Legislator Case Law & Legislation
20031BB00061 DK

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre lønmodtagerne minimumsrettigheder på arbejdsmarkedet

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 61 Valid

Fremsat den 20. november 2003 af Mogens Nørgård Pedersen (KD), Bodil Kornbek (KD),

Jann Sjursen (KD) og Tove Videbæk (KD)

Forslag til folketingsbeslutning

om at sikre lønmodtagerne minimumsrettigheder på arbejdsmarkedet

Folketinget opfordrer regeringen til snarest at fremsætte lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter, der sikrer alle lønmodtagere på arbejdsmarkedet minimumsrettigheder på følgende områder

1. Beskyttelse mod usaglig opsigelse svarende til rettighederne i funktionærloven.

2. Fratrædelsesgodtgørelse svarende til rettighederne i funktionærloven.

3. Opsigelsesvarsler, der er kortere end opsigelsesvarslerne i overenskomsterne og funktionærloven, men som alligevel sikrer lønmodtageren et rimeligt varsel ved opsigelse.

4. En mindsteløn, der ligger over den maksimale dagpengesats, men som er så lav, at der sikres et godt spillerum for de kollektive overenskomstforhandlinger.

5. En delvis arbejdsgiverfinansieret arbejdsmarkedspension.

6. Ret til 1 dags frihed for både faderen og moderen ved barns sygdom.

7. Ret til betaling ved overarbejde og arbejde på forskudt tid.

8. Ret til søgnehelligdagsbetaling.

9. Loven skal ikke gælde, hvor arbejdstageren er omfattet af bestemmelser, der giver mindst samme rettigheder som loven.

Bemærkninger til forslaget

Kristendemokraterne finder, at der er behov for at sikre alle lønmodtagere på det danske arbejdsmarked en række grundlæggende minimumsrettigheder. Arbejdsmarkedets parter har sikret danske lønmodtagere rettigheder på de anførte områder, men en stor del af det danske arbejdsmarked er ikke dækket af overenskomsterne indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Kristendemokraterne finder det ikke rimeligt, at en del af lønmodtagerne i praksis er retsløse på mange områder vedrørende løn- og arbejdsvilkår.

Omkring 30 pct. af lønmodtagerne på arbejdsmarkedet angiver, at de ikke er omfattet af en overenskomst. Heraf er en del dog omfattet af funktionærlovens bestemmelser om forbud mod usaglig opsigelse og om opsigelsesvarsler.

Forslaget skal sikre, at alle lønmodtagere sikres minimumsrettigheder og dermed menneskeværdige forhold. Med forslaget afhjælpes nogle af de væsentligste ulemper ved den danske model.

Kristendemokraterne ønsker ikke med forslaget at gribe ind i arbejdsmarkedets parters ret til selv at fastlægge løn- og arbejdsvilkår ved overenskomster. Når det gælder forældrenes ret til hver 1 dags frihed i forbindelse med barns sygdom, påvirker forslaget dog arbejdsmarkedets parters ret til at fastlægge løn- og arbejdsvilkår ved overenskomstforhandlinger. På dette område finder Kristendemokraterne, at forældrene i høj grad har behov for lidt mere tid i hverdagen. I dag har forældrene kun ret til 1 dags fravær i alt i forbindelse med barns sygdom.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad 1) Beskyttelse mod usaglig opsigelse

I dag er lønmodtagere, der ikke er dækket af overenskomst, og som ikke er funktionærer, uden rettigheder, hvad angår beskyttelse mod usaglig opsigelse. I lov om ligebehandling af mænd og kvinder kan en lønmodtager, der forskelsbehandles på grund af køn, tilkendes en godtgørelse, jf. bekendtgørelse nr. 711 af 20. august 2002.

Beskyttelse mod usaglig opsigelse indebærer, at ledelsen skal have en rimelig grund til at afskedige en lønmodtager. Hvis ledelsen ikke har en rimelig grund, skal lønmodtageren have en godtgørelse eller krav på genansættelse.

Beskyttelse mod usaglig opsigelse er en vigtig del af det kollektive aftalesystem. En tilsvarende beskyttelse findes i funktionærlovens § 2 b, jf. bekendtgørelse nr. 691 af 20. august 2002.

Ad 2) Fratrædelsesgodtgørelse, der svarer til rettighederne i funktionærloven

Funktionærlovens § 2 a giver ret til fratrædelsesgodtgørelse. Ifølge denne bestemmelse har funktionæren krav på fratrædelsesgodtgørelse, hvis den pågældende afskediges eller bortvises uberettiget. Efter 12 års ansættelse er der krav om 1 måneds fratrædelsesgodtgørelse, efter 15 år 2 måneders godtgørelse og efter 18 år 3 måneders godtgørelse, jf. bekendtgørelse nr. 691 af 20. august 2002.

I nogle overenskomster er der også fastsat fratrædelsesgodtgørelser for ikkefunktionærer.

Ad 3) Opsigelsesvarsler, der er kortere end opsigelsesvarslerne i overenskomsterne og funktionærloven, men som alligevel sikrer lønmodtageren et rimeligt varsel ved opsigelse

Som udgangspunkt har lønmodtagere, der ikke er omfattet af funktionærloven, og som ikke er omfattet af en overenskomst, ikke krav på et opsigelsesvarsel. Imidlertid følger det af retspraksis, at arbejdstagere, der har været ansat i en periode, har krav på et opsigelsesvarsel, jf. U 1999.1471 Ø m.fl. Varslets længde afhænger af, hvilken type ansættelsesforhold der er tale om, og hvor længe ansættelsesforholdet har bestået. Retspraksis er ikke helt entydig, men betyder, at arbejdstagere har krav på et passende opsigelsesvarsel.

Et fremtidigt lovforslag skal sikre alle arbejdstagere et opsigelsesvarsel, der ligger under det opsigelsesvarsel, der gælder i funktionærloven og i overenskomsterne, men som alligevel sikrer lønmodtageren et rimeligt varsel ved opsigelse. Længden af opsigelsesvarslet skal endvidere være afhængig af arbejdstagerens anciennitet på arbejdspladsen.

Ad 4) En mindsteløn, der ligger over den maksimale dagpengesats, men som er så lav, at der sikres et godt spillerum for de kollektive overenskomstforhandlinger

I dag fastsættes mindstelønninger kun via overenskomster. Arbejdsgivere uden overenskomst kan således sætte urimeligt lave timelønninger. Alle lønmodtagere skal have ret til en løn, som er højere end den maksimale dagpengesats, men som alligevel giver et godt spillerum for de kollektive overenskomstforhandlinger.

I forbindelse med optagelse af en række nye lande i EU nærer mange en frygt for, at Danmark bliver overstrømmet af arbejdskraft, der er villig til at arbejde for en meget beskeden løn. En lovregulering af minimumslønnen vil være en optimal regulering til at imødegå en sådan form for løndumping.

Ad 5) En delvis arbejdsgiverfinansieret arbejdsmarkedspension

Der er i dag indbygget arbejdsmarkedspensioner i næsten alle overenskomster. Arbejdsgiveren bidrager typisk med 2/3 og lønmodtageren med 1/3.

En arbejdsmarkedspension på 6 pct. af den pensionsgivende løn, svarende til et bidrag fra arbejdsgiveren på 4 pct. og et bidrag fra lønmodtageren på 2 pct., vil holde sig under niveauet i de gængse overenskomster.

Det foreslås, at man skal være fyldt 20 år og have mindst 1 års anciennitet for at få ret til en pensionsordning.

Ad 6) Ret til 1 dags frihed for både faderen og moderen ved barns sygdom

Forældrene skal hver have ret til 1 dags frihed, hvor de kan blive hjemme hos et sygt barn. Arbejdsgiveren bør kunne få sygedagpenge refunderet fra kommunen, og lønmodtageren sikres en minimumsret til at få løn svarende til sygedagpengesatsen i forbindelse med barns sygedag.

I dag har forældre på overenskomstdækkede arbejdspladser oftest kun ret til 1 dags fravær i forbindelse med barns første sygedag.

Forslaget vil i højere grad tilskynde faderen til at tage fri i forbindelse med barns sygdom.

Ad 7) Ret til betaling ved overarbejde og arbejde på forskudt tid

Dette er i dag udelukkende et overenskomstspørgsmål. Lønmodtagerne bør have en generel ret til kompensation for arbejde ud over normal aftalt arbejdstid.

Personer, der arbejder uden længste arbejdstid, er ikke omfattet af bestemmelsen.

Ad 8) Ret til søgnehelligdagsbetaling

Uge- og timelønnede lønmodtagere, der ikke er overenskomstdækkede, får ikke søgnehelligdagsbetaling, medmindre de er funktionærer. Den gængse sats i overenskomsterne er, at 3,5 pct. af lønsummen afsættes til søgnehelligdagsbetaling.

Ad 9) Loven skal ikke gælde, hvor arbejdstageren er omfattet af bestemmelser, der giver mindst samme rettigheder som loven

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at den minimumslovgivning, der lægges op til med beslutningsforslaget, ikke fører til forringelser for lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomst.

Samtidig sikrer bestemmelsen, at løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagere kan fastlægges ved overenskomstforhandlinger og ikke via lovgivning, hvis overenskomstforhandlingerne ikke giver ringere vilkår end minimumsrettighederne. Dermed bevares den særlige danske model, hvor arbejdsmarkedets parter fastlægger løn- og arbejdsvilkår ved overenskomstforhandlinger.

Skriftlig fremsættelse

Mogens Nørgård Pedersen (KD)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre lønmodtagerne minimumsrettigheder på arbejdsmarkedet.

(Beslutningsforslag nr. B 61).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →