den demokratiserings- og genopbygningsproces i Afghanistan, der kan vise, at den midlertidige afghanske regering kan skabe bedre vilkår for befolkningen. Den afghanske hær og politistyrke er under genopbygning, men vil først om et par år selvstændigt kunne varetage sikkerhedsopgaverne. I mellemtiden er det internationale samfunds bidrag afgørende for at fremme sikkerheden i landet, herunder i de afghanske provinser.
Den afghanske overgangsregering har under henvisning til den forværrede sikkerhedssituation, og med støtte fra bl.a. FN og EU, gennem længere tid udtrykt ønske om, at sikkerhedsstyrkens indsats blev udbredt til andre dele af Afghanistan.
NATO overtog den 11. august 2003 ledelsen af sikkerhedsstyrken efter mandat fra FNs Sikkerhedsråd og med den midlertidige afghanske regerings billigelse. NATO har tilkendegivet, at sikkerhedsstyrken på grundlag af Sikkerhedsrådets resolution 1510 gradvist og fleksibelt vil kunne påtage sig opgaver også uden for Kabul.
NATO har anmodet Danmark om at udsende en kommunikations- og informationsenhed på ca. 40 personer til ISAF i perioden fra januar til marts 2004. Endvidere har NATO anmodet Danmark om at bidrage sikkerhedsstyrken med specielle nøglekapaciteter af mere begrænset omfang. Der vil desuden være behov for udsendelse af et mindre dansk støtteelement på fem til ti personer i forbindelse med, at en dansk generalmajor medio januar 2004 ventes indsat i stillingen som næstkommanderende for ISAF.
Danmark deltager pt. i den internationale sikkerhedsstyrke i Afghanistan med en styrke på ca. 50 mand for at medvirke til at give den politiske overgangsproces og genopbygningsindsatsen de rette sikre rammer. Et fortsat og styrket dansk bidrag til den internationale militære tilstedeværelse i Afghanistan vil sende et klart signal om et fortsat helhjertet dansk engagement i landets fremtid.
FNs Sikkerhedsråd har vedtaget at forlænge og udvide ISAFs mandat. NATOs rolle i Afghanistan er styrket. I lyset heraf finder regeringen det naturligt, at udvide og forlænge det danske bidrag til ISAF for yderligere seks måneder, idet det dog bemærkes, at kommunikations- og informationsenheden vil blive hjemtaget efter tre måneders udsendelse.