Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om afgift af naturgas og bygas, lov om afgift af elektricitet, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug\n (Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne)
Statutory Text (1 Articles)
Ændringsforslag stillet den 18. maj 2004 uden for betænkningen
Ændringsforslag
til 2. behandling af
Forslag til lov om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om afgift af naturgas og bygas, lov om afgift af elektricitet, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug
(Gennemførelse af Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenklinger af energiafgifterne)
[af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)]
Af skatteministeren
Til § 1
9) I den i nr. 6 foreslåede affattelse af § 9, stk. 2, ændres tre steder »36« til: »37«.
[Konsekvensrettelse]
10) I nr. 21 indsættes efter det foreslåede nr. 36 som nr. 37
»37) Der anvendes direkte til fremstilling af aminosyrer ved en aerob fermenteringsproces, dog højst 2 kWh elektricitet pr. kg aminosyrer.«
[Nyt nummer på proceslisten]
Bemærkninger
Til nr. 9
De foreslåede ændringer er en konsekvens af ændringsforslag nr. 10, hvor der foreslås indsat et nyt nr. 37 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven, således at dette indeholder 37 numre.
Dette kræver konsekvensrettelser af henvisningerne til numrene i bilaget i lovteksten og i ikraft-trædelsesbestemmelsen.
Det nye nr. 37 skal ligesom andre ændringer og tilføjelser til proceslisten notificeres for Kommissionen efter statsstøttereglerne. Det foreslås, at skatteministeren sætter bestemmelsen i kraft, når Kommissionens godkendelse foreligger.
Til nr. 10
Ved ændringsforslaget udvides proceslisten til kuldioxidafgiftsloven til også at omfatte procesenergi anvendt direkte til fremstilling af aminosyrer ved en aerob fermenteringsproces.
En del af dette energiforbrug er i forvejen omfattet af tung proces, nemlig forbrug af brændsel til proces og en del af elforbruget til inddampningsanlæg.
Ved ændringsforslaget vil en større del af elforbruget blive omfattet, nemlig højst 2 kWh el pr. kg aminosyrer.
Herved vil ca. ¾ af elforbruget være omfattet mod tidligere ca. 5 pct.
Der er en ny virksomhed, der vil få fordel af ændringen. Virksomheden planlægger at producere lysin, der er en aminosyre. Produktionen foregår ved en aerob fermenteringsproces, hvorved fremkommer især aminosyren lysin, men også i en vis udstrækning andre aminosyrer. Produktionen af aminosyren lysin opgøres ved en målestandard, der benævnes lysin 98,5 pct. HCL, men også de andre aminosyrer, der fremkommer i kombination med lysin, er omfattet af fradraget på 2 kWh el pr. kg aminosyre.
Ændringsforslaget vil betyde, at den nye produktion af aminosