Legislator Case Law & Legislation
20031XX00068 DK

Skriftlig fremsættelse (12. november 2003) - L 70

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 70 Valid

Skriftlig fremsættelse (12. november 2003)

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (Maksimumbeløb, grundkapital samt boliger til handicappede og demente)

(Lovforslag nr. L 70).

Formålet med lovforslaget er 1) at undgå dyrt alment byggeri, 2) at forlænge nedsættelsen af den kommunale grundkapital, 3) at etablere en ny finansieringsmodel til opførelse af boliger forbeholdt personer med handicap og personer med demens, og 4) at præcisere kommunernes mulighed for at udstede retligt bindende påbud overfor de almene boligorganisationer.

Regeringen ønsker at stoppe tendensen til reale prisstigninger i det almene byggeri og samtidig undgå det meget dyre byggeri med stigende offentlige udgifter til følge. De nuværende finansierings- og støtteregler giver ikke tilstrækkelige incitamenter til at hindre, at der ydes støtte til meget dyrt byggeri. Der foreslås derfor indført et maksimumsbeløb for nyt alment byggeri fra 1. januar 2004, som anskaffelsessummen for alment nybyggeri ikke må overstige, hvis byggeriet skal modtage offentlig støtte.

Regeringen ønsker endvidere at fortsætte bestræbelserne på at fremme nybyggeriet af almene boliger til ældre, unge og familier. Som led i kommuneaftalen indgår derfor, at regeringen skal søge tilslutning til, at den kommunale støtte til nyt alment byggeri i 2005 fastholdes på det nuværende niveau. Nedsættelsen af den kommunale grundkapital fra 14 til 7 pct. af anskaffelsessummen foreslås derfor forlænget til og med 2005.

Med henblik på at fremme amtskommunernes incitament til at bygge flere boliger til personer med handicap indgik regeringen den 28. oktober 2003 en aftale med S, SF, RV, DF og KD om udmøntning af satspuljen for 2004. Det foreslås derfor, at staten i årene 2004-2006 inden for en samlet pulje på 295,3 mio. kr., tillagt op til 3 pct. til administration, yder den fulde støtte til opførelse af amtskommunale ældreboliger, som udlejes til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der er således ikke amtskommunale udgifter forbundet med opførelsen af disse boliger.

Med henblik på at fremme kommunernes incitament til at bygge flere boliger til personer med demens, indgik regeringen den 30. marts 2003 en aftale med DF om udmøntning af en del af restbeløbet fra ældrechecken. Det foreslås derfor, at staten inden for en pulje på 15 mio. kr. yder den fulde støtte til opførelse af ældre- eller familieboliger, som udlejes til personer med demens. Der er således ikke (amts)kommunale udgifter forbundet med opførelsen af disse boliger.

For så vidt angår de offentlige økonomiske konsekvenser, skønnes indførelsen af det bindende maksimumbeløb at medføre mindreudgifter for det offentlige på 45 mio. kr. i 2004 og 2005 og mindreudgifter på 41 mio. kr. i 2006 og 2007. Endvidere vil der være statslige merudgifter på 0,7 mio. kr. i 2004 til tilpasning af Erhvervs- og Boligstyrelsens BOSSINF-system. Forslaget om indførelsen af særlige regler for etablering af boliger til personer med handicap og personer med demens vil ikke øge de offentlige udgifter, idet det samlede beløb på 295,3 mio. kr. i 2004-2006, tillagt op til 3 pct. til administration, til boliger til personer med handicap finansieres via den i henhold til satspuljeaftalen fastsatte pulje og beløbet på 15 mio. kr. til boliger til personer med demens finansieres via den eksisterende pulje til forbedring for de svage grupper i samfundet. Udgifter på 0,4 mio. kr. til tilpasning af Erhvervs- og Boligstyrelsens BOSSINF-system afholdes indenfor den afsatte pulje på 15 mio. kr. til boliger for personer med demens. Herudover vil der være statslige merudgifter på omkring 1 mio. kr. i 2004 til tilpasning af Erhvervs- og Boligstyrelsens BOSSINF-system til ordningen om opførelse af boliger til personer med handicap. De kommunaløkonomiske konsekvenser som følge af forslagene om indførelse af et bindende maksimumbeløb og boliger til personer med handicap og personer med demens skal forhandles med de kommunale parter.

Forslaget om at forlænge nedsættelsen af den kommunale grundkapital vil betyde statslige merudgifter på 615 mio. kr. i 2005. Regeringen vil tage initiativ til at drøfte finansieringen af disse merudgifter med partierne bag boligaftalen af 15. oktober 2002.

Med hensyn til de administrative konsekvenser for det offentlige skønnes den foreslåede indførelse af et bindende maksimumbeløb og ordningerne vedrørende opførelse af boliger til personer med handicap og personer med demens ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for kommunerne. Økonomi- og Erhvervsministeriet får en vis administrativ merbelastning i forbindelse med implementeringen og den løbende administration af de forbedrede støttemuligheder for boliger til personer med handicap og personer med demens. Forlængelsen af den kommunale grundkapitalnedsættelse skønnes ikke at have administrative konsekvenser for stat og kommuner.

For så vidt angår de økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet, forventes forslaget om grundkapitalnedsættelse og boliger til handicappede og demente at medføre en begrænset afledt økonomisk effekt for erhvervslivet. Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, der har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet, der berettiger, at det bliver forelagt et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser eller administrative konsekvenser for borgerne, ligesom forslaget ikke har nogen EU-retlige aspekter.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2004. Dog foreslås, at bestemmelserne om boliger til personer med handicap træder i kraft den 1. april 2004.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →