Legislator Case Law & Legislation
20031BB00197 DK

Forslag til folketingsbeslutning om jobskabelse for arbejdsløse akademikere og it-uddannede

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 197 Valid

Fremsat den 23. april 2004 af Ole Sohn (SF), Aage Frandsen (SF), Lene Garsdal (SF) og Anne Grete Holmsgaard (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om jobskabelse for arbejdsløse akademikere og it-uddannede

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af oktober 2004 at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige økonomiske prioriteringer og administrative ændringer, som kan skabe nye job for arbejdsløse akademikere og it-uddannede gennem dansk opfyldelse af Barcelonamålsætningen for forskning, en isbryderordning for akademikere i små og mellemstore virksomheder, fremrykket generationsskifte i gymnasiet samt fremrykkede investeringer i digital forvaltning og elektroniske patientjournaler.

Bemærkninger til forslaget

Nye danske job skabes ikke ved at konkurrere med kinesiske eller russiske lønninger. De skabes ved at sikre danske virksomheder bedre muligheder for at konkurrere på viden og kvalifikationer. De økonomiske vismænd har vist, at mindst en fjerdedel af væksten i Danmark siden 1970 skyldes investeringer i forskning og uddannelse. Og forskning og uddannelse bliver endnu mere afgørende for Danmark i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi satser massivt på bedre uddannelse og øget forskning – fra folkeskolen til universiteterne og forskningslaboratorierne.

Her har vi brug for dygtige akademikere: som forskere og undervisere på de højere læreranstalter, som undervisere i gymnasiet og andre steder, som produktudviklere, der skaber nye produkter og bedre design til fremtiden.

Dansk opfyldelse af Barcelonamålsætningen

Derfor skal forskningen øges markant. Akademikerledigheden er vokset drastisk, fra godt ca. 8.000 i 2001 til ca. 13.500 i 2004.

Danmark bruger i øjeblikket kun 2,1 pct. af BNP på forskning, udvikling og innovation, hvilket er langt fra 2010-målet, der er på 3 pct. (heraf 1 pct. offentlig forskning). Forslagsstillerne foreslår, at der afsættes 1 mia. kr. mere til forskningen for hvert år, startende i år 2005 og frem til 2010. Som led heri foreslås det, at Danmark arbejder for, at EU i sit kommende budget prioriterer bl.a. forskning i mere bæredygtige teknologier.

Hvis Danmark skal have gavn af en sådan forskningsmæssig satsning, er det afgørende allerede nu at uddanne flere dygtige forskere. Derfor bør der etableres langt flere Ph.d.-pladser.

Isbryderordning for akademikere

Omkring halvdelen af den reelle vækst i akademikernes beskæftigelse kommer fra små og mellemstore virksomheder, der for første gang ansætter akademikere. Alt tyder tilmed på, at det reelle potentiale er endnu større. Forslagsstillerne foreslår derfor en genindførelse af den såkaldte isbryderordning, hvor der i begyndelsen gives økonomisk støtte til, at små og mellemstore virksomheder, der ikke før har ansat akademikere, kan ansætte disse. En mindre del af midlerne bruges til at støtte etablering af kooperative akademiske jobhuse, hvorfra akademikere tilbyder at kunne indgå som konsulenter i små og mellemstore virksomheder uden tradition for at ansætte akademikere i forbindelse med konkrete projekter m.v.

Generationsskifte i gymnasierne

Halvdelen af lærerkorpset på gymnasierne er mellem 49 og 54 år i dag. Dermed kan det antages, at omkring en tredjedel af underviserne kan forventes at gå på pension inden for de næste 10 år. Samtidig vil der komme væsentligt flere elever i gymnasiet de kommende 10 år. Formodentlig vil 15.000-20.000 flere unge inden for de næste 8-10 år gå i gymnasiet, først og fremmest på grund af større ungdomsårgange, men formodentlig også på grund af en øget søgning mod gymnasiet.

Derfor er der masser af fremtidige job i gymnasiet til mange af de nyuddannede akademikere, der i dag går arbejdsløse, vel at mærke samtidig med, at der er behov for at fastholde ældre gymnasielærere. Derfor foreslås det at give gymnasierne bedre muligheder for at kombinere et fremrykket generationsskifte med en forbedret seniorpolitik.

Staten bør derfor tilbyde amterne – og dermed gymnasierne – forbedrede økonomiske muligheder for at kombinere senioraftaler med et fremrykket generationsskifte.

I dag har overenskomstansatte gymnasielærere mulighed for, når de fylder 52 år, at indgå i senioraftaler om løntillæg i forbindelse med gradvis tilbagetrækning. Mange gymnasielærere er interesserede i sådanne aftaler, og for nogle kan det være alternativet til en fuldstændig tilbagetrækning, men ofte mangler de økonomiske muligheder for at benytte disse aftalemuligheder.

Forslagsstillerne foreslår, at der i 2004-05 afsættes en pulje til gymnasier, der indgår aftaler om seniorpolitik. Fra puljen skal der kunne opnås økonomisk støtte til at etablere senioraftaler med timenedsættelser, hvor der samtidig sker nyansættelser. Støtten tænkes at være 110.000 kr. årligt over maksimalt 10 år, for hver gang der samlet etableres aftaler/nyansættelser svarende til 1 årsværk.

Fremrykning af offentlige it-investeringer

Det er ikke kun akademikerne blandt de højtuddannede, der har høj arbejdsløshed. De gælder også for de it-uddannede. Hos Sam-Data er 13,4 pct. af fagforeningens medlemmer ledige, og hos Prosa er tallet 9,4 pct., mens 6,3 pct. af medlemmerne i Akademikernes Centralorganisation er ledige.

Forslagsstillerne ønsker, at der sker en fremrykning af udbygningen af den digitale infrastruktur og det offentliges evne til at udnytte digitaliseringen. Det foreslås, at der afsættes en pulje til at fremrykke de offentlige investeringer inden for digital forvaltning. Denne investeringspulje skal først og fremmest finansiere etableringen af offentlige it-kerneopgaver, etablere fælles offentlige standarder og skabe større tilgængelighed til dataudveksling. En mindre del af midlerne afsættes til at medfinansiere projekter, der har til formål at udvikle digitale samarbejdsflader og sagsgange på tværs af forvaltningsenheder samt at effektivisere samarbejde og sagsbehandling inden for udvalgte områder (f.eks. medicinering, genoptræning/rehabilitering, anbringelse af børn og unge m.v.).

Det vil umiddelbart betyde beskæftigelse til arbejdsløse it-specialister, og på lidt længere sigt vil det kunne effektivisere og forbedre den offentlige service. Med en forventet årlig vækstrate på 8,8 pct. fra år 2002 til 2007 er digital forvaltning et af de hurtigst voksende områder i Danmark.

På it-området bør der endvidere ske en fremskyndelse af investeringer i udvikling og indførelse af elektroniske patientjournaler (EPJ) m.v. Der træffes aftale med amterne om øget brug af fælles it-platform m.v., og der træffes aftale om implementering (herunder personaleuddannelse) og om udviklingsprojekter, hvor mulighederne i EPJ udnyttes til kvalitetssikring og forbedret beslutningsstøtte for klinikere, plejepersonale, genoptræning m.v.

Skriftlig fremsættelse

Ole Sohn (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om jobskabelse for arbejdsløse akademikere og it-uddannede.

(Beslutningsforslag nr. B 197).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →