Legislator Case Law & Legislation
20031BB00003 DK

Forslag til folketingsbeslutning om opsparingsordning for professionelle sportsudøvere

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2003 3 Valid

Bilag 1

Et af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 71

Med henvisning til, at en lang række af de lande Danmark normalt sammenligner sig med har etableret opsparingsordninger med særlige beskatningsregler med henblik på at lette professionelle elitesportsfolks overgang fra jobbet som professionel elitesportsudøver til et helt andet jobforløb, bedes ministeren oplyse størrelsen af provenutabet for staten forbundet med, at en lignende ordning, som den der er i Holland, i første omgang indføres for gruppen af professionelle fodboldspillere i Danmark (den hollandske ordning er sammen med andre landes ordninger beskrevet i vedlagte notat udarbejdet af Ernst & Young).

Vedrørende en dansk ordning forudsættes, at den etableres for gruppen af fuldtids- og deltidsspillere, der har fodbold som det primære erhverv. Denne gruppe af spillere ansættes til ca. 650 personer. Spillerne vil med en sådan ordning få mulighed for at hæve deres alderspensionsordning, som dermed for eksempel kan anvendes til finansieringen af en uddannelse eller etableringen af en erhvervsvirksomhed på det tidspunkt, de stopper med at spille professionel fodbold. Det vil typisk ske i alderen 30-35 år, dog vil også en del opleve at måtte stoppe midt i 20'erne på grund af skade(r), eller fordi det sportslige niveau ikke længere er godt nok til en kontrakt i en klub. Alternativt kunne ordningen organiseres i en særskilt fond som den hollandske model.

Ministeren bedes endvidere besvare spørgsmålet med de forudsætninger, at spillerne opsparer 10 pct. af den årlige løn, der gennemsnitligt er kr. 325.000 pr. år, og at opsparingsperioden gennemsnitlig er på 10 år. De nævnte tal er med udgangspunkt i en antagelse om, at en fodboldspillers karriere typisk begynder i 16-18 års alderen med en løn på anslået 3.000 kr. pr. måned stigende til anslået 40.000 kr. pr. måned sidst i 20'erne. Det forudsættes endvidere, at hvis der ikke gives mulighed for at hæve opsparingen, vil spillerne ved karrierestop omskrive pensionsopsparingen til en fripolice med udbetaling over 10 år (ratepension) fra det 65. år.

Svar

Resultatet af de ønskede beregninger for de 650 personer med de i spørgsmålet angivne samt de nedenfor beskrevne forudsætninger er et provenutab på skønsmæssigt 11 mio. kr. årligt de første år (heraf ca. 4 mio. kr. for staten), faldende til ca. 3 mio. kr. årligt efter en årrække (heraf ca. 2 mio. kr. for staten). Den varige årlige virkning (dvs. det gennemsnitlige årlige provenutab, hvor der er taget hensyn til rentevirkningen af skatteudskydelsen), er på ca. 5 mio. kr., heraf ca. 2 mio. kr. for staten.

Det tilføjes, at beregningerne ikke skal tages som udtryk for min vurdering af en opsparingsordning for professionelle sportsfolk, herunder om det er hensigtsmæssigt at udfærdige et særskilt regelsæt, der kun skal gælde professionelle sportsfolk, jf. mit svar af 20. december 2002 på spørgsmål S 1061. Mine og regeringens overvejelser om en sådan ordning er endnu ikke afsluttet.

Der er behov for en grundig overvejelse af en række elementer – herunder

hensynet til andre erhvervsgrupper med lignende ønsker

forholdene i andre lande

mulighederne i allerede eksisterende dansk lovgivning (f.eks. ligningslovens § 31)

Jeg vil selvsagt vende tilbage til udvalget, når en samlet vurdering er tilvejebragt.

Forudsætninger

Der opspares 10 pct. af den årlige lønindkomst, dvs. bruttolønnen.

Der gives fradrag herfor i den personlige indkomst. Opsparingen kan hverken fradrages i arbejdsmarkedsbidrag eller i det særlige pensionsbidrag.

De løbende renteindtægter af opsparingen beskattes som kapitalindkomst.

Udbetaling sker årligt over 10 år. Første udbetaling sker i året efter, den professionelle fodboldkarriere slutter.

Udbetaling er kun betinget af, at den professionelle fodboldkarriere slutter. Omskrivning af opsparingen til ratepension er derfor ikke aktuel.

Udbetalingerne beskattes som personlig indkomst med 10 lige store beløb over udbetalingsperioden.

Ved udbetalingen beskattes alene summen af indskuddene, men ikke de påløbne renter.

Den periode, hvor der indskydes på opsparingsordningen, er 10 år. Gennemsnitslønnen er i perioden på 325.000 kr.

Fodboldspillernes løn er de første 4 år på 250.000 kr. årligt, det 5. og 6. år på 300.000 kr. årligt, det 7. og 8. år på 345.000 kr. årligt, og på 480.000 kr. årligt det 9. og 10. år. Skatteværdien af indskuddet er på 44,8 pct. (marginalskat inkl. mellemskat i gennemsnitskommunen) de første år, stigende til 59,7 pct. (marginalskat inkl. topskat i gennemsnitskommunen) de sidste år, i takt med at indkomsten øges.

Ved beskatningen i udbetalingsperioden er den gennemsnitlige marginalskat på 45 pct.

De 650 fodboldspillere, der hvert år sparer op, fordeler sig med 65 spillere på hvert alderstrin i opsparingsperioden på 10 år.

Omfanget af fodboldspillernes indbetalinger til pensionsordninger (med udbetalinger efter det 65. leveår) påvirkes ikke af opsparingsordningen.

Beregningsteknisk forudsættes, at fodboldspillerne i stedet for reducerer øvrig fri opsparing i tiden som professionel fodboldspiller.

Der vedlægges beskrivelse af den hollandske ordning, som det fremgår af notat udarbejdet af Ernst & Young.

Eksempel

Kr.

Opsparingsordning

Lønindkomst

480.000

Opsparing i opsparingsordning (10 pct. af lønindkomst)

48.000

Arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsopsparing (9 pct. af lønindkomst)

43.200

Personlig indkomst

Lønindkomst ¸ arbejdsmarkedsbidrag ¸ særlig pensionsopsparing ¸ indskud på opsparingsordning

388.800

Indkomstskat (kirkeskat, kommunale skatter samt bund-, mellem- og topskat)

162.421

Gældende regler

Lønindkomst

480.000

Arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsopsparing (9 pct. af lønindkomst)

43.200

Personlig indkomst

Lønindkomst ¸ arbejdsmarkedsbidrag ¸ særlig pensionsopsparing

436.800

Indkomstskat (kirkeskat, kommunale skatter samt bund-, mellem- og topskat)

191.077

Besparelse ved opsparingsordning

28.656

Anm.: Landsgennemsnitlige skatteprocenter. Der er set bort fra ligningsmæssige fradrag og kapitalindkomst.

Beslutningsforslag som fremsat 2003 3 Valid

Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 82

Under henvisning til ministerens besvarelse af spørgsmål 71, jf. alm. del – bilag 234, bedes ministeren på ny besvare spørgsmålet med den forudsætning, at de pågældende fodboldspillere ikke i den 10-årige opsparingsperiode indbetaler til pensionsopsparing, men i stedet alene til den i spørgsmålet refererede ordning.

Svar

I besvarelsen af spørgsmål 71 var det forudsat, at fodboldspillerne hverken foretager indbetalinger til eksisterende pensionsordninger under gældende regler, eller hvis den foreslåede fodboldopsparingsordning var gennemført.

Besvarelsen af spørgsmål 71 er således svaret på ovenstående spørgsmål.

Såfremt fodboldspillerne alternativt sparer op på almindelig pensionsopsparing ved gældende regler, men erstatter denne opsparing med fodboldopsparingen, vil provenukonsekvenserne få en anden profil.

I oversigten nedenfor vises provenukonsekvenserne ved denne alternative forudsætning vedrørende fodboldspillernes opsparingsadfærd, samt provenukonsekvenserne fra besvarelsen af spørgsmål 71. Forudsætningerne er beskrevet i boksen sidst i nærværende svar.

Provenuvirkning for det offentlige ved forskellige forudsætninger om pensionsopsparing

Besvarelse fra spørgsmål 71

Foreslået fodboldopsparing.

Ingen almindelig pensionsopsparing.

Alternativ: Foreslået fodboldopapring erstatter almindelig pensionsopsparing

I alt

Heraf staten

I alt

Heraf staten

Mio. Kr.

År 2003

-11

-4

0,5

0

År 2008

-9

-3

4

0,5

År 2013

-6

-3

8

0,5

År 2018

-3

-2

9

0

Årligt på langt sigt

-3

-2

-39

-23

Varig årlig virkning

-5

-2

-1

-5

Anm.: Negativt fortegn angiver provenutab.

Den nye opsparingsordning medfører – ved de alternative forudsætninger – et merprovenu det første år på ca. 0,5 mio. kr., stigende over en årrække til ca. 9 mio. kr. årligt. Herefter reduceres merprovenuet, og på langt sigt medfører ordningen et årligt provenutab på ca. 39 mio., heraf ca. 23 mio. kr. for staten.

Den varige årlige virkning (dvs. hvor rentevirkningen af betalingsforskydningerne indregnes i provenukonsekvenserne) er et provenutab på ca. 5 mio. kr. for staten, og et merprovenu for kommunerne på ca. 4 mio. kr. Samlet er den varige årlige virkning et provenutab på ca. 1 mio. kr.

Merprovenuet for de kommunale indkomstskatter skyldes, at beskatningen af afkast på pensionsopsparing udelukkende tilfalder staten, medens en væsentlig del af beskatningen af kapitalindkomst på fodboldopsparingen knytter sig til de kommunale indkomstskatter.

Provenuprofilen med merprovenu de første år og provenutab på længere sigt skyldes for det første, at fodboldspillerne fremrykker udbetalingen af opsparede beløb (og dermed beskatningen heraf) fra efter det 65. leveår til årene umiddelbart efter endt fodboldkarriere, dvs. efter det 30. leveår (jf. nedenstående boks).

For det andet at beskatningen af det løbende afkast i opsparingsperioden er større ved den foreslåede opsparingsordning, hvor det antages, at afkastet beskattes som kapitalindkomst, end ved pensionsopsparing, hvor satsen er 15 pct. Modsat medfører det et provenutab, at den samlede opsparing – og dermed afkastbeskatning – reduceres som følge af, at de opsparede midler hæves efter endt fodboldkarriere frem for efter det 65. leveår.

Forudsætninger

Specifikt for svaret på spørgsmål 71

Specifikt forudsættes der hverken at være indbetalinger til eksisterende pensionsordninger ved gældende regler, eller hvis fodboldopsparingen blev indført.

Beregningsteknisk forudsættes, at fodboldspillerne i stedet for reducerer øvrige fri opsparing i tiden som professionel fodboldspiller.

Specifikt for alternativ forudsætning: Fodboldopsparing erstatter almindelig pensionsopsparing

Den almindelige pensionsopsparing (der erstattes af fodboldopsparingen) ville under gældende regler være kommet til udbetaling over en 10-årig periode fra og med det 65. leveår. Beskatningen i udbetalingsperioden ville have været ved en marginalskat på 45 pct.

Fælles forudsætninger

Der opspares 10 pct. af den årlige lønindkomst, dvs. bruttolønnen.

Der gives fradrag herfor i den personlige indkomst. Opsparingen kan hverken fradrages i arbejdsmarkedsbidrag eller i det særlige pensionsbidrag.

De løbende renteindtægter af opsparingen beskattes som kapitalindkomst.

Den periode, hvor der indskydes på opsparingsordningen, er 10 år. Første gang, der indskydes, er som 20-årig.

Gennemsnitslønnen er i perioden på 325.000 kr.

Fodboldspillernes løn er de første 4 år på 250.000 kr. årligt, det 5. og 6. år på 300.000 kr. årligt, det 7. og 8. år på 345.000 kr. årligt og på 480.000 kr. årligt det 9. og 10. år. Skatteværdien af indskuddet er på 44,8 pct. (marginalskat inkl. mellemskat i gennemsnitskommunen) de første år, stigende til 59,7 pct. (marginalskat inkl. topskat i gennemsnitskommunen) de sidste år, i takt med at indkomsten øges.

Udbetaling sker årligt over 10 år. Første udbetaling sker i året efter, at den professionelle fodboldkarriere slutter, dvs. som 30 årig.

Udbetaling er kun betinget af, at den professionelle fodboldkarriere slutter. Omskrivning af opsparingen til ratepension er derfor ikke aktuel.

Udbetalingerne beskattes som personlig indkomst med 10 lige store beløb over udbetalingsperioden.

Ved udbetalingen beskattes alene summen af indskuddene, men ikke de påløbne renter.

Ved beskatningen i udbetalingsperioden er den gennemsnitlige marginalskat på 45 pct.

De 650 fodboldspillere, der hvert år sparer op, fordeler sig med 65 spillere på hvert alderstrin i opsparingsperioden på 10 år.

Beslutningsforslag som fremsat 2003 3 Valid

Fremsat den 9. oktober 2003 af Mikkel Dencker (DF), Colette L. Brix (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Poul Fischer (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om opsparingsordning for professionelle sportsudøvere

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter til gennemførelse af en opsparingsordning for professionelle sportsudøvere, som kan træde i kraft den 1. marts 2004, efter følgende retningslinjer

1. Opsparingsordningen etableres som en ratepension, der som udgangspunkt opfylder de gældende regler i pensionsbeskatningslovens §§ 8 eller 11 A.

2. Opsparingsordningen kan etableres som en ordning, der administreres af arbejdsgiveren, eller som en privattegnet ordning.

3. Der fastsættes særlige regler for professionelle sportsudøvere, så opsparingsordningen kan udbetales mod almindelig indkomstbeskatning, når sportsudøveren standser sin professionelle karriere og påbegynder en uddannelse eller etablerer selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder selvstændig virksomhed i selskabsform, jf. nr. 8, 9 og 12.

4. Kredsen af professionelle sportsudøvere, der kan etablere opsparingsordningen, defineres på en positivliste som et bilag til loven, og samtidig åbnes der mulighed for, at kulturministeren efterfølgende kan godkende medlemmer af andre sportsforeninger m.v. eller enkeltpersoner til at etablere opsparingsordning omfattet af bestemmelserne. Som udgangspunkt skal ordningen gælde for fuldt skattepligtige personer, der i DIF-regi har en professionel sportskarriere.

5. På etableringstidspunktet påføres policen eller opsparingskontrakten en påtegning, hvoraf det fremgår, at der er tale om en ordning, der opfylder reglerne for opsparingsordning for professionelle sportsudøvere. Påtegningen slettes, når udbetalingsforløbet efter nr. 8, 9 og 12 er afsluttet.

6. Indbetalinger til opsparingsordning foregår efter samme regler som for eksisterende ratepensioner.

7. Som udgangspunkt foregår udbetalinger på pensioneringstidspunktet eller før dette tidspunkt efter samme regler som for almindelige ratepensioner.

8. Der fastsættes særlige regler, hvorefter der kan frigives et beløb på indtil 1,5 mio. kr. (i 2003-niveau), i forbindelse med at ordningens indehaver standser sin professionelle sportskarriere, og på betingelse af at den pågældende enten påbegynder en uddannelse eller etablerer selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder selvstændig virksomhed i selskabsform.

9. Ved påbegyndelse af uddannelse kan der frigives indtil 300.000 kr. (i 2003-niveau) om året. Beløbet kan frigives fra og med det indkomstår, hvor uddannelse påbegyndes, og fortsætte, så længe den pågældende ved efterfølgende indkomstårs begyndelse er under uddannelse. Udbetalingsforløbet kan maksimalt strække sig over en periode på 10 år.

10. Begrebet »uddannelse « defineres på samme måde som i bekendtgørelse nr. 972 af 13. december 1993 om uddannelsesopsparing.

11. Udbetalinger foretaget i forbindelse med påbegyndelse af uddannelse anses for en »normal « udbetaling fra ratepensionen og undergives almindelig indkomstbeskatning som personlig indkomst.

12. Ved etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed kan der frigives indtil 300.000 kr. (i 2003-niveau) om året. Det er en betingelse for udbetaling i det første år, at den pågældende senest i løbet af indkomståret har etableret selvstændig erhvervsvirksomhed, således som dette begreb er defineret i etableringskontoloven, det vil sige anskaffelse af formuegoder til brug for virksomheden for et beløb på 195.700 kr. (i 2003-niveau), jf. etableringskontolovens § 5, stk 2. Udbetalinger i efterfølgende år kan finde sted på betingelse af, at den pågældende ved indkomstårets begyndelse fortsat driver den selvstændige erhvervsvirksomhed. I alt kan der højst udbetales 1,5 mio. kr. (i 2003-niveau), og udbetalingsforløbet kan maksimalt strække sig over 10 år. Etablering af virksomhed i selskabsform (A/S eller ApS) sidestilles med etablering af selvstændig virksomhed, såfremt selskabet selvstændigt opfylder kravet i etableringskontoloven til etablering.

13. Udbetalinger foretaget i forbindelse med etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder virksomhed i selskabsform, anses for en »normal « udbetaling af ratepensionen og undergives almindelig indkomstbeskatning som personlig indkomst.

14. Der fastsættes regler om, at der ikke kan ske overførsel efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 41 fra andre pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I til opsparingsordninger klassificeret som opsparingsordning for professionelle sportsudøvere.

15. Der fastsættes regler, hvorefter der kan ske overførsel efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 41 fra ordninger klassificeret som opsparingsordning for professionelle sportsudøvere til andre pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I efter samme regler, som gælder for almindelige ratepensioner.

16. Der fastsættes bestemmelse om, at beløbsgrænserne i nr. 8, 9 og 12, 1. og 3. pkt., skal reguleres efter personskattelovens § 20.

17. Reglerne skal have virkning fra den 1. marts 2004 og gælde for ratepensioner etableret efter denne dato med en klausul om, at der er tale om en opsparingsordning for professionelle sportsudøvere.

Bemærkninger til forslaget

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at det bør være muligt for professionelle sportsudøvere at henlægge en del af deres indkomst med henblik på at kunne tage en uddannelse eller at starte egen virksomhed, når deres professionelle hverv ophører.

Det foreliggende forslag går ud på, at en person, der i DIF-regi har en professionel sportskarriere og som er fuldt skattepligtig her til landet, kan foretage indbetalinger på en ratepension og efterfølgende kan hæve midlerne til to konkrete formål: enten til at tage en uddannelse eller til at starte egen virksomhed.

Der kan maksimalt frigives 300.000 kr. årligt til enten uddannelse eller til etablering af egen virksomhed, dog maksimalt i alt 1,5 mio. kr. Beløbsgrænserne skal reguleres årligt på linje med en række øvrige beløbsgrænser på skatteområdet. Frigivelsen foregår efter velkendte regler. Beløb, der ikke frigives til disse to formål, henstår efter reglerne for almindelige ratepensioner.

Det skønnes, at omkring 1.000 professionelle sportsudøvere vil kunne få gavn af ordningen.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. marts 2004, men forslagsstillerne er åbne over for en anden ikrafttrædelsesdato, såfremt det ikke er muligt at lade ordningen træde i kraft 1. marts 2004.

Dansk Folkeparti har arbejdet sammen med Spillerforeningen, der har modtaget teknisk assistance fra revisionsfirmaet Ernst & Young, om udformningen af nærværende beslutningsforslag.

I de efterfølgende bemærkninger til beslutningsforslaget indgår tillige bemærkninger modtaget fra Spillerforeningen.

Undersøgelse anbefaler ordning

For at afdække professionelle fodboldspilleres og håndboldspilleres vilkår, herunder også behovet for en særlig opsparingsordning for professionelle sportsfolk, foranledigede Team Danmark, DBU, Divisionsforeningen, DHF, Håndbold Spiller Foreningen og Spillerforeningen, at Roskilde Universitetscenter og Poula Helth Rådgivning i 2002 gennemførte en undersøgelse heraf og udarbejdede en rapport, der er offentliggjort som »Kontraktspillere i Fodbold og Håndbold « .

En af de væsentligste anbefalinger i rapporten er, at der bør etableres en særlig opsparingsordning for professionelle sportsfolk.

Fra rapportens side 92 citeres følgende

» Et af de mest oplagte synes at være etablering af opsparings- og pensionsordninger for (især) fodboldspillere. Selv om det strider mod tidsånden, er det svært at frigøre sig fra indtrykket af, at der er behov for nogle automatiske ordninger, der ikke er afhængig af spillernes egne valg. I lyset af, at spillerne undlader at uddanne sig efter gymnasiet og bliver fuldtidsprofessionelle i en tidlig alder, er det vigtigt at spare op, især hvis spillerne skal kunne videreuddanne sig efter endt sportskarriere, og samtidig bevare den samme levestandard ... «

Sammenligning med andre landes ordninger

Ernst & Young har via sin internationale organisation udarbejdet en rapport: »Tax facilities for football players – A comparison of 12 tax regimes for football players « , der beskriver skattereglerne for professionelle fodboldspillere i 12 primært europæiske lande.

Det fremgår af rapporten, at Danmark har færrest skattebegunstigelser for professionelle fodboldspillere eller sportsfolk i øvrigt. I stort set alle andre lande, som vi normalt sammenligner os med, er der indført særordninger, som professionelle fodboldspillere kan anvende. Det er særligt på opsparingsområdet, at de danske regler ikke er fulgt med udviklingen på europæisk plan. I lande som Norge, Finland, Belgien, Frankrig, Holland, Skotland og England er der indført skattebegunstigede ordninger med det formål at tilskynde til, at professionelle spillere sparer op i løbet af den aktive karriere med mulighed for udbetaling umiddelbart efter sportskarrierens ophør. Baggrunden er et ønske om at sikre spillerne et økonomisk afsæt i den videre erhvervskarriere, på det tidspunkt - typisk midt i trediverne – hvor sportskarrieren ophører. De fleste spillere har således omkring 30 år tilbage på arbejdsmarkedet efter ophør af fodboldkarrieren.

Det skal bemærkes, at ordningerne i de nævnte lande har langt mere vidtgående skattemæssige fordele for sportsfolkene end den skatteudskydelse, der er essensen af nærværende beslutningsforslag.

Uddannelse er vigtig

Vigtigheden af uddannelse er for det danske samfund og for den enkelte uomtvistelig. Der bør være mulighed for, at vi i Danmark - i lighed med de lande, vi normalt sammenligner os med - etablerer en fradragsberettiget opsparingsordning, som kan frigives i takt med gennemførelse af en uddannelse eller ved etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed efter ophør af en sportskarriere.

Samfundsøkonomisk gevinst ved ordningen

Det er en forudsætning for at kunne få udbetalinger efter ordningen, at de professionelle sportsfolk er under uddannelse eller etablerer egen virksomhed. Muligheden for uddannelse eller etablering af egen virksomhed efter endt sportskarriere forventes at øge den fremtidige erhvervsindkomst for de professionelle sportsfolk og dermed at øge beskatningsgrundlaget for stat og kommune i perioden efter endt fodboldkarriere til pensionsalderen. Tilsvarende forventes ordningen at reducere behovet for overførselsindkomster til denne gruppe.

Der er tidligere af Skatteministeriet foretaget beregninger for en lignende opsparingsordning målrettet til ca. 650 professionelle sportsudøvere. På den baggrund vurderer forslagsstillerne, at den foreslåede ordning isoleret set vil give et varigt årligt provenutab for den offentlige sektor på ca. 5 mio. kr., heraf ca. 2 mio. kr. for staten. Der henvises til bilag 1 og 2.

Det er dog Dansk Folkepartis forventning, at der over tid vil være en positiv samfundsøkonomisk gevinst ved ordningen, idet en velfærdsgevinst for den enkelte udøver ved øget uddannelse og/eller erhvervskarriere tillige vil være en velfærdsgevinst for samfundet.

Lønniveau

En lille del af de professionelle sportsfolk - også i Danmark - har en høj indkomst i nogle ganske få år. Med de beløbsmæssige grænser og tidsforløbet, som er indbygget i beslutningsforslaget, sikres det, at denne gruppe ikke opnår en utilsigtet begunstigelse.

Administration og afgrænsning

Professionel sport er som hovedregel organiseret gennem idrætsforbund under Danmarks Idræts-Forbund, DIF. En undtagelse er Dansk Professionelt Bokse Forbund. For alle de i beslutningsforslaget nævnte idrætsforbund gælder, at der er en helt præcis og meget operationel afgrænsning af professionelle sportsfolk. Kulturministeren tillægges som sportens minister kompetence til at optage yderligere sportsfolk i ordningen.

Den foreslåede ordning vil efter vedtagelse i Folketinget fungere uden behov for offentlig administration, idet ordningen bygger på begreber fra eksisterende lovgivning, som er velkendte for pensions- og forsikringsselskaberne samt bankerne.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1.

Ordningen foreslås etableret som en rateforsikring i pensionsøjemed omfattet af pensionsbeskatningslovens § 8 eller som en rateopsparing i pensionsøjemed omfattet af pensionsbeskatningslovens § 11 A. Under ét benævnes disse ordninger i daglig tale ratepensioner. Ved at vælge disse ordninger som udgangspunkt for de professionelle sportsfolks opsparingsordninger sikres det, at ordningerne fra etableringstidspunktet er veldefinerede og ikke kræver nævneværdig selvstændig administration i offentligt regi.

Endvidere sikres det, at ordningerne kan oprettes såvel i forsikringsselskaber som i pengeinstitutter, samt at disse institutioner også i forvejen kender ordningerne.

Definitionen af ordningerne som ratepensioner indebærer også, at det afkast, der er af de opsparede midler, mens disse er bundet i opsparingsordningerne, automatisk bliver beskattet efter reglerne i pensionsafkastbeskatningsloven.

Til nr. 2.

Ved at give mulighed for, at ordningerne kan etableres både i arbejdsgiverregi og i privat regi, fastholdes parallellen til de almindelige regler for ratepensioner, og samtidig sikres det, at opsparingsmuligheden er et tilbud til den professionelle sportsudøver, uanset om den pågældende er i et ansættelsesforhold eller er selvstændigt erhvervsdrivende.

Til nr. 3.

Da hensigten med beslutningsforslaget er, at professionelle sportsudøvere skal have lettet overgangen fra den aktive sportskarriere til en civil erhvervskarriere, fastsættes der regler for, at midlerne kun kan frigives, såfremt der påbegyndes en uddannelse, eller såfremt der etableres selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder erhvervsvirksomhed i selskabsform.

Til nr. 4.

Den foreslåede opsparingsordning, der giver mulighed for udbetaling af ratepensioner mod normal beskatning før det tidspunkt, hvor ratepensioner normalt kan udbetales, er forbeholdt professionelle sportsudøvere. Det er derfor vigtigt at kunne afgrænse denne persongruppe entydigt, og for at ordningen ikke skal belaste skatteadministrationen, er det vigtigt, at der udfærdiges en positivliste, der så vidt muligt omfatter alle de personer, der kan anses for berettigede til at være omfattet af ordningen. Da det imidlertid ikke kan udelukkes, at der er andre sportsgrene, der på et tidspunkt kan anses for berettigede til at være omfattet af ordningen, indsættes der en bestemmelse, der giver kulturministeren kompetence til at godkende sportsforbund eller enkeltpersoner som omfattet af ordningen.

En positivliste synes hensigtsmæssigt at kunne udformes således, at kredsen af professionelle sportsudøvere defineres som fuldt skattepligtige personer, der i DIF-regi har en professionel sportskarriere. Dette indebærer, at den pågældende enten har en ansættelseskontrakt som professionel sportsudøver, der er godkendt af et forbund under DIF, eller udøver selvstændig virksomhed som professionel sportsudøver med licens fra et forbund under DIF. Forbundene under DIF udgør i dag

DBU (Dansk Boldspil-Union)

DHF (Dansk Håndbold Forbund)

DIU (Danmarks Ishockey Union)

DBF (Danmarks Badminton Forbund)

DCU (Danmarks Cykel Union)

Uden for DIF-regi skal følgende forbund omfattes af ordningen

DPBF (Dansk Professionelt Bokse Forbund)

Til nr. 5.

Det foreslås, at opsparingsordningerne allerede fra det tidspunkt, hvor de etableres, skal have en påtegning om, at der er tale om en ordning for professionelle sportsudøvere, da der gælder særlig lempelige regler for udbetalinger fra ordningen. Herved sikres det, at der ikke senere kan opstå tvivl om, hvorvidt en given ratepension kvalificerer til udbetaling efter de foreslåede særlige regler.

Da den enkelte sportsudøver kan etablere flere ordninger klassificeret som ordninger for professionelle sportsudøvere, eventuelt etableret i flere pensionsinstitutter, bør der indføres en regel ad modum pensionsbeskatningslovens § 26, stk. 6, hvorefter den pågældende sportsudøver før udbetaling fra ordningen skal underskrive en erklæring om, hvorvidt han eller hun har en anden tilsvarende ordning i et andet pensionsinstitut. Såfremt der eksisterer flere ordninger, skal det udbetalende pensionsinstitut give underretning til det andet pensionsinstitut i forbindelse med udbetaling ved påbegyndelse af uddannelse eller etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed. Pensionsinstitutterne skal herved påse, at der ikke udbetales beløb i strid med maksimumgrænserne, da overskydende beløb skal afgiftsberigtiges med 60 pct. i henhold til pensionsbeskatningslovens §§ 29 eller 30.

Når et beløb svarende til det samlede maksimum på 1,5 mio. kr. (reguleret) er udbetalt fra en eller flere ordninger, bør ordningerne ikke længere opretholde klassifikationen som ordninger for professionelle sportsudøvere, da de fra dette tidspunkt behandles som enhver anden ratepension.

Til nr. 6.

For at lette administrationen af ordningerne foreslås det, at indbetaling til ordningerne skal kunne foretages efter de samme regler, som gælder for andre ratepensioner.

Til nr. 7.

Som for indbetalinger til de foreslåede ordninger foreslås det, at udgangspunktet er, at udbetalinger fra ordningerne skal beskattes efter samme regler som for andre ratepensioner, således at for eksempel udbetaling før det 60. år normalt udløser en afgift efter pensionsbeskatningsloven på 60 pct., medmindre der er tale om en udbetaling efter de foreslåede særlige regler for professionelle sportsudøvere. Udbetaling mod normal indkomstbeskatning kan for eksempel endvidere ske før det 60. år i tilfælde af invaliditet eller død efter de regler, der gælder for andre ratepensioner i pensionsbeskatningslovens §§ 8 eller 11 A.

Til nr. 8.

På baggrund af formålet med opsparingsordningerne foreslås det, at der fastsættes et absolut maksimum på 1,5 mio. kr. (reguleret) for, hvor stort et beløb der kan frigives mod normal indkomstbeskatning, når den aktive sportskarriere ophører, og den pågældende sportsudøver påbegynder en uddannelse eller starter selvstændig virksomhed, herunder selvstændig erhvervsvirksomhed i selskabsform.

Til nr. 9.

Ud over det absolutte maksimum på 1,5 mio. kr. (reguleret) foreslås det - ligeledes på baggrund af formålet med ordningerne – at der årligt kun kan frigives op til 300.000 kr. (reguleret) i forbindelse med påbegyndelse af uddannelse.

For mange sportsudøvere slutter den aktive karriere midt på eller i løbet af året. For ikke at indføre unødigt komplicerede regler foreslås det, at der kan frigives midler fra ordningen, selv om uddannelse påbegyndes allerede i det kalenderår, hvor den professionelle karriere ophører. Dette anses endvidere for hensigtsmæssigt, da mange uddannelsesforløb påbegyndes om efteråret.

Frigivelse af beløb fra ordningerne i efterfølgende år foreslås betinget af, at den pågældende ved indkomstårets begyndelse fortsat er under uddannelse. Et krav om, at den pågældende ved indkomstårets udgang skal være under uddannelse, synes unødigt kompliceret, da det vil forudsætte regler om efterbeskatning af beløb, der anses for udbetalt med urette, såfremt uddannelsesforløbet ophører i løbet af året.

Til nr. 10.

Begrebet uddannelse skal defineres, da det er et af kriterierne for, at der kan ske udbetaling fra ordningerne mod normal indkomstbeskatning. Uddannelse er i dag defineret i bekendtgørelse nr. 972 af 13. december 1993 om uddannelsesopsparing. Efter disse regler yder staten en skattefri præmie til opsparingsordninger, der kan anvendes til uddannelse. Det bemærkes, at ordningerne ikke længere kan oprettes. I bilag til den nævnte bekendtgørelse fremgår det, hvad der forstås ved uddannelse. Begrebet er således allerede kendt i pengeinstitutsektoren, og det forekommer hensigtsmæssigt at overføre den der anvendte definition til de foreslåede ordninger.

Til nr. 11.

Udbetaling i forbindelse med påbegyndelse af uddannelse anses for en normal indkomstskattepligtig udbetaling omfattet af pensionsbeskatningslovens § 20 og ikke som en afgiftspligtig disposition over ordningen omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 29 eller 30. Der henvises i øvrigt til det under nr. 7 anførte.

Til nr. 12.

Ud over det absolutte maksimum på 1,5 mio. kr. (reguleret), jf. nr. 8 ovenfor, foreslås det på baggrund af formålet med ordningerne, at der årligt kun kan frigives op til 300.000 kr. (reguleret) i forbindelse med etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed.

For mange sportsudøvere slutter den aktive karriere midt på eller i løbet af året, men for ikke at indføre unødigt komplicerede regler foreslås det, at der kan frigives midler fra ordningen, selv om etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed foretages allerede i det kalenderår, hvor den professionelle karriere ophører.

Etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed er ofte en proces, der starter i det små, og som strækker sig over en længere periode. Det foreslås derfor, at virksomheden skal være etableret senest i det år, hvor den første udbetaling sker fra opsparingsordningen. Heri ligger, at der ikke er noget til hinder for, at etableringen er sket for eksempel året før den første udbetaling.

Frigivelse af beløb fra ordningerne i efterfølgende år foreslås betinget af, at den pågældende ved indkomstårets begyndelse fortsat driver den selvstændige erhvervsvirksomhed. Et krav om, at den pågældende ved indkomstårets udgang skal drive den selvstændige virksomhed, synes unødigt kompliceret, da det vil forudsætte regler om efterbeskatning af beløb, der anses for udbetalt med urette, såfremt virksomheden ophører eller afhændes i løbet af året.

Begrebet etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed foreslås defineret efter etableringskontolovens regler, da lovens begreber er velkendte for og indarbejdet hos såvel skatteadministrationen som pengeinstitutsektoren. Efter disse regler anses selvstændig erhvervsvirksomhed for etableret, når den samlede anskaffelsessum for de til brug for virksomheden anskaffede formuegoder overstiger et grundbeløb på 125.900 kr. Beløbet udgør 195.700 kr. for år 2003. Det er endvidere en betingelse, at sportsudøveren eller dennes ægtefælle deltager med personlig arbejdsindsats i ikke uvæsentligt omfang i etableringsåret og i det efterfølgende år. Der henvises til etableringskontolovens § 5, stk. 2 og 3.

Kriterierne i etableringskontoloven skal udelukkende anvendes til at fastslå, hvorvidt der foreligger etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed. De øvrige regler i etableringskontoloven om frigivelse af midler, indkomstbeskatning heraf, regulering af afskrivningsgrundlag m.v. finder ikke anvendelse. Det er således kun de to anførte kriterier i lovens § 5, stk. 2 og 3, der skal anvendes på de foreslåede opsparingsordninger.

Etablering af virksomhed i selskabsform, det vil sige ved stiftelse eller køb af et A/S eller et ApS, sidestilles med etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed i relation til de foreslåede bestemmelser om frigivelse af midler fra opsparingsordningerne. Det er en betingelse herfor, at selskabet selvstændigt opfylder ovennævnte etableringskriterium i etableringskontoloven, hvilket vil sige, at selskabet anskaffer formuegoder til brug for selskabets virksomhed for et beløb på mindst 195.700 kr. (i 2003-niveau). Det er endvidere en betingelse, at sportsudøveren eller dennes ægtefælle deltager med personlig arbejdsindsats i driften af selskabet i ikke uvæsentligt omfang i etableringsåret og i det efterfølgende år.

Til nr. 13.

Udbetaling i forbindelse med etablering af virksomhed, herunder etablering af virksomhed i selskabsform, anses for en normal indkomstskattepligtig udbetaling omfattet af pensionsbeskatningslovens § 20 og ikke som en afgiftspligtig disposition over ordningen omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 29 eller 30. Der henvises i øvrigt til det under nr. 7 anførte.

Til nr. 14.

Efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 41 kan der i nærmere bestemt omfang ske skatte- og afgiftsfri overførsel af de opsparede midler fra en pensionskonto til en anden, for eksempel fra en kapitalpension til en ratepension.

Da betingelserne for »normale « udbetalinger fra de foreslåede opsparingsordninger for professionelle sportsudøvere er lempeligere end for andre ratepensioner, foreslås det, at der ikke skal kunne ske en sådan skatte- og afgiftsfri overførsel fra andre pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I til opsparingsordninger klassificeret som ordninger for professionelle sportsudøvere. På det tidspunkt, hvor det maksimale beløb på 1,5 mio. kr. (i 2003-niveau) er udbetalt fra ordningen, kan klassifikationen som en ordning for professionelle sportsudøvere bortfalde, og ordningen er herefter undergivet de almindelige regler for ratepensioner. Fra dette tidspunkt kan der således ske overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41.

Til nr. 15.

Princippet bag overførselsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 41 er, at der kan ske skatte- og afgiftsfri overførsel fra en pensionsordning, der er undergivet en given skattemæssig regulering til en anden pensionsordning, der er undergivet en tilsvarende eller en mere byrdefuld skattemæssig regulering. Der er derfor ingen grund til at hindre overførsel fra en ordning klassificeret som en ordning for professionelle sportsudøvere til en tilsvarende ordning eller til andre ordninger efter de regler i pensionsbeskatningslovens § 41, som gælder for andre ratepensioner.

Til nr. 16.

Det foreslås, at de i beslutningsforslaget indeholdte beløbsgrænser skal reguleres efter personskattelovens § 20 på baggrund af ordningens tidsmæssige udstrækning. Dette er på linje med en række øvrige beløbsgrænser på skatteområdet.

Til nr. 17.

Det foreslås, at reglerne skal træde i kraft den 1. marts 2004, og at de skal have virkning for ratepensioner etableret den 1. marts 2004 eller senere, med en klausul om at der er tale om en ordning for en professionel sportsudøver. Heri ligger, at en ratepension, der er etableret før den 1. marts 2004, ikke kan klassificeres som en opsparingsordning for en professionel sportsudøver.

Forslagsstillerne er åbne over for en anden ikrafttrædelsesdato, såfremt det ikke er muligt at lade ordningen træde i kraft 1. marts 2004.

Skriftlig fremsættelse

Mikkel Dencker (DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om opsparingsordning for professionelle sportsudøvere.

(Beslutningsforslag nr. B 3).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →