Legislator Case Law & Legislation
20031XX00067 DK

Skriftlig fremsættelse (12. november 2003) - L 71

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 71 Valid

Skriftlig fremsættelse (12. november 2003)

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven) (Tilpasning til forordningen om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, regelforenkling m.v.)

(Lovforslag nr. L 71).

Dette lovforslag har to hovedformål: at udnytte valgmulighederne i forordningen om internationale regnskabsstandarder – den såkaldte IAS-forordning - og at gøre det lettere for navnlig små og mellemstore virksomheder at aflægge årsrapport.

IAS-forordningen pålægger børsnoterede virksomheder at anvende de internationale regnskabsstandarder, IAS, ved udarbejdelsen af deres koncernregnskab for regnskabsår, som starter den 1. januar 2005 eller senere.

IAS-forordningen indeholder desuden en række valgmuligheder, som medlemsstaterne kan gennemføre i deres nationale lovgivning. På baggrund af Regnskabsrådets anbefaling udnyttes disse valgmuligheder i lovforslaget således, at børsnoterede virksomheder også får pligt til at anvende IAS i årsregnskabet, mens det for andre gøres frivilligt, om de vil anvende IAS.

Særligt for virksomheder, der opererer internationalt, kan der være klare fordele ved at anvende et sæt af internationalt anerkendte og benyttede regnskabsregler. Det må dog forventes, at kun et begrænset antal virksomheder vil benytte sig af denne mulighed, da IAS stiller væsentligt strengere krav til regnskabsudarbejdelsen end årsregnskabsloven.

For børsnoterede virksomheder, som efter lovforslaget får pligt til at anvende IAS, indebærer lovforslaget således en skærpelse. Dette er begrundet i, at der er tale om virksomheder med betydelig samfundsmæssig interesse, hvor hensynet til regnskabsbrugerne vejer særlig tungt.

For små og mellemstore virksomheder indebærer lovforslaget derimod en række lempelser, som gør det lettere at aflægge årsrapport. Lempelserne, som støttes af et stort flertal i Regnskabsrådet, sker på to fronter: Størrelsesgrænserne for små og mellemstore virksomheder forhøjes, så de svarer til de nye direktivgrænser. Derved stiller man danske virksomheder bedre i konkurrencen ved at fjerne en ekstra administrativ byrde, som ikke findes tilsvarende i en række af de lande, vi konkurrerer med. Endvidere fjernes en række oplysningskrav, hvor byrden ved at skulle give oplysningerne ikke står i et rimeligt forhold til regnskabsbrugernes nytte af de pågældende oplysninger. Samlet vurderes de foreslåede lempelser at sænke de administrative byrder for disse virksomheder med ca. 50 mio. kr. pr. år.

Forslaget indeholder følgende hovedpunkter

– Valgmulighederne i IAS-forordningen udnyttes således, at børsnoterede virksomheder får pligt til også at anvende IAS i deres årsregnskab. For alle andre virksomheder gøres det frivilligt, om de vil anvende IAS.

– Størrelsesgrænserne for små og mellemstore virksomheder forhøjes til de nye direktivgrænser. Derved rykker en række virksomheder en regnskabsklasse ned, så de bliver omfattet af færre og enklere krav til regnskabsaflæggelsen.

– En række krav til regnskabsaflæggelsen lempes, hvor byrden ved at skulle give oplysningerne ikke står i et rimeligt forhold til nytten ved at få oplysningerne.

– Kravene til ledelsesberetningen i store og børsnoterede virksomheder skærpes som følge af direktivændring.

– Desuden indeholder lovforslaget en række præciseringer m.v. af gældende bestemmelser.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2004, således at virksomhederne får mulighed for at anvende lovens lempelser på årsrapporter, der aflægges den 1. april 2004 eller senere. Lovens skærpelser foreslås derimod først at træde i kraft 1. januar 2005. Det foreslås, at ministeren får bemyndigelse til at sætte bestemmelserne i lovforslaget vedrørende IAS i kraft ved bekendtgørelse, så ministeren kan sætte disse bestemmelser i kraft, når der foreligger et komplet sæt af godkendte standarder fra Kommissionen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →