Legislator Case Law & Legislation
20031DB00563 DK

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug eller udnyttelse af børn

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Betænkning over beslutningsforslag 2003 151 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 151

Bilagsnr.

Titel

1

Spm. 1 om forældelsesreglerne i de øvrige nordiske lande, til justitsministeren

Spm. 2 om praksis med hensyn til politiets og domstolenes afvisning af sager, til justitsministeren

2

Meddelelse om udvalgsbehandlingen indtil videre

3

1. udkast til betænkning

4

Svar på spm. 1 om forældelsesreglerne i de øvrige nordiske lande, fra justitsministeren

Foreløbigt svar på spm. 2 om praksis med hensyn til politiets og domstolenes afvisning af sager, fra justitsministeren

Betænkning over beslutningsforslag 2003 151 Valid

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 27. maj 2004

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug eller udnyttelse af børn

[af Peter Skaarup (DF) m.fl.]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 17. marts 2004 og var til 1. behandling den 6. maj 2004. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse. Justitsministeren har besvaret 1 spørgsmål og foreløbigt besvaret 1 spørgsmål.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Kristendemokraterne har stor sympati for forslaget, idet Kristendemokraterne gerne ser de nuværende forældelsesfrister ændret. Men helt at ophæve dem finder Kristendemokraterne for vidtgående på nuværende tidspunkt uden et bedre forarbejde. Som det fremgår af ministerens svar på spørgsmål 1, har ingen af de øvrige nordiske lande helt ophævet forældelsesfristen, men har i nogle tilfælde en længere forældelsesfrist.

Et mindretal i udvalget (DF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Dansk Folkeparti bemærker

Seksuelt misbrug og udnyttelse af mindreårige er en af de mest modbydelige former for kriminalitet, man kan forestille sig. Dansk Folkeparti mener derfor, at det skal bekæmpes såvel gennem oplysning og andre forebyggende foranstaltninger som gennem strafferetlige midler. Ophævelse af forældelsesfristen er et led heri. Et barn eller en ung, der udsættes for en seksualforbrydelse, vil ofte være så traumatiseret, at han eller hun først mange år senere tør gå til myndighederne, ikke mindst hvis forbrydelsen er begået af et familiemedlem. Dansk Folkeparti har i bemærkningerne til beslutningsforslaget henvist til et tilfælde, hvor en anmeldelse er sket for sent, fordi offeret er fyldt 29 år og forældelsesfristen dermed er udløbet. Flere børneorganisationer – bl.a. Red Barnet – og psykologer har da også på den baggrund anbefalet, at forældelsesfristen helt ophæves i sager om seksuelt misbrug eller udnyttelse af børn.

Den 4. maj i år udtalte Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Kristendemokraterne sig i Ekstra Bladet positivt om forslaget: »Jeg er klar til at diskutere, om der overhovedet skal være nogen forældelsesfrister i sådanne sager. Der kan være nogle bånd, der gør, at man ikke kan eller tør stå frem med sin sag før mange år efter, og det er ikke holdbart,« siger Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Morten Bødskov. Også Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, bakker forslaget op. »I Venstre vil vi gerne se positivt på det her. Der er jo det problem med sådanne sager, at det mange gange ikke er sikkert, at man er klar til at tale om det som 28-årig.« Kristendemokraternes retspolitiske ordfører, Jann Sjursen, og de konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, er begge med på tanken om at fjerne forældelsesfristen.

På den baggrund er Dansk Folkeparti uforstående over for ovennævnte partiers blandede tilkendegivelser under 1. behandling i Folketingssalen og vil opfordre partierne til at genoverveje deres stillingtagen til forslaget. Således mener Dansk Folkeparti, at det må være op til anklageren at vurdere, om der kan være bevismæssige vanskeligheder forbundet med en retsforfølgelse mange år efter, at en konkret forbrydelse har fundet sted, og samtidig gøre offeret opmærksom på, at der kan være en risiko for, at tiltalte ikke domfældes på grund af manglende beviser. Det må dernæst være op til offeret og anklageren i fællesskab at vurdere, om der skal rejses tiltale i den konkrete sag. Folketinget bør efter Dansk Folkepartis mening ikke blande sig i denne vurdering, men alene sørge for, at alle muligheder står åbne for ofrene. Derfor bør forældelsesfristen udgå af lovgivningen.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Inge Dahl‑Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) nfmd. Karsten Nonbo (V) Freddy Dam (V) Per Dalgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Helge Adam Møller (KF) Lars Barfoed (KF) Jann Sjursen (KD) Frode Sørensen (S) Lissa Mathiasen (S) Morten Bødskov (S) Per Kaalund (S) Sandy Brinck (S) Anne Baastrup (SF) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristendemokraterne (KD)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →