Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om en helbredsundersøgelse til flygtninge og indvandrere fra tredjeverdenslande
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 6. februar 2004 af Lotte Bundsgaard (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Morten Bødskov (S),
Karen J. Klint (S), Anne-Marie Meldgaard (S) og Ole Stavad (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om tilbud om helbredsundersøgelse til flygtninge og
indvandrere fra tredjeverdenslande
Folketinget pålægger regeringen inden den 1. april 2004 at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter til gennemførelse af tilbud om en helbredsundersøgelse til flygtninge og indvandrere fra tredjeverdenslande, således at anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens »Redegørelse for sundhedsbetjeningen af flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, hvad angår smitsomme sygdomme« følges.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med dette beslutningsforslag er dels at sikre tidlig sygdomssporing og tidlig relevant behandling af sygdomme hos flygtninge og indvandrere fra tredjeverdenslande, dels at sikre, at flygtninge og familiesammenførte, der kommer til Danmark, får et bedre kendskab til det danske sundhedsvæsen.
Forslagsstillerne ønsker, at alle, der kommer til Danmark fra højrisikoområder, tilbydes en lægelig undersøgelse, der som minimum indeholder undersøgelse af hjerte og lunger samt en blodprøve, der undersøges for sygdomme som leverbetændelse, hiv/aids, tuberkulose m.v.
Siden den 1. januar 1999 er gruppen af kvoteflygtninge og familiesammenførte kommet direkte ud i de enkelte kommuner fra hjemlandet eller flygtningelejre. Det betyder, at hverken familiesammenførte eller kvoteflygtninge er omfattet af de tilbud om sundhedsundersøgelser, når de ankommer, som tilbydes asylansøgere. Beslutningsforslaget er således særlig relevant for disse to grupper.
En undersøgelse foretaget af speciallæge i almen medicin ved Århus Amtssygehus Lone Deibjerg Kristensen viser klart, at der er behov for, at undersøgelserne foretages hurtigst muligt af hensyn til tidlig sygdomssporing og tidlig relevant behandling.
Sundhedsstyrelsens »Redegørelse for sundhedsbetjeningen af flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, hvad angår smitsomme sygdomme« fra april 2002 anbefaler klart, at der indføres et ensartet tilbud om sundhedstjek til flygtninge og indvandrere.
Således skriver Sundhedsstyrelsen
»For de flygtninge og indvandrere, der kommer som kvoteflygtninge eller ved familiesammenføring, har der hidtil ikke været et systematisk tilbud om helbredsundersøgelse. Der er ifølge Sundhedsstyrelsen ingen faglig begrundelse herfor, og det foreslås, der tilbydes helbredsundersøgelser ved ankomst til Danmark for alle grupper af flygtninge og indvandrere fra tredje verdenslande, uanset på hvilken måde de rejser ind i landet. Det samme er foreslået af rådmand Flemming Knudsen.
Helbredsundersøgelsen for flygtninge og indvandrere kort tid efter ankomst kan have to formål
– Diagnostik med henblik på behandling, information og forebyggelse. For smitsomme sygdomme kan gives information om smittemåder, hygiejne og evt. forebyggende vaccination. For børn vurderes vaccinationsstatus.
– Kontakt og introduktion til det danske sundhedsvæsen og de tilbud, der er for undersøgelse, behandling og rådgivning, samt de forebyggende tilbud såsom vaccination, svangretilbud, sundhedspleje, skolesundhedstjeneste og tandpleje.« (Redegørelse for sundhedsbetjeningen af flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, hvad angår smitsomme sygdomme s. 26-27).
Skriftlig fremsættelse
Lotte Bundsgaard (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om helbredsundersøgelse til flygtning og indvandrere fra tredjeverdenslande.
(Beslutningsforslag nr. B 120).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.