Forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af tiltag til forebyggelse af vold og voldtægt
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 2. december 2003 af Pernille Rosenkrantz-Theil (EL), Keld Albrechtsen (EL), Line Barfod (EL)
og Søren Søndergaard (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om gennemførelse af tiltag til forebyggelse af vold og voldtægt
Folketinget pålægger regeringen at gennemføre følgende tiltag for at forebygge vold og voldtægt
– Fysisk og psykisk selvforsvar og seksualvejledning gennemføres på mellemste trin og på sluttrinnet i folkeskolen af hertil uddannede lærere.
– For folkeskolelærere og pædagoger udbydes efteruddannelse i psykisk og fysisk selvforsvar og seksualvejledning på CVU’er. Målsætningen er, at alle skoler i løbet af 3 år har mindst én lærer, der kan undervise eleverne i seksualvejledning og psykisk og fysisk selvforsvar.
– Undervisning i fysisk og psykisk selvforsvar og seksualvejledning opprioriteres på lærer- og pædagogseminarierne ved, at der indføres obligatoriske kurser heri. Undervisningen foretages af specialuddannede undervisere.
– Den beskrevne undervisning bliver en del af udbuddet i ungdomsskolerne.
Bemærkninger til forslaget
Mange bliver dagligt udsat for vold eller voldtægt. I pressen kan vi læse om grove voldtægtsforbrydelser og andre voldelige overfald. Derfor er det helt nødvendigt, at alle får adgang til at lære, hvordan man som enkeltindivid kan agere for at forebygge vold.
Fysisk og psykisk selvforsvar er metoder, som den enkelte kan bruge både i situationer, hvor han eller hun er truet, og til at undgå at komme i situationer, hvor man bliver truet med vold.
Folkeskolen er et oplagt sted til at introducere børn og unge til metoder, der forebygger vold og lære dem at sætte grænser og forstå andres grænser samt konsekvenserne, hvis de overskrider disse grænser.
Det er vigtigt, at undervisning i emner, der berører elevernes følelsesliv, foretages af de lærere, der kender eleverne, og som de føler sig mest trygge ved. Det nødvendiggør efteruddannelse af de nuværende lærere samt undervisning af de kommende lærere.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af tiltag til forebyggelse af vold og voldtægt.
(Beslutningsforslag nr. B 80).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.