Legislator Case Law & Legislation
20031XX00037 DK

Skriftlig fremsættelse (22. oktober 2003) - L 41

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 41 Valid

Skriftlig fremsættelse (22. oktober 2003)

Integrationsministeren (Bertel Haarder)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af repatrieringsloven. (Reintegrationsbistand, hjælp til etablering, sygeforsikring, transport af erhvervsudstyr m.v.).

(Lovforslag nr. L 41).

Med lovforslaget ønskes det at forbedre støtte til udlændinge, som gerne vil vende tilbage til hjemlandet, selv om de har opholdstilladelse i Danmark. Samtidig ønskes det at støtte udlændinge, som har haft opholdstilladelse her i landet, f.eks. som flygtninge, og som på grund af ændringer i hjemlandet ikke længere har behov for beskyttelse, således at de med værdighed og økonomisk sikkerhed kan vende tilbage og genetablere sig i deres hjemland.

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer

Udlændinge, der på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 65 år, og opfylder betingelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 55 år og på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, skal som alternativ til den gældende tidsbegrænsede ydelse kunne ydes en livslang, månedlig reintegrationsbistand, som svarer til 80 pct. af den eksisterende reintegrationsbistand, der ydes i 5 år.

Hjælp til etablering i hjemlandet – som i dag udgør 20.318 kr. pr. person, der fyldt 18 år – skal forhøjes til 25.000 kr. (ydelsen for børn foreslås forhøjet fra 6.773 kr. til 8.000 kr.). Samtidig ændres udbetalingsreglerne, således at der ved udrejsen kun udbetales 15.000 kr. pr. person (5.000 kr. til børn). Den resterende del af hjælpen udbetales først efter fortrydelsesfristens udløb (for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2) eller 12 måneder efter udrejsen af Danmark (for andre udlændinge).

Der skal indføres et loft på 15.000 kr. for dækning af udgifter til transport af erhvervsudstyr, som er egnet til at fremme udlændingens beskæftigelsesmuligheder og genopbygning af hjemlandet.

Kommunalbestyrelsen skal i stedet for at yde hjælp til udgifter til sygeforsikring i 1 år kunne beslutte at udbetale et beløb på 5.000 kr. efter fortrydelsesfristens udløb, så udlændingen enten selv kan tegne en sygeforsikring eller anvende beløbet til at dække udgifter til behandling, og der skal indføres hjemmel for, at der kan ydes hjælp til nødvendige hjælpemidler og vaccination.

Støtte efter repatrieringsloven skal kunne søges, indtil udrejsefristen er udløbet.

Den Sociale Sikringsstyrelse skal forestå udbetaling af reintegrationsbistand og i forbindelse med den løbende administration af udbetalingen træffe afgørelser om tilbagebetaling og ophør af reintegrationsbistand.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →