Legislator Case Law & Legislation
20031BB00182 DK

Forslag til folketingsbeslutning om Det Danske Teater

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 182 Valid

Fremsat den 14. april 2004 af Jytte Andersen (S), Mette Frederiksen (S) og Peder Sass (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om Det Danske Teater

Folketinget pålægger hermed regeringen inden den 1. november 2004 at fremsætte forslag om en ændring af tilskudsvilkårene for Det Danske Teater, således at

1. driftsstøtten fra amterne i fremtiden baseres på indbyggertal frem for billetsalg og

2. teateret bringes på linje med landsdelsscenerne, hvad angår offentlige tilskud og krav om egenindtjening.

Bemærkninger til forslaget

Det Danske Teater har i 40 år bidraget til at dække behovet for teaterforestillinger gennem turnévirksomhed over hele landet med et alsidigt og kvalitetspræget repertoire.

Generelt er provinsens teatertilbud uden for hovedstadsområdet og landsdelsscenebyerne blevet væsentligt reduceret gennem de senere år, så det i dag faktisk kun er Det Danske Teater, som sikrer et bredt repertoire til provinsens teaterliv med halvdelen af Danmarks befolkning som publikumsgrundlag.

Det Danske Teater drives med tilskud fra staten og samtlige amtskommuner. Staten har imidlertid skåret ned på Det Danske Teaters tilskud, og amterne har tillige fastfrosset tilskuddet. Perspektiverne for Det Danske Teater er bekymrende, idet teateret inden for rammerne af de nuværende og forventede økonomiske rammer ikke længere vil være i stand til at udbyde teater i samme omfang og kvalitet som hidtil.

1. Driftsstøtten fra amterne

Det Danske Teater har i alle årene lidt under diskussioner mellem staten og amterne og fordelingspolitiske diskussioner mellem amterne indbyrdes. I dag er fordelingen af både drifts- og abonnementsstøtten fra amterne baseret på abonnementsbilletsalget. Denne beregningsmodel er utilstrækkelig, fordi abonnementssalget ikke afspejler Det Danske Teaters reelle publikumsgrundlag, som ifølge Danmarks Statistik er ca. 50 pct. højere, end abonnementssalget viser. Ifølge en undersøgelse fra lektor i teatervidenskab på Københavns Universitet Stig Jarl bevirker det nuværende tilskudssystem, at det enkelte amt rent faktisk har en økonomisk interesse i, at Det Danske Teater ikke opfører forestillinger i det pågældende amt, fordi amtet dermed skal bidrage med mindre driftstilskud.

Tilskuddene til teateret er derfor præget af megen bureaukrati og usikkerhed, og med nedgangen i statsstøtten, fastfrysningen af amtstilskuddene samt den gradvise udhuling af abonnementsordningen bliver Det Danske Teaters økonomiske vilkår stadig dårligere og mere usikre.

Driftsstøtten bør derfor baseres på indbyggertal i det enkelte amt frem for abonnementssalg, således at teateret kan være sikret en kontinuerlig driftsstøtte. Abonnementsstøtten skal bevares og fortsat baseres på publikumstal.

2. Offentlige tilskud og egenindtjening

Som nævnt har Det Danske Teater i 40 år sikret et kvalitetspræget og alsidigt teaterudbud i provinsen uden for hovedstadsområdet og landsdelsscenebyerne som det eneste teater på området, der er underlagt kunstneriske krav.

De kunstneriske og kvalitetsmæssige krav teateret er underlagt, er de samme krav, som gælder for landsdelsscenerne. Alligevel er Det Danske Teater underlagt væsentligt ringere tilskudsvilkår end landsdelsscenerne. Aalborg Teater er den mindste og billigste af landsdelsscenerne og har nogenlunde samme aktivitet som Det Danske Teater, hvorfor det anvendes i nedenstående sammenligning.

Tabel 1. Det Danske Teater og Aalborg Teater, tilskudsvilkår.

Sæson 2001-02

Statsstøtte

(mio. kr.)

Øvrig offentlig finansiering (mio. kr.)

Antal forestillinger

Statsstøtte pr. forestilling

(kr.)

Antal publikummere

Statsstøtte pr. publikummer

(kr.)

Aalborg Teater

17,0

18,7

390

44.000

86.000

198

Det Danske Teater

9,3

10,6

439

21.000

156.000

60

Ydermere er kravene med hensyn til egenindtjening på Det Danske Teater højere end på de øvrige institutioner. Hvor de større danske institutionsteatre som landsdelsscenerne har en egenindtjening på ca. 27 pct., har Det Danske Teater den højeste egenindtjening overhovedet på 54 pct. I sammenligningen skal desuden tilføjes Det Danske Teaters meget høje turnéomkostninger. I indeværende sæson forventes turnéomkostningerne at blive på ca. 7,4 mio. kr., hvilket stort set udgør hele statstilskuddet.

De økonomiske vilkår, som Det Danske Teater fungerer under, og de perspektiver, der er for teateret, vil gradvis indskrænke udbuddet af kunstnerisk teatre til provinsen og resultere i en yderligere skævvridning af teaterlivet mellem provinsen og landsdelsscenebyerne og København. Derfor foreslås det, at Det Danske Teater bringes på linje med landsdelsscenerne, hvormed de offentlige tilskud forhøjes og kravene med hensyn til egenindtjening sættes ned.

Nærværende forslag forventes at koste ca. 7,5 mio. kr., idet det offentlige tilskud forhøjes med 50,00 kr. pr. tilskuer ved et tilskuerantal på ca. 150.000 pr. år. Finansieringen af forslaget fremgår af Socialdemokraternes forslag til finanslov for 2004, hvor der er afsat øgede bevillinger med hensyn til teatrene på i alt 42 mio. kr.

Skriftlig fremsættelse

Jytte Andersen (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om Det Danske Teater.

(Beslutningsforslag nr. B 182).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →