Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et sagkyndigt udvalg, der skal belyse mulighederne for en delvis liberalisering af markedet for sportsspil
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 14. april 2004 af Anders Samuelsen (RV) og Marianne Jelved (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af et sagkyndigt udvalg, der skal belyse
mulighederne for en delvis liberalisering af markedet
for sportsspil
Folketinget pålægger regeringen at nedsætte et sagkyndigt udvalg, hvis opgave er at belyse mulighederne for en delvis liberalisering af markedet for sportsspil i Danmark med henblik på, at resultatet af udvalgets arbejde forelægges for Folketinget.
Udvalget foretager sin undersøgelse i henhold til følgende kommissorium
På baggrund af udhulingen af indtægterne fra deciderede sportsspil og risikoen for, at EF-Domstolen inden for få år afgør, at Tipstjenestens monopol på spil i Danmark er i strid med EU-retten, skal udvalget belyse, hvilke muligheder der foreligger for en delvis liberalisering af spillemarkedet i Danmark.
Udgangspunktet for analysen og de bud på et delvis liberaliseret marked, som udvalget giver, skal være, at der sikres det størst mulige provenu til staten og til det almennyttige arbejde, men at der samtidig ikke må herske tvivl om, at indretningen af det danske spillemarked er i overensstemmelse med EU-retten.
I den sammenhæng forventes udvalget som minimum at analysere følgende problemstillinger
om det er juridisk muligt i forhold til dansk lovgivning, EU-retten og anden international lovgivning at liberalisere markedet for sportsspil og afgrænse dette, så Dansk Tipstjeneste kan bevare monopolet på de store lotterispil,
de udenlandske bookmakeres interesse for at indrette sig fysisk i Danmark og tilpasse sig en dansk lovgivning på det danske spillemarked,
hvordan lovgivningen, myndighedsudøvelsen og afgiftssystemet skal indrettes for at gøre det attraktivt for udenlandske bookmakere at etablere sig fysisk i Danmark, samtidig med at der genereres et tilstrækkeligt provenu til staten og til almennyttige formål,
hvilke forholdsregler man skal tage over for udenlandske bookmakere, som ikke ønsker at indordne sig under vilkårene for en eventuel liberalisering af det danske spillemarked,
hvordan man etablerer en lovgivning, der giver Dansk Tipstjeneste lige konkurrencevilkår på et liberaliseret marked for sportsspil,
hvad konsekvensen vil være for omsætningen på sportsspil og for øvrige spilområder, hvis markedet for sportsspil liberaliseres,
hvilke afledte effekter der vil være ved en delvis liberalisering af spillemarkedet, f.eks. i form af arbejdspladser og skatte-, reklame- og sponsorindtægter, og
hvad der vil ske med omfanget af spillemisbrug i Danmark, såfremt der sker en delvis liberalisering af markedet for spil.
Såfremt udvalget finder andre problemstillinger relevante for Folketingets stillingtagen på området, skal udvalget også inddrage disse øvrige problemstillinger i sit arbejde.
Det er skatteministeren, der nedsætter udvalget umiddelbart efter beslutningsforslagets vedtagelse. Udvalget skal have en så bred sammensætning som muligt, og der skal således ud over en uafhængig juridisk ekspert og repræsentanter for Idrættens Fællesråd, Dansk Tipstjeneste, Danske Dagblades Forening m.fl., Skatteministeriet og Finansministeriet ligeledes være eksperter repræsenteret, der har erfaring med liberalisering af spillemarkeder i udlandet, samt en eller flere udenlandske bookmakere m.v. Skatteministeren skal sikre den faglige bredde og ekspertise i udvalget og fastsætter i øvrigt de nærmere vilkår for udvalgets arbejde, herunder også den periode, i hvilken udvalget skal fungere, og om arbejdet skal munde ud i en rapport, en redegørelse, et lovudkast eller lignende. Resultatet af udvalgets arbejde skal forelægges for Folketinget. Udvalget forventes efter omstændighederne at kunne afslutte sit arbejde senest den 1. januar 2006.
Bemærkninger til forslaget
Meget peger på, at den danske spillelovgiving er i strid med EU-retten og at en EU-dom vil sætte en stopper for Tipstjenestens monopol på spil inden for kort tid, jf. blandt andet Europa-Kommissionens åbningsskrivelse af 30. marts 2004 til den danske regering. Hertil kommer, at Tipstjenestens monopol længe har været under pres på grund af de muligheder for spil over nettet, som den teknologiske udvikling har givet. Derfor er der et udtalt behov for at få klargjort, hvilke handlemuligheder Folketinget har, hvis spillemonopolet viser sig umuligt at opretholde.
Derfor er det også bekymrende, at regeringens strategi hidtil har været forbudstiltag, der næppe på sigt vil kunne bremse de udenlandske bookmakeres omsætning i Danmark, og afvisning af behovet for en analyse, der i god tid kan anvise alternative veje til at sikre indtægter til de frivillige foreninger.
Forslagsstillerne mener, det er at spille hasard med de frivillige foreningers overlevelse, hvis regeringen fortsat nægter at foretage sig noget i sagen om Dansk Tipstjenestes monopol.
EF-Domstolens afgørelse i Gambellisagen den 6. november 2003 (EF-Domstolens sag C-243/01) medfører sandsynligvis, at udenlandske bookmakere vil forsøge at komme ind på det danske spillemarked.
Hvis Tipstjenestens monopol brydes, uden at der foreligger et gennemtænkt alternativ, vil store dele af omsætningen på spil flytte til udlandet. Dermed er eksistensgrundlaget for de danske foreninger truet.
Det fremgår endvidere af et advokatresponsum fra advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted om de juridiske følger af EF-Domstolens dom i Gambellisagen, at regeringen risikerer et meget betydeligt erstatningskrav fra de udenlandske bookmakere, hvis regeringen trods dommen fastholder Tipstjenestens monopol (Skatteudvalget, alm. del – bilag 134). Og selv statens egen advokat, kammeradvokaten, vurderer, at Tipstjenestens markedsføring kan have været så aggressiv, at EF-Domstolen vil mene, at det danske spilmonopol ikke kan begrundes med hensynet til at begrænse ludomani (kammeradvokatens notat af 28. november 2003 vedrørende de EU-retlige krav til national spillelovgivning i lyset af Gambellidommen, Skatteudvalget, alm. del – bilag 132).
Forslagsstillerne håber på Folketingets velvillige behandling.
Skriftlig fremsættelse
Anders Samuelsen (RV)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et sagkyndigt udvalg, der skal belyse mulighederne for en delvis liberalisering af markedet for sportsspil.
(Beslutningsforslag nr. B 184).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.