Legislator Case Law & Legislation
20031BB00035 DK

Forslag til folketingsbeslutning om retskrav på besøgsvisum

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 35 Valid

Fremsat den 4. november 2003 af Søren Søndergaard (EL), Keld Albrechtsen (EL), Line Barfod (EL) og

Pernille Rosenkrantz-Theill (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om retskrav på besøgsvisum

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. marts 2004 at fremsætte lovforslag om ændring af udlændingeloven, der medfører et retskrav på besøgsvisum, således at danske statsborgere og personer med varig opholdstilladelse i Danmark som minimum kan få besøg af deres nærmeste familie i op til 2 uger om året.

Bemærkninger til forslaget

Udlændingelovens § 39, stk. 2, giver ministeren for flygtninge, indvandrere og integration hjemmel til at fastsætte regler om, i hvilket omfang en udlændings pas eller rejselegitimation skal være påtegnet visum til indrejse i eller udrejse af landet.

Denne bemyndigelse til ministeren har medført, at adgangsforholdene til Danmark i dag domineres af en visumpolitik, som ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til, at der med internationaliseringen af verden er fulgt et nyt familiemønster. I langt højere grad end tidligere knyttes mange ægtefæller og deres respektive familier i dag sammen over landegrænserne.

I en stadig mere globaliseret verden er der derfor behov for at have så smidige regler for besøg og kontakt over landegrænserne som muligt. Det internationale bosætnings- og arbejdsmønster er under konstant udvikling, og tusinde af mennesker er i dag ikke bofaste på samme måde som for blot få årtier siden. Det stiller nye krav til indretningen af den lovgivning, som regulerer kontakten mellem befolkningerne.

I dag udstedes der årligt på danske repræsentationer i udlandet ca. 70.000 besøgsvisa til personer, som ønsker at komme til Danmark med forskellige formål. Ifølge Udlændingestyrelsen er hovedparten af disse udstedelser helt rutinemæssige. Men visse sager, som ikke kan afgøres rutinemæssigt, bliver forelagt Udlændingestyrelsen, som for 2002 traf afgørelse i ca. 23.000 sager, hvoraf knap 10.000 fik afslag.

Hvert år er der således tusinder af sager, hvor herboende borgere ikke kan få besøg af deres nærmeste familie, for eksempel for at deltage i en familiebegivenhed, et bryllup, en fødselsdag eller på et sidste besøg hos et alvorligt sygt familiemedlem.

Derfor vil Enhedslisten med dette beslutningsforslag pålægge regeringen at indføre et retskrav i udlændingeloven, så danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark kan vide sig sikre på, at deres nærmeste familie ikke bliver forhindret i at komme til Danmark i situationer som for eksempel de ovenfor nævnte. Samtidig vil et retskrav gøre myndighedernes sagsbehandling mere enkel og gennemskuelig.

Personkredsen, der skal omfattes af dette retskrav, afgrænses til forældre, svigerforældre, børn og børnebørn, svigerbørn, søskende og deres ægtefæller og disses børn samt deres ægtefællers børn.

Dispensation fra retskravet på besøgsvisum til nære familiemedlemmer skal kun kunne ske i tilfælde, hvor disse er udvist fra Danmark, eller hvor det kan begrundes i hensynet til statens sikkerhed.

Skriftlig fremsættelse

Søren Søndergaard (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om retskrav på besøgsvisum.

(Beslutningsforslag nr. B 35).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →