Legislator Case Law & Legislation
20031BB00209 DK

Forslag til folketingsbeslutning om stillingtagen til organdonation

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 209 Valid

Fremsat den 10. maj 2004 af Lone Møller (S), Naser Khader (RV) og Tove Videbæk (KD)

Forslag til folketingsbeslutning

om stillingtagen til organdonation

Folketinget opfordrer regeringen til inden den 1. januar 2005 at fremsætte lovforslag om, at alle unge, når de fylder 18 år, tilsendes oplysningsmateriale om organdonation samt donorkort med mulighed for at tilmelde sig Donorregistret.

Bemærkninger til forslaget

Der mangler generelt donorer i Danmark til organtransplantation.

Et konkret eksempel på et område, hvor der er mangel på donororganer, er inden for nyresygdomme. Langt de fleste transplantationer udgøres af nyretransplantationer. Væksten i antallet af patienter, der venter på en nyretransplantation, er bekymrende. Ved årsskiftet 2003-04 var der 531 patienter på ventelisten, og med 176 transplantationer gennemført i 2003, vil alt for mange patienter skulle vente i mange år, før der kan tilbydes en transplantation.

Antallet af personer, som rammes af nyresvigt, er stigende, bl.a. som følge af det stigende antal ældre i befolkningen. Det stiller krav til sygehusenes dialysekapacitet og øger behovet for donororganer til transplantation. Antallet af personer i dialyse er siden 1991 steget fra 1.050 til 2.429 patienter ved udgangen af 2003, og stigningstakten har i de seneste år ligget på knap 5 pct. Imidlertid er transplantationsaktiviteten i de sidste 10 år stagneret og ligger fortsat på samme niveau som i begyndelsen af 1990’erne. Med flere og flere dialysepatienter og et uændret antal donororganer betyder det en længere og længere ventetid for dialysepatienterne for at få en ny nyre.

Næsten alle dialysepatienter har et ønske om at få foretaget en transplantion. Specielt de unge nyrepatienter har et forståeligt behov for at kunne leve et liv som alle andre unge. Som dialysepatient er man i behandling mindst 3 gange om ugen i 4-6 timer ad gangen. Det er vanskeligt at fastholde et arbejde på normale vilkår, færdiggøre en uddannelse eller i det hele taget leve et normalt liv.

En transplantation er således adgangsbilletten til at føre et normalt liv, og det opleves som en uhyre befrielse at få transplanteret et nyt organ. Fristelsen blandt de nyrepatienter, der har råd til illegalt at købe en nyre i et tredjeland, kan være stor.

Hvis forholdene ikke skal forværres, kræver det, at der er flere organer til rådighed. Sundhedsstyrelsens »Undersøgelse af befolkningens holdning til organdonation« fra marts 2001 viser, at næsten 80 pct. af befolkningen har en positiv holdning til organdonation. Ligeledes vil mere end 80 pct. af befolkningen modtage et organ, hvis det skulle blive nødvendigt. Samme undersøgelse viser, at næsten halvdelen af befolkningen (47 pct.) fortsat savner oplysninger om organdonation. Det er samtidig værd at bemærke, at befolkningen lægger vægt på, at den information, der gives, kommer fra en troværdig afsender som f.eks. sundhedssektoren.

Det er derfor væsentligt at gøre folks stillingtagen til organdonation så ubesværet og lettilgængelig som muligt og dermed sikre, at en personlig beslutning om tilmelding til Donorregistret eller udfyldelse af et donorkort også rent faktisk føres ud i livet. Beslutningsforslaget går således ud på at tilsende alle, der fylder 18 år, et neutralt, oplysende materiale om, hvilke overvejelser og hensyn der kan føre til enten en beslutning om at tilmelde sig til Donorregistret med tilladelse til organdonation eller det modsatte, samt om muligheden for at udskyde beslutningen eller ændre den på et senere tidspunkt.

Blandt de hensyn, det er vigtigt at tage, er, at en beslutning om tilmelding til Donorregistret nøje bør drøftes med familie, kæreste m.fl. Hvis situationen opstår og vedkommende afgår ved døden, er alligevel ingen tjent med, at familien ikke ønsker at respektere den afdødes beslutning.

Med dette forslag er det hensigten at søge en varig ordning etableret, som gør det let at tilmelde sig som donor for dem, der efter nøje overvejelse og drøftelser med de nærmeste beslutter sig herfor.

Skriftlig fremsættelse

Lone Møller (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om stillingtagen til organdonation.

(Beslutningsforslag nr. B 209).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →