Forslag til folketingsbeslutning om værn af skatteydere imod dobbeltbeskatning ved tvister mellem landene
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 30. marts 2004 af Jens Peter Vernersen (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Sandy Brinck (S),
Jacob Buksti (S), Henrik Sass Larsen (S), Erik Mortensen (S) og Ole Stavad (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om værn af skatteydere mod dobbeltbeskatning ved tvister mellem landene
Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt at sikre – med virkning for både verserende og fremtidige konkrete sager om dobbeltbeskatning, hvor Danmark og et andet land i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst påberåber sig beskatningsretten vedrørende samme periode – at berørte personer ikke i forbindelse med rentekrav og inddrivelse af skattekrav m.v. fra dansk side stilles ringere, end hvis der ikke havde været tvivl eller uenighed om, hvilket land der har beskatningsretten, herunder at der fra dansk side ikke pålægges renter for den periode, hvor beskatningsretten har været uafklaret.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med nærværende beslutningsforslag er at få regeringen til at finde og forpligte sig til at indføre en rimelig og afbalanceret løsning på de problemer, der opstår, når Danmark og et land, der er indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst med, begge påberåber sig beskatningsretten vedrørende den samme periode. Disse sager kan medføre uoverskuelige konsekvenser for den skatteyder, der er involveret i sagen, da skatteyderen risikerer at blive mødt med dobbelt skattekrav i sagerne, ligesom skatteyderen også risikerer at blive mødt med rentekrav, selv om skatten rettidigt er indbetalt til det land, der først har gjort sit skattekrav gældende. Det er væsentligt at finde en løsning, som stiller skatteyderen neutralt i sådanne situationer, mens Danmark og det andet land finder frem til en afgørelse om, hvor beskatningsretten rettelig hører hjemme. Beslutningsforslaget skal gælde for lønmodtagere o. lign. personer, der rammes i sådanne tilfælde, hvorimod selskaber og andre erhvervsvirksomheder ikke skal omfattes af reglerne.
Socialdemokratiet har flere gange – dels gennem Skatteudvalget og dels gennem § 20-spørgsmål til skatteministeren – opfordret regeringen til at tage affære i forbindelse med nogle problemer vedrørende dobbeltbeskatning i Danmark og Tyskland, som helt konkret er opstået for besætningen på et fiskerfartøj i Thyborøn-Harboøre Kommune. Der henvises til Skatteudvalget, folketingsåret 2002-03, alm. del – bilag 529 og 543, samt § 20-spørgsmål nr. S 533 og folketingsåret 2002-03, nr. S 4368 og S 4369.
Baggrunden for den konkrete sag er kort fortalt: I december 1997 lod en herboende fiskeskipper sit skib registrere som et tysk selskab, bl.a. efter indhentet rådgivning fra advokater og revisorer. De danske skattemyndigheder optog sagen i 2000, og i 2002 fastslog Landsskatteretten, at selskabet efter den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst har skattepligt i Danmark, og at de ansatte om bord ligeledes skal beskattes i Danmark.
Denne afgørelse har haft alvorlige økonomiske konsekvenser for de ansatte om bord, idet de afkræves fuld indkomstskat i Danmark, uden at der er foretaget modregning af allerede betalt tysk indkomstskat.
Det fremgår dog af skatteministerens svar på ovennævnte § 20-spørgsmål, at inddrivelsen af de danske skattebetalinger er sat i bero, indtil der er indgået aftale mellem de to lande om, hvor selskabet skattemæssigt er hjemmehørende. Således kan det mest presserende problem i sagerne siges at være om ikke løst, så dog bremset.
Imidlertid har skatteministeren ikke på trods af opfordringer hertil villet forpligte sig til at sikre, at besætningen holdes skadesløs med hensyn til rentekrav fra dansk side, ligesom ministeren ikke har villet medvirke til at yde teknisk bistand til, at de øvrige partier i Folketinget har mulighed for at fremsætte et lovforslag, der kunne sikre de berørte besætningsmedlemmer. Ministeren har blot henvist til de gældende regler, hvorefter der – i særlige tilfælde – er mulighed for, at skattemyndighederne kan frafalde rentekrav.
Socialdemokratiet er forbløffet over den manglende vilje til at sikre besætningsmedlemmerne i den konkrete sag. Besætningsmedlemmerne er ikke herrer over hverken fartøjets skattemæssige status, som jo har afsmittende virkning for dem, eller over forhandlingerne mellem Danmark og Tyskland i sagen, men alligevel har de ikke fået garanti for, at de kan komme igennem processen uden tab. Dette er uacceptabelt.
Socialdemokratiet kan ikke længere afvente handling i sagen og ønsker med beslutningsforslaget, at regeringen nu forpligtes af Folketinget til at sikre de af den konkrete sag omfattede personer samt øvrige, der havner i en lignende situation, hvor der er tvivl eller uenighed om, hvilket land der har beskatningsretten. Af forslaget fremgår tillige, at hensigten ikke er at stille de berørte personer bedre, end de ellers ville være stillet, men at de på den anden side ikke skal belastes i sådanne situationer. Efter beslutningsforslaget er regeringen i øvrigt stillet frit med hensyn til at finde det rette middel, der bedst og på en afbalanceret måde fremmer det beskrevne formål.
Der er i dobbeltbeskatningsaftalerne med andre lande taget højde for, at såfremt der opstår tvister mellem landene om, hvem der har beskatningsretten til en konkret indkomst hos en skatteyder, skal disse tvister afklares mellem landene. Også på den baggrund virker det helt uacceptabelt, at skatteyderen kan opfatte sig som en slags »gidsel« i den forholdsvis lange periode, der kan gå, inden der findes en afklaring landene imellem. Det er hverken hensigtsmæssigt eller rimeligt. Derfor er der behov for generelle regler, som beskytter den enkelte borger, når den slags tvister opstår mellem landene. Der er således ikke kun brug for en løsning af problemerne i de konkrete sager, der i øjeblikket verserer i forholdet mellem Danmark og Tyskland, men et helt generelt regelsæt, der beskytter borgeren i den periode, hvor begge lande gør krav på at kunne beskatte den samme indkomst. Det følger af, at der ikke er tale om tvister mellem den enkelte borger og landenes skattemyndigheder, men om en uenighed mellem landene om, hvilket land der efter den indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst har retten til at beskatte borgeren af en konkret indkomst.
Skriftlig fremsættelse
Jens Peter Vernersen (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om værn af skatteydere mod dobbeltbeskatning ved tvister mellem landene.
(Beslutningsforslag nr. B 163).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.