Legislator Case Law & Legislation
20031BB00178 DK

Forslag til folketingsbeslutning om støtte til voldsofre

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 178 Valid

Fremsat den 14. april 2004 af Anne Baastrup (SF), Margrete Auken (SF) og Aage Frandsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om støtte til voldsofre

Folketinget pålægger regeringen snarest muligt at etablere et forbedret tilbud til voldsofre. Tilbuddet skal omfatte

1. Den nødvendige psykologhjælp straks.

2. Hjælp til tilrettelæggelse af fremtidig tilværelse, herunder eventuelle tilbud om revalidering, omskoling, ekstra studiestøtte, dækning af flytteomkostninger m.v. med det mål, at offeret får mulighed for at fortsætte sin tilværelse på vilkår, der ligger tæt på de muligheder, den pågældende havde før forbrydelsen.

3. Tilbuddet finansieres af staten, for så vidt angår omkostningerne ved driften af tilbuddet samt psykologhjælp. De øvrige udgifter finansieres af de myndigheder, der i øvrigt er økonomisk ansvarlige på det pågældende område.

4. Den økonomisk ansvarlige myndighed skal have ret til at anke en afgørelse truffet efter de under punkt 2 nævnte regler til den relevante ankeinstans. Endelig afgørelse skal foreligge inden 14 dage.

5. Der skal oprettes en central formidlingsenhed, som får til opgave at give konkret rådgivning og vejledning, herunder at henvise et voldsoffer til voldstægtscenter, krisecenter eller andre etablerede instutioner. Endvidere skal enheden kunne anvise og finansiere psykologhjælp samt andre former for særlig behandling.

6. Tilførsel af så mange midler til Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, at foreløbig erstatningsfastsættelse kan foreligge inden for 3 måneder.

Bemærkninger til forslaget

Baggrunden for forslaget er, at voldsofre ofte i kortere eller længere tid lider af forskellige former for eftervirkninger af overfaldet. Disse kan være både fysiske og psykiske. De fysiske men er omfattet af det almindelige læge- og sygehussystem, hvorimod der kun i ringe grad drages omsorg for de psykiske men.

I erkendelse af, at mentale og følelsesmæssige eftervirkninger som angst, depression, tab af seksuallyst, frygt for at færdes alene m.v. er stærkt invaliderende for offeret og offerets samlede sociale situation, finder Socialistisk Folkeparti, at der bør tilvejebringes den fornødne bistand til at få bedret og forhåbentlig løst offerets psykiske problemer.

Socialistisk Folkeparti finder, at man ved at sikre hurtig og effektiv hjælp til offeret i forbindelse med voldssager kan forhindre social stigmatisering og længerevarende psykiske men.

Socialistisk Folkeparti foreslår derfor,

– at der oprettes en national formidlingsenhed, som får en tovholderfunktion over for den lokale offerrådgivning, politiet og andre, der bistår med rådgivning og vejledning med de mange forskellige problemer, et voldsoffer kan risikere at få,

– at et menneske, der udsættes for voldskriminalitet, skal kunne henvises til den nationale formidlingsenhed,

– at dette tilbud skal finansieres af staten,

– at den nationale formidlingsenhed skal kunne modtage ofre, hvis problemer er af en sådan karakter, at det ikke er tilstrækkeligt med den almindelige offerrådgivning. Udgifterne hertil skal finansieres af staten i lighed med, at staten dækker udgifterne i forbindelse med den kriminelles straf og resocialisering. Socialistisk Folkeparti finder det derfor rimeligt, at staten også skal finansiere støtte til løsning af offerets eventuelle problemer,

– at den nationale formidlingsenhed skal kunne henvise til – og betale for – psykologhjælp i den tid, der er nødvendig.

Endvidere foreslår Socialistisk Folkeparti, at den nationale formidlingsenhed også skal kunne bistå med hjælp, når det drejer sig om at få løst de problemer, offeret i øvrigt løber ind i, og som det ofte er svært for offeret at forholde sig til i den givne situation. Dette kan f.eks være i forhold som ansøgning om ekstra SU-klip, erstatning fra forsikringsselskabet, at forstrække den pågældende økonomisk, indtil Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser er færdigt med at afgøre erstatningens størrelse, at træffe beslutning om revalidering/omskoling, hvis det er nødvendigt – og at sende regningen til kommunen. Er kommunen uenig, skal der være en frist på 14 dage, før den endelige afgørelse om revalidering skal foreligge.

Er det nødvendigt for den pågældende at flytte på grund af angst for nye repressalier eller andet, skal den kontaktperson, der er tilknyttet sagen, på tilsvarende måde kunne træffe beslutninger, og det bliver ligeledes staten, der skal betale.

Ud over psykologhjælp foreslås det også, at tilbuddet skal kunne omfatte anden behandling. Eksempelvis har Landsforeningen for Voldsofre for et par år siden finansieret et hjerneskadet menneskes ophold på Vejlefjord. Den pågældende hjemkommune ønskede ikke at deltage i denne udgift, Landsforeningen overtog opgaven, og via sit ordinære budget på 1 mio. kr. valgte man at bruge 250.000 kr. på behandlingen af dette menneske. Han er nu stort set rask og i gang på arbejdsmarkedet.

Hele formålet med projektet er at sikre, at offeret får hjælp til at retablere sig i en situation, der er tæt på den, vedkommende var i før den kriminelle handling.

Da det ofte tager alt for lang tid med sagsbehandlingen i Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, foreslår Socialistisk Folkeparti, at man fastsætter en frist for foreløbig erstatningsfastsættelse for voldsofre på 3 måneder. Den efterfølgende regulering skal ske hurtigst muligt, når offerets helbred er blevet stationært, så man ved, om der bliver tale om varige men.

Der afsættes over finansloven op til 5 mio. kr. til dækning af de udgifter, der måtte ligge ud over de udgifter, der vil blive refunderet efter gældende regler.

Forslaget er en delvis genfremsættelse af et tidligere fremsat forslag (forslag til folketingsbeslutning om støtte til voldsofre (B 84), 2002-03, 2. samling), idet Socialistisk Folkeparti nu foreslår, at det er en central formidlingsinstans, der skal have tovholderfunktionen. Baggrunden for en central formidlingsinstans er, at det er nødvendigt, at der findes en hjælpeforanstaltning, der går på tværs af de enkelte kommuners og amters kompetencer for at hjælpe voldsofre.

Der henvises om B 84 til Folketingstidende A 4059 og 4061, B 1261, FF 7245 og 9369.

Socialistisk Folkeparti ønsker, at alle voldsofre, skal kunne få den mest kompetente hjælp, uanset hvor i landet den kriminelle handling er sket. Flere sager har jo vist, at nogle kommuner er dårligere stillet med hensyn til at hjælpe voldsofre end andre. Samtidig med at formidlingsinstansen får det overordnede ansvar for at hjælpe voldsofre på vej, vil det også betyde for ofrene, at der er et centralt sted at henvende sig til.

Ligeledes skal politiet heller ikke bruge ressourcer på at finde frem til den person eller afdeling, der står som rådgiver i kommune eller amt – oplysninger, som jo kan skifte alt efter kommunalt styre, budgetter og skiftende personale. Der vil i stedet være et nationalt nummer, som både skadestuer, politi og ambulante psykologer kan give til offeret og dermed være sikre på, at offeret dér får den bedst mulige hjælp.

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om støtte til voldsofre.

(Beslutningsforslag nr. B 178).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →