Legislator Case Law & Legislation
20031BB00101 DK

Forslag til folketingsbeslutning om revision af Euratom-traktatens bestemmelser og afvikling af traktatens bestemmelser vedrørende fremme af nuklear energi

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 101 Valid

Artikel 1

Ved denne traktat opretter DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER indbyrdes et EUROPÆISK ATOMENERGIFÆLLESSKAB (Euratom).

Fællesskabet har til opgave gennem skabelsen af de nødvendige betingelser for den hurtige dannelse og udvikling af en kerneenergiindustri at bidrage til højnelse af levestandarden i medlemsstaterne og til udvikling af forbindelserne med andre lande.

Beslutningsforslag som fremsat 2003 101 Valid

Bilag 1

Optryk af Euratom-traktatens præambel og afsnit I

TRAKTAT

OM OPRETTELSE AF

DET EUROPÆISKE ATOMENERGIFÆLLESSKAB

(EURATOM)

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE, PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND, PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK, PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK, HENDES KONGELIGE HØJHED STORHERTUGINDEN AF LUXEMBOURG, HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,

SOM ER SIG BEVIDST, at kerneenergien udgør en væsentlig kilde til sikring af produktionens udvikling og fornyelse og vil kunne fremme fredens sag,

SOM ER OVERBEVIST OM, at alene en omgående fælles indsats kan føre til resultater, som er i overensstemmelse med deres landes skabende kraft,

SOM HAR SAT SIG FOR at skabe betingelserne for udviklingen af en stærk kerneenergiindustri, der vil kunne stille store mængder energi til rådighed og medvirke til en modernisering af teknikken, samt på talrige andre områder bidrage til deres folks velstand,

SOM TILSTRÆBER, at der gennemføres sådanne beskyttelsesforanstaltninger, der vil fjerne farerne for deres befolkningers liv og sundhed,

SOM ØNSKER at optage andre lande i dette arbejde og at samarbejde med de internationale organisationer, der er beskæftiget med udviklingen af den fredelige udnyttelse af atomenergi,

HAR VEDTAGET at oprette et Europæisk Atomenergifællesskab (Euratom) og har med det mål for øje udpeget som befuldmægtigede

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE

PaulHenri SPAAK, udenrigsminister,

Baron J. Ch. SNOY ET D'OPPUERS, generalsekretær i Økonomiministeriet, formand for den belgiske delegation ved regeringskonferencen,

PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND

Doktor Konrad ADENAUER, forbundskansler,

Professor, Dr. Walter HALLSTEIN, statssekretær i Udenrigsministeriet,

PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK

Christian PINEAU, udenrigsminister,

Maurice FAURE, statssekretær i Udenrigsministeriet,

PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK

Antonio SEGNI, ministerpræsident,

Professor Gaetano MARTINO, udenrigsminister,

HENDES KONGELIGE HØJHED STORHERTUGINDEN AF LUXEMBOURG

Joseph BECH, stats og udenrigsminister,

Lambert SCHAUS, ambassadør, formand for den luxembourgske delegation ved regeringskonferencen,

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE

Joseph LUNS, udenrigsminister,

J. LINTHORST HOMAN, formand for den nederlandske delegation ved regeringskonferencen,

SOM, efter at de har udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form, er blevet enige om følgende bestemmelser

AFSNIT I

Fællesskabets opgaver

Beslutningsforslag som fremsat 2003 101 Valid

Artikel 2

Til opfyldelse af sin opgave skal Fællesskabet under de i denne traktat foreskrevne betingelser

a. udvikle forskningen og sikre udbredelsen af teknisk viden

b. indføre ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed og overvåge deres anvendelse

c. lette investeringer og, særligt ved at støtte virksomhedernes initiativ, sikre oprettelsen af sådanne væsentlige anlæg, som er nødvendige for kerneenergiens udvikling i Fællesskabet

d. sørge for regelmæssig og ligelig forsyning med malme og nukleart brændsel til alle brugere i Fællesskabet

e. ved passende kontrol garantere, at nukleart materiale ikke anvendes til andre formål end dem, det er bestemt til

f. udøve den ejendomsret til specielle fissile materialer, som det har fået tillagt

g. sikre store afsætningsmuligheder og adgang til den bedst mulige teknik gennem dannelsen af et fælles marked for særligt materiel og udstyr, gennem fri bevægelighed for kapital til investeringer på kerneenergiens område og gennem fri ret til beskæftigelse for specialister inden for Fællesskabet

h. med andre lande og med internationale organisationer oprette enhver forbindelse, der kan fremme udviklingen af kerneenergiens fredelige anvendelse.

Beslutningsforslag som fremsat 2003 101 Valid

Artikel 3

1. De opgaver, der påhviler Fællesskabet, varetages af

– et EUROPAPARLAMENT

– et RÅD

– en KOMMISSION

– en DOMSTOL

– en REVISIONSRET.

Hver institution handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt den ved denne traktat.

2. Rådet og Kommissionen bistås af et Økonomisk og Socialt Udvalg med rådgivende funktioner.

Beslutningsforslag som fremsat 2003 101 Valid

Fremsat den 13. januar 2004 af Anne Grete Holmsgaard (SF), Margrete Auken (SF) og Aage Frandsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om revision af Euratom-traktatens bestemmelser og afvikling af traktatens bestemmelser vedrørende fremme af nuklear energi

Folketinget opfordrer regeringen til

1. Aktivt at arbejde for, at Euratom-traktatens låneramme ikke udvides økonomisk, ikke anvendes til nye atomkraftværker, forlængelse af eksisterende anlægs funktionsperiode eller til færdiggørelse af atomkraftværker.

2. At informere EU’s formandskab om, at Danmark støtter Østrigs og Irlands ønske om at få skabt tilslutning blandt medlemslandene til revision af Euratom-traktaten.

Bemærkninger til forslaget

Hensigten med nærværende beslutningsforslag er for det første at få Danmark til at bakke op om, at Euratoms låneramme ikke udvides, så der reelt sættes en stopper for, at traktaten kan bruges til planerne om at færdiggøre eller udbygge a-kraft ved hjælp af Euratom-lån, og for det andet at få påbegyndt arbejdet med at søge tilslutning blandt medlemslandene til en revision af den stærkt forældede Euratom-traktat. Punkt 2 i forslaget vedrører således ikke de aktuelle forhandlinger om forslaget til forfatningstraktat.

Euratom-traktaten bør ophæves og erstattes af moderne traktatbestemmelser, som har til formål at optimere sikkerheden ved eksisterende værker, og ved dekommissionering at fremme udfasningen af atomkraft, minimere affaldsmængderne, ophæve atomkraftens konkurrenceforvridning af energimarkedet og sikre offentlig indsigt.

Euratom-traktaten, der blev undertegnet i 1957, indeholder formål og bestemmelser, som i dag er stærkt forældede, ikkebæredygtige og udemokratiske, og som forvrider vilkårene på energi- og elmarkedet. Traktaten er aldrig blevet ændret substansmæssigt.

Euratom-traktaten er vedhæftet det nuværende forfatningstraktatudkast som en protokol. Som ved tidligere ændringer af EU-traktaten er der for Euratom-traktatens vedkommende tale om en videreførelse af status quo.

I 5 af de oprindelige 6 EU-lande, i 11 ud af de nuværende 15 EU-lande og i 16 ud af de kommende 25 medlemslande anses atomkraft ikke for at være bæredygtig eller ønskelig. I Danmark er det senest slået fast i regeringens nationale strategi for bæredygtig udvikling, at: »Atomkraft anses ikke for at være en bæredygtig energikilde« .

Blandt de oprindelige 6 Euratom-lande er det alene Frankrig, som vil udbygge atomkraften, blandt EU-15 desuden Finland og blandt EU-25 desuden Litauen og muligvis Slovenien, Slovakiet, Rumænien og Tjekkiet, som er de fem nye EU-lande, der i dag har atomkraft.

I EU-15 er 7 EU-lande uden atomkraft: Danmark, Østrig, Irland, Portugal, Grækenland, Luxembourg og Italien, 4 lande har besluttet sig for at afvikle atomkraft: Tyskland, Sverige, Belgien og Holland, og 2 lande har ikke besluttet sig for atomkraftens fremtid: Storbritannien og Spanien.

Euratom-traktaten, der er det primære retsgrundlag for fremme af atomkraft, kan føre til forvridning af energimarkedet. Den britiske regering har eksempelvis givet British Energy (BE) tilsagn om statstøtte på foreløbig 35 mia. kr. BE er i store finansielle vanskeligheder på grund af urentabel atomkraft. Europa-Kommissionen diskuterer i øjeblikket, om statsstøtten til BE er traktatstridig eller ikke. Spørgsmålet afgøres af, om Euratom-traktaten står over reglerne om statsstøtte. I så fald er støtten ikke traktatstridig.

De seneste tre EU-budgetter til nuklear forskning er på i alt 3,8 mia. euro, hvilket er mere end de resterende energiforskningsprogrammer tilsammen. Nuklear forskning tegner sig for 60 pct. af energiforskningsbudgettet under 6. rammeprogram.

En uændret fortsættelse af Euratom-traktaten i et EU med 25 lande kan betyde en kraftig udvidelse af en ikkebæredygtig energiform og massive fejlinvesteringer af EU-midler, statsmidler og elforbrugernes penge.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Ifølge Euratoms lånefacilitet kan Kommissionen yde lavrentelån til – og kun til – atomkraftprojekter. Andre energiprojekter er henvist til normale lån på det åbne marked. Lånefaciliteten blev udvidet i 1990 til 4 mia. euro. Der er i dag tilsammen anvendt og afsat i alt ca. 3,8 mia. euro inden for lånerammen, og Kommissionen foreslår nu rammen udvidet til 6 mia. euro.

For låntagere med hjemsted i EU-15 ydes Euratom-lån til projekter i EU-landene vedrørende industriel fremstilling af elektricitet på atomkraftværker og industrielle brændselsescyklusanlæg.

For låntagere med hjemsted i tredjelande kan kun investeringer i Armenien, Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Litauen, Rumænien, Rusland, Slovakiet, Slovenien og Ukraine komme i betragtning. Projekter i disse lande skal primært sigte på at forbedre sikkerheden ved og effektiviteten af atomkraftværker og nukleare brændselscyklusanlæg i drift eller under opførelse. Lånene til projekter i landene uden for det nuværende EU kan også vedrøre afvikling af anlæg. Euratom kan ikke direkte finansiere nye atomkraftanlæg, men Finland, Frankrig og Litauen arbejder for øjeblikket aktivt for at udvide Euratoms låneramme til at omfatte opførelse af nye atomkraftværker.

Til nr. 2

Europa-Parlamentet har den 24. september 2003 foreslået ophævelse af de paragraffer og bestemmelser i Euratom-traktaten, som fremmer atomkraft, og som udelukker demokratiske beslutningsprocesser. Afgørelser i henhold til Euratom-traktaten tages i dag i enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.

Østrigs parlament har i oktober 2003 støttet den østrigske regerings forslag om en gennemgribende revision af Euratom-traktaten. Forslaget berører ikke forhandlingerne om teksten i den forfatningstraktat, som nu er under forhandling.

Den irske regering har den 18. november 2003 meddelt det italienske formandskab, at Irland støtter det østrigske forslag.

Skriftlig fremsættelse

Anne Grete Holmsgaard (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om revision af Euratom-traktatens bestemmelser og afvikling af traktatens bestemmelser vedrørende fremme af nuklear energi.

(Beslutningsforslag nr. B 101).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →