Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2003) - L 2
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2003)
Socialministeren (Henriette Kjær)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m. v.
(Lovforslag nr. L 2).
Regeringen søger med dette lovforslag Folketingets tilslutning til, at der skabes et klart og overskueligt retsgrundlag for de personer, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension, invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg inden den 1. januar 2003.
Disse personer skal fortsat have deres sag behandlet efter de regler, der var gældende indtil førtidspensionsreformen trådte i kraft den 1. januar 2003.
Det foreslås, at reglerne om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension, invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg, som gældende indtil den 1. januar 2003, adskilles fra reglerne i lov om social pension. De regler, der er gældende for personer, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension m. v. inden den 1. januar 2003, gengives således samlet i en selvstændig lov.
Jeg skal i øvrigt tillade mig at henvise til lovforslagets bemærkninger.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.