Skriftlig fremsættelse (13. november 2003) - L 74
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. november 2003)
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, lov om individuel boligstøtte, lov om midlertidig regulering af boligforholdene og forskellige andre love. (Konsekvensændringer som følge af lov om byfornyelse og udvikling af byer)
(Lovforslag nr. L 74).
Lovforslaget fremsættes i tilslutning til det samtidigt fremsatte forslag til lov om byfornyelse og udvikling af byer. Lovforslaget indeholder nogle konsekvensændringer i anden lovgivning som følge af, at den gældende lov om byfornyelse foreslås afløst af lov om byfornyelse og udvikling af byer. Nogle af ændringerne er blot konsekvensrettelser af redaktionel karakter, hvor der i anden lovgivning bør indsættes henvisninger til den nye lov om byfornyelse og udvikling af byer.
Lovforslaget indeholder følgende elementer
- Støtte til istandsættelse af bl.a. andelsboliger . Efter kapitel 4 i lov om byfornyelse og udvikling af byer kan der ydes kontant tilskud til gennemførelse af istandsættelse af klimaskærmen, det vil sige reparation, udskiftning eller fornyelse af tage, ydermure, vinduer og døre, i bl.a. andelsboligforeningers ejendomme, ligesom der er mulighed for at give kontant tilskud til afhjælpning af kondemnable forhold i sådanne ejendomme, under forudsætning af at der er tale om ejendomme opført før 1950.
For at hindre, at den offentlige støtte til gennemførelsen af sådanne arbejder kapitaliseres ved overdragelse af andelsboliger, er det foreslået, at det ydede tilskud skal fragå ved opgørelsen af værdien af foreningens formue. Tilskuddet kommer herved ikke til at påvirke den pris, der kan godkendes af bestyrelsen for andelsboligforeningen ved en andelshavers overdragelse af sin andelsbolig.
- Ophævelse af reglerne om sanerings- og byfornyelsesboligsikring samt huslejetilskud . Lovforslaget om byfornyelse og udvikling af byer indebærer som den væsentligste ændring i boligstøtteloven, at reglerne om sanerings- og byfornyelsesboligsikring samt huslejetilskud (byfornyelsesboligsikring m.v.) i lovens kapitel 5 ophæves. Lejeforhøjelser som følge af byfornyelse vil i stedet fremover blive kompenseret via reglerne om indfasningsstøtte i lov om byfornyelse og udvikling af byer, som udbetales til ejeren eller i særlige tilfælde direkte til lejeren. Ud over ophævelsen af de særlige regler om boligstøtte til beboere, der udsættes for en lejeforhøjelse som følge af en beslutning om byfornyelse m.v., indeholder lovforslaget tekniske ændringer af lov om individuel boligstøtte.
De hidtil gældende regler om byfornyelsesboligsikring m.v. finder fortsat anvendelse for beboere i ejendomme, hvortil kommunen har hjemtaget bindende tilsagn til en byfornyelsesbeslutning før den 1. januar 2004. Der vil derfor fortsat i en årrække indgå ansøgninger til kommunerne om byfornyelsesboligsikring m.v., som skal behandles og udbetales efter de hidtil gældende regler.
Forslaget om at ophæve reglerne om byfornyelsesboligsikring m.v. indebærer endvidere regelforenkling og en administrativ lettelse for kommunerne.
- Grundejernes Investeringsfonds (GI) kapitalindskud i byfornyelsesselskab samt refusion fra GI . Lovforslaget om byfornyelse og udvikling af byer indebærer, at godkendte byfornyelsesselskaber kan ansøge om at blive løst fra godkendelsen, hvorved de kan agere på lige vilkår med ikke-godkendte byfornyelsesselskaber og udstrække deres aktiviteter ud over de områder, som hidtil har sat grænsen for deres virke. I enkelte tilfælde har godkendelsen været en forudsætning for, at investorer har kunnet foretage kapitalindskud i byfornyelsesselskaber. Dette gælder bl.a. GI, som efter lov om midlertidig regulering af boligforholdene kun kan foretage kapitalindskud i godkendte byfornyelsesselskaber. GI har foretaget kapitalindskud i et godkendt sanerings- og byfornyelsesselskab på grundlag af lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Det har vist sig ønskeligt, at GI kan fortsætte hermed, selvom byfornyelsesselskabet vælger at frasige sig sin godkendelse. Der er derfor behov for at ændre boligreguleringsloven. Der er samtidig behov for, at allerede foretagne indskud kan forblive indestående i selskabet, også efter ophøret af godkendelsen. Dette forudsætter dog, at selskabet fortsætter med at fungere inden for byfornyelse m.v., men er ikke til hinder for, at selskabet kan befatte sig med andre opgaver end byfornyelse.
Det foreslås i en ny bestemmelse, at GI i et omfang, der nærmere fastlægges i en aftale, refunderer en del af statens udgifter til støtte til vedligeholdelsesarbejder i udlejningsejendomme efter lovforslaget om byfornyelse og udvikling af byer. Bestemmelsen svarer til § 95 i lovforslaget om byfornyelse og udvikling af byer.
- Konsekvensrettelser. Henvisninger i anden lovgivning til lov om byfornyelse foreslås enten erstattet eller suppleret med en henvisning til den ny lov om byfornyelse og udvikling af byer. Der er således tale om konsekvensrettelser af redaktionel karakter.
Med hensyn til lovforslagets økonomiske, administrative og erhvervsøkonomiske konsekvenser skal forslaget som nævnt ses i snæver sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til lov om byfornyelse og udvikling af byer. Det vurderes, at der ikke er selvstændige økonomiske, administrative eller erhvervsøkonomiske konsekvenser af nærværende forslag bortset fra afskaffelsen af byfornyelsesboligsikringen m.v. Dette medfører mindreudgifter for stat, kommuner og amtskommuner på tilsammen 15,6 mio. kr. i perioden 2004 til og med 2007, hvilket er udførligt beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.