Legislator Case Law & Legislation
20031XX00035 DK

Skriftlig fremsættelse (22. oktober 2003) - L 39

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 39 Valid

Skriftlig fremsættelse (22. oktober 2003)

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Optjening af ferieydelse under barselorlov).

(Lovforslag nr. L 39).

Lovforslaget har til formål at sikre, at alle kvindelige lønmodtagere i de første 14 uger af barselorloven optjener en ret til ferie med økonomisk dækning i det efterfølgende ferieår.

Ligestillingsnævnet har i sin afgørelse af 26. september 2002 gjort opmærksom på, at kvindelige lønmodtagere, der ikke i de første 14 uger optjener ferie med økonomiske dækning efter den gældende ferielovgivning eller overenskomster, ikke har mulighed for at optjene en ferieydelse under barselorloven til udbetaling i det efterfølgende ferieår. Kvinderne stilles derfor ringere i det efterfølgende ferieår som følge af afholdelsen af barselorlov.

Det er regeringens ønske at forbedre kvinders rettigheder under såvel som efter en barselorlov. Med lovforslaget sidestilles den berørte gruppe af kvinder med lønmodtagere, der efter gældende ret har ret til optjening af ferie med økonomisk dækning under barselorloven.

Det foreslås derfor, at kvinder i de første 14 uger af barselorloven, i det omfang de ikke under barselorloven optjener ret til løn under ferie og ferietillæg, feriegodtgørelse eller feriedagpenge, optjener ret til ferieydelse. Retten omfatter også udbetaling af ferieydelse i det efterfølgende ferieår forudsat, at den kvindelige lønmodtager opfylder beskæftigelseskravet i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Bestemmelsen giver også kvinder ret til at få suppleret ferie med økonomisk dækning efter den øvrige ferielovgivning eller overenskomster med ferieydelse, hvis kvinderne fx ikke har ret til udbetaling af den økonomiske dækning ved afholdelsen af ferien i ferieåret eller får beregnet feriegodtgørelse af en lavere løn under barselorloven eller ikke har optjent feriedage under barselorloven.

Den adoptionssøgende ægtefælle, der tildeles barselorlov i de første 14 uger, samt fædre, der får ret til at indtræde i morens 14 ugers barselorlov, er også omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2004 med virkning for børn født eller modtaget den 1. januar 2004 eller senere.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →