Forslag til folketingsbeslutning om akut medicinsk indsats

Fremsat den 9. marts 2004 af Sophie Hæstorp Andersen (S), Jette Bergenholz Bautrup (S), Poul Qvist Jørgensen (S),

Lone Møller (S) og Grete Schødts (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om akut medicinsk indsats

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. juli 2004 at nedsætte et udvalg, der udarbejder en landsdækkende plan for, hvordan alle danskere i løbet af 3 år sikres adgang til hurtig og relevant akut medicinsk indsats uanset afstanden til det nærmeste sygehus.

Planen skal bl.a. sikre, at der sættes initiativer i gang på følgende områder

1. Indførelse af automatisk dirigering af mobilopkald til den relevante alarmcentral. Teleselskaberne skal samtidig forpligte sig til at udlevere oplysninger om stedet for alarmopkald fra mobiltelefon (celleidentifikation), så ambulancen lettere kan finde vej til skadestedet.

2. Responstider for ambulancer skal vise den tid, der går, fra en rapport om en ulykke indløber, og til en relevant behandling er sat i gang på ulykkesstedet – ikke kun til ambulancen er fremme. Der skal samtidig arbejdes hen imod en aftale med amterne om maksimale responstider for akut medicinsk indsats over for syge eller tilskadekomne.

3. En særlig indsats for hurtig udrykning og lægefaglig hjælp ved ulykker på alle landets motorveje.

4. Ensartede nationale standarder for indretningen af redningsfartøjer, ambulancer, lægeambulancer og akutbiler samt udbygning af speciallægeambulancer til f.eks. transport af små børn.

5. Opgradering af telemedicinsk og lægefagligt samarbejde med ambulanceberedskabet, således at ambulancer i fremtiden kan køre direkte til det sygehus, hvor den relevante behandling for den akut syge eller tilskadekomne kan tilbydes, frem for blot til det nærmeste sygehus.

Bemærkninger til forslaget

Sundhedsvæsenet gennemgår i disse år store forandringer. For at sikre en høj lægefaglig kvalitet er sundhedsvæsenet hastigt på vej mod en organisering i større enheder, så ekspertisen på landsplan er samlet i færre og mere specialiserede hospitalscentre. Udviklingen betyder, at mange små sygehuse og skadestuer lukker eller får færre og andre funktioner.

Forslagsstillerne mener, at alle har ret til en effektiv akut medicinsk indsats, hvis sygdom eller ulykke pludselig indtræffer. Som borger skal man kunne være sikker på, at hjælpen er nær, hvis man kommer til skade i trafikken eller på andre måder udsættes for en ulykke eller akut sygdom. Dette skal gælde, uanset om man bor i en by eller på landet.

Afstanden fra et skadested til det nærmeste sygehus med akut modtageafdeling er imidlertid ikke altid det vigtigste, når det drejer sig om liv og død. Det er ofte mere relevant at se på, hvilken type hjælp den ulykkesramte eller akut syge modtager på ulykkesstedet. Samtidig har det stor betydning, hvor hurtigt denne hjælp når frem, og hvilken behandling den syge efterfølgende modtager ved ankomsten til sygehuset.

Forslagsstillerne mener, at en landsdækkende plan for akut medicinsk indsats er påkrævet for at sikre, at der med færre sygehuse i landet fortsat gives garanti for et trygt og effektivt akut beredskab til alle danskere.

Forslagsstillerne pålægger derfor regeringen at tage de nødvendige initiativer til at udarbejde en landsdækkende plan, der i løbet af 3 år sikrer alle danskere hurtig og relevant akut hjælp uanset afstanden til det nærmeste sygehus.

I forbindelse med planen skal regeringen vurdere muligheden for, at der i tilknytning til hovedsygehusene i de kommende sundhedsregioner etableres særlige udrykningshold, der hastigt når frem til alvorlige ulykker eller andre dramatiske hændelser, der kræver ekspertindsats direkte på skadestedet.

Udarbejdelsen af en landsdækkende plan skal samtidig sikre, at der kommer sammenhæng i den akutte indsats i landets forskellige dele. Ansvaret ligger i dag hos amterne, som særskilt har udarbejdet planer for det akutte beredskab.

Et udvalg under Sundhedsministeriet slog allerede i 1999 fast, at der bør stilles krav om en mere sammenhængende planlægning af akutindsatsen. Udvalget pegede yderligere på, at den samlede planlægning må omfatte både alarmeringscentralerne, ambulancetjenesten, lægeambulancerne og det lægelige beredskab på modtagesygehusene. Se Rapport fra udvalget om alarmering og akut medicinsk indsats, Sundhedsministeriet 1999, www.im.dk/publikationer/alarmering.

Mange amter har siden 1999 taget initiativer til at forbedre den akutte medicinske indsats. Det varierer dog betydeligt fra amt til amt, hvilke tiltag der er søgt implementeret for at imødekomme behovet for en mere effektiv udrykning til nødstedte og akut syge borgere.

Den nationale plan for en akut medicinsk indsats har til hensigt at udbrede de gode erfaringer, der i dag findes spredt i landets sygehusregioner, til alle landets borgere, i det omfang det skønnes muligt og giver et løft i kvaliteten.

Planens initiativer må søges implementeret i et løbende samarbejde mellem staten og amterne. Herunder bør det drøftes, hvorvidt planens forskellige tiltag medfører merudgifter i amterne, og om der således vil være behov for tilførsel af flere ressourcer.

Forslagsstillerne lægger imidlertid stor vægt på, at der er store faglige, effektivitetsmæssige og økonomiske gevinster ved en styrket koordinering af amternes akutindsats.

Med en landsdækkende plan kan patienter få en hurtigere og mere relevant behandling på det sygehus, hvor behandlingsmulighederne er størst. Antallet af patienttransporter kan minimeres i visse tilfælde, og der kan gøres en lægefaglig indsats direkte på ulykkesstedet med en mere sikker patienttransport til følge. Dermed må man på sigt forvente færre permanente og stærkt behandlingskrævende patienter i det danske sundhedsvæsen.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad 1. Alarm 112-funktionen

Det er en forudsætning for effektiv akut hjælp, at alarmberedskabet har de optimale informationer om patientens opholdssted og symptomer, sådan at udrykning med de relevante ressourcer og den relevante behandling kan ske så hurtigt som muligt.

112-beredskabet lider i dag under visse mangler. Det er et alvorligt problem, at det ved opkald fra mobiltelefoner ikke automatisk bliver registreret i alarmcentralen, hvorfra opkaldet er kommet. Opkaldsstedet bliver ikke registreret, på trods af at teleselskaberne besidder den nødvendige teknik til registrering af mobilsamtaler.

I dag sker et stigende antal opkald til alarmcentralen fra mobiltelefoner. Det gælder ikke mindst ved ulykker i trafikken, hvor den eneste adgang til at kontakte alarmcentralen typisk er via mobiltelefon.

Det er derfor nødvendigt, at der indføres automatisk dirigering af mobilopkald til den relevante alarmcentral. Teleselskaberne skal forpligtes til at udlevere oplysninger om opkaldsstedet, når der bliver slået alarm med en mobiltelefon. På den måde kan hjælpen komme langt hurtigere frem.

Samtidig skal der sikres efteruddannelse af 112-alarm-operatørpersonalet, så man hurtigere kan få hjælpen frem til ulykkesstedet og sikre, at der køres med det udstyr og mandskab, der er nødvendigt for at hjælpe patienten.

Efteruddannelsen skal tage udgangspunkt i en landsdækkende standard for ambulancedisponering, som baserer sig på et symptomrelateret kompleks i lighed med, hvad der findes i Nordjylland og mange steder i udlandet.

Det vil sige, at alarmberedskabet skal anvende en ensartet udspørgeteknik over for anmelderen af en ulykke, så der kan sikres den rette akutte hjælp afhængigt af symptomer, eksempelvis brystsmerter, åndenød, kramper eller bevidstløshed.

Ad 2. Responstider

I henhold til bekendtgørelse nr. 1039 af 24/11 2000 om planlægning af den præhospitale indsats og uddannelse af ambulancepersonale m.v. registreres responstider som den tid, der går, fra ambulancetjenesten modtager alarmen, til ambulancen er fremme på et skadested, hos en akut syg patient eller en fødende.

Ambulancernes responstider er afgørende for, hvor lang tid der går, inden den livreddende indsats kan påbegyndes af ambulanceberedskabet. Responstider er samtidig et mål for den service, der tilbydes borgerne inden for den præhospitale indsats.

Med de nuværende responstider er det ikke muligt at fastslå, hvor længe der går fra alarmeringstidspunktet, til patienten modtager relevant akut medicinsk behandling. Vigtige informationer går derfor tabt, og det bliver umuligt at afgøre præcist, hvor hurtigt akutte patienter modtager behandling for deres lidelser.

Derfor skal opgørelsen af responstider ændres, så responstiden viser, hvor lang tid der går, fra alarmopkaldet bliver registreret, og til relevant behandling er iværksat på ulykkesstedet eller hos den akut syge.

Der skal samtidig sikres mere ensartede, landsdækkende mål for, hvor hurtigt hjælpen bør være fremme ved en akut patient.

I dag opererer amterne med kontraktmål indeholdende gennemsnitlige responstider for ambulancetjenesten. Der er således ikke mål for, at en given del af ambulancekørslerne skal foregå inden for en bestemt tidsramme, endsige mål for en maksimal responstid.

Der er i dag store geografiske variationer i ambulancernes responstider. I Københavns Amt når mere end 98 pct. af alle ambulancer frem til patienten inden for 15 minutter. I Sønderjylland og Ribe Amter er det tilsvarende tal ca. 86 pct. I gennemsnit når 92 pct. af landets ambulancer frem til patienten på mindre end 15 minutter.

Forslagsstillerne pålægger derfor regeringen at vurdere mulighederne for, at der indføres landsdækkende mål for responstider i forbindelse med planen for akut medicinsk indsats. Herunder skal det sikres, at der så vidt muligt indføres maksimale tidsgrænser for ambulancernes fremkomst til de tilskadekomne.

Ad 3. Hurtig udrykning

Ved færdselsuheld og andre ulykker er hurtig udrykning ofte afgørende for patienternes behandlings- og overlevelsesmuligheder.

Det gælder ikke mindst for færdselsuheld på landets motorveje, som alt for ofte får fatale følger. Antallet af ulykker på de danske motorveje er steget med 87 pct. de sidste 10 år. Der er altså stigende behov for hurtig udrykning til alvorligt kvæstede på landets største veje.

Når en ambulance rykker ud, er der ofte behov for øjeblikkelig behandling af patienten på skadestedet, på arbejdspladsen eller i hjemmet. Sundhedsministeriet skønnede i sin seneste rapport om akut medicinsk indsats fra 1999, at der i 30 pct. af samtlige ambulancekørsler er behov for præhospital behandling.

Forslagsstillerne pålægger derfor regeringen, at der etableres et landsdækkende akutbilskoncept, som omfatter en oprustning af ambulancemandskabets kvalifikationer.

Akutbilerne skal være spydspidser i behandlingen af ulykker og akutte sygdomme, og de skal bemandes med redningspersonale, der har en mere omfattende uddannelse end den nuværende ambulancebehandleruddannelse, jf. opdateringsuddannelsen for ambulancereddere under implementering. I praksis skal disse akutbiler fungere som medicinsk indsatsledelse ved større hændelser, eksempelvis ved alvorlige trafikuheld.

I dag er der ikke egentlig lægefaglig kompetence til stede i ambulancerne. Ifølge bekendtgørelse nr. 1039 af 24/11 2000 skal der være mindst to personer i en ambulance, hvoraf den ene skal have gennemgået uddannelsen til ambulancebehandler.

Ambulancemandskabet skal være i stand til at iværksætte behandling med ambulancens udstyr, håndtere en samlet skadesituation, beherske køreteknik, vurdere forskellige ulykkestyper, beherske løfteteknik, udføre redningsarbejde og indgå i et konkret samarbejde med sygehusvæsenet og politiet samt det kommunale og det statslige redningsberedskab.

Ambulancemandskabet mangler således visse lægefaglige kompetencer, som i mange tilfælde ville kunne komme patienter til hjælp direkte på ulykkesstedet. Det gælder for eksempel kompetencen til at sikre patienten den optimale smertestillende behandling.

Akutbiler, hvor mandskabet har delegerede lægefaglige kompetencer, kan samtidig afslutte behandlingen af lettere tilskadekomne eller ikke alvorligt syge direkte på ulykkesstedet. Eksempelvis kan personer med meget lavt blodsukker blive behandlet ved indgivelse af stærkt sukker direkte i blodbanen eller med Glucagon.

Endvidere kan personalet i akutbilerne foretage visitationen af akut syge eller tilskadekomne til det rette sygehus.

For at maksimal effekt af akutbilerne kan opnås, bør disse geografisk være placeret således, at et antal med en aktionsradius på ca. 25 km i praksis vil kunne dække de enkelte amtskommuner/sundhedsregioner.

Derved bliver det muligt at adskille tiden for iværksættelse af relevant medicinsk behandling fra den traditionelle responstid, som alene afhænger af, hvornår transportkapaciteten, dvs. den traditionelle ambulance, kan nå tilbage til sygehuset.

Der er i dag store variationer i organiseringen af akutbiler, udrykningshold og lægeambulanceordninger fra amt til amt. Det er derfor nødvendigt med mere ensartede retningslinjer for akutudrykningen på landsplan.

Ad 4. Ambulancernes indretning

Der findes ingen nationale standarder for og krav til ambulancernes indretning, herunder deres arbejdsmiljømæssige forhold.

Bekendtgørelse nr. 1039 af 24/11 2000 fastlægger nogle minimumskrav til ambulancernes indretning og udrustning, herunder at der kan ydes syge, tilskadekomne og fødende en skånsom optagning, overvågning og behandling og skånsom transport til sygehus eller andet behandlingssted.

Mange forhold peger imidlertid på behovet for mere ensartede nationale retningslinjer for ambulancernes indretning. Eksempelvis er ikke alle ambulancer indrettet forsvarligt med de fornødne bårer eller kuvøser i tilfælde af, at børn fødes for tidligt. Samtidig er det forskelligt, hvordan kuvøser og andet udstyr er spændt fast i ambulancerne.

Et andet problem er sikkerheden i ambulancerne. Der foreligger udenlandske krav til såkaldte crash-test, men disse krav er ikke implementeret i Danmark. Det betyder, at forkert fastspændt udstyr kan udsætte ambulancepersonale og patienter for skader i tilfælde af, at ambulancen kører galt.

Blandt andet med baggrund i de nye ambulanceredderuddannelser er kravene til indretning og aptering, herunder anvendelse af medikoteknisk udstyr i ambulancerne, steget over de sidste 5-10 år.

Med henblik på at opnå en ensartet kvalitet skal der indføres landsdækkende, offentligt certificerede standarder for det nødvendige medicinske, herunder medikotekniske, udstyr i landets ambulancer, udstyrets placering samt fastspænding og øvrige ergonomiske forhold.

Endvidere skal der være landsdækkende standarder for kravene til de ambulancer, der deltager i overflytning af kritisk syge spædbørn samt voksne patienter.

Ad 5. Relevante sygehuse

En vigtig forudsætning for effektiv akut medicinsk hjælp er, at patienten ikke automatisk køres til det nærmeste sygehus, men i stedet til det sygehus, hvor den relevante lægelige ekspertise forefindes.

Omlægningen inden for sundhedsvæsenet de sidste år har medført lukninger af et betydeligt antal skade-modtagelser på landets sygehuse. På trods af dette er der fortsat betydelige forskelle i de forhold, hvorunder kritisk syge og kvæstede patienter modtages på landets sygehuse.

Nogle modtagefunktioner har et højt specialiseret niveau. Eksempelvis er landets fire traumecentre bemandet med lægepersonale på specialistniveau på nærmest døgnbasis. På de mindre sygehuse kan de samme hårdt kvæstede patienter risikere at blive modtaget af en læge i turnusuddannelse, og at relevante læger på specialistniveau kun er til stede som tilkaldevagter, ofte med op til en halv times ventetid.

Det er med andre ord ikke altid på det nærmeste sygehus, modtageforholdene giver de mest effektive muligheder for at behandle akutte patienter.

Det er derfor nødvendigt at opgradere det lægefaglige samarbejde med ambulanceberedskabet, så patienterne kan køres til det sygehus, hvor den lægefaglige ekspertise er størst, på baggrund af konkret udarbejdede præhospitale visitationsretningslinjer.

For at dette kan lade sig gøre, er det vigtigt dels at udvikle en velfungerende elektronisk ambulancejournal, dels at udarbejde en standard for melding af kritisk syge patienter fra de kørende ambulancer til landets skademodtagelser. Endelig er det en forudsætning for, at patienter kan køres til de mest relevante sygehuse, at der iværksætte et fagligt udredningsarbejde vedrørende organiseringen af landets skade-modtagelser, som kan anskueliggøre, hvilke patienter der skal modtages på de forskellige sygehuse.

Fagligt optimal behandling af akutte patienter kræver samtidig, at der sker en elektronisk dataopsamling fra det overvågnings- og behandlingsudstyr, som findes i landets ambulancer. Det sikrer den rette koordination mellem ambulancer og sygehuse, så den skaderamte i fremtiden kan modtage akut behandling helt ude på skadestedet og herefter blive transporteret direkte til det relevante behandlingssted i regionen eller i landet.

Jo mere kritisk patientens tilstand er, jo større er behovet for, at data kan overføres elektronisk direkte til den skade- eller modtageafdeling, der skal udføre den videre behandling. De tekniske løsninger, som kan muliggøre dette, er allerede udviklet.

Forslagsstillerne pålægger derfor regeringen som det sidste led i en samlet plan for akut hjælp i Danmark at tage de nødvendige initiativer til at sikre, at der sker en opgradering af det telemedicinske og lægefaglige samarbejde med ambulanceberedskabet, således at ambulancer fremover kører direkte til det sygehus i landet, hvor den relevante behandling for den ulykkesramte kan tilbydes, frem for blot til det nærmeste sygehus.

Skriftlig fremsættelse

Sofie Hæstorp Andersen (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om akut medicinsk indsats.

(Beslutningsforslag nr. B 145).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.