Tilføjelse til betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om indgåelse af aftale mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 7 omdelt efter afgivelse af betænkning

Bilagsnr.

Titel

139

Kopi SAU: Spm. 107 om overtrædelse af transfer pricing-reglerne, til skatteministeren

Kopi SAU: Spm. 108 om at oversende korrespondance m.m., der har været med DONG i forbindelse med indgåelsen og behandlingen af aftalen om Nordsøolien, til skatteministeren

140

Spm. 124 om, hvorfor staten ikke er partner fra aftalens start, til økonomi- og erhvervsministeren

Spm. 125, om ministeren er enig med de økonomiske vismænds betragtning, nemlig at olien tilhører samfundet m.v., til økonomi- og erhvervsministeren

Spm. 126, om DUC skal være et dansk indregistreret selskab, til økonomi- og erhvervsministeren

Spm. 127 om, hvorfor undtagelsen i § 2, stk. 2, i aftalen om kompensation ikke er fundet tilstrækkelig, til økonomi- og erhvervsministeren

Spm. 128 om oversendelse af den korrespondance m.v., der har været med DONG i forbindelse med aftalen om Nordsøolien, til økonomi- og erhvervsministeren

141

Betænkning afgivet den 11/12-03

142

Spm. 129, om ministerens valg af en værdiansættelse på 60 mia. kr. skal opfattes som udtryk for, at DUC’s forventede opgørelse på 30 mia. kr. ikke er retvisende, til økonomi- og erhvervsministeren

Spm. 130 om, hvorfor det er korrekt at anvende perioden 1982-2003 som udgangspunkt for at vurdere DUC’s risikopræmie, til økonomi- og erhvervsministeren

143

Kopi SAU: Spm. 109, om de kontrolmuligheder, der er i forhold til transfer pricing, er de samme, som er gældende i forhold til multinationale selskaber som f.eks. McDonald’s, til skatteministeren

Kopi SAU: Spm. 110 om kontrollen af kulbrintevirksomheder, til skatteministeren

Kopi SAU: Spm. 111, om svarene vedrørende olieaftalen er afstemt med koncessionshaveren A.P. Møller – Mærsk, til skatteministeren

Kopi SAU: Spm. 112 om, under hvilken form partiet Venstre blev informeret under forhandlingerne om olieaftalen med A.P. Møller – Mærsk og i forbindelse med regeringens godkendelse af aftalen, til skatteministeren

144

Kopi SAU: Svar på spm. 109, om de kontrolmuligheder, der er i forhold til transfer pricing, er de samme, som er gældende i forhold til multinationale selskaber som f.eks. McDonald’s, fra skatteministeren

Kopi SAU: Svar på spm. 110 om kontrollen af kulbrintevirksomheder, fra skatteministeren

145

Kopi SAU: Supplerende svar på spm. 105 om en uddybning af svaret på spm. 98, fra skatteministeren

146

Kopi SAU: Svar på spm. 111, om svarene vedrørende olieaftalen er afstemt med koncessionshaveren A.P. Møller – Mærsk, fra skatteministeren

Kopi SAU: Svar på spm. 112 om, under hvilken form partiet Venstre blev informeret under forhandlingerne om olieaftalen med A.P. Møller – Mærsk og i forbindelse med regeringens godkendelse af aftalen, fra skatteministeren

147

Svar på spm. 121 om oversendelse af de beregninger, der ligger bag den i svaret på spm. 106 opgjorte risikopræmie for perioden 1982-2003 m.v., fra økonomi- og erhvervsministeren

Svar på spm. 122 om beregninger for risikopræmien for 2004-2042 med en terminalværdi ultimo 2003 på 30 mia. kr., fra økonomi- og erhvervsministeren

Svar på spm. 123 om opgørelse af risikopræmier med 30 mia. kr. henholdsvis 60 mia. kr. som terminalværdi for perioden fra 2004 til henholdsvis 2010, 2020 og 2030, fra økonomi- og erhvervsministeren

148

Notat om kompensationsbestemmelsen i aftalen mellem A. P. Møller – Mærsk og staten om forlængelse af eneretsbevillingen i Nordsøen, fra økonomi- og erhvervsministeren

149

Svar på spm. 124 om, hvorfor staten ikke er partner fra aftalens start, fra økonomi- og erhvervsministeren

Svar på spm. 125, om ministeren er enig med de økonomiske vismænds betragtning, nemlig at olien tilhører samfundet m.v., fra økonomi- og erhvervsministeren

Svar på spm. 126, om DUC skal være et dansk indregistreret selskab, fra økonomi- og erhvervsministeren

Svar på spm. 127 om, hvorfor undtagelsen i § 2, stk. 2, i aftalen om kompensation ikke er fundet tilstrækkelig, fra økonomi- og erhvervsministeren

Svar på spm. 128 om oversendelse af den korrespondance m.v., der har været med DONG i forbindelse med aftalen om Nordsøolien, fra økonomi- og erhvervsministeren

150

Svar på spm. 129, om ministerens valg af en værdiansættelse på 60 mia. kr. skal opfattes som udtryk for, at DUC’s forventede opgørelse på 30 mia. kr. ikke er retvisende, fra økonomi- og erhvervsministeren

151

Svar på spm. 130 om, hvorfor det er korrekt at anvende perioden 1982-2003 som udgangspunkt for at vurdere DUC’s risikopræmie, fra økonomi- og erhvervsministeren

152

1. udkast til tilføjelse til betænkning over B 7

Bilag 1

AFTALE OM KOMPENSATION EFTER AFSNIT VI I AFTALE AF 29/9 2003

MELLEM

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

OG

BEVILLINGSHAVERNE I HENHOLD TIL

ENERETSBEVILLING AF 8/7 1962.

Indledning

Denne aftale er indgået i henhold til afsnit VI i aftale af 29. september 2003 (herefter benævnt Aftalen) og indeholder de regler om kompensation, der skal indgå i den endelige udformning af de fremtidige vilkår for bevillingen.

Baggrunden for kompensationsaftalen er, at bevillingshaverne ved Aftalen er indgået på skærpede vilkår for den fremtidige udnyttelse af den gældende eneretsbevilling ud fra en forudsætning om, at staten ikke ved indgreb i form af gennemførelse af lovgivning og andre regler af specifik betydning for bevillingshaverne og deres partnere i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) forringer de økonomiske vilkår, der danner baggrund for Aftalen.

Da Aftalen ikke berører lovgivningsmagtens beskatningsret, andre lovgivningsbeføjelser eller regeludstedelse inden for rammerne af Den Europæiske Union, indebærer kompensationsordningen, at de ved Aftalen af bevillingshaverne og de øvrige partnere i DUC påtagne forpligtelser reduceres tilsvarende, såfremt der sker forringelse af bevillingshavernes og de øvrige DUC-partneres økonomiske stilling ved nye eller ændrede love og regler som nærmere fastsat i denne aftale.

§ 1

Kompensation efter §§ 2-5 kan kræves af bevillingshaverne og de øvrige partnere i DUC i den udstrækning, nye eller ændrede love og regler, jf. § 2, vedrører den virksomhed, som de udøver i henhold til bevillingen.

Bilag 2

Notat om kompensationsbestemmelsen i aftalen mellem A.P. Møller – Mærsk og staten om forlængelse af eneretsbevillingen i Nordsøen

Notatet er optrykt efter ønske fra S, DF, SF, RV, EL og KD.

Den 17. december 2003

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Kompensationsbestemmelsen

i aftalen

mellem A.P. Møller – Mærsk

og staten om

forlængelse af eneretsbevillingen

i Nordsøen

1. Indledning

Regeringen indgik i september måned aftale om forlængelse af A. P. Møller – Mærsks eneretsbevilling i den danske del af Nordsøen.

Som en del af aftalen indgik: » ...at DUC-selskaberne kompenseres for virkningerne af ændringer i eksisterende eller af nye love og andre regler, der specifikt rammer producenter af kulbrinter i den danske del af Nordsøen. Kompensationen fastsættes med henblik på, at den økonomiske balance mellem staten og bevillingshaverne genoprettes, og kan maksimalt udgøre den nettofordel staten opnår ved denne aftale.«

Kompensationsbestemmelsen blev efterfølgende uddybet i et særskilt dokument, der indgår i den samlede aftale mellem A.P. Møller – Mærsk og staten. Den detaljerede kompensationsbestemmelse (jf. bilag 1) er i oktober oversendt til Folketinget med henblik på at indgå i den samlede beslutning om aftalen.

I det følgende gives en oversigt over væsentlige elementer i kompensationsbestemmelsen. Dette baserer sig bl.a. på de spørgsmål der er stillet fra Folketinget og spørgsmål rejst under høringen i Folketinget d. 9. december.

2. Baggrunden for kompensationsaftalen

Kompensationsbestemmelsen må bedømmes i sammenhæng med de fordele samfundet opnår ved aftalen. Med aftalen incl. den ændrede skattelovgivning opnås at

– de tilbageværende ressourcer i Nordsøen udnyttes mere effektivt og dermed bidrager til at øge det samfundsøkonomiske afkast af investeringerne i Nordsøen. Aftalen giver en samfundsøkonomisk gevinst på 27 mia. kr.

– staten får et væsentligt større provenu. Fra i de senere år at have fået ca. 40 pct. af overskuddet fra olie- og gasproduktionen inden for eneretsbevillingen kan staten se frem til i det centrale scenarie i gennemsnit at opnå 61 pct. set over hele perioden 2004-2042. Det svarer til et merprovenu på 31 mia. kr. i nutidsværdi sammenlignet med gældende regler

– der er skabt en robust løsning med et langt mere stabilt beskatningsgrundlag og en effektiv marginalbeskatning på 73 pct. Kulbrinteskatten er under gældende regler højst usikker.

– den fremtidige forrentning af aktiviteterne i Nordsøen ikke adskiller sig fra, hvad der må forventes i branchen, herunder i statens selskab DONG.

Det ville næppe være muligt gennem en aftale at opnå en så væsentlig ændring i fordelingen af overskuddet fra aktiviteterne i Nordsøen mellem staten og DUC uden kompensationsbestemmelsen.

Med aftalen er der skabt ro om Nordsøen, som kan danne baggrund for langsigtede investeringer i teknologiudvikling og efterforskning. Kompensationsaftalen bidrager til at skabe denne sikkerhed, og øger på den måde chancerne for at få et højt samfundsøkonomisk afkast ved indvindingen af de tilbageværende værdier i Nordsøen.

Med forlængelsen af A.P. Møller – Mærsks eneretsbevilling frem til 2042 bliver koncessionsperioden 39 år. Det er en lang periode, men olie- og gasindvinding kræver langsigtede investeringer. En så lang periode indebærer en usikkerhed ikke kun for staten, men også for de selskaber, der skal investere. Derfor er det afgørende for selskaberne, at rammerne er stabile.

Endvidere må kompensationsbestemmelsen ses i lyset af, at det historisk er tredje gang, at der sker indgreb i den nuværende 50-årige koncession med A.P. Møller – Mærsk.

Der er ikke praksis for aftaler om kompensation i de danske licenser. Omvendt er tanken ikke helt fremmed. I rapporten fra 2001 fra det under den tidligere regering nedsatte Kulbrinteudvalg indgik således overvejelsen om en kompensationsbestemmelse. Det blev nævnt, at en kompensationsbestemmelse »... kunne være til fordel for både staten - gennem større forventet provenu - og koncessionshaverne, der kan disponere mere sikkert. Omvendt vil sådanne klausuler kunne fastlåse et skattesystem, som ikke er optimalt indrettet....«. Herudover kendes princippet i kompensationsaftalen også fra DONG/DUC-kontrakterne, hvor parterne har aftalt, at evt. nye skatter, som bliver pålagt DUC som gasproducent, kan overvæltes på den pris, som DONG betaler for gassen.

Ved vurderingen af bestemmelsen må også indgå, at olieproduktionen når sit maksimum de kommende år og derefter vil være faldende. Således forventes ca. halvdelen af værdierne i Nordsøen at blive produceret frem til 2012, og allerede omkring 2020 vil ca. 80 pct. af olien være produceret. Samtidig gælder det, at efterforskningen inden for eneretsbevillingens område har været ganske omfattende og sandsynligheden for at gøre mange nye fund, der radikalt ændrer på forudsætningerne for aftalen, er mere begrænsede nu end tidligere.

3. Hovedelementer i kompensationsaftalen

Baggrunden for kompensationsbestemmelsen er, at A.P. Møller – Mærsk har indgået aftale om skærpede vilkår for den fremtidige udnyttelse af eneretsbevillingen, mod at staten ved forringelse af de økonomiske vilkår genopretter den økonomiske balance, som ligger i aftalen.

Kompensationsbestemmelsen er gjort detaljeret for at præcisere og afgrænse rækkevidden af bestemmelsen, herunder at bestemmelsen ikke hindrer, at der kan gennemføres skatteomlægninger og regler til varetagelse af miljø, arbejdsmiljø og sikkerhed i Nordsøen.

Generelle indgreb giver ikke adgang til kompensation

Det er et grundlæggende princip i kompensationsaftalen, at A.P. Møller – Mærsk og partnere hverken skal behandles bedre eller dårligere end resten af dansk erhvervsliv.

Generelle og ikke-diskriminerende stramninger, der rammer erhvervslivet bredt giver derfor ikke ret til kompensation. Heller ikke selv om de rammer hårdere i Nordsøen end andre steder. Det giver således ikke ret til kompensation, at generelle beskatningsregler får større økonomisk betydning for A.P. Møller – Mærsk og partnere end for andre.

Som eksempler på generelle indgreb, som ikke giver grundlag for kompensation, kan nævnes forhøjelse af selskabsskatten, arbejdsmarkedsafgifter, indførelse af generelle miljøafgifter (f.eks. kemikalieafgift), indførelse af CO 2 -kvoter, m.v.

Sker der en skatteomlægning skal A.P. Møller – Mærsk og partnere behandles som andre. Det betyder, at sker der en lempelse af selskabsskatten og finansieringen af denne lempelse også skal komme fra erhvervslivet, skal A.P. Møller – Mærsk og partnere også bære sin andel, evt. i form af en forøget kulbrinteskat.

Gennemføres der en lettelse af selskabsskatten uden tilhørende medfinansiering fra erhvervslivet vil også A.P. Møller – Mærsk og partnere få fordel af en sådan lettelse. Dog vil kun halvdelen af lettelsen komme selskaberne til gode, da den reducerede selskabsskat vil forøge grundlaget for at betale kulbrinteskat. Kulbrinteskattesatsen er på 52 pct., og derfor vil kun ca. halvdelen af en lettelse i selskabsskatten komme selskaberne til gode. Gennemfører Folketinget en ufinansieret selskabsskattelettelse på 5 pct-point. vil marginalskatten således kun ændres fra aftalens ca. 73 pct. til ca. 70,5 pct. Der er dog generelt en række muligheder for, at erhvervslivet kan medfinansiere fremtidige selskabsskattelettelser, såfremt dette skulle komme på tale.

Specifikke indgreb kan give adgang til kompensation

Gennemfører staten specifikke indgreb, som alene er rettet mod kulbrinteproducenter i den danske del af Nordsøen, kan det give ret til kompensation.

Som eksempel på specifikke indgreb, som kan give grundlag for kompensation kan nævnes forhøjelse af den særlige olieskat – kulbrinteskatten – som selskaber, der producerer olie eller gas, betaler ud over den almindelige selskabsskat. Sker en sådan forhøjelse som nævnt tidligere imidlertid som led i en skatteomlægning, og A.P. Møller – Mærsk og partnere derved behandles som gennemsnittet af erhvervslivet, vil der ikke være kompensation.

Indgreb, der ganske vist er formuleret som alene rettet mod kulbrinteproducenter på dansk område, men som er led i en generel politik, giver ikke adgang til kompensation. Som eksempler kan nævnes forbud mod brug af bestemte stoffer i produktionen, påbud om indretninger af arbejdspladser, indførelse af grænseværdier ved brug af visse skadelige stoffer mv.

Hvis man ikke søger at opnå de nævnte formål ved direkte forbud eller påbud, men ved såkaldte grønne afgifter – der pålægges danske kulbrinteproducenter, men ikke andre virksomheder – skelnes der i kompensationsbestemmelsen mellem om det er for at få flere afgiftskroner til statskassen eller ej. Er formålet at få flere penge til statskassen og dermed ændre den økonomiske balance i aftalen, er der mulighed for kompensation – er det ikke tilfældet er der ikke mulighed for kompensation. Spørgsmålet må afgøres i de konkrete tilfælde. Er der tale om kompensation kan det sammenlignes med tilbageførsel af provenu, som det kendes ved tilbageføring af CO 2 -afgifter og pesticidafgifter til erhvervslivet.

En indførelse af CO 2 -afgift for kulbrinteproducenter er et helt særligt forhold, som ikke kan overføres på andre situationer. Det skyldes, at det blev aftalt under den tidligere regering, at off-shore sektoren specifikt er undtaget fra CO 2 -afgift. Ændring heraf vil derfor være et indgreb, der retter sig specifikt mod producenter i den danske del af Nordsøen. I denne vurdering må det indgå, at den fremtidige CO 2 -kvoteregulering i henhold til EU’s kvotedirektiv også vil omfatte olie- og gasproduktionen i Nordsøen. CO 2 -kvoter vil ikke give grundlag for kompensation, idet det sker på et objektivt grundlag.

Kompensationens størrelse

Kompensation kan kun komme på tale, hvis staten ensidigt ved et specifikt indgreb vil øge statens økonomiske fordel, f.eks. således at marginalbeskatningen bliver større end 73 pct.

Beslutter Folketinget ved specifikke indgreb at øge statens andel f.eks. ved en forøgelse af kulbrinteskatten, kompenserer staten A.P. Møller – Mærsk og deres partnere det opnåede årlige merprovenu til staten som følge af de gennemførte skærpelser i forhold til de ved aftalen forudsatte regler.

Der er imidlertid indlagt et loft over, hvor meget A.P. Møller – Mærsk og partnere kan kræve i kompensation.

Den maksimale kompensation fastlægges ud fra statens årlige akkumulerede nettofordel ved aftalen siden 2004 fratrukket evt. tidligere udbetalt kompensation. Statens årlige nettofordel ved aftalen skønnes at være 1½ -2 mia. kr. i årets priser de første år og beregnes som

+ overskudsdeling/statsdeltagelse

+ ikke-anvendelse af muligheder for overvæltning på DONG

- mistet royalty

= Statens nettofordel ved aftalen

Under hidtil gældende regler har DUC-selskaberne mulighed for at overvælte visse skattestramninger vedrørende gasproduktion på DONG, hvilket i givet fald mindsker DONGs overskud og dermed statens provenu fra DONG. Med aftalen har DUC-selskaberne fraskrevet sig denne mulighed.

Mistet royalty udgør den royalty, som DUC-selskaberne skulle have betalt efter hidtil gældende regler anvendt på værdien af den faktiske produktion.

I beregningen af nettofordelen indregnes ikke den øgede betaling af kulbrinteskat. Nettofordelen beregnes ud fra de faktiske forhold. Hvis overskuddet i Nordsøen bliver mindre, bliver statens fordel mindre og dermed bliver kompensationens maksimum tilsvarende mindre. I svar til Folketingets Energipolitiske Udvalg på spørgsmål 84 (B7 - bilag 54) er angivet en beregning over statens nettofordel i perioden 2004-2042 (jf. bilag 2).

Ydet kompensation fratrækkes den samlede nettofordel staten har opnået med aftalen. Det betyder at ydelse af kompensation sænker loftet for den maksimale kompensation ved evt. fremtidige indgreb.

4. Kompensationsaftalen og grundloven

Den samlede aftale herunder kompensationsbestemmelsen rejser ikke spørgsmål til statens beskatningsret, således som det også fremgår af den detaljerede kompensationsbestemmelse. Dette er der redegjort for af Justitsministeriets lovafdeling jf. vedlagte notat (jf. bilag 3), som er oversendt til Folketinget og af de juridiske eksperter, der deltog ved høringen i Folketinget d. 9. december.

5. Sikring af skattegrundlaget

Som grundlag for aftalen har det været vigtigt at sikre et stabilt skattegrundlag. Derfor er der også foretaget en grundig gennemgang af rammerne for aftalen, herunder ikke mindst med fokus på at undgå en udhuling af skattegrundlaget.

Bl.a. foreligger der i Nordsøen muligheden for en udhuling af skattegrundlaget ved tynd kapitalisering. Tynd kapitalisering mv. indebærer, at måden at finansiere aktiviteterne evt. kunne muliggøre, at beskatningen af overskuddet i Danmark reduceredes. Regeringen har derfor fremsat lovforslag rettet mod tynd kapitalisering, og der er allerede taget højde for dette ved, at det af kompensationsbestemmelsen fremgår, at det fremsatte lovforslag (L 119) rettet mod spekulation i tynd kapitalisering mv. ikke giver ret til kompensation.

Ligeledes har Skatteministeriet fremsat en ændring til lovforslaget om kulbrinteskatten, så der eksplicit gives hjemmel til, at skatteministeren kan gribe ind over for »transfer-pricing«.

Herudover har været rejst spørgsmål til, om selskaber kunne registreres og betale skat uden for Danmark. Hertil skal bemærkes, at indtægter ved indvinding af kulbrinter fra den danske del af Nordsøen er skattepligtige i Danmark, derfor skal såvel overskudsdeling, selskabsskat og kulbrinteskat betales i Danmark. Der er således ikke mulighed for, at selskaberne lader sig beskatte uden for Danmark af indtægterne. Beskatning er et nationalt anliggende i henhold til EU-traktaten.

Endelig er det værd at bemærke, at det er den skattefaglige vurdering, hvilket bl.a. fremgik fra ekspertside under Folketingshøringen d. 9. december, at opstår der »huller« i lovgivningen, vil det være inden for selskabsskatten, og lukning af disse vil være en generel ændring, som ikke giver ret til kompensation.

6. EU

I EU’s koncessionsdirektiv har Danmark i artikel 13 en undtagelse fra den udbudspligt, der ellers gælder for tildeling af licenser. Undtagelsen omfatter de arealer, som A.P. Møller – Mærsk har eneret til frem til 2012 i henhold til den eksisterende bevilling.

Danmark skal selvsagt overholde de øvrige bestemmelser i licensdirektivet, herunder at A.P. Møller – Mærsk og deres partnere i DUC ikke skal behandles mere fordelagtigt end andre. Endvidere gælder EU’s almindelige regler om statsstøtte.

På den baggrund vil regeringen grundigt orientere Europa-Kommissionen om den nye aftale med tilhørende kompensationsaftale, og herunder redegøre for, at aftalen er i overensstemmelse med EU’s regler.

Fra Konkurrencekommissær Monti’s kabinet vurderes der umiddelbart ikke at være grundlag for at rejse spørgsmål vedrørende statsstøtte.

7. Voldgift

Det er helt almindeligt i kommercielle aftaleforhold, at parterne enes om, at uenighed om aftalens indhold afgøres ved voldgift. Generelle regler herom kan man finde i voldgiftsloven. I lighed hermed fremgår det af den eksisterende bevilling, at nogle spørgsmål afgøres ved voldgift. Det ligger på linje hermed, at uenighed om kompensationsaftalen henhører under voldgift.

Voldgiftsnævnet består af to voldgiftsmænd, én udpeget af hver aftalepart. De to udnævnte voldgiftsmænd udpeger i fællesskab en formand for voldgiftsnævnet. Hvis de ikke kan blive enige, udpeger Højesterets præsident voldgiftsrettens formand blandt Højesterets dommere.

En kendelse afsagt af voldgiftsretten i en sag om uenighed om f.eks. kompensationsaftalen er bindende for aftalens parter og kan fuldbyrdes på samme måde som domme efter reglerne i retsplejeloven. Domstolene kan dog i enkelte tilfælde prøve, om en voldgiftskendelse er ugyldig, f.eks. fordi kendelsen strider imod ufravigelige retsgrundsætninger.

8. Juridisk/tekniske muligheder for ændringer

Aftalen fastslår – i lighed med den gældende bevilling – at spørgsmål og problemer, som måtte opstå i forbindelse med bevillingen, gøres til genstand for forhandling mellem parterne. Det vil sige, at staten såvel som A.P. Møller – Mærsk har mulighed for at tage spørgsmål op til drøftelse, herunder ændrede forudsætninger.

Statens almindelige beskatningsret gælder fortsat. Hvis et fremtidigt Folketing – f.eks i en situation med væsentlig højere oliepriser – skulle ønske at stramme beskatningen i Nordsøen med sigte på at forøge statens andel af værdierne, foreligger der i princippet forskellige juridisk/tekniske muligheder herfor. Dette vil kunne give anledning til kompensation, idet en skærpelse af beskatningen vil ligge ud over det der ligger i aftalen, og må ske under hensyn til, at A.P. Møller – Mærsk med aftalen har givet staten en nettofordel.

Juridisk/teknisk er der mulighed for skærpe kulbrintebeskatningen samtidig med at der ydes kompensation. Hvorvidt det vil være en økonomisk fordel for staten vil afhænge af den fremtidige situation. Forestiller man sig for eksempel, at oliepriserne med virkning fra 2008 stiger til det dobbelte og staten ønsker en større andel af overskuddet, vil en mulighed være, at staten mod at betale kompensation kunne hæve kulbrintebeskatningen til f.eks. 90 pct. Det vil give en marginalskat på 83 pct. og en øget statslig andel af overskuddet. I den tænkte situation vil staten opnå et merprovenu på knap 10 mia. kr. mere i nutidsværdi over hele perioden frem til 2042, end under en fortsættelse af aftalen. Det skal dog bemærkes, at jo længere tid der går desto mindre vil statens øgede provenu blive, men tilsvarende vil også en stadig stigende del af olieforekomsterne være udnyttet og staten have fået sin større del af overskuddet.

Det er ikke fastlagt i kompensationsaftalen, hvorledes kompensation skal ydes. Der kan derfor tænkes andre muligheder end kontant udbetaling. Men grundprincippet er, at staten bliver frit stillet ved at tilbagebetale de årligt akkumulerede nettofordele og give afkald på de aftalte fordele fremover.

Det er naturligvis en forudsætning, at A.P. Møller beholder forlængelsen af sin bevilling.

Regeringen lægger vægt på, at der med aftalen er skabt et langsigtet og stabilt grundlag for efterforskning og produktion for at nå den samfundsøkonomisk største indtjening, som giver en væsentlig større indtjening. Dette er også vigtigt for at fastholde den fremtidige interesse for aktiviteterne i Nordsøen. Der er med aftalen endvidere skabt et stabilt og effektivt grundlag for statens beskatning af værdierne. Viser forudsætningerne sig at ændre sig markant, må det søges ved forhandling at ændre aftalen.

9. Forholdet til andre koncessionshavere

Et gennemgående princip i kompensationsaftalen er, at A.P. Møller – Mærsk og partnere ikke stilles bedre end andre kulbrinteproducenter i Nordsøen.

Det betyder, at også andre selskaber i den danske del af Nordsøen, der ønsker at gå over til beskatning efter samme regler som A.P. Møller – Mærsk og partnere, vil få tilbudt mulighed for at indgå en kompensationsaftale.

Der er dog individuelle forskelle imellem vilkårene i de forskellige tilladelser. I følge aftalen med A.P. Møller – Mærsk får staten en andel på 20 pct. af overskuddet uden at skulle betale for de eksisterende anlæg. I de andre tilladelser skal staten betale for sin andel af investeringerne. Der er også andre forskelle.

For at få en så retfærdig generel løsning som muligt, er det hensigtsmæssigt at maksimere kompensationen for andre koncessionshavere på en måde, der ligger tæt på pgf. 4 i kompensationsaftalen med A. P. Møller – Mærsk. På den anden side er det rimeligt tillige at begrænse kompensationen til øvrige bevillingshavere til den fordel, som de frivilligt afgiver til staten, dvs. den øgede beskatning som følge af overgangen til det nye system for kulbrintebeskatning.

Princippet bag fastlæggelsen af den maksimale kompensation i en aftale med andre koncessionshavere i Nordsøen, vil derfor være, at der er et dobbelt maksimum. Det ene beregnes på lignende måde som i aftalen med A.P. Møller – Mærsk og partnere. Det andet maksimum beregnes med udgangspunkt i de skattefordele, som selskaberne giver staten ved at overgå til den nye beskatning.

Andre koncessionshavere skal inden indsendelse af selvangivelse for indkomståret 2004 tage stilling til, om de ønsker at overgå på de nye vilkår.

Bilag 2

Besvarelse af spørgsmål nr. 84 (B 7 – bilag 54) stillet af Det Energipolitiske Udvalg den 25. november 2003.

Spørgsmål 84

»Vil ministeren oplyse i absolutte tal, hvilke konkrete beløb der er regnet med i kompensationsaftalens opgørelse af statens nettofordel ved aftalen? Der ønskes en opgørelse såvel år for år som samlet, således at det bliver klart, hvad statens nettofordel er, alt efter hvilket år det bliver aktuelt at opgøre denne nettofordel i hele aftalens forløb. Opgørelsen ønskes foretaget ud fra det sæt af forudsætninger, regeringen i øvrigt har lagt til grund for beregningerne vedrørende aftalens værdi for parterne.«

Svar

Skulle kompensation blive aktuel, vil statens nettofordel skulle opgøres på grundlag af faktiske tal og ikke på grundlag af nedenstående skøn i tabel 84-1.

Statens nettofordel beregnet på statens middelforudsætninger fra »Redegørelse til Folketinget vedrørende Nordsøen« er angivet i tabel 84-1. Til sammenligning er angivet statens merprovenu ved aftalen (inklusive alle skatter) og statens samlede provenu frem til 2042.

Tabel 84-1 Statens nettofordel, merprovenu og samlet provenu under aftalen

beregnet på statens middelscenarium, mia. kr. nutidsværdi

Statens årlige

nettofordel ved aftalen

Statens

nettofordel

akkumuleret

Statens

merprovenu

akkumuleret*

Statens

provenu

under aftalen

2004

1,5

1,5

1,1**

9,4

2005

1,7

3,2

3,0

11,0

2006

1,5

4,8

4,6

10,2

2007

1,5

6,2

6,7

10,2

2008

1,5

7,7

8,7

9,7

2009

1,3

9,0

10,5

8,5

2010

1,2

10,2

12,4

7,7

2011

1,0

11,2

14,1

6,7

2012

0,8

12,0

17,7

6,3

2013

1,3

13,3

20,3

6,5

2014

1,0

14,3

22,5

5,6

2015

0,9

15,2

24,6

5,0

2016

0,9

16,1

26,6

4,6

2017

0,8

16,9

28,7

4,2

2018

0,8

17,7

30,2

3,7

2019

0,6

18,3

31,0

3,1

2020

0,6

18,9

31,7

2,9

2021

0,5

19,3

31,7

2,5

2022

0,4

19,7

31,8

2,1

2023

0,3

20,1

31,6

1,9

2024

0,3

20,3

31,4

1,7

2025

0,2

20,6

31,3

1,7

2026

0,2

20,8

31,4

1,4

2027

0,2

21,0

31,6

1,1

2028

0,1

21,1

31,5

0,8

2029

0,1

21,2

31,5

0,7

2030

0,1

21,2

31,4

0,6

2031

0,1

21,3

31,3

0,5

2032

0,1

21,4

31,2

0,5

2033

0,1

21,4

31,1

0,4

2034

0,0

21,5

31,1

0,4

2035

0,0

21,5

31,1

0,3

2036

0,0

21,5

31,1

0,3

2037

0,0

21,6

31,1

0,3

2038

0,0

21,6

31,1

0,2

2039

0,0

21,6

31,0

0,2

2040

0,0

21,6

31,0

0,2

2041

0,0

21,6

31,0

0,1

2042

0,0

21,7

31,0

0,1

I alt

21,7

-

-

133,4

*)Merprovenu ved aftalen i forhold til gældende regler, hvor gældende regler inkluderer et usikkert provenu fra kulbrinteskatten på akkumuleret ca. 25 mia. kr. frem til 2042.

) For finansåret 2004 skønnes det samlede merprovenu ved aftalen nu at udgøre ca. 3,5 mia. kr. På finansloven anvendes en anden periodisering og andre budgetteringsforudsætninger om blandt andet oliepris og dollarkurs.

§ 2

Stk. 1 . Kompensation kan kræves, når den økonomiske stilling for bevillingshaverne og deres partnere i DUC forringes ved nye eller ændrede love og regler i forhold til den retstilstand, der gælder ifølge de danske love og andre i Danmark gældende regler, der er vedtaget på tidspunktet for indgåelse af denne aftale, eller som bevillingshaverne og de øvrige partnere i DUC erklærer sig bekendt med og accepterer i den endelige udmøntning af Aftalen.

Stk. 2 . Nye eller ændrede love og regler, som nævnt i stk. 1, giver kun ret til kompensation i den udstrækning, sådanne ændringer af retstilstanden specifikt rammer producenter af kulbrinter på dansk område, mens generelle og ikke-diskriminerende ændringer af retstilstanden ikke medfører ret til kompensation. Det anses ikke i sig selv for diskriminerende, at en ændring af generelle beskatningsregler får større økonomisk betydning for bevillingshaverne og deres partnere i DUC end for andre.

Stk. 3 . Kompensation efter stk. 2 omfatter eksempelvis skærpelse af den danske kulbrintebeskatning eller indførelse af andre fiskale skærpelser, der alene vedrører kulbrinteproducenter på dansk område.

Stk. 4 . Kompensation efter stk. 2 kan ikke kræves ved ikke-diskriminerende ændringer af retstilstanden, der også gælder for andre virksomheder end kulbrinteproducenter på dansk område, eksempelvis almindelige stramninger af selskabsbeskatning eller andre generelle skatter og afgifter, herunder afgifter pålagt såvel importerede som indenlandsk producerede kulbrinter, indførelse af EU-regler med virkning også for kulbrinteproducenter uden for dansk område, f.eks. indførelse af CO 2 -kvoter som følge af EU-lovgivning, eller generel regulering af forhold mellem arbejdsgivere og ansatte.

Stk. 5. Selv om en ændret eller ny lov eller regel er formuleret således, at dens adressater alene er kulbrinteproducenter på dansk område, udløser den ikke ret til kompensation, når den gennemføres som led i en mere generel og ikke-diskriminerende regulering med et adfærdsregulerende, ikke-fiskalt sigte, eksempelvis tiltag som led i en generel politik til beskyttelse af miljøet, forbedring af arbejdsmiljø- og sikkerhedsregler.

Stk. 6 . Kommende skattelovforslag om tynd kapitalisering mv., som fremsættes med udgangspunkt i EU-pakken, der er sendt i høring den 28. august 2003, medfører ikke ret til kompensation.

Stk. 7 . Eksemplerne i stk. 3 - 5 er ikke udtømmende, men er forhold, der med sikkerhed falder ind under de pågældende hovedregler.

Bilag 3

Den 7. november 2003

Justitsministeriet

Lovafdelingen

N O T I T S

om

forholdet mellem grundloven og en kompensationsbestemmelse i aftalen af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne

i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962

1. Indledning

Der er den 29. september 2003 udarbejdet en aftale mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund (aftalen).

Af aftalens pkt. VI fremgår blandt andet, at DUC-selskaberne kompenseres for virkningen af ændringer i eksisterende eller af nye love og andre regler, der specifikt rammer producenter af kulbrinter i den danske del af Nordsøen. Det fremgår endvidere, at kompensationen fastsættes med henblik på, at den økonomiske balance mellem staten og bevillingshaverne og deres partnere genoprettes. Kompensationen kan maksimalt udgøre den nettofordel, som staten opnår ved aftalen.

I aftalens pkt. VI er det endvidere fastsat, at det er en forudsætning for dens indgåelse, at regeringen opnår den fornødne tilslutning fra Folketinget og Folketingets Energipolitiske Udvalg, og herunder får gennemført de nødvendige og forudsatte lovændringer.

I forbindelse med udarbejdelsen af aftalen har det været fremme, om den nævnte kompensationsbestemmelse kan rejse spørgsmål i forhold til grundloven. Der har i den forbindelse navnlig været rejst spørgsmål om, hvorvidt staten ved en sådan kompensationsbestemmelse kan begrænse adgangen for fremtidige regeringer og Folketing til at vedtage regler om øget beskatning af DUC-selskaberne.

På den baggrund vurderes i denne notits spørgsmålet om, hvorvidt kompensationsbestemmelsen kan gennemføres inden for rammerne af grundloven.

Nedenfor i pkt. 2 er aftalen nærmere omtalt, og i pkt. 3 gennemgås relevante grundlovsbestemmelser mv. Justitsministeriets vurdering fremgår af pkt. 4 .

2. Nærmere om aftalen

Ved aftalen er der opnået enighed om en fortsættelse af A.P. Møller – Mærsks eneretsbevilling frem til og med 8. juli 2042. Eneretsbevillingen ville efter 1962-bevillingen være udløbet den 8. juli 2012.

Det er indledningsvist i aftalen anført, at den sigter mod at skabe stabile og langsigtede rammer for bevillingshavernes og deres partneres efterforsknings- og indvirkningsvirksomhed og samtidig sikre en robust fordeling mellem staten og bevillingshaverne og deres partnere af værdierne fra aktiviteterne i Nordsøen.

Udover forlængelsen af eneretsbevillingen indeholder aftalen en række andre elementer, hvoraf enkelte omtales i det følgende.

Efter pkt. IV i aftalen betaler bevillingshaverne og deres partnere fra 1. januar 2004 til og med 8. juli 2012 årligt et beløb til staten svarende til 20 pct. af overskuddet. Fra 9. juli 2012 indtræder staten som partner i DUC med en andel på 20 pct. og overtager i den forbindelse 20 pct. af anlæggene, jf. aftalens pkt. I og IV.

Efter aftalens pkt. V vil regeringen med virkning for aftalen søge gennemført en række ændringer af kulbrintebeskatningen, og bevillingshaverne accepterer ifølge aftalen, at der indføres sådanne ændringer i kulbrinteskatteloven. Ændringerne omfatter bl.a. nedsættelse af kulbrintefradraget fra 25 pct. årligt i 10 år til 5 pct. årligt i 6 år samt sænkning af kulbrinteskattesatsen fra 70 pct. til 52 pct.

Herudover ophæves pr. 1. januar 2004 pligten til at betale royalty til staten, og med virkning fra 9. juli 2012 ophæves rørledningsafgiften til staten.

Den omtalte kompensationsbestemmelse er fastsat i aftalens pkt. VI. Heraf fremgår blandt andet, at DUC-selskaberne kompenseres for virkningen af ændringer i eksisterende eller af nye love og andre regler, der specifikt rammer producenter af kulbrinter i den danske del af Nordsøen. Det fremgår endvidere, at kompensationen fastsættes med henblik på, at den økonomiske balance mellem staten og bevillingshaverne og deres partnere genoprettes, og at kompensationen maksimalt kan udgøre den nettofordel, som staten opnår ved aftalen.

I tilknytning til kompensationsbestemmelsen er det fastsat, at statens almindelige beskatningsret ikke berøres af kompensationsbestemmelsen.

Endelig er det i aftalens pkt. VI fastsat, at det bl.a. er en forudsætning for aftalens indgåelse, at regeringen opnår den fornødne tilslutning fra Folketinget og Folketingets Energipolitiske Udvalg, og herunder får gennemført de nødvendige og forudsatte lovændringer.

Der skal i overensstemmelse med aftalens pkt. VI udformes en detaljeret aftale om kompensationsbestemmelsen (kompensationsaftalen). I det foreliggende udkast af 3. november 2003 til kompensationsaftalen er i § 4 nærmere præciseret, hvordan statens nettofordel ved aftalen opgøres.

Af § 4, stk. 3, i udkastet af 3. november 2003 fremgår således, at statens nettofordel i denne sammenhæng opgøres »som overskudsdeling/nettoafkast af statsdeltagelse i henhold til Aftalens afsnit IV samt værdien af ikke-anvendelse af muligheder for overvæltning på DONG af virkningerne af Aftalen og lovgivning i tilknytning hertil, jf. aftaler mellem DUC-parterne og DONG med fradrag af den fordel, som bevillingshaverne og de øvrige DUC – partnere opnår ved afskaffelse af royalty i henhold til § 10, stk.1, i 1962 – bevillingen«.

3. Relevante grundlovsbestemmelser mv.

3.1. Efter grundlovens § 3, 1. pkt., er den lovgivende magt hos kongen (regeringen) og Folketinget i forening. Det er almindeligt antaget, at denne lovgivningskompetence alene er begrænset af grundloven. Lovgivningsmagten kan således vedtage en hvilken som helst lov, medmindre loven strider mod grundloven, jf. bl.a. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udg. ved Ole Espersen (1980), side 262, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udg ved Peter Germer, side 201, samt Henrik Zahle, Dansk forfatningsret, Institutioner og regulering, 3. udg., side 251.

I overensstemmelse hermed er det statsretlige udgangspunkt, at regering og Folketing ikke kan lægge bindinger på, hvad fremtidige regeringer og Folketing kan træffe bestemmelse om. Det indebærer bl.a., at den til enhver tid værende lovgivningsmagt kan indføre, ændre eller ophæve en lov, medmindre dette må anses for at stride mod grundloven.

3.2. Som det fremgår, vil lovgivningsmagten til enhver tid skulle respektere grundloven.

Lovgivningsmagten skal således bl.a. respektere rettigheder, der nyder beskyttelse efter grundlovens § 73 om ekspropriation. Denne bestemmelse omfatter både rettigheder, der hviler på privatretligt grundlag (aftale mv.), og rettigheder, der hviler på offentligretlig adkomst i form af f.eks. en lov, jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 722 f, og Alf Ross, a.st., side 648 f. Hvis regeringen eller Folketinget skaber rettigheder, der nyder beskyttelse efter grundlovens § 73, vil sådanne rettigheder derfor inden for rammerne af denne bestemmelse skulle respekteres af kommende regeringer og Folketing.

Grundlovens § 73 kan således siges at indebære den begrænsning i den til enhver tid værende lovgivningsmagts kompetence, at der – selv om det sker ved lov – kun kan gennemføres afståelse af rettigheder, der er beskyttet af § 73, såfremt der ydes erstatning efter denne bestemmelse.

4. Vurdering

Som anført i pkt. 3 ovenfor er det statsretlige udgangspunkt, at regeringen og Folketinget ikke kan lægge bindinger på, hvad fremtidige lovgivere kan træffe bestemmelse om.

Det fremgår i den forbindelse udtrykkeligt af den omhandlede aftale, at statens almindelige beskatningsret ikke berøres af den nævnte kompensationsbestemmelse.

Hvis regeringen opnår den fornødne tilslutning fra Folketinget til at indgå aftalen, vil der således fortsat f.eks. ikke være noget til hinder for, at senere lovgivningsmagter gennemfører almindelige skærpelser i skattelovgivningen, som (også) har virkning for bevillingshaverne. Noget sådant vil efter aftalen ikke udløse kompensation.

Kompensationsbestemmelsen vil – som et element i en gensidigt bebyrdende aftale mellem staten og bevillingshaverne – have den virkning, at staten skal kompensere DUC-selskaberne, hvis lovgivningsmagten på et senere tidspunkt måtte benytte sin kompetence til at gennemføre lovgivning, der specifikt rammer producenter af kulbrinter i den danske del af Nordsøen.

Med denne bestemmelse sikrer staten således – som led i den nævnte gensidigt bebyrdende aftale – en rettighed for bevillingshaverne, som nyder beskyttelse efter grundlovens § 73, og som derfor inden for rammerne af grundlovsbestemmelsen skal respekteres af senere regeringer og Folketing. Der kan i den forbindelse henvises til, at det som nævnt ovenfor i pkt. 3 er almindeligt antaget, at staten kan etablere rettigheder, der er beskyttet af grundlovens § 73, således at sådanne rettigheder inden for rammerne af denne bestemmelse vil skulle respekteres af fremtidige regeringer og Folketing.

I tilknytning til det anførte kunne rejses det spørgsmål, om regeringen og Folketinget i alle tilfælde bør kunne etablere rettigheder for borgere og virksomheder, der reelt – det vil sige i kraft af grundlovens § 73 – vil indebære begrænsninger i kommende regeringers og Folketings lovgivningskompetence. Det kan således gøres gældende, at der gælder visse grænser for, i hvilken udstrækning regering og Folketing ved etablering af rettigheder reelt bør kunne begrænse senere lovgivningsmagters kompetence på bl.a. skatteområdet.

Selv om det måtte antages, at der gælder principper af den nævnte karakter, giver dette efter Justitsministeriets opfattelse ikke anledning til overvejelser i forhold til den omhandlede kompensationsbestemmelse. Det bemærkes herved, at der med kompensationsbestemmelsen, som indgår i aftalen med staten, alene skabes en rettighed for DUC-selskaberne til i givet fald i visse nærmere opregnede tilfælde at kunne kræve kompensation inden for rammerne af den nettofordel, som staten opnår ved aftalen.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at aftalens kompensationsbestemmelse ikke rejser spørgsmål i forhold til grundloven.

Bilag 3

Et af Det Energipolitiske Udvalgs spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren ad L 48 og dennes svar herpå

Spørgsmålet er optrykt efter ønske fra S, SF og EL.

Spørgsmål 8

Er ministerens svar vedrørende olieaftalen afstemt med koncessionshaveren A.P. Møller – Mærsk, og hvis ikke, er der så risiko for, at uenighed med ministeren fra koncessionshavers side om f.eks. forudsætninger i aftalen som tolket i besvarelserne vil kunne føre til en voldgift?

Svar

De besvarelser jeg har afgivet til Folketinget i relation til olieaftalen, er ikke forud for besvarelsen til Folketinget blevet sendt til A.P. Møller – Mærsk. I lighed med andre har A.P. Møller – Mærsk efterfølgende kunnet holde sig orienteret på Folketingets hjemmeside.

Svarene er afgivet i overensstemmelse med den indgåede aftale. Skulle der opstå uenighed mellem parterne om fortolkning af aftalens bestemmelser og der ikke kan nås til enighed er det aftalt, at en sådan uenighed afgøres ved voldgift.

§ 3

Stk. 1. Ved beregningen af kompensation skal der ses på den samlede konkrete nettoeffekt for bevillingshaverne og de øvrige partnere i DUC af såvel øgede byrder som lempelser ved sådanne nye eller ændrede love og regler, der ifølge § 2 tages i betragtning i relation til kompensation.

Stk. 2. Hvis der som led i en samlet lovgivningspakke om omlægning af beskatning gennemføres såvel generelle skattelempelser for erhvervslivet som helhed som øget beskatning herunder beskatning, der specifikt rammer producenter af kulbrinter i Nordsøen, er der dog højst adgang i forbindelse med den konkrete anledning til kompensation i den udstrækning, lovgivningspakken set som en helhed giver bevillingshaverne og deres partnere i DUC en relativ mindre økonomisk lempelse end gennemsnittet af alle danske erhvervsvirksomheder.

§ 4

Stk. 1 . Den samlede kompensation til bevillingshaverne og de øvrige DUC-partnere kan maksimalt udgøre den nettofordel, som staten opnår ved Aftalen.

Stk. 2. Kompensation kan ikke overstige den nettofordel, som staten løbende opnår fra og med den 1. januar 2004.

Stk. 3. I denne sammenhæng opgøres statens nettofordel ved Aftalen som overskudsdeling/nettoafkast af statsdeltagelse i henhold til Aftalens afsnit IV samt værdien af ikke-anvendelse af muligheder for overvæltning på DONG af virkningerne af Aftalen og lovgivning i tilknytning hertil, jf. aftaler mellem DUC-parterne og DONG, med fradrag af den fordel, som bevillingshaverne og de øvrige DUC – partnere opnår ved afskaffelse af royalty i henhold til § 10, stk.1, i 1962 – bevillingen.

§ 5

Stk. 1. Kompensation skal fastsættes med henblik på, at der sker genopretning af den økonomiske balance mellem staten og bevillingshaverne og de øvrige DUC-partnere, således at formålet med og følgen af kompensation (inden for rammen i § 4) skal være at stille bevillingshaverne og de øvrige DUC-partnere økonomisk på samme måde, som de ville være stillet, såfremt gennemførte ændringer i retstilstanden, jf. § 2, ikke eksisterede.

Stk. 2. Bevillingshaverne og de øvrige DUC-partnere skal rejse krav om kompensation senest 3 måneder efter offentliggørelse af en ændring af retstilstanden, jf. § 2, som de vil påberåbe sig, for at bevare retten til kompensation i anledning deraf. Den tidsmæssige betingelse er opfyldt ved bevillingshavernes notifikation af et krav uden hensyntagen til, om et krav kan specificeres eller dokumenteres inden for denne tidsfrist.

Stk. 3. Såfremt der ikke opnås enighed om, hvorvidt kompensation kan kræves, kompensationens størrelse og/eller formen for kompensation, afgøres uenigheden ved voldgift efter bevillingens regler herom.

§ 6

Statens almindelige beskatningsret berøres ikke af denne aftale.

§ 7

Denne aftale er undergivet samme betingelser og forudsætninger som Aftalen og får således først virkning samtidig med Aftalen.

§ 8

Der er enighed om, at spørgsmål og problemer, som måtte opstå i forbindelse med bevillingen, herunder nærværende aftale, gøres til genstand for forhandling.

Økonomi- og erhvervsministeren For bevillingshaverne

København, den København, den

Tilføjelse til betænkning afgivet af Det Energipolitiske Udvalg den 18. december 2003

Tilføjelse til betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om indgåelse af aftale mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund

[af økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 8. oktober 2003 og var til 1. behandling den 23. oktober 2003. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Det Energipolitiske Udvalg. Udvalget afgav betænkning den 11. december 2003. Udvalget har efter afgivelse af betænkning genoptaget behandlingen af beslutningsforslaget.

Møder

Udvalget har efter afgivelse af betænkning behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Sammenhæng med andre forslag

Beslutningsforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslag nr. L 48 om ændring af lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Implementering af aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og A.P. Møller – Mærsk A/S om efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund) og med lovforslag nr. L 62 om ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding. (Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund). Lovforslag nr. L 62 har været behandlet i Skatteudvalget. En række bilag til forslagene er parallelomdelt.

Spørgsmål

Udvalget har efter afgivelse af betænkning stillet 7 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Optryk af bilag fra beslutningsforslag nr. B 7 og lovforslag nr. L 48 og L 62

Der har været ønske om optryk af spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren og dennes svar herpå samt et notat fra økonomi- og erhvervsministeren. Spørgsmålet, svaret og notatet er på grund af de tre forslags indbyrdes sammenhæng optrykt samlet som bilag til tilføjelsen til betænkning over B 7. Det drejer sig om

Bilag 2: Notat om kompensationsbestemmelsen i aftalen mellem A. P. Møller – Mærsk og staten om forlængelse af eneretsbevillingen i Nordsøen.

Bilag 3: Et af Det Energipolitiske Udvalgs spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren ad L 48 og dennes svar herpå.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Indstillinger

Partierne henviser til deres indstillinger i udvalgets betænkning over beslutningsforslaget.

Politiske bemærkninger

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti

Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at økonomi- og erhvervsministeren siden indgåelsen af aftale af 29. september 2003 med bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund har fremlagt detaljerede oplysninger om aftalen, herunder ikke mindst om økonomien i aftalen.

I forbindelse med udvalgsbehandlingen af beslutningsforslag nr. B 7 og lovforslagene nr. L 48 og L 62 er der indtil videre besvaret mere end 250 spørgsmål fra henholdsvis Det Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget. En stor del af disse spørgsmål har drejet sig om økonomien i aftalen. I lyset af bl.a. vismændenes tidligere bemærkninger om økonomien i Nordsøaftalen har økonomi- og erhvervsministeren fremlagt et samlet notat om samfundsøkonomien i Nordsøaftalen, som også er oversendt til Folketinget. Vismand Jørgen Birk Mortensen har siden udtalt til Ritzau: »Det er en nyttig sammenfatning, som bidrager til et forbedret overblik med henblik på den politiske vurdering,...«.

Herudover har økonomi- og erhvervsministeren oversendt et notat, »Rentabilitetsanalyser af olie- og gasaktiviteterne i den danske del af Nordsøen«, til Folketinget. Økonomi- og erhvervsministeren har ligeledes i »Redegørelse til Folketinget vedrørende Nordsøen« præsenteret aftalens hovedelementer samt vurderinger af aftalens økonomiske virkninger. Endelig har økonomi- og erhvervsministeren og skatteministeren i forbindelse med samråd besvaret spørgsmål vedrørende bl.a. økonomien i aftalen.

For så vidt angår de detaljerede, skriftlige besvarelser til udvalgene, har økonomi- og erhvervsministeren bl.a. fremlagt grundoplysninger om rentabilitet samt forudsætninger vedrørende olieproduktion, gasproduktion, driftsomkostninger, investeringer, inflation, oliepris, gaspris, dollarkurs og diskonteringsrente i hvert år 2004-42, jf. bl.a. økonomi- og erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål 15, 42 og 67 fra Det Energipolitiske Udvalg. Disse oplysninger kan benyttes i beregninger af økonomien i aftalen.

Herudover har økonomi- og erhvervsministeren i de mange besvarelser til Det Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget vist detaljerede beregningsresultater for økonomien i aftalen også under alternative forudsætninger. Det er ikke muligt at udlevere fortrolige skatteoplysninger om de enkelte selskaber. Disse oplysninger indgår i det regneark, der er brugt til at beregne de økonomiske konsekvenser af aftalen. Derfor har regnearket ikke kunnet udleveres, men Folketinget har modtaget alle de relevante samlede resultater for staten og DUC.

Det er på den baggrund Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis vurdering, at den samlede mængde oplysninger og grunddata stillet til rådighed for Folketinget giver et godt grundlag for at vurdere konsekvenserne af aftalen. Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti finder derfor Socialdemokratiets bemærkninger om manglende økonomiske baggrundsoplysninger urimelige.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget vil herudover pointere, at beslutningsforslaget om aftalen af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og A.P. Møller – Mærsk (B 7), undergrundsloven (L 48) og kulbrinteskatteloven (L 62) skal ses i sammenhæng, både med hensyn til det politiske indhold og det merprovenu, som komplekset indebærer.

Dansk Folkeparti lægger i den forbindelse vægt på økonomi- og erhvervsministerens udtalelse om, at »Det ville næppe være muligt gennem en aftale, at opnå en så væsentlig ændring i fordelingen af overskuddet fra aktiviteterne i Nordsøen mellem staten og DUC uden kompensationsbestemmelsen«, jf. B 7 – bilag 148.

Det vil sige, at uden kompensationsbestemmelsen ville der ingen aftale (B 7) være, og dermed intet merprovenu til staten i en uoverskuelig tid fremover, hvilket ville have haft store negative samfundsøkonomiske konsekvenser til følge.

Det skal derfor stå helt klart, at Dansk Folkeparti finder, at en politisk tilslutning til beslutningsforslag nr. B 7 er en forudsætning for at tage et ansvar for og få indflydelse på de aktiviteter, der fremover skal være i Nordsøen på olie- og gasområdet.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti

Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at udvalgsarbejdet mellem 2. og 3. behandling af lovforslag nr. L 48 og L 62 ikke har ændret, men bestyrket de to partiers beslutning om at sige nej til Nordsøaftalen: Det vil sige, at Socialdemokratiet stemmer nej til B 7, men ja til L 48 og L 62, og at Socialistisk Folkeparti stemmer nej til både B 7, L 48 og L 62.

Økonomi- og erhvervsministeren har afleveret en redegørelse om den særlige kompensationsbestemmelse i den forlængede koncessionsbevilling. Til den redegørelse har Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti følgende kommentarer

Regeringens notat af 17. december 2003 om kompensationsbestemmelsen efterlader på flere områder læseren med et uklart billede af aftalens konsekvenser i forhold til det, der er afdækket gennem de mange besvarelser i udvalgene.

Det fremgår ikke på nogen måde, at aftalen er så ekstraordinær, at der ikke kan findes noget fortilfælde i noget andet vestligt land, hvilket ellers klart fremgik af eksperthøringen i Folketinget den 9. december 2003.

Det fremgår ikke, at Folketinget gennem ændringer i gældende skatteregler kunne opnå tilsvarende samfundsmæssige gevinster frem til 2012 uden en kompensationsaftale. Regeringen har under udvalgsbehandlingen bekræftet, at vore olieproducerende nabolande – Norge, England og Holland – flere gange har ændret deres skatteregler med virkning for eksisterende koncessionshavere. På den baggrund forekommer regeringens påstand om, at: »Det næppe ville være muligt gennem en aftale at opnå en så væsentlig ændring i fordeling af overskuddet fra aktiviteterne i Nordsøen mellem staten og DUC uden kompensationsbestemmelsen« at være en forkert påstand. Regeringen havde et massivt flertal bag sig i Folketinget til at sikre det danske samfund sin rimelige andel af værdierne fra Danmarks undergrund – et flertal, som også var indstillet på at gennemføre skatteændringer med omgående virkning, såfremt det ikke var muligt at opnå et tilfredsstillende forhandlingsresultat.

Bestemmelsen om, at DUC skattemæssigt skal »behandles som gennemsnittet af erhvervslivet«, indebærer, at det er højst usikkert, om det danske samfund vil opnå at få sin forudsatte del af værdierne i den danske undergrund. DUC er ikke en gennemsnitlig virksomhed, men den »entreprenør«, som har fået koncession på at indvinde de værdier, som findes i dele af den danske undergrund. Regeringens egne forudsætninger er eksempelvis, at DUC vil opnå en nettogevinst på 59 mia. kr. efter omkostninger og skat frem til 2012 ved at forestå denne indvinding for det danske samfund. Det forekommer ikke rimeligt, hvis denne nettogevinst yderligere skal øges, såfremt Danmark bliver »tvunget« til at sænke den generelle selskabsbeskatning.

Det fremgår ikke på nogen tydelig måde af notatet, at selv lukning af huller eller opretning af utilsigtede virkninger af kulbrintebeskatningen kan medføre krav om kompensation, som det klart fremgik af et åbent samråd med skatteministeren under udvalgsbehandlingen. Notatet efterlader et direkte misvisende billede af de ekspertudtalelser, der fremkom under Folketingets høring den 9. december 2003. Alle de indbudte skatteeksperter udtrykte – endog meget klart – at ingen kunne forudse udviklingen på skatteområdet de næsten 40 år ud i fremtiden, og advarede direkte imod en bestemmelse, som bandt Folketinget på den måde, som kompensationsbestemmelsen vil gøre i de kommende mange år.

Notatet er direkte misvisende, når man sammenligner kompensationsbestemmelsen med »tilbageføring af CO 2 -afgiften og pesticidafgiften til erhvervslivet«. Disse afgifter tilbageføres ikke til de konkrete virksomheder, som har betalt afgiften. Der er heller ikke tale om juridiske bindinger på kommende Folketing i forhold til at ændre på afgifterne eller den generelle tilbageføring til erhvervslivet.

Det er direkte forkert, når det fremgår af notatet, »...at det blev aftalt under den tidligere regering, at off-shore sektoren specifikt er undtaget fra CO 2 -afgift«. Der eksisterer ikke nogen former for aftalemæssige eller juridiske bindinger for CO 2 -afgiften i forhold til koncessionshaverne i Nordsøen.

Det er misvisende, når man i notatet indikerer, at der kun kan blive tale om kompensation, såfremt »marginalskatten bliver større end 73 pct.«. Kompensationsbestemmelsen, som den er afdækket under udvalgsbehandlingen, vil i en række situationer kunne medføre krav om kompensation, selv om formålet alene er at fastholde den forudsatte marginalbeskatning på 73 pct.

Det fremgår derimod ret tydeligt af notatet, at de juridisk/tekniske muligheder for at foretage ændringer uden at blive mødt med krav om kompensation er næsten ikkeeksisterende. Aftalen indeholder ingen genforhandlingsklausul, men alene muligheden for at spørgsmål og problemer kan »gøres til genstand for forhandlinger mellem parterne«. Kompensationsbestemmelsen indebærer, at staten vil være den svage part i sådanne forhandlinger, da DUC hver gang kan svare med kravet om, at staten skal betale kompensation.

Endelig er det meget betænkeligt, at det ikke under udvalgsbehandlingen har været muligt at få nogen form for billede af, hvilke konsekvenser aftalen vil få for øvrige koncessionshavere, hvis de vælger at benytte muligheden for en lignende løsning. Herunder har det især været umuligt at få et billede af, hvordan kompensationsaftalen vil virke for øvrige koncessionshavere. Det er på denne baggrund ekstra betænkeligt, at forhandlinger med den ene store koncessionshaver skal danne grundlag for alle øvrige, som ikke har haft lejlighed til egne forhandlinger. Helt uacceptabelt bliver det, når regeringen under udvalgsbehandlingen har meddelt, at de eksisterende skatteregler for øvrige koncessionshavere er gennemhullede og åbne for skattetænkning. Derfor vil et flertal blive nødsaget til at ændre disse regler, såfremt ikke alle frivilligt vælger at tilslutte sig det nye regelsæt for kulbrintebeskatning.

Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne

Det Radikale Venstres og Kristendemokraternes medlemmer af udvalget bemærker, at der med regeringens redegørelse om Nordsøaftalen, de 250 spørgsmål fra Det Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget, den offentlige høring, de to opfølgende notater om henholdsvis samfundsøkonomien og kompensationsbestemmelsen i Nordsøaftalen samt diverse samråd og debatter i Folketinget er opnået en god platform for den endelige politiske stillingtagen om Nordsøaftalen.

Det tilgængelige materiale og den medfølgende debat har bekræftet Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne i, at der er tale om en god aftale, der sikrer en stabil indvinding af ressourcerne i den danske del af Nordsøen, og som giver staten en betydeligt større og mere robust del af overskuddet. Partierne hæfter sig særligt ved, at det under debatten er blevet bekræftet, at staten med kompensationsaftalen ikke har fraskrevet sig sin ret til generel beskatning, og at staten har flere muligheder for at åbne for en genforhandling af aftalen, hvis forudsætningerne for aftalen skulle ændre sig væsentligt. På denne baggrund kan Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne fortsat støtte den indgåede aftale og de medfølgende love.

Enhedslisten

Enhedslistens medlem af udvalget må konstatere, at det efter en gennemgang af de sidste besvarelser og af notatet om kompensationsbestemmelsen i regeringens aftale med A.P. Møller – Mærsk forsat er uforsvarligt at sige ja til aftalen og de dertil hørende lovændringer. Det er ikke blevet tydeligere, hvad rækkevidden af den såkaldte kompensationsbestemmelse er, og dermed er det heller ikke tydeligt, hvad rækkevidden af aftalen er. Ikke mindst er det uklart, hvordan det nuværende eller et fremtidigt Folketings muligheder for at beskatte DUC vil være – selv i situationer, hvor et generelt skatteinstrument anvendes for at kompensere for nedsat selskabsskat.

Det forhold, at økonomi- og erhvervsministeren og skatteministeren i svar på henholdsvis spm. 8 til L 48 og spm. 111 til L 62 har oplyst, at A.P. Møller – Mærsk ikke har været konsulteret omkring svar på spørgsmål vedrørende aftalen, sætter aftalen i et perspektiv, hvor man må forudse en mængde voldgiftsager om fortolkninger af en lang række elementer i aftalen, hvilket Enhedslisten finder meget uheldigt.

Nogle forhold er dog blevet afsløret. Skulle man komme i den situation i 2008, at olieprisen blev fordoblet, da ville man ifølge redegørelsen om kompensationsbestemmelsen med en kulbrinteskat på 90 pct. kunne opnå 10 mia. kr. mere for hele forløbet plus selvfølgelig den af den almindelige beskatning følgende ekstra indtægt – der mangler bare at stå, at DUC i samme periode vil få et merprovenu på omkring 80 mia. kr.

Regeringen vil så gerne vise, at den har lavet en god aftale med A.P. Møller – Mærsk og DUC. Men det er tydeligvis ikke så nemt at vise, når der skal svares på spørgsmål om aftalens konsekvenser: Forudsætninger for beregninger gemmes væk med henvisning til forretningshemmeligheder, regeringen bruger modstridende argumenter, som de nu bedst passer til de enkelte spørgsmål, og nøgletal i beregningerne ændres, hvis det findes det nødvendigt.

I det følgende vil vi gennemgå åbenlyse manipulationer, som vi finder, regeringen har anvendt.

Stigende fortjeneste til A.P. Møller – Mærsk og DUC trylles om til et fald – 1

Regeringen siger meget åbenhjertigt, at A.P. Møller – Mærsk og DUC har tjent for meget og betalt for lidt i skat til samfundet. Derfor skal beskatningen strammes.

Økonomi- og erhvervsministeren skrev således i sin Redegørelse til Folketinget vedrørende Nordsøen, side 5: »I dag har man langt højere kendskab til ressourcerne i den danske del af Nordsøen, end da eneretsbevillingen blev tildelt i 1962, hvilket taler for en lavere risikopræmie til de involverede selskaber i fremtiden.«

Risikopræmien er den del af fortjenesten, der ligger ud over den, man risikofrit kan opnå ved f.eks. at investere i en statsobligation, altså en betaling for den risiko, selskabet løber ved at gennemføre en given investering. Det er klart, at jo mindre risiko, der er ved en investering, jo mindre krav til den forventede risikopræmie vil en virksomhed stille, og jo mindre risikopræmie skal samfundet naturligvis acceptere at betale for at få olien pumpet op.

Dette er klart selv for regeringen, men problemet er, at regeringens egne beregninger viser, at ikke alene har A.P. Møller – Mærsk og DUC de sidste 40 år fået en risikopræmie, der er næsten dobbelt så høj som olieindustrien generelt. Regeringens aftale med A.P. Møller – Mærsk og DUC medfører, at deres risikopræmie vil stige de næste 40 år – helt i modstrid med det, regeringen selv siger, er rimeligt

Risikopræmie i

Olieindustrien som gennemsnit: 3 pct.

