Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2003) - L 13
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2003)
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om skibes besætning, lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v. og forskellige andre love samt om ophævelse af lov om måling af skibe (Sammenlægning af klagenævn, regulering af klageadgang, nedlæggelse af Eksamenskommissionen for Dykkere samt regelforenkling vedrørende skibsmåling).
(Lovforslag nr. L 13).
Lovforslaget er et led i regeringens bestræbelser for at gennemføre en modernisering af råd og nævn samt regelforenklinger. Lovforslaget har til formål at forenkle klagenævnsstrukturen på søfartsområdet ved at sammenlægge Tilbageholdelsesnævnet, Besætningsnævnet og Helbredsnævnet for Søfarende og Fiskere i et nyt ankenævn, "Ankenævnet for Søfartsforhold". Det nye ankenævns kompetence foreslås afgrænset på samme måde som de tre hidtidige nævns, men med mulighed for ministeren til at henlægge yderligere områder til nævnet, såfremt der måtte opstå behov herfor. Lovforslaget indeholder desuden hjemmel til at regulere klageadgangen på søfartsområdet. Endvidere nedlægges Eksamenskommissionen for Dykkere.
Det foreslås endelig at ophæve en af de to gældende love om skibsmåling, idet loven nu er overflødig.
Jeg henviser i øvrigt til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, og anbefaler forslaget til Folketingets velvillige behandling.