Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af prostitutionskunder og forbud mod køb af seksuelle ydelser for udsendte i statens tjeneste
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 149
Bilagsnr.
Titel
1
Meddelelse om betænkningsafgivelse
2
1. udkast til betænkning
3
Kopi FOU B 186 – bilag 3: Svar på spm. 1 om, hvilke sanktioner det norske adfærdskodeks er forbundet med, fra forsvarsministeren
Kopi FOU B 186 – bilag 3: Svar på spm. 2 om, hvilke geografiske områder kodeksen dækker under afholdelse af orlov/tjenestefrihed, fra forsvarsministeren
Kopi FOU B 186 – bilag 3: Svar på spm. 3 om kommentar til Amnesty Internationals rapport af 6/5-04 om stigning af prostitution i perioden 1999-2003, fra forsvarsministeren
4
2. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Retsudvalget den 27. maj 2004
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af prostitutionskunder og forbud mod køb af seksuelle ydelser for udsendte i statens tjeneste
[af Bodil Kornbek (KD) m.fl.]
1. Ændringsforslag
Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til beslutningsforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 16. marts 2004 og var til 1. behandling den 6. maj 2004. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, V, DF, KF, RV og EL) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse . Flertallet stemmer imod det stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiet ønsker at bekæmpe prostitution. Socialdemokratiet finder køb af mennesker dybt uværdigt, samtidig med at livet som prostitueret ofte er et liv med trusler og vold. Således lever prostituerede ofte med alfonser og beskyttelsespenge som en nødvendig del af deres hverdag.
Dér, hvor retspolitikken kan hjælpe til forbedring af disse liv, er i kampen mod den organiserede kriminalitet, som styrer dette marked. Socialdemokratiet har fremlagt flere forslag til en styrket indsats på dette område.
Socialdemokratiet ønsker imidlertid ikke, at de prostituerede skal jages af politiet og have det øgede pres i deres hverdag. Dette var baggrunden for afkriminaliseringen i Socialdemokratiet regeringstid. Socialdemokratiet kan ikke se, at en kriminalisering af kunderne kan håndhæves på anden måde end ved at finde kunderne hos de prostituerede.
Socialdemokratiet har støttet Kristendemokraternes forslag til en socialpolitisk indsats i bekæmpelsen af prostitution (beslutningsforslag B 55) og finder, at dette er en langt bedre vej sammen med en retspolitisk indsats mod organiseret kriminalitet.
Dansk Folkeparti finder det vigtigt, at seksuel udnyttelse af kvinder og børn bekæmpes både her i landet og i udlandet. Der skal slås hårdt ned på bagmænds udnyttelse af prostituerede og på decideret menneskehandel, som finder sted rundtomkring i verden. Her gøres der fra FN’s side et godt stykke arbejde, men det skal styrkes.
Dansk Folkeparti tror på, at hvis tankerne i Kristendemokraternes forslag gennemføres, vil det først og fremmest gå ud over de prostituerede, der vil blive yderligere genstand for politiets søgelys og derfor vil opleve en endnu mere presset og hård hverdag.
Det Radikale Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget. Dette skyldes først og fremmest, at det indebærer en kriminalisering af prostitutionskunder i almindelighed, et skridt, der forudsætter en lang og grundig debat. Det er kun få år siden, Danmark besluttede at afkriminalisere prostitution som levevej, så en kriminalisering af kunderne nu kan kun opfattes som en kovending.
Til gengæld har Det Radikale Venstre megen sympati for forslagets anden del: At forbyde udsendte i statens tjeneste at købe seksuelle ydelser. Et egentligt forbud kan dog kun begrundes, hvis handlingen også er forbudt i hjemlandet, hvilket ikke er tilfældet. Derfor foretrækker Det Radikale Venstre at støtte det forslag om en adfærdskodeks for statens udsendte, der samtidig behandles i Folketinget (beslutningsforslag B 186).
Et mindretal i udvalget (SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (KD) instiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af et mindretal (SF)
Til teksten
1) Teksten affattes således
»1. Folketinget pålægger regeringen snarest muligt at forbyde udsendte i statens tjeneste at købe seksuelle ydelser.
2. Regeringen opfordres til at sætte en proces i gang med konkrete undersøgelser og videnindsamling samt ved fastsættelse af regler, der beskytter de mennesker, der udsættes for salg til prostitution over grænser, med henblik på eventuelt at kunne indføre en kriminalisering af køb af prostituerede inden for en 5-årig periode.«
[Proces med henblik på efter en 5-årig periode at træffe beslutning om kriminalisering af prostitutionskøbere]
Bemærkninger
Til nr. 1
Rent teknisk foreslås beslutningsforslaget opdelt i 2 punkter. Punkt 1 svarer til den første del af det fremsatte beslutningsforslag, som ikke foreslås ændret.
Punkt 2 indebærer, at forslaget om kriminalisering af prostitutionskøbere i Danmark erstattes af et forslag om iværksættelse af en proces med henblik på, at der efter en 5-årig periode foreligger et grundlag for en beslutning om eventuel kriminalisering af prostitutionskøbere.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at grunden til de tilsyneladende gode erfaringer fra Sverige baserer sig på, at man dér har haft en langvarig og grundig diskussion om kriminalisering og her har opnået en høj grad af enighed i den svenske befolkning om det kritisable i at betragte menneskets krop som en vare og dermed opbakning til en kriminalisering af kundens køb af sex.
Inge Dahl‑Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) nfmd. Karsten Nonbo (V) Freddy Dam (V) Per Dalgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Helge Adam Møller (KF) Lars Barfoed (KF) Jann Sjursen (KD) Frode Sørensen (S) Lissa Mathiasen (S) Morten Bødskov (S) Per Kaalund (S) Sandy Brinck (S) Anne Baastrup (SF) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristendemokraterne (KD)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne