DK
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den valgfri protokol til FN-konventionen om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
Table of Provisions (71)
Statutory Text (71 Articles)
Artikel 1
Formålet med denne protokol er at etablere et system med regelmæssige besøg foretaget af uafhængige internationale og nationale instanser på steder, hvor folk er berøvet deres frihed, for at forebygge tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Artikel 1 – 4 (kap. I) indeholder protokollens generelle principper. Artikel 5 – 16 (kap. II og III) indeholder bestemmelser om den internationale forebyggelseskomité, som skal oprettes. Artikel 17 – 23 (Kap. IV) indeholder bestemmelser om nationale forebyggende mekanismer. Artikel 24 (kap. V) indeholder en bestemmelse, som giver mulighed for at udsætte gennemførelsen af kap. III eller IV. Artikel 25 og 26 (kap. VI) regulerer finansieringen af protokollen og art 27 – 37 (kap VII) indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om forbehold, ratifikation, ikrafttrædelse mv.
Til de enkelte bestemmelser bemærkes følgende
I præamblen redegøres for protokollens formål og baggrund. Forbudet mod tortur bekræftes, og det udtales, at yderligere foranstaltninger er påkrævet for at opnå formålene i konventionen. Der henvises til konventionens artikel 2 og 16, hvorefter deltagerstaterne skal træffe effektive foranstaltninger for at forhindre tortur. Det anerkendes, at det er staterne, som har det primære ansvar for at gennemføre konventionens bestemmelser, men at beskyttelsen af frihedsberøvede personer og respekten for deres menneskerettigheder samtidig er et fælles ansvar, og at de internationale gennemførelsesforanstaltninger supplerer og styrker de nationale foranstaltninger. Der erindres om, at forebyggelse af tortur kræver uddannelse og en række lovgivningsmæssige, administrative, juridiske og andre foranstaltninger, samt at Verdenskonferencen om Menneskerettigheder i Wien i 1993 fastslog, at indsatsen mod tortur især bør fokusere på forebyggelse og opfordrede til at vedtage en valgfri protokol til konventionen med henblik på at etablere et forebyggende besøgssystem. Endelig udtrykkes overbevisning om, at beskyttelse af frihedsberøvede personer mod tortur kan styrkes ved ikke-juridiske forebyggende foranstaltninger på grundlag af regelmæssige besøg på steder, hvor folk er frihedsberøvet.
Artikel 1 fastslår, at målet med protokollen er at oprette uafhængige internationale og nationale besøgsmekanismer med henblik på at forebygge tortur på steder, hvor folk er frihedsberøvet.
Artikel 2
1. Der oprettes en Underkomité til Forebyggelse af Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf under Komiteen mod Tortur (i det følgende betegnet ”forebyggelseskomiteen”), der skal varetage de i denne protokol fastsatte opgaver.
2. Forebyggelseskomiteen skal udføre sit arbejde inden for rammerne af De Forenede Nationers Pagt og styres af dennes formål og principper samt af De Forenede Nationers regler for behandling af frihedsberøvede personer.
3. Forebyggelseskomiteen skal ligeledes styres af principperne om fortrolighed, upartiskhed, universalitet, objektivitet og uden forskelsbehandling.
4. Forebyggelseskomiteen og de deltagende stater skal samarbejde om gennemførelsen af denne protokol.
Artikel 2 opretter den internatonale forebyggelseskomité som en underkomité under FN’s komité mod tortur, der er nedsat i henhold til konventionen. De nærmere bestemmelser om forebyggelseskomiteen er indeholdt i artikel 5 – 16.
Forebyggelseskomiteens virksomhed og beføjelser svarer i vidt omfang til den gældende ordning efter Europarådets konvention om forebyggelse af tortur (ratificeret af Danmark den 2. maj 1989, jfr. Lovtidende C 1991 s. 121). Forebyggelseskomiteen vil i lighed med Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur ikke have nogen form for eksekutive beføjelser i Danmark. De nationale myndigheders væsentligste forpligtelser over for forebyggelseskomiteen vil være at give medlemmerne af komiteen adgang til relevante steder, hvor der befinder sig eller kan befinde sig frihedsberøvede personer, jfr. artikel 4, og til at give oplysninger om behandlingen af disse personer, jfr. artikel 12 og 20.
Kapitel III
Forebyggelseskomiteens mandat
Ifølge artikel 11 skal forebyggelseskomiteen aflægge besøg på tilbageholdelsesstederne, jfr. artikel 4, og fremsætte anbefalinger til den pågældende deltagerstat om beskyttelse af frihedsberøvede personer mod tortur. Komiteen skal endvidere samarbejde med de nationale besøgsmekanismer og tilbyde dem uddannelse og teknisk bistand samt fremsætte bemærkninger og anbefalinger til deltagerstaterne vedrørende nationale besøgsmekanismers kapacitet og mandat til at forebygge tortur. Forebyggelseskomiteens kontakt med nationale mekanismer kan om nødvendigt ske i fortrolighed. Endelig skal forebyggelseskomiteen i almindelighed samarbejde med andre globale, regionale eller nationale organisationer, som bekæmper tortur.
Kapitel II
Forebyggelseskomiteen
Reglerne om forebyggelseskomiteens sammensætning og beslutningsprocedure fremgår af artikel 5 – 10 . Komiteen består af 10 uafhængige eksperter, som vælges af deltagerstaterne. De virker i deres personlige egenskab.
Kapitel IV
Nationale forebyggende mekanismer
Senest et år efter protokollens ikrafttrædelse skal hver deltagerstat i medfør af artikel 17 oprette, udpege eller opretholde en eller flere nationale forebyggende mekanismer.
Kapitel I
Generelle principper
Kapitel VII
Afsluttende bestemmelser
Kapitel VI
Finansieringsbestemmelser
I henhold til artikel 25 afholdes udgifterne til forebyggelseskomiteens virksomhed af De Forenede Nationer.
Kapitel V
Erklæring
Artikel 3
Enhver deltagende stat skal på nationalt plan oprette, udpege eller opretholde en eller flere besøgsorganer til forebyggelse af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (i det følgende benævnt ”den nationale forebyggende mekanisme”).
Artikel 3 bestemmer, at hver deltagerstat skal oprette, udpege eller opretholde et eller flere besøgsorganer med henblik på forebyggelse af tortur. Den internationale forebyggelseskomité vil kun kunne besøge et begrænset antal steder for frihedsberøvede i hver deltagerstat og kun med store mellemrum. Derfor er det besluttet at supplere forebyggelseskomiteen med nationale besøgsmekanismer. De nærmere regler herfor er fastsat i artikel 17 – 23.
I henhold til artikel 4 skal deltagerstaterne give forebyggelseskomiteen og de nationale besøgsmekanismer adgang til ethvert sted, hvor personer er eller kan blive berøvet deres frihed af en offentlig myndighed (i det følgende ”tilbageholdelsessteder”) med henblik på at beskytte sådanne personer mod tortur. Stk. 2 præciserer begrebet frihedsberøvelse i protokollens forstand.
Artikel 4
1. Hver deltagende stat skal tillade besøg i overensstemmelse med denne protokol af de i artikel 2 og 3 anførte mekanismer på ethvert sted inden for sin jurisdiktion og kontrol, hvor personer er eller kan blive berøvet deres frihed, enten i medfør af en afgørelse truffet af en offentlig myndighed eller på dennes opfordring eller med dens samtykke eller indvilligelse (i det følgende benævnt ”tilbageholdelsessteder”). Disse besøg skal foretages med henblik på om nødvendigt at styrke beskyttelsen af disse personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
2. I denne protokol betyder frihedsberøvelse enhver form for tilbageholdelse eller fængsling eller anbringelse af en person i et offentligt eller privat forvaringssted, som den pågældende ikke har tilladelse til frit at forlade, ved en retskendelse eller afgørelse fra en administrativ eller anden myndighed.
Artikel 5
1. Forebyggelseskomiteen består af 10 medlemmer. Efter den 50. ratifikation eller tiltrædelse af denne protokol forøges antallet af medlemmer af forebyggelseskomiteen til 25.
2. Forebyggelseskomiteens medlemmer vælges blandt personer af høj moralsk anseelse, der har bevist deres faglige erfaring på retsplejeområdet, især vedrørende strafferet, fængselsvæsen eller politivirksomhed, eller på de forskellige områder, der er relevante for behandling af frihedsberøvede personer.
3. Ved sammensætningen af forebyggelseskomiteen skal hensynet til ligelig geografisk fordeling og til, at repræsentationen af de deltagende staters forskellige kulturformer og retssystemer tages i betragtning på passende vis.
4. Ved sammensætningen skal hensynet til en afbalanceret kønsrepræsentation på grundlag af principperne om lighed og ikke-diskrimination ligeledes tages i betragtning.
5. Der må ikke være to komitemedlemmer, som er statsborgere i samme stat.
6. Forebyggelseskomiteens medlemmer skal virke i deres personlige egenskab, skal være uafhængige og upartiske og skal stå til rådighed med henblik på at tjene forebyggelseskomiteen effektivt.
Artikel 6
1. Enhver deltagende stat kan i overensstemmelse med stk. 2 indstille op til to kandidater, der har de kvalifikationer og opfylder de krav, der er anført i artikel 5, og skal samtidig hermed give detaljerede oplysninger om kandidaternes kvalifikationer.
2. a) Kandidaterne skal være statsborgere i en af de i denne protokol deltagende stater.
b) Mindst en af de to kandidater skal være statsborger i den indstillende deltagerstat.
c) Der må ikke indstilles flere end to statsborgere fra en deltagende stat.
d) Inden en deltagende stat indstiller en statsborger fra en anden deltagende stat, skal den søge og få samtykke fra den pågældende anden deltagende stat.
3. Mindst fem måneder før tidspunktet for det møde mellem de deltagende stater, hvor valget afholdes, skal De Forenede Nationers generalsekretær sende et brev til de deltagende stater og opfordre dem til inden tre måneder at indstille deres kandidater. Generalsekretæren fremsender en fortegnelse over samtlige således indstillede personer i alfabetisk orden med angivelse af de deltagende stater, der har indstillet dem.
Artikel 7
1. Medlemmerne af forebyggelseskomiteen vælges på følgende måde
a) Der tages først og fremmest hensyn til opfyldelse af de i protokollens artikel 5 anførte krav og kriterier.
b) Det første valg skal afholdes senest seks måneder efter ikrafttrædelsen af denne protokol.
c) De deltagende stater skal vælge forebyggelseskomiteens medlemmer ved hemmelig afstemning.
d) Valg af forebyggelseskomiteens medlemmer finder sted hvert andet år på et af De Forenede Nationers generalsekretær indkaldt møde mellem de deltagende stater. Ved disse møder, der for at være beslutningsdygtige kræver deltagelse af to tredjedele af de deltagende stater, indvælges i forebyggelseskomiteen de personer, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for deltagerstaterne.
2. Hvis to statsborgere fra en deltagende stat under valgproceduren er blevet valgt som medlemmer af forebyggelseskomiteen, skal den kandidat, der opnåede flest stemmer, være medlem af forebyggelseskomiteen. Hvis to statsborgere har fået det samme antal stemmer, gælder følgende regler
a) Hvis kun den ene er blevet indstillet af den deltagende stat, hvori vedkommende er statsborger, skal denne statsborger være medlem af forebyggelseskomiteen.
b) Hvis begge kandidater er blevet indstillet af den deltagende stat, hvori de er statsborgere, afholdes en særskilt hemmelig afstemning for at afgøre, hvilken af disse statsborgere der skal være medlem.
c) Hvis ingen af kandidaterne er blevet indstillet af den deltagende stat, hvori de er statsborgere, skal der afholdes en særskilt hemmelig afstemning for at afgøre, hvilken af disse kandidater der skal være medlem.
Artikel 8
Hvis et medlem af forebyggelseskomiteen dør eller træder tilbage eller af nogen anden grund ikke længere kan udføre sit hverv, udpeger den deltagende stat, som indstillede medlemmet, en anden egnet person, der har de kvalifikationer og opfylder de krav, der er anført i artikel 5, under hensyntagen til behovet for en passende balance mellem de forskellige kompetenceområder, til at virke indtil det næste møde mellem de deltagende stater, med forbehold af godkendelse af flertallet af de deltagende stater. Godkendelsen betragtes som givet, medmindre halvdelen eller derover af de deltagende stater svarer afvisende inden seks uger efter at have modtaget meddelelse fra De Forenede Nationers generalsekretær om den foreslåede udnævnelse.
Artikel 9
Medlemmerne af forebyggelseskomiteen vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges én gang, såfremt de genindstilles. Funktionstiden for halvdelen af de medlemmer, der vælges ved det første valg, udløber efter to års forløb; straks efter det første valg bestemmes navnene på disse medlemmer ved lodtrækning foretaget af formanden for det i artikel 7, stk. 1, litra d, nævnte møde.
Artikel 10
1. Forebyggelseskomiteen vælger personer til præsidiet for en periode på to år. De kan genvælges.
2. Forebyggelseskomiteen fastsætter selv sin forretningsorden. Forretningsordenen skal bl.a. indeholde bestemmelser om, at
a) forebyggelseskomiteen er beslutningsdygtig, når halvdelen af medlemmerne plus en er til stede,
b) forebyggelseskomiteens beslutninger træffes med et flertal af de tilstedeværende medlemmers stemmer,
c) forebyggelseskomiteen mødes for lukkede døre.
3. De Forenede Nationers generalsekretær indkalder forebyggelseskomiteen til det første møde. Senere møder afholdes på sådanne tidspunkter, som fastsættes i forebyggelseskomiteens forretningsorden. Forebyggelseskomiteen og Komiteen mod Tortur afholder deres samlinger samtidigt mindst en gang om året.
Artikel 11
Forebyggelseskomiteen skal
a) besøge de i artikel 4 anførte steder og fremsætte anbefalinger til de deltagende stater vedrørende beskyttelse af frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
b) i relation til de nationale forebyggende mekanismer
(i) om nødvendigt rådgive og bistå de deltagende stater vedrørende oprettelsen;
(ii) opretholde direkte og om nødvendigt fortrolig kontakt med de nationale forebyggende mekanismer og tilbyde dem uddannelse og teknisk bistand med henblik på at styrke deres kapacitet;
(iii) rådgive og bistå dem ved vurderingen af de fornødenheder og midler, der er nødvendige for at styrke beskyttelsen af frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
(iv) fremsætte anbefalinger og bemærkninger til de deltagende stater med henblik på at styrke de nationale forebyggende mekanismers kapacitet og mandat til at forebygge tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
c) samarbejde om forebyggelse af tortur i almindelighed med relevante instanser og mekanismer under De Forenede Nationer samt med internationale, regionale og nationale institutioner eller organisationer, der arbejder hen imod en styrkelse af beskyttelsen af enhver mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Artikel 12
For at gøre forebyggelseskomiteen i stand til at opfylde sit mandat, som fastlagt i artikel 11, forpligter de deltagende stater sig til
a) at modtage forebyggelseskomiteen på deres territorium og give den adgang til de i artikel 4 i denne protokol definerede tilbageholdelsessteder,
b) at fremlægge alle de relevante oplysninger, som forebyggelseskomiteen måtte anmode om, for at vurdere de behov og foranstaltninger, der bør vedtages for at styrke beskyttelsen af frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
c) at tilskynde og fremme kontakt mellem forebyggelseskomiteen og de nationale forebyggende mekanismer,
d) at behandle forebyggelseskomiteens anbefalinger og indgå i en dialog med den om mulige gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 12 forpligter deltagerstaterne til at modtage forebyggelseskomiteen og give den adgang til tilbageholdelsesstederne, jfr. nærmere art 14, at give komiteen uhindret adgang til de fornødne oplysninger, jfr. nærmere art. 14, at tilskynde og fremme kontakten mellem forebyggelseskomiteen og nationale forebyggende mekanismer samt at behandle komiteens anbefalinger og indgå i en dialog med komiteen om gennemførelsen af disse.
Disse forpligtelser svarer til forpligtelserne under den gældende ordning med Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur.
Artikel 13
1. Forebyggelseskomiteen tilrettelægger, første gang ved lodtrækning, et program for regelmæssige besøg i de deltagende stater med henblik på at opfylde sit mandat, som fastlagt i artikel 11.
2. Forebyggelseskomiteen giver efter samråd de deltagende stater meddelelse om sit program, således at de ufortøvet kan træffe de nødvendige praktiske foranstaltninger til, at besøgene kan finde sted.
3. Besøgene gennemføres af mindst to medlemmer af forebyggelseskomiteen. Medlemmerne kan efter behov ledsages af eksperter, der har udvist faglig erfaring i og viden om de af denne protokol omfattede områder, og som vælges ud fra en ekspertliste opstillet på grundlag af forslag fra de deltagende stater, De Forenede Nationers Højkommissær for Menneskerettigheder og De Forenede Nationers Center for International Kriminalitetsforebyggelse. Under forberedelsen af listen kan de deltagende stater ikke foreslå flere end fem nationale eksperter. Den pågældende deltagende stat kan modsætte sig en given eksperts deltagelse i besøget, hvorefter forebyggelseskomiteen skal foreslå en anden ekspert.
4. Hvis forebyggelseskomiteen anser det for hensigtsmæssigt, kan den foreslå et kort opfølgningsbesøg efter et regelmæssigt besøg.
Artikel 13 indeholder regler om forebyggelseskomiteens besøg. Forebyggelseskomiteen skal fastlægge et besøgsprogram, første gang således at rækkefølgen af de stater, som skal besøges, fastlægges ved lodtrækning. Komiteen kan endvidere aflægge et kort opfølgningsbesøg efter et af de regelmæssige besøg.
Artikel 14
1. For at gøre det muligt for forebyggelseskomiteen at opfylde sit mandat forpligter de i denne protokol deltagende stater sig til at give komiteen
a) uhindret adgang til alle oplysninger vedrørende antallet af frihedsberøvede personer på tilbageholdelsessteder, jf. definitionen i artikel 4, samt om antallet af steder og deres beliggenhed;
b) uhindret adgang til alle oplysninger angående behandlingen af sådanne personer samt deres forhold under frihedsberøvelsen;
c) uhindret adgang til alle tilbageholdelsessteder og de dertil hørende anlæg og faciliteter, dog med forbehold af stk. 2;
d) lejlighed til at føre samtaler uden opsyn eller vidner med de frihedsberøvede personer, enten personligt eller med en tolk, hvis det skønnes nødvendigt, samt med enhver anden person, som forebyggelseskomiteen mener kan give relevante oplysninger;
e) frihed til at vælge de steder, den ønsker at besøge, og de personer, den ønsker at tale med.
2. Indsigelse mod et besøg på et bestemt tilbageholdelsessted kan kun fremsættes af uopsættelige og tvingende hensyn til det nationale forsvar, offentlig sikkerhed, naturkatastrofer eller alvorlig forstyrrelse af ordenen på besøgsstedet, som midlertidigt forhindrer gennemførelse af et sådant besøg. En erklæret undtagelsestilstand kan ikke som sådan påberåbes af en deltagerstat som begrundelse for at gøre indsigelse mod et besøg.
Artikel 14 præciserer deltagerstaternes forpligtelser over for forebyggelseskomiteen. Komiteen skal have uhindret adgang til alle oplysninger om antallet af frihedsberøvede personer, om tilbageholdelsesstederne, om behandlingen af frihedsberøvede personer og deres forhold under frihedsberøvelsen samt til alle tilbageholdelsessteder. Komiteen skal have mulighed for at føre samtaler alene med de frihedsberøvede og enhver anden relevant person samt frihed til at vælge de steder, den ønsker at besøge, og de personer, den ønsker at tale med. Disse forpligtelser svarer til forpligtelserne under den gældende ordning med Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur.
Ifølge stk. 2 kan en deltagerstat kun gøre indsigelse mod et besøg på et bestemt tilbageholdelsessted under ganske snævre og præcise betingelser.
Artikel 15
Ingen myndighed eller embedsmand må påbyde, anvende, tillade eller tolerere nogen sanktion mod en person eller en organisation for at have givet forebyggelseskomiteen eller dens delegerede oplysninger, hvad enten de er rigtige eller forkerte, og det skal ikke på anden vis komme en sådan person eller organisation til skade.
Artikel 15 forbyder sanktioner mod enhver, som har givet oplysninger til forebyggelseskomiteen, hvad enten oplysningerne er rigtige eller forkerte.
Ifølge artikel 16 skal forebyggelseskomiteen i fortrolighed meddele deltagerstaten og eventuelt den nationale besøgsmekanisme sine anbefalinger og bemærkninger. Hvis deltagerstaten anmoder om det, offentliggør forebyggelseskomiteen sin beretning sammen med deltagerstatens eventuelle bemærkninger. Forebyggelseskomiteen fremlægger endvidere en offentlig årsberetning til komiteen mod tortur.
Hvis en deltagerstat undlader at samarbejde med forebyggelseskomiteen, herunder ikke tager skridt til at følge komiteens anbefalinger, kan komiteen mod tortur fremsætte en offentlig udtalelse om sagen eller offentliggøre forebyggelseskomiteens beretning.
Artikel 16
1. Forebyggelseskomiteen giver den deltagende stat, og når det er relevant den nationale mekanisme, sine anbefalinger og bemærkninger i fortrolighed.
2. Forebyggelseskomiteen offentliggør sin beretning sammen med eventuelle bemærkninger fra den pågældende deltagende stat, hvis deltagerstaten anmoder om det. Hvis den deltagende stat offentliggør dele af beretningen, kan forebyggelseskomiteen offentliggøre beretningen helt eller delvis. Oplysninger om personlige forhold må dog ikke offentliggøres uden udtrykkeligt samtykke fra vedkommende person.
3. Forebyggelseskomiteen fremlægger en offentlig årsberetning om sine aktiviteter til Komiteen mod Tortur.
4. Hvis den deltagende stat afslår at samarbejde med forebyggelseskomiteen i overensstemmelse med artikel 12 og 14 eller at tage skridt til at forbedre situationen i lyset af forebyggelseskomiteens anbefalinger, kan Komiteen mod Tortur, efter at den deltagende stat har haft mulighed for at fremsætte sine synspunkter, på forebyggelseskomiteens anmodning med et flertal af sine medlemmer beslutte at fremsætte en offentlig udtalelse om sagen eller at offentliggøre forebyggelseskomiteens beretning.
Artikel 17
Enhver deltagende stat skal senest et år efter, at denne protokol træder i kraft eller ratificeres eller tiltrædes, opretholde, udpege eller oprette en eller flere uafhængige nationale forebyggende mekanismer til forebyggelse af tortur på nationalt plan. Mekanismer oprettet af decentrale enheder kan udpeges som nationale forebyggende mekanismer med henblik på denne protokol, hvis de er i overensstemmelse med dens bestemmelser.
Artikel 18
1. De deltagende stater skal garantere de nationale forebyggende mekanismers funktionelle uafhængighed samt uafhængigheden af deres personale.
2. De deltagende stater skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at eksperterne i den nationale mekanisme har de kvalifikationer og den faglige viden, der er fornøden. De skal stræbe efter kønsmæssig ligevægt og en rimelig repræsentation af landets etniske grupper og minoriteter.
3. De deltagende stater forpligter sig til at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for, at de nationale forebyggende organer kan fungere.
4. Ved oprettelsen af nationale forebyggende mekanismer skal de deltagende stater tage behørigt hensyn til principperne vedrørende nationale menneskerettighedsinstitutioners status.
Artikel 18 – 20 indeholder bestemmelser om de nationale forebyggende mekanismers virksomhed. De skal være uafhængige og have de fornødne ressourcer. Ifølge artikel 19 skal de som minimum have kompetence til regelmæssigt at undersøge behandlingen af frihedsberøvede personer, til at fremsætte anbefalinger til de relevante myndigheder om forebyggelse af tortur og til at fremsætte forslag og bemærkninger vedrørende eksisterende eller foreslået lovgivning. Mekanismerne skal have samme adgang til oplysninger mv. som forebyggelseskomiteen, jfr. artikel 14 samt ret til kontakt med denne, jfr. artikel 20 .
Det fremgår af § 18 i Lov om Folketingets Ombudsmand, at ombudsmanden kan undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert tjenestested, der hører under ombudsmandens virksomhed. Politiet og kriminalforsorgen hører under ombudsmandens virksomhed, jfr. lovens § 7. I forarbejderne til loven, jfr. Folketingstidende 1995-96, Tillæg A, sp. 1700 ff., er det forudsat, at Folketingets Ombudsmand foretager systematiske inspektioner af fængsler og arresthuse. Endvidere omfatter ombudsmandens inspektionsvirksomhed kriminalforsorgens øvrige institutioner samt detentionslokaler og venterum på landets politistationer, psykiatriske institutioner, militære installationer mv.
Ombudsmandsloven indeholder endvidere udtrykkelige bestemmelser om bl.a. ombudsmandens uafhængighed, offentliggørelse af ombudsmandens årsberetning, ombudsmandens pligt til at give meddelelse til Folketinget og vedkommende minister om tekniske mangler ved lovgivningen mv. samt ombudsmandens adgang til at afkræve myndighederne oplysninger og skriftlige udtalelser om myndighedens almindelige sagsbehandling.
I forbindelse med nye lovgivningsinitiativer, der rejser spørgsmål om forholdet til menneskerettighederne, foretages høring af relevante organisationer mv., herunder Institut for Menneskerettigheder.
På den anførte baggrund er det regeringens opfattelse, at Danmark samlet set opfylder protokollens bestemmelser om en eller flere nationale mekanismer.
I lyset af de erfaringer, som indhøstes, vil regeringen senere vurdere, om der eventuelt er behov for at justere den gældende ordning, herunder med hensyn til inddragelse af særlig fagkyndig bistand.
Artikel 19
De nationale forebyggende mekanismer skal som minimum have kompetence til
a) regelmæssigt at undersøge behandlingen af frihedsberøvede personer på tilbageholdelsessteder, jf. definitionen i artikel 4, med henblik på om nødvendigt at styrke deres beskyttelse mod tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;
b) at fremsætte anbefalinger til de relevante myndigheder med henblik på at forbedre behandlingen af og forholdene for frihedsberøvede personer og for at forebygge tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf under hensyntagen til De Forenede Nationers relevante normer;
c) at indgive forslag og bemærkninger vedrørende eksisterende eller foreslået lovgivning.
Artikel 20
For at gøre de nationale forebyggende organer i stand til at opfylde deres mandat forpligter de i denne protokol deltagende stater sig til at give dem
a) adgang til alle oplysninger vedrørende antallet af frihedsberøvede personer på tilbageholdelsessteder, jf. definitionen i artikel 4, samt om antallet af steder og deres beliggenhed;
b) adgang til alle omlysninger angående behandlingen af sådanne personer samt deres forhold under frihedsberøvelsen;
c) adgang til alle tilbageholdelsessteder og de dertil hørende anlæg og faciliteter;
d) lejlighed til at føre samtaler uden opsyn eller vidner med de frihedsberøvede personer, enten personligt eller med en tolk, hvis det skønnes nødvendigt, samt med enhver anden person, som det nationale forebyggende organ mener kan give relevante oplysninger;
e) frihed til at vælge de steder, de ønsker at besøge, og de personer, de ønsker at tale med;
f) ret til at have kontakt med forebyggelseskomiteen, at sende den oplysninger og mødes med den.
Artikel 21
1. Ingen myndighed eller embedsmand må påbyde, anvende, tillade eller tolerere nogen sanktion mod en person eller en organisation for at have givet den nationale forebyggende mekanisme oplysninger, hvad enten de er rigtige eller forkerte, og det skal ikke på anden vis komme en sådan person eller organisation til skade.
2. Fortrolige oplysninger, der indsamles af den nationale forebyggende mekanisme, er underlagt tavshedspligt. Oplysninger om personlige forhold må ikke offentliggøres uden udtrykkeligt samtykke fra vedkommende person.
Artikel 21 forbyder sanktioner mod enhver, som giver oplysninger til den nationale forebyggende mekanisme, hvad enten de er rigtige eller forkerte. Stk. 2 bestemmer, at fortrolige oplysninger, som indsamles af den nationale forebyggende mekanisme er undergivet tavshedspligt. Oplysninger om personlige forhold må kun offentliggøres med udtrykkeligt samtykke fra den pågældende person.
Denne artikel tilsigter at hindre, at en person bliver mødt med sanktioner i anledning af, at vedkommende har afgivet oplysninger til den nationale forebyggende mekanisme. Henset til sit formål må bestemmelsen naturligt forstås således, at den ikke omhandler den situation, hvor en person afgiver bevidst urigtige oplysninger til den nationale forebyggende mekanisme med forsæt til, at en uskyldig person herved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge.
Ifølge artikel 22 skal de relevante myndigheder behandle anbefalingerne fra den nationale forebyggende mekanisme og indgå i en dialog med den om mulige gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 22
De kompetente myndigheder i den pågældende deltagerstat skal behandle anbefalingerne fra den nationale forebyggende mekanisme og indgå i en dialog med den om mulige gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 23
De i denne protokol deltagende stater forpligter sig til at offentliggøre og udbrede kendskabet til de nationale forebyggende organers årsberetninger.
Artikel 23 pålægger deltagerstaterne at offentliggøre og udbrede kendskabet til de nationale forebyggende mekanismers årsberetninger.
Artikel 24
1. Ved ratifikationen kan de deltagende stater afgive en erklæring, der udsætter gennemførelsen af deres forpligtelser ifølge enten kapitel III eller kapitel IV.
2. En sådan udsættelse gælder i højst tre år. Efter henvendelse fra den deltagende stat og efter samråd med forebyggelseskomiteen kan komiteen mod tortur forlænge denne periode med yderligere to år.
Artikel 24 indeholder en bestemmelse om, at deltagerstaterne ved en erklæring i forbindelse med ratifikationen kan udsætte iværksættelsen af forpligtelserne over for forebyggelseskomiteen, jfr. kap. III, eller forpligtelsen til at oprette nationale forebyggende mekanismer i indtil tre år.
Regeringen har ikke til hensigt at afgive en sådan erklæring.
Artikel 25
1. Forebyggelseskomiteens udgifter ved gennemførelse af denne protokol bæres af De Forenede Nationer.
2. De Forenede Nationers generalsekretær stiller personale og øvrige hjælpemidler til rådighed for forebyggelseskomiteen i det omfang, det er nødvendigt, for at forebyggelseskomiteen effektivt kan udøve sin virksomhed i henhold til denne protokol.
Artikel 26
1. I overensstemmelse med Generalforsamlingens relevante procedurer oprettes en særlig fond, der forvaltes i overensstemmelse med De Forenede Nationers økonomiske forordninger og regler, til at bidrage til at finansiere gennemførelsen af de anbefalinger, som forebyggelseskomiteen giver en deltagende stat efter et besøg, samt uddannelsesprogrammer for de nationale forebyggende mekanismer.
2. Den særlige fond kan finansieres ved frivillige bidrag fra regeringer, mellemstatslige og ikke-statslige organisationer og andre private eller offentlige enheder.
Artikel 26 opretter en frivillig fond til at bidrage til finansieringen af gennemførelsen af forebyggelseskomiteens anbefalinger mv.
Artikel 27
1. Denne protokol kan undertegnes af enhver stat, der har undertegnet konventionen.
2. Denne protokol kan ratificeres af enhver stat, der har ratificeret eller tiltrådt konventionen. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
3. Denne protokol kan tiltrædes af enhver stat, der har ratificeret eller tiltrådt konventionen.
4. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.
5. De Forenede Nationers generalsekretær underretter alle de stater, der har undertegnet eller tiltrådt denne protokol, om deponering af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 27 – 29 indeholder sædvanlige bestemmelser om protokollens undertegnelse, ratifikation og ikrafttrædelse.
Ifølge artikel 30 kan der ikke tages forbehold over for bestemmelser i protokollen.
Artikel 28
1. Denne protokol træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.
2. For enhver stat, der ratificerer denne protokol eller tiltræder den efter deponeringen af det tyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær, træder protokollen i kraft på den 30. dag efter deponeringen af statens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 29
Bestemmelserne i denne protokol gælder for alle dele af føderale stater uden nogen begrænsninger eller undtagelser.
Artikel 30
Der kan ikke tages forbehold vedrørende denne protokol.
Artikel 31
Bestemmelserne i denne protokol påvirker ikke de deltagende staters forpligtelser i henhold til eventuelle regionale konventioner, som opretter et system med besøg på tilbageholdelsessteder. Forebyggelseskomiteen og de institutioner, der er oprettet ifølge sådanne regionale konventioner, opfordres til at rådføre sig og samarbejde med hinanden med henblik på at undgå dobbeltarbejde og på effektivt at fremme protokollens formål.
Artikel 31 fastslår, at bestemmelserne i protokollen ikke påvirker deltagerstaternes eventuelle forpligtelser i medfør af tilsvarende regionale arrangementer, f.eks. Den Europæiske Konvention om Forebyggelse af Tortur. Forebyggelseskomiteen og tilsvarende regionale institutioner, f.eks. Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur opfordres til at samarbejde med henblik på at undgå dobbeltarbejde og effektiv fremme af protokollens formål.
Ifølge artikel 32 påvirker protokollen heller ikke deltagerstaternes forpligtelser i henhold til Genève-konventionerne af 1949 om beskyttelsen af krigens ofre og deres tillægsprotokoller samt deltagerstaternes mulighed for i øvrigt at tillade Den Internationale Røde Kors Komité at aflægge besøg på tilbageholdelsessteder.
Artikel 32
Bestemmelserne i denne protokol påvirker ikke de forpligtelser, som de deltagende stater har i medfør af de fire Genève-konventioner af 12. august 1949 og tillægsprotokollerne dertil af 8. juni 1977 eller den mulighed, som enhver deltagende stat har for at bemyndige Den Internationale Røde Kors Komité til at besøge tilbageholdelsessteder i situationer, der ikke falder ind under den humanitære folkeret.
Artikel 33
1. Enhver deltagende stat kan til enhver tid opsige denne protokol ved skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers generalsekretær, som derpå skal give meddelelse derom til de øvrige i protokollen og konventionen deltagende stater. Opsigelsen træder i kraft et år efter, at generalsekretær en har modtaget meddelelsen .
2. En sådan opsigelse frigør ikke den deltagende stat fra dens forpligtelser ifølge denne protokol med hensyn til en handling eller situation, som indtræffer før den dato, hvor opsigelsen træder i kraft, eller til de foranstaltninger, som forebyggelseskomiteen har besluttet eller måtte beslutte at træffe med hensyn til den pågældende deltagende stat. En opsigelse har heller ikke på nogen måde indflydelse på den fortsatte behandling af en sag, som allerede er under behandling i forebyggelseskomiteen forud for den dato, hvor opsigelsen træder i kraft.
3. Efter den dato, hvor den deltagende stats opsigelse træder i kraft, må forebyggelseskomiteen ikke påbegynde behandlingen af nye forhold vedrørende denne stat.
Artikel 33 – 34 indeholder bestemmelser om opsigelse og ændring af protokollen.
Artikel 34
1. Enhver i denne protokol deltagende stat kan stille ændringsforslag og fremsende det til De Forenede Nationers generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter give meddelelse om den foreslåede ændring til de deltagende stater med anmodning om at blive underrettet, såfremt deltagerstaterne ønsker en konference med det formål at behandle og stemme om forslaget. Hvis mindst en tredjedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan meddelelse ønsker en sådan konference, skal generalsekretæren sammenkalde konferencen under De Forenede Nationers auspicier. Enhver ændring, der vedtages med to tredjedeles flertal af de stater, der er til stede og afgiver deres stemme ved konferencen, fremsendes af De Forenede Nationers generalsekretær til alle deltagende stater til godkendelse.
2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft, når to tredjedele af de i denne protokol deltagende stater har godkendt det i overensstemmelse med deres respektive forfatninger.
3. Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagende stater, som har godkendt dem, mens de øvrige deltagende stater stadig er bundet af bestemmelserne i denne protokol og eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 35
Medlemmerne af forebyggelseskomiteen og af de nationale forebyggende mekanismer tilstås de rettigheder og immuniteter, som måtte være nødvendige for den uafhængige udøvelse af deres virksomhed. Medlemmerne af forebyggelseskomiteen tilstås de i stk. 22 i konventionen om De Forenede Nationers rettigheder og immuniteter af 13. februar 1946 anførte rettigheder og immuniteter med forbehold af konventionens stk. 23.
Artikel 35 indeholder bestemmelser om rettigheder og immuniteter for medlemmerne af forebyggelseskomiteen og de nationale forebyggende mekanismer.
Artikel 36
Medlemmerne af forebyggelseskomiteen skal ved besøg i en deltagende stat uden præjudicerende virkning for denne protokols bestemmelser og formål og de rettigheder og immuniteter, som de måtte have,
a) respektere den besøgte stats love og regler, og
b) afholde sig fra enhver handling eller aktivitet, der er uforenelig med den upartiske og internationale karakter af deres hverv.
Artikel 36 fastslår, at forebyggelseskomiteens medlemmer skal respektere den besøgte stats love og regler og afholde sig fra handlinger, som er uforenelige med den upartiske og internationale karakter af deres hverv.
Artikel 37
1. Denne protokol, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
2. De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne protokol til samtlige stater.
Bemærkninger til forslaget
A. Den valgfri protokols forhistorie og vedtagelse
FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 forbyder anvendelse af tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Dette forbud er fulgt op med et folkeretligt bindende forbud mod tortur blandt andet i FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 og den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950. Også Genève-konventionerne fra 1949 om beskyttelse af krigens ofre og deres tillægsprotokoller fra 1977 indeholder forbud mod anvendelsen af tortur. I alle de nævnte instrumenter er forbudet mod tortur absolut i den forstand, at det ikke kan fraviges under nogen omstændigheder, f.eks. under påberåbelse af offentlig nødstilstand.
I 1984 vedtog FN’s Generalforsamling en konvention om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (herefter ”konventionen”). I henhold til konventionen er der oprettet en komité af uafhængige eksperter - FN’s Torturkomité – som påser konventionens gennemførelse i deltagerstaterne. Det sker fortrinsvis ved, at deltagerstaterne rapporterer til komiteen om konventionens gennemførelse inden for deres jurisdiktion. Efter en gennemgang af rapporterne afgiver komiteen sine bemærkninger og anbefalinger til deltagerstaterne. Endvidere kan deltagerstaterne acceptere, at personer kan indklage staten for at have krænket konventionen, lige som der er mulighed for at acceptere mellemstatslig klageadgang.
Der har imidlertid været et ønske om mere direkte at kunne forebygge anvendelsen af tortur. Europarådet vedtog således i 1987 den europæiske konvention om forebyggelse af tortur. I henhold til konventionen er der nedsat en Europæisk Komité til Forebyggelse af Tortur, som aflægger inspektionsbesøg i deltagerstaterne. Komiteen har uhindret adgang overalt, hvor folk er frihedsberøvet, f.eks. i fængsler, arresthuse og psykiatriske institutioner. Komiteen har aflagt besøg i Danmark i 1990, 1996 og 2002.
Der har gennem længere tid været bestræbelser i FN for at indføre en tilsvarende international besøgsordning på globalt plan. Spørgsmålet har siden 1992 været behandlet i en arbejdsgruppe nedsat af FN’s Menneskerettighedskommission. I foråret 2002 kunne arbejdsgruppens formand fremlægge et forslag til en valgfri tillægsprotokol til konventionen (herefter ”protokollen”). Der var ikke fuld enighed om forslaget, men Generalforsamlingen kunne den 18. december 2002 vedtage protokollen med 127 stemmer for, 4 imod og 42 afståelser.
Protokollen blev åbnet for undertegnelse den 4. februar 2003. Danmark undertegnede protokollen den 26. juni samme år, på FN’s dag for støtte til torturofre. Protokollen træder i kraft tredive dage efter deponeringen af det tyvende ratifikationsinstrument hos FN’s generalsekretær. Pr. 1. februar 2004 var protokollen undertegnet af 23 stater og ratificeret af tre stater (Albanien, Malta, UK).
B. Danmarks ratifikation
Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse til at opfylde de i protokollen indeholdte bestemmelser. Det drejer sig især om at give den forebyggelseskomité, som skal nedsættes i henhold til protokollen, uhindret adgang til steder, hvor folk er frihedsberøvet og i øvrigt at samarbejde med komiteen, samt om at udpege, oprette eller opretholde en eller flere nationale mekanismer til forebyggelse af tortur senest et år efter, at protokollen er trådt i kraft.
Spørgsmålet om Danmarks ratifikation af protokollen har været forelagt Statsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Folketingets Ombudsmand, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Landsforeningen af Beskikkede advokater, Københavns Universitet, Århus Universitet, Amnesty Internationals danske afdeling, Dansk Arbejdsgiverforening, LO, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Institut for Menneskerettigheder, Etisk Råd, FN-forbundet, KRIM, Retspolitisk Forening, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, Det Internationale Råd for Rehabilitering af Torturofre, Østersørådets kommissær for menneskerettigheder og hjemmestyrerne for Færøerne og Grønland. Ingen har udtalt sig imod en dansk ratifikation af protokollen.
Danmarks ratifikation af protokollen forventes ikke at nødvendiggøre lovændringer, idet dansk opfyldelse af protokollen antages at kunne ske inden for rammerne af gældende lovgivning og administrativ praksis. Specielt bemærkes, at protokollens bestemmelser om en national forebyggelsesmekanisme vil kunne anses for opfyldt ved den gældende ordning vedrørende Folketingets Ombudsmands inspektionsvirksomhed.
Forslaget forudses ikke at medføre direkte økonomiske, administrative, erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.
C. Den valgfri protokols indhold
Protokollen indeholder en præambel og 37 artikler.
Artikel 37 indeholder sædvanlige bestemmelser om protokollens autentiske tekster og FN’s Generalsekretærs funktion som depositar for protokollen.
Kapitel I
Generelle principper
Kapitel II
Forebyggelseskomiteen
Kapitel III
Forebyggelseskomiteens mandat
Kapitel IV
Nationale forebyggende mekanismer
Kapitel V
Erklæring
Kapitel VI
Finansieringsbestemmelser
Kapitel VII
Afsluttende bestemmelser
Fremsat den 19. februar 2004 af udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Forslag til folketingsbeslutning
om Danmarks ratifikation af den valgfri protokol til FN-konventionen om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i New York den 26. juni 2003 undertegnede valgfri protokol af 18. december 2002 til FN-konventionen om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Indholdsfortegnelse
Den valgfri protokol til FN-konventionen om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
Protokollens indhold
3
Bemærkninger
19
A. Protokollens forhistorie og vedtagelse
19
B. Danmarks ratifikation
19
C. Protokollens indhold og forhold til dansk ret
20
VALGFRI PROTOKOL TIL
KONVENTIONEN MOD TORTUR OG
ANDEN GRUSOM, UMENNESKELIG
ELLER NEDVÆRDIGENDE
BEHANDLING ELLER STRAF
Præambel
De i denne protokol deltagende stater,
som bekræfter, at tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er forbudt og udgør alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne,
som er overbevist om, at yderligere foranstaltninger er nødvendige for at opnå formålene i konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (i det følgende betegnet ”konventionen”) og for at styrke beskyttelsen af frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
som erindrer om, at konventionens artikel 2 og 16 forpligter enhver deltagende stat til at træffe effektive foranstaltninger for at forhindre tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf på ethvert territorium under dens jurisdiktion,
som anerkender, at staterne har det primære ansvar for at gennemføre disse bestemmelser, at styrkelse af beskyttelsen af frihedsberøvede personer og fuld respekt for deres menneskerettigheder er et fælles ansvar, som alle har del i, og at internationale gennemførelsesinstanser supplerer og styrker nationale foranstaltninger,
som erindrer om, at effektiv forebyggelse af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf kræver uddannelse og en kombination af forskellige lovgivningsmæssige, administrative, juridiske og andre foranstaltninger,
som ligeledes erindrer om, at Verdenskonferencen om Menneskerettigheder fastslog, at indsatsen for at udrydde tortur først og fremmest bør koncentreres om forebyggelse, og opfordrede til vedtagelse af en valgfri protokol til konventionen, med henblik på at etablere et forebyggende system med regelmæssige besøg på steder, hvor personer tilbageholdes,
som er overbevist om, at beskyttelse af frihedsberøvede personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf kan styrkes ved ikke-juridiske midler af forebyggende karakter på grundlag af regelmæssige besøg på steder, hvor personer tilbageholdes,
er blevet enige om følgende