Legislator Case Law & Legislation
20031XX00066 DK

Skriftlig fremsættelse (7. november 2003) - L 69

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 69 Valid

Skriftlig fremsættelse (7. november 2003)

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om hjemmeservice. (Ændring af den bidragsberettigede persongruppe m.v.)

(Lovforslag nr. L 69).

Lov om hjemmeservice trådte i kraft 1. januar 1997 efter at have eksisteret som et 3-årigt forsøg. Loven er revideret flere gange. Ved lov nr. 120 af 18. marts 2002 blev omfanget af bidragsberettigede ydelser ændret, så alene rengøring er omfattet af ordningen. Samtidig blev bidragssatsen nedsat til de nuværende 40 pct. Bidragsgrænsen er i dag 12.100 kr. pr. husstand pr. kvartal pr. virksomhed.

Som led i finansloven for 2004 foreslås en besparelse på hjemmeserviceordningen, sådan at hjemmeservicebidrag forbeholdes ældre og førtidspensionister. Besparelsen er et led i regeringens forslag til finanslov for 2004 og skal bidrage til at frigøre midler til andre formål.

Statens udgifter til hjemmeservice udgjorde 316,2 mio. kr. i 2002. Udgiften i 2003 forventes at blive 229,4 mio. kr. Det anslås, at statens udgifter til hjemmeservice med forslaget vil blive reduceret med 129,1 mio. kr. i 2004 fra 229,4 mio. kr. til 100,3 mio. kr. og de følgende år vil udgiften blive reduceret med 149,4 mio. kr. til 80,0 mio. kr.

Hjemmeservice er i dag mest anvendt i de velhavende amter, og flertallet af de nuværende kunder er arbejdsduelige borgere som, i modsætning til de ældre og førtidspensionisterne, har mulighed for at betale regningerne selv. Beregninger indikerer også, at ca. halvdelen af den nuværende efterspørgsel på hjemmeservice vil bevares, selvom der ikke for fremtiden ydes hjemmeservicebidrag.

Ved at forbeholde hjemmeserviceordningen for ældre og førtidspensionister kan de beskæftigelsesmæssige virkninger i erhvervet reduceres. Virksomhederne får mulighed for at bevare denne del af kundekredsen og kan uden for hjemmeserviceordningen søge nye aftaler med andre forbrugere eller nye kunder indenfor f.eks. erhvervsrengøring eller kommunal hjemmehjælp i form af rengøring under frit valgs ordningen.

I forslaget indgår desuden en nedsættelse af bidragsgrænsen til 6000 kr. pr. husstand. Dette sker for at sikre, at der ikke ydes bidrag til rengøring udover, hvad hovedparten af husstande i gruppen af ældre og førtidspensionister har behov for. Hertil kommer visse mindre konsekvensændringer af loven.

Forslaget indgår i finanslovforslaget for 2004.

Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →