Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2003) - L 32
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2003)
Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre (Mulighed for udvidelse af voksenuddannelsescentrenes uddannelsesudbud).
(Lovforslag nr. L 32).
Lovforslaget indebærer en øget frihed for amtsrådene til selv at tilrettelægge uddannelsesstrukturen af de gymnasiale uddannelser mere fleksibelt, så et voksenuddannelsescenter (VUC) tillige kan udbyde uddannelsen til studentereksamen tilrettelagt som studenterkursus. Endvidere indebærer forslaget, at undervisningsministeren bemyndiges til at kunne fravige lovens bestemmelser om VUC´er, herunder at kunne give et amtsråd mulighed for efter ansøgning at udvide et VUC´s uddannelsesudbud med andre uddannelser, som amtsrådet har driftsansvaret for, fx hf-uddannelsen tilrettelagt som et 2-årigt forløb for unge, efter undervisningsministerens godkendelse. Ifølge de gældende bestemmelser om VUC´s virksomhed kan et VUC alene udbyde studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne, men ikke studenterkursus eller 2-årigt hf bortset fra i tyndt befolkede områder.
Forslaget om at udvide VUC´s uddannelsesudbud imødekommer samtidigt de ønsker om flere fleksible muligheder for at tilrettelægge uddannelsesstrukturen på det amtskommunale område, som en række amtsråd m.fl. har tilkendegivet over for regeringen.
I forbindelse med adgangen til at udvide centrenes uddannelsesudbud sammenholdt med de yderligere kompetencer, der som led i de samtidigt fremsatte forslag til en reform af de gymnasiale uddannelser vil blive tillagt rektor ved et alment gymnasium og ledere af selvstændige hf-kurser, indebærer forslaget, at der stilles krav om, at forstanderen for et VUC, der udbyder gymnasiale uddannelser, skal opfylde de samme krav, som stilles til de nævnte institutionsledere, medmindre den gymnasiale undervisning organiseres i en afdeling under ledelse af en afdelingsleder, der skal opfylde de nævnte krav.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. august 2004.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.