A.P. Møller – Mærsk og DUC i perioden 1962 til 2003 5 pct.

A.P. Møller – Mærsk og DUC i perioden 2003 til 2042 7 pct.

Derfor har regeringen nu fremlagt et manipuleret regnestykke, jf. B 7 – svar på spm. 106. Man laver simpelt hen en ny beregning, hvor man tager de år ud (1962 til 1981), hvor forrentningen og risikopræmien har været mindst. Så kan man selvfølgelig nemt få et højere tal – i dette tilfælde 8 pct. for perioden 1983 til 2003 – og derefter sige, at der sker et fald til 7 pct. i perioden 2004 til 2042.

Det er ren manipulation og useriøst, men trods dette er regeringens egne beregninger afslørende. Med aftalen accepterer regeringen, at A.P. Møller – Mærsk og DUC får en risikopræmie på 7 pct. mod oliebranchens gennemsnit på 3 pct., selv om risikoen i realiteten er nul. Olien er fundet og omkostningerne ved at hente den op er kendt – i hvert fald af A.P. Møller – Mærsk og DUC, der har en langt større viden om olieforekomsterne end myndighederne. Også i den forbindelse er det en katastrofe, at staten ikke deltager i koncessionen, som den gør det i alle andre koncessioner, og først kommer til at gøre det fra 2012. Derfor ved den danske stat væsentligt mindre om undergrunden sammenlignet med A.P. Møller – Mærsk, Shell og Texaco.

Stigende fortjeneste trylles om til et fald – 2

Regeringen prøver at vise, at der er indgået en aftale, der er byrdefuld for A.P. Møller – Mærsk og DUC, og som kan forsvare, at staten accepterer at binde Folketing og regeringer i 39 år: »Uden sikkerhed i form af en kompensationsaftale ville DUC ikke have påtaget sig så byrdefulde vilkår, som aftalen om forlængelse af eneretsbevillingen indebærer«, jf. L 62 – svar på spm. 42.

Problemet for regeringen er bare, at aftalen ikke er byrdefuld, tværtimod. A.P. Møller – Mærsk og DUC har udsigt til en merfortjeneste på mange mia. kr. og en forrentning, der er højere end forrentningen fra 1962 til 2003.

DUC forventes at have en bogført værdi ultimo 2003 på 30 mia. kr. Tages dette som udgangspunkt, viser regeringens beregninger følgende resultat, jf. L 62 – svar på spm. 54

Gennemsnitlig årlig forrentning (realt) fra 1962 til 2003: 10,4 pct.

Gennemsnitlig årlig forrentning (realt) fra 2004 til 2042: 26,1 pct.

(i det såkaldte middelscenarium).

Der er altså tale om langt mere end en fordobling af forrentningen.

Et så stor stigning i A.P. Møller – Mærsks og DUC’s forrentning turde regeringen naturligvis ikke offentliggøre. Derfor skriver man simpelt hen, at DUC’s værdi ultimo 2003 er på 60 mia. kr. – altså det dobbelte af, hvad DUC selv bogfører – og efter den manøvre kan man fremvise en beregnet realforrentning på ca. 10 pct., hvilket er en anelse under de 11 pct., der med samme forudsætning (en værdi på 60 mia. kr.) er opnået for perioden 1962 til 2003. Det er en rendyrket manipulation.

Og uanset om man tager udgangspunkt i en værdi på 30 eller på 60 mia. kr., er stort set hele beløbet betalt af indtjeningen fra 1962 til 2003, lige som alle nødvendige investeringer og driftsomkostninger fra 2004 til 2042 er betalt i de regnestykker, der præsenteres. Den reelle forrentning er således langt over de nævnte 26 pct.

En fortjeneste på op til 170 mia. kr. bliver til 12 mia. kr.

På spørgsmål 1 til B 7 om det samlede overskud, hvis olieproduktionen kommer op på det såkaldte høje scenarium og med en oliepris, der tager udgangspunkt i det dagsaktuelle niveau, svarer regeringen, at det samlede provenu for perioden 2004 til 2042 vil udgøre ca. 490 mia. kr. (2003-kr.), hvoraf staten vil modtage ca. 320 mia. kr. Der vil således være ca. 170 mia. kr. til DUC efter skat, efter at alle udgifter til investeringer og drift er betalt.

Et sådant tal har regeringen ikke lyst til at oplyse. Da Folketinget spørger om, hvilken værdi forlængelsen af koncessionen forventes af at have for DUC, fremkommer man med det beskedne svar: 12 mia. kr., jf. B 7 – svar på spm. 21. Her er der regnet med en lavere oliepris, en lavere olieproduktion, og der er sket en såkaldt omregning til nutidsværdi, hvor der ikke alene er modregnet for inflation, men også for den forrentning, der kunne være opnået ved at placere pengene i f.eks. statsobligationer. Omregningen til nutidsværdi giver et langt lavere tal, end når der regnes i faste priser.

Alle regeringens sammenligninger bygger på et falsk grundlag – 1

Fundamentet i alle regeringens beregninger er en sammenligning mellem skatteindtægter med eller uden en aftale – hvor der »uden aftale« er regnet med helt uændrede skatteregler, altså ingen stramning af kulbrinteskatten. Netop denne antagelse får regeringens sammenligninger mellem aftalen og de gældende regler til at vippe til fordel for aftalen, men den er helt hen i vejret.

I sin argumentation for aftalen kritiserer regeringen den eksisterende kulbrinteskat. Derfor skal den naturligvis ændres under alle omstændigheder, aftale eller ej.

Det kan allerede ske nu, fordi staten generelt står frit til at ændre skatteregler eller indføre nye, og regeringen har en forpligtelse til at ændre en skat, som den har konstateret ikke virker efter hensigten.

Og det er – ikke mindst efter regeringens egen kritik af kulbrinteskatten – helt utænkeligt, at et udbud af retten til at efterforske og indvinde olie efter 2012 ikke vil ske på ændrede vilkår.

Derfor er det direkte vildledende at lave alle sammenligninger mellem aftalen og en alternativ situation ud fra den forudsætning, at der ikke vil ske en ændring af de gældende regler.

Alle regeringens sammenligninger bygger på et falsk grundlag – 2

Fundamentet i alle regeringens beregninger er en sammenligning mellem produktionen af olie med eller uden en aftale. Får A.P. Møller – Mærsk og DUC lov til at fortsætte, vil produktionen blive større, end hvis der sker et skifte af operatør, er argumentationen.

Med denne antagelse ses der bort fra 3 vigtige forhold

Med den gældende undergrundslov har staten instrumenter til at regulere produktionen på en måde, så spild af råstoffer undgås, og staten kan regulere indvindingen, hvis der er tungtvejende samfundsmæssige hensyn, der gør det nødvendigt. Derfor kan staten sikre en optimal produktion også ved et operatørskifte, især hvis valget af en anden operatør sker i rimelig tid før 2012.

Da det både før 2012 og efter 2012 af regeringen antages, at der vil være en højere produktion, hvis der sikres en ordentlig planlægning, vil der være gode økonomiske incitamenter til en sådan planlægning, uanset om den foregår i en situation, hvor den samme operatør fortsætter, eller det skal ske i et samarbejde mellem den nuværende og en ny operatør. Staten kan – jf. punkt 1 – presse på for at sikre et sådant samarbejde.

Endelig kan det forventes, at A.P. Møller – Mærsk og DUC på grund af deres forhåndskendskab vil stå stærkt til at vinde et eventuelt udbud. I den situation vil der heller ikke ske et produktionstab, særligt ikke hvis udbuddet gennemføres i god tid.

Der er således ingen grund til at tillægge spørgsmålet om et eventuelt operatørskifte så afgørende en betydning, som der gøres i regeringens argumentation for en aftale.

Man bruger argumenterne, som man vil

Kulbrinteskatten virker ikke, siger regeringen med god ret. Ifølge regeringen kommer der ikke penge ind fra kulbrinteskatten, fordi olieselskaberne uden en aftale kan investere sig ud af denne skat.

Samtidig siger regeringen, at uden en aftale vil investeringerne og produktionen af olie falde.

Det er indlysende, at begge udsagn ikke kan opfyldes på samme tid.

Investerer selskaberne for at få kulbrinteskatten til at falde, vil produktionen stige, fordi en investering, der giver et afkast i form af større olieproduktion, naturligvis vil være mere fordelagtig end investeringer, der ikke medfører en større produktion.

Og produktionen vil vokse til mere, end det er forudsagt af regeringen, fordi den forventede produktion bygger på »almindelige« investeringer og ikke ekstrainvesteringer med henblik på at eliminere en kulbrinteskat.

Et forsøg på at investere sig ud af kulbrinteskatten vil derfor øge produktionen og dermed øge det overskud, der skal betales kulbrinteskat af. Men denne klare sammenhæng har regeringen ikke medtaget i beregningerne af aftalens konsekvenser.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for tilføjelsen til betænknings afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tilføjelsen til betænkning.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tilføjelsen til betænkning.

Kim Andersen (V) Ulrik Kragh (V) Lars Christian Lilleholt (V) Helga Moos (V) Bodil Kornbek (KD) Aase D. Madsen (DF) fmd. Uno Larsson (DF) Helle Sjelle (KF) Lars Barfoed (KF) Arne Toft (S) Erik Mortensen (S) Jan Trøjborg (S) Svend Auken (S) Torben Hansen (S) Anne Grete Holmsgaard (SF) nfmd. Martin Lidegaard (RV) Keld Albrechtsen (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristendemokraterne (KD)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne