Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af pantordningen for flasker og dåser
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 4. november 2003 af Mogens Nørgård Pedersen (KD), Betina Hoffmann (KD),
Bodil Kornbek (KD) og Tove Videbæk (KD)
Forslag til folketingsbeslutning
om udvidelse af pantordningen for flasker og dåser
Folketinget opfordrer regeringen til snarest at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter, således at der fremover opkræves pant på flasker og dåser til øl og læskedrikke, der skal drikkes ufortyndet.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne anser det for et miljømæssigt problem, at en del drikkevareemballager – især vandflasker – ikke belægges med pant. Konsekvensen er, at tomme flasker ligger og flyder på gader og i naturen. Problemets omfang har været stigende i de seneste år i takt med det stigende forbrug af drikkevand uden brus. Ifølge selskabet Canadean, der forsker i forbruget af drikkevarer, er det danske forbrug af emballeret vand steget fra indeks 100 til indeks 275 fra 1998 til 2002, svarende til knap en tredobling (Danske Læskedrikfabrikanter: Læskedrikmarkedet 2003). Hvis man indførte pant på disse emballager, ville man få de tomme emballager væk fra gader og naturen og til genanvendelse i pantsystemet. Dette er baggrunden for, at forslagsstillerne vil indføre pant på alle flasker og dåser til øl og læskedrikke, der skal drikkes ufortyndet. Emballager til saftevand skal ikke omfattes af pantordningen, idet saftevand typisk bliver drukket i husstanden, mens ufortyndede drikkevarer også drikkes udendørs og dermed kan blive smidt på offentlige arealer.
Det vil især være flasker og dåser til drikkevand uden kulsyre, ice tea og alkoholsodavand, der bliver omfattet af de nye regler.
Etableringen af det nye retursystem for emballage til øl og sodavand betyder, at det nu er teknisk muligt at håndtere nye emballager – både dåser og flasker – inden for rammerne af det eksisterende system. Det vil derfor være muligt at inddrage de nye emballagetyper i pantsystemet uden væsentlige merudgifter.
Den gældende bekendtgørelse
Efter den gældende bekendtgørelse om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke skal der opkræves pant på emballage til kulsyreholdigt mineralvand og øl.
Derimod skal der ikke opkræves pant af f.eks. emballage til vand uden kuldioxid, ice tea eller alkoholsodavand.
EU’s emballagedirektiv
Ifølge EU’s emballagedirektiv skal Danmark overholde en række krav til genanvendelse af emballageaffald. Genanvendelsen skal mindst være 15 pct. for hvert materiale i 2001. Dette skal ses i forhold til, at genanvendelsen af plastemballager udgjorde 13,9 pct. i 2001. Der er således fortsat et stykke vej til en opfyldelse af direktivet.
I forbindelse med revision af emballagedirektivet har Ministerrådet besluttet at forhøje genanvendelseskravet til 22,5 pct. for plastemballage og 50 pct. for metalemballage i 2008. En udvidelse af pantordningen vil forbedre Danmarks muligheder for at overholde emballagedirektivet.
Skriftlig fremsættelse
Mogens Nørgård Pedersen (K D )
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af pantordningen for flasker og dåser.
(Beslutningsforslag nr. B 36).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.