Legislator Case Law & Legislation
20031XX00075 DK

Skriftlig fremsættelse (13. november 2003) - L 75

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 75 Valid

Skriftlig fremsættelse (13. november 2003)

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Egenbetaling for private arbejdsgivere)

(Lovforslag nr. L 75).

Lovforslaget er et led i gennemførelsen af finanslovsaftalen for 2004 indgået mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne.

Finanslovsforslaget på sygedagpengeområdet har til formål at nedbringe sygefraværet. Som følge heraf foreslås det at ændre forsikringsordningen for mindre private arbejdsgivere, således at de økonomiske incitamenter til at begrænse sygefraværet øges.

Arbejdsgiveren afholder i de fleste tilfælde udgifterne til sygedagpenge eller løn under sygdom i de første 2 uger af lønmodtagerens fravær. Mindre private arbejdsgivere kan tegne en forsikring, der giver ret til refusion fra kommunen for de 2 uger fra første dag.

Da ordningen dækker alle sygedage, er der ringe incitament til at nedbringe antallet af sygedage. Forsikrede virksomheder har generelt et højere sygefravær pr. ansat end ikke-forsikrede virksomheder. Beregninger viser, at de mindre forsikrede virksomheder også har et gennemsnitligt længere sygefravær pr. ansat end ikke-forsikrede virksomheder. Indførelse af egenbetaling forventes at give arbejdsgiverne et økonomisk incitament til at nedbringe antallet af sygefraværsdage.

Det foreslås derfor, at arbejdstagerens første sygedag ikke længere omfattes af forsikringsordningen for mindre virksomheder.

Forslaget berører ikke arbejdsgivernes mulighed for efter § 28 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel at indgå en aftale med lønmodtagere, som har en væsentlig forøget sygdomsrisiko.

Økonomiske konsekvenser

Arbejdsgiverne sparer 117 mio. kr. i præmiebidrag. Arbejdsgivernes merudgifter til sygedagpenge den første sygedag svarer til 167 mio. kr. Arbejdsgiverne skønnes herefter at få en merudgift på 50 mio. kr., mens staten får en tilsvarende besparelse.

Lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2004.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →