Ændringsforslag til 3. behandling af Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel, m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven) med flere love
Statutory Text (1 Articles)
Ændringsforslag stillet den 28. maj 2004
Ændringsforslag
til 3. behandling af
Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om
finansiel virksomhed, lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven) med flere love
(Ændring af Finanstilsynets og Fondsrådets kompetenceområder, Fondsrådets sammensætning, kontrol af visse virksomheders overholdelse af regler for finansiel information, SE-selskaber)
[af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)]
Af økonomi- og erhvervsministeren
Til § 2
1) Det under nr. 13 foreslåede § 361, stk. 1, nr. 15, affattes således
»15) Finansielle virksomheder, som har udstedt værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs, eller hvis værdipapirer handles på en autoriseret markedsplads, og hvis markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer er på 1 mia. kr. og derover ultimo året, betaler 40.000 kr. årligt. Tilsvarende finansielle virksomheder med en markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer på 250 mio. kr. og derover, men under 1 mia. kr. ultimo året, betaler 20.000 kr. årligt, og finansielle virksomheder med en markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer på under 250 mio. kr. ultimo året betaler 10.000 kr. årligt. Afdelinger af investeringsforeninger og specialforeninger, som har udstedt værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs, eller hvis værdipapirer handles på en autoriseret markedsplads, betaler 5.000 kr. årligt.«
[Ændring af opkrævningsmetode og graduering]
Til § 4
2) Det under nr. 5 foreslåede § 156, stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen opkræver hos hver børsnoteret virksomhed en årlig afgift for den med loven forbundne kontrolaktivitet, jf. § 159 a. Virksomheder, hvis markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer er på 1 mia. kr. eller derover på balancedagen, betaler 45.000 kr. årligt. Virksomheder med en markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer på 250 mio. kr. eller derover, men under 1 mia. kr. på balancedagen, betaler 30.000 kr. årligt, mens virksomheder med en markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer på under 250 mio. kr. på balancedagen betaler 15.000 kr. årligt. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter nærmere regler om opkrævning af sådanne afgifter. Det kan herunder bestemmes, at der kan fastsættes gebyr for rykkerbreve ved for sen betaling. Afgifterne kan inddrives ved udpantning.«
[Ændring af opkrævningsmetode og graduering]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
I det oprindelige forslag er afgiften, som pålægges børsnoterede finansielle virksomheder samt børsnoterede virksomheder omfattet af årsregnskabsloven fastsat til 30.000 kr. for alle de omhandlede virksomheder uanset størrelse.
For at imødekomme de ønsker, der har været fremsat om en gradueret opkrævning af afgiften til finansiering af regnskabskontrollen, foreslås det, at afgiften for den enkelte børsnoterede virksomhed beregnes ud fra markedsværdien af virksomhedens noterede eller handlede værdipapirer på balancedagen. Markedsværdien for aktier vil være de pågældende aktiers kursværdi på balancedagen, mens markedsværdien for obligationer vil være kursværdien af den cirkulerende obligationsmængde på balancedagen.
Baggrunden for at ændre afgiften fra et fast beløb til et gradueret beløb er, at det derved bliver muligt at indføre en afgiftsberegning, der tager hensyn til den børsnoterede virksomheds størrelse, således at afgiftsbeløbet reduceres for mindre børsnoterede virksomheder og forøges for de større børsnoterede virksomheder. Ved at differentiere afgiften efter virksomhedens størrelse vil man tilgodese hensynet til mindre virksomheders muligheder for børsnotering.
Det er fundet hensigtsmæssigt at anvende markedsværdien af virksomhedens noterede værdipapirer på balancedagen i det foregående regnskabsår som beregningsgrundlag for den opkrævede afgift. Denne værdi er en entydig værdi, som fremgår af de officielle kurslister på Københavns Fondsbørs og andre autoriserede markedspladser. Desuden er denne værdi tilgængelig, uanset hvilken dato virksomheden har balancedag.
For at der ikke skal kunne rejses tvivl om regnskabskontrollens uafhængighed, er det fundet hensigtsmæssigt ikke at anvende regnskabsmæssige tal som beregningsgrundlag for afgiftens størrelse, da eksempelvis nettoomsætning, balancesum og egenkapital alle er poster, som kan påvirkes af konklusionerne på den udførte kontrol.
Det er heller ikke fundet hensigtsmæssigt at anvende aktiekapitalens størrelse som beregningsgrundlag for den opkrævede afgift, da ikke alle noterede virksomheder er aktieselskaber. Endvidere er der ofte ikke sammenhæng mellem virksomhedskapitalens størrelse og regnskabernes kompleksitet.
Opkrævningen af afgifter hos investeringsforeninger foreslås udvidet til også at omfattet specialforeninger, idet disse foreninger også kan udstede værdipapirer, som kan optages til notering på en fondsbørs eller til handel på en autoriseret markedsplads.
Det skønnes, at den totale afgift, der opkræves for de finansielle virksomheder efter lovforslagets § 2, nr. 11 og 12, vil fortsat indbringe ca. 3,3 mio. kr., som anført i afsnit 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Omlægningen af afgiftsberegningen betyder, at udgiften for en finansiel henholdsvis en ikke-finansiel virksomhed bliver forskellig. Dette skyldes, at de samlede udgifter til Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er uforandrede, samtidig med at der er forskel på antallet af selskaber og disses størrelse i de to grupper af selskaber, og at de finansielle virksomheder i øvrigt finansierer opgaver i Finanstilsynet, som også kan bruges i regnskabskontrollen.
For så vidt angår børsnoterede virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, skønnes det, at afgiften fortsat vil indbringe ca. 4,2 mio. kr. som anført i afsnit 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Afgiftsprovenuet til Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil dog variere, hvis markedsværdierne samlet ændres. Hvis markedsværdierne ændres væsentligt, således at afgiftsprovenuet bliver væsentligt ændret, vil den foreslåede afgiftsstørrelse blive taget op til revision.