Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede økonomiske vilkår for studerende, som er enlige forsørgere
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 17. februar 2004 af Margrethe Vestager (RV), Marianne Jelved (RV), Thomas Adelskov (S), Carsten Hansen (S), Torben Hansen (S), Lene Jensen (S), Jeppe Kofod (S), Morten Homann (SF) og Aage Frandsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbedrede økonomiske vilkår for studerende, som er enlige forsørgere
Folketinget opfordrer regeringen til i dette folketingsår at fremsætte lovforslag, der tildeler studerende enlige forsørgere et SU-tillæg (et »forsørgerklip«) svarende til en måneds almindelig SU (»et klip«).
Bemærkninger til forslaget
Alt for mange unge, der har børn, får aldrig en uddannelse. De har ikke råd til en tilværelse på SU og falder derfor fra deres studium eller kommer aldrig i gang med en uddannelse. For de enlige forsørgere – typisk unge kvinder – er det særlig svært at forene tilværelsen som forælder med tilværelsen som studerende på SU. Deres fremtidsmuligheder begrænses alt for ofte af manglende uddannelse.
Skal enlige forsørgere gives en fair chance for at begynde og gennemføre en uddannelse, er det nødvendigt at give dem mere gunstige økonomiske vilkår, end tilfældet er i dag. Forslagsstillerne mener derfor, at der er brug for en ændring af SU-systemet med henblik på at forbedre vilkårene for enlige forsørgere, der studerer. Det bør ske ved at tildele enlige forsørgere et SU-tillæg (et »forsørgerklip«) svarende til en måneds almindelig SU (»et klip«).
Forslagsstillerne finder også, at der er grund til at se med bekymring på levevilkårene for samlevende forsørgere, der studerer, men vurderer, at det er mest påtrængende at sikre ekstra støtte til enlige forsørgere, der studerer.
Baggrunden for forslaget
I 2001 var der ca. 26.700 forsørgere, der modtog SU. Af dem var ca. 2.200 enlige. Forsørgere på SU får i dag samme SU-takst som studerende uden forsørgerpligt. Kompensationen for forsørgernes højere udgiftsniveau foretages via de ekstra »barsel-SU-klip«, hvoraf moderen får 12 klip og faderen 6 klip. Desuden tildeles et øget fribeløb, det vil sige udvidede rammer for, hvor meget forsørgerne må tjene ved erhvervsarbejde ved siden af deres SU. Dertil kommer, at de studerende forsørgere modtager et tilskud til uddannelsessøgende forældre samt børnefamilieydelse via sociallovgivningen.
Det øgede SU-fribeløb er imidlertid ikke en hensigtsmæssig form for støtte til forsørgerpligten, især ikke for enlige forsørgere. Enlige studerende med børn kan af indlysende grunde kun vanskeligt udnytte retten til ekstra erhvervsindtægt, når både studier og barn/børn skal passes.
Senest er det i rapporten »Ældres økonomiske vilkår«, Finansministeriet 2003, slået fast, at gruppen af studerende udgør den største lavindkomstgruppe i samfundet. I denne gruppe skiller de enlige studerende med børn sig særligt ud. Økonomisk er de ringere stillede end andre studerende og væsentlig ringere stillede end andre forældregrupper i samfundet.
Som eksempel kan nævnes, at en enlig forælder på SU i dag har ca. 9.000 kr. om måneden før skat inkl. studielån, tilskud til uddannelsessøgende forældre, ordinært børnetilskud, ekstra børnetilskud samt børnefamilieydelse. En enlig forælder på kontanthjælp har ca. 12.400 kr. om måneden før skat inklusive ordinært børnetilskud, ekstra børnetilskud samt børnefamilieydelse. Og en enlig forælder på revalideringsydelse har ca. 15.000 kr. om måneden inklusive ordinært børnetilskud, ekstra børnetilskud samt børnefamilieydelse.
Indholdet i forslaget
Forslagsstillerne foreslår, at enlige forsørgere, der studerer, tildeles et SU-tillæg (et »forsørgerklip«) svarende til en måneds almindelig SU (»et klip«). Et sådant forsørgerklip vil da være på 4.379 kr. pr. måned (2003-niveau). Det betyder, at det samlede stipendium bliver på 8.758 kr. pr. måned før skat.
Efter beslutningsforslaget vil enlige studerende med børn opnå følgende økonomiske forhold, opgjort pr. måned
Enlige forsørgere
på SU i dag
Enlige forsørgere på SU efter beslutningsforslaget
Ydelse/løn (skattepligtig)
4.379 kr.
8.758 kr.
Lån
2.241 kr.
2.241 kr.
Tilskud til uddannelsessøgende forældre
454 kr.
454 kr.
Ordinært børnetilskud
336 kr.
336 kr.
Ekstra børnetilskud
342 kr.
342 kr.
Børnefamilieydelse (0-2 år)
1.075 kr.
1.075 kr.
I alt brutto
8.827 kr.
13.206 kr.
Økonomi
Den foreslåede ændring ønskes finansieret af en omdisponering af SU-rammen samt en aftale om overførsel af eventuelt sparede midler på revalidering, idet forslagsstillerne forventer, at en del enlige forsørgere vil forsøge at uddanne sig på SU og derfor ikke vil komme i målgruppen for revalidering. Af samme grund vil der givetvis også være færre unge enlige forsørgere på kontanthjælp – det er dog ikke særlig nemt at vurdere effekten her.
Det har tidligere været fremme, at det netto ville koste staten 25 mio. kr. at give enlige forsørgere, som studerer, et forsørgerklip svarende til en lånerate (ca. det halve af den månedlige SU). Forslagsstillerne finder imidlertid ikke, at det er tilstrækkeligt, og foreslår derfor et månedligt forsørgerklip svarende til en måneds SU (cirka to gange en lånerate). Forslagsstillerne antager derfor, at dette vil koste staten 50 mio. kr.
Omdisponeringen foreslås gennemført således, at der gennemføres en reduktion af grundstipendiet til de hjemmeboende (18-19-årige) i ungdomsuddannelser, samtidig med at der sker en omfordeling mellem SU-modtagere på ungdomsuddannelserne. Det foreslås, at SU-modtagere, der tildeles tillægsstipendium på grundlag af forældreindkomst, fuldt ud skal kompenseres for nedsættelsen af grundstipendiet. Dette forslag skal ses på baggrund af en antagelse om, at disse unge i højere grad end andre bidrager til familiens samlede levevilkår.
Undervisningsministeren oplyser i svar af 20. januar 2004 på spørgsmål nr. S 1503, at omdisponeringen kan udformes således
»Grundstipendiet reduceres, og tillægsstipendiet forhøjes tilsvarende, således at den eksisterende aftrapningskurve fastholdes og forlænges.
Grundstipendiet reduceres med 217 kr. fra 1.382 kr. til 1.165 kr. pr. måned, og tillægget øges tilsvarende fra 795 kr. til 1.012 kr. pr. måned.
Det nye tillæg på 1.012 kr. aftrappes lineært, indtil det samlede stipendium svarer til den nye grundstipendiesats på 1.165 kr., hvilket sker ved en forældreindkomst på 467.000 kr. Herved reduceres stipendiestøtten kun for elever, hvis forældres indkomst ligger over den i 2003 gældende øvre forældreindtægtsgrænse på 418.145 kr.
Reduktionen af grundstipendiet for de hjemmeboende 18-19-årige SU-modtagere indebærer et provenu på ca. 138 mio. kr. (2003-prisniveau), og kompensationen i form af det højere tillægsstipendium udgør ca. 88 mio. kr. Nettoprovenuet udgør således ca. 50 mio. kr.
Forslaget berører de ca. 36.000 stipendiemodtagere, der i dag kun får grundstipendiesatsen for hjemmeboende, hvoraf ca. 1.000 er udeboende, som får støtte efter satsen for hjemmeboende.«
Forslagsstillerne ønsker, at der tages højde for, at der er ca. 1.000, der er udeboende, men får støtte efter satsen for hjemmeboende. Disse ønskes også kompenseret for nedsættelsen af grundstipendiet.
Eventuelle besparelser på revalidering
Forslagsstillerne har en fast formodning om, at hvis flere enlige forsørgere får mulighed for at begynde studier på SU, vil de ikke få behov for revalidering. Forslagsstillerne forudsætter derfor, at eventuelle besparelser på revalidering overføres til SU-området og anvendes fuldt ud til at mindske reduktionen af støtten til de hjemmeboende. I tilfælde af, at besparelser på revalidering m.v. finansierer mere end genetablering af det nuværende støtteniveau for hjemmeboende, fordeles det overskydende beløb efter forhandling i SU-forligskredsen.
SU er forligsbelagt
Samtlige SU-forligspartier har udtrykt stor enighed om, at studerende forsørgeres økonomiske vilkår i dag er for ringe.
Forslagsstillerne forudsætter og forventer derfor forligspartiernes samtykke forud for vedtagelse af forslaget.
Skriftlig fremsættelse
Margrethe Vestager (RV)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede økonomiske vilkår for studerende, som er enlige forsørgere.
(Beslutningsforslag nr. B 123).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.