Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om støttepersoner til gravide stofmisbrugere med henblik på at sikre adækvat social og behandlingsmæssig indsats for den gravide samt bedst mulige betingelser for fosteret
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 147
Bilagsnr.
Titel
1
Meddelelse om, at forslagsstillerne har ønsket beslutningsforslaget til betænkningsafgivelse
2
1. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Socialudvalget den 6. maj 2004
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om støttepersoner til gravide stofmisbrugere med henblik på at sikre adækvat social og behandlingsmæssig indsats for den gravide samt bedst mulige betingelser for fosteret
[af Villy Søvndal (SF) m.fl. ]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 12. marts 2004 og var til 1. behandling den 29. april 2004. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse .
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det sympatisk, at Socialistisk Folkeparti fremsætter et forslag, som har det formål at give gravide stofmisbrugere den bedste hjælp.
Dansk Folkeparti mener blot ikke, at en støtte- og kontaktperson er tilstrækkelig i denne sammenhæng. Dansk Folkeparti mener ganske enkelt, at der bør skabes mulighed for, at gravide misbrugere skal tvangstilbageholdes i behandling – præcis som i Norge.
Dansk Folkeparti mener ikke, at stofmisbrugere reelt har mulighed for at få tilbudt behandling gennem lov om tilbageholdelse, da amterne har fravalgt at anvende loven.
Den decentrale beslutningsproces om ikke at implementere loven er efter Dansk Folkepartis opfattelse endt med at blive en svaghed ved loven.
Danmark er et frit land. Man kan ikke forhindre, at misbrugere skal have frihed til at »gå i hundene«. Men spørgsmålet er, om det er rimeligt, at man i et frit land tillader børn at blive født med svære hjerneskader, fordi deres mødre er for uansvarlige til at passe på fosteret.
Dansk Folkeparti mener, at en gravid stofmisbruger bør have en forpligtelse til at varetage det kommende barns tarv. Denne forpligtelse styrkes endvidere af, at der i Danmark er mulighed for abort.
Hvis kvinden fravælger abort og dermed vælger at føde barnet, bør kvinden også afkræves et minimum af ansvar både under og efter graviditeten.
På denne baggrund er det vigtigt, at der indføres et tvangstilbageholdelseselement i den gældende lovgivning.
Dansk Folkeparti mener ikke, at en støtte- og kontaktperson kan »stå alene«, så derfor afviser Dansk Folkeparti dette forslag.
Et andet mindretal i udvalget (S, RV og KD) vil stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget er meget positive over for tanken om en tilknyttet støtteperson til gravide misbrugere. Socialdemokratiet mener dog, at der allerede er de lovgivningsmæssige rammer for at have det nødvendige udbud af offentlige tilbud om støtteordninger til gravide misbrugere. Socialdemokratiet mener, at det nok i højere grad handler om lokalpolitisk vilje og økonomi end om lovgivning.
Socialdemokratiet mener heller ikke, at en støtteordning kan stå alene, og skønner, at den som minimum bør hænge sammen med blandt andet støtte fra familieambulatorium m.v. Derfor vil Socialdemokratiet undlade at stemme i denne sag.
Et tredje mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
Else Winther Andersen (V) Eva Kjer Hansen (V) Flemming Oppfeldt (V) Troels Lund Poulsen (V) Pia Kristensen (DF) Jette Jespersen (DF) Charlotte Dyremose (KF) nfmd. Helge Adam Møller (KF) Tove Videbæk (KD) fmd. Jette Bergenholz Bautrup (S) Grete Schødts (S) Jørn Pedersen (S) Sandy Brinck (S) Lotte Bundsgaard (S) Villy Søvndal (SF) Margrethe Vestager (RV) Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristendemokraterne (KD)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne