Legislator Case Law & Legislation
20031BB00206 DK

Forslag til folketingsbeslutning om at betinge køreskoleundervisning af en bestået prøve i grundlæggende førstehjælp

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 206 Valid

Fremsat den 4. maj 2004 af Frode Sørensen (S), Morten Bødskov (S), Per Kaalund (S) og Lissa Mathiasen (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om at betinge køreskoleundervisning af en bestået prøve i grundlæggende førstehjælp

Folketinget opfordrer regeringen til at ændre kørekortbekendtgørelsen således, at det er en betingelse for at kunne påbegynde undervisningen hos en kørelærer, at man har bestået et grundlæggende kursus i førstehjælp.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget

Kørekortbekendtgørelsen indeholder de nærmere betingelser for at kunne erhverve kørekort. Kørekort kan kun udstedes til personer, som opfylder alders- og helbredsmæssige betingelser, og som har modtaget undervisning hos en godkendt kørelærer. Herudover er det opstillet krav om undervisningens indhold og krav om beståelse af såvel teoriprøve som praktisk prøve.

Forslagsstillerne foreslår, at det opstilles som en betingelse for at kunne påbegynde undervisningen hos en kørelærer, at den pågældende person har bestået en grundlæggende prøve i førstehjælp. Undervisningen i og afholdelsen af prøverne kan f.eks. foretages i ungdoms- eller aftenskolerne eller i privat regi hos oplysningsforbundene. De nærmere krav til førstehjælpsprøven skal fastsættes i kørekortbekendtgørelsen, og herunder fastsættes bestemmelser om dispensationsmuligheder, f.eks. for handicappede.

Forslagsstillerne finder,

– at det er et alment vigtigt samfundshensyn, at så mange borgere som muligt er i stand til umiddelbart at yde grundlæggende førstehjælp til personer, som bliver involveret i ulykker, herunder ikke mindst færdselsulykker,

– at det er vigtigt for den enkelte person, som involveres i en ulykke uden selv at komme alvorligt til skade, eller som overværer en ulykke, at kunne yde aktiv hjælp i stedet for at skulle stå og se hjælpeløs til,

– at en førstehjælpsprøve kan give billister m.v. en grundlæggende forståelse for konsekvenserne af trafikuheld og dermed eventuelt bidrage til, at bilisterne får en bedre trafikkultur.

Tidligere overvejelser

Undervisningsministeren oplyste den 3. maj 2002 under førstebehandlingen af B 87 bl.a., at en arbejdsgruppe nedsat af Færdselsikkerhedskommissionen i 1995 gav udtryk for, at det måtte anses for ønskeligt, at så stor en del af befolkningen som muligt på frivillig basis får teoretisk og praktisk kendskab til aktiv førstehjælp.

Arbejdsgruppen anførte, at kendskab til førstehjælp formentlig har en gunstig effekt på bilisternes egen adfærd i trafikken i form af øget risikobevidsthed, hvis uddannelsen er målrettet mod færdsel og orienteret mod praktiske situationer.

Arbejdsgruppen anførte dog også, at der ikke forelå dokumentation for den færdselssikkerhedsmæssige effekt af obligatorisk førstehjælp som led i den almindelige erhvervelse af kørekort.

I 1998 blev der på grundlag af anbefalinger fra arbejdsgruppen indført færdselsrelateret undervisning i førstehjælp. Undervisningsplanerne til motorcykel og personbil indeholder således bestemmelse om, at kørelæreren skal undervise køreelever i, hvad der kan gøres for at hindre en ulykke i at udvikle sig, samt egen optræden ved færdselsulykker. Eleven skal endvidere gøres opmærksom på det hensigtsmæssige i et egentligt førstehjælpskursus. Regeringen kunne, jf. førstebehandlingen den 3. maj 2002, ikke støtte et forslag om et generelt krav om bestået prøve i førstehjælp ved erhvervelse af kørekort. For så vidt angår personer med kørekort til erhvervsmæssig personbefordring eller til tunge køretøjer, afventede regeringen dog en indstilling fra en arbejdsgruppe.

Skriftlig fremsættelse

Frode Sørensen (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om at betinge køreskoleundervisning af en bestået prøve i grundlæggende førstehjælp.

(Beslutningsforslag nr. B 206).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →