Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2003) - L 25
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2003)
Fødevareministeren (Mariann Fischer Boel)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. og fiskerilov. (Ændring af fondsbestyrelserne, ændret fastsættelse af promillemidler samt udvidet anvendelse af fondsmidlerne mv.).
(Lovforslag nr. L 25).
Lovforslaget fremsættes med henblik på at ændre på især følgende 3 områder i promille- og produktionsafgiftsfondene inden for jordbrugs- og fiskeriområdet. Det drejer sig om
1. bestyrelsessammensætningen i produktions- og promilleafgiftsfondene samt Fonden for økologisk landbrug,
2. fastsættelsen af promillemidlerne, dvs. det beløb, som årligt overføres fra Skatteministeriet til Fødevareministeriet til fordeling mellem promilleafgiftsfondene mv., samt
3. de formål, hvortil fondsmidlerne kan anvendes.
Herudover er der forslag til etablering af en hjemmel til nødvendig registersamkøring i forbindelse med kontrol af markedsordningerne for landbrugsvarer, lovens regler i øvrigt samt regler fastsat i medfør af loven.
Det første punkt vedrører forslag om, at produktionsafgiftsfondene, herunder Fonden for økologisk landbrug, får bestyrelser, hvor erhvervsinteresserne i enighed indstiller medlemmer til 2/3 af pladserne, og offentlige interesser i fællesskab indstiller medlemmer til 1/3 af pladserne. Denne fordeling sikrer, at de fonde, hvor indtægtsgrundlaget primært er produktionsafgifter, fortsat får bestyrelser, hvor producentinteresserne repræsenterer et flertal.
I promilleafgiftsfondene foreslås efter samme model 6 medlemmer fra erhvervsinteresser og 5 medlemmer fra offentlige interesser. Den større vægt af offentlige repræsentanter i disse fonde afspejler det forhold, at promillemidlerne, jf. nedenfor, er fiskale midler.
Det andet punkt vedrører forslag om, at bemyndigelsesloven ændres vedrørende fastsættelsen af det beløb (promillemidlerne), der årligt som en del af pesticidafgiftsordningen overføres fra Skatteministeriet til Fødevareministeriet til fordeling mellem jordbrugets promilleafgiftsfonde mv.
Derfor foreslås, at promillemidlerne fremover fastsættes til 83 pct. af pesticidafgiftsprovenuet i stedet for til 4,3 promille af jordbrugets grundværdier. Forslaget er hermed også en del af en samlet omlægning af pesticidafgiftsprovenuet med det formål at sikre balance mellem udgifter og indtægter under pesticidafgiftsordningen. Denne omlægning indebærer herudover, at 13,5 pct. af afgiftsprovenuet anvendes til diverse aktiviteter under Fødevareministeriet og Miljøministeriet, og 3,5 pct. anvendes til medfinansiering af en ny pesticidplan 2004 – 2009.
Det tredje punkt vedrører forslag til udvidelse af anvendelsesområdet for fondenes midler. Det foreslås, at fondsbestyrelserne også vil kunne foreslå, at fondsmidlerne anvendes til aktiviteter vedrørende dyrevelfærd samt til medfinansiering af initiativer under EU-programmer. Endvidere foreslås at give fødevareministeren en bemyndigelse til at pålægge promilleafgiftsfondene at afholde udgifter til en kompensationsordning i forbindelse med spredning af genetisk modificeret materiale ved dyrkning af genetisk modificerede afgrøder.
Herudover indeholder forslaget hjemmel til at sikre en mere effektiv kontrol gennem samkøring af oplysninger fra offentlige myndigheder. Tilsvarende hjemler findes allerede i landbrugsloven og i fiskeriloven. Desuden indeholder forslaget en præcisering af, at ministerens adgang til at fastsætte nærmere regler om fondenes administration også omfatter fondenes ydelse af kompensation i forbindelse med dyre-, plante- eller fiskesygdomme.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i Folketinget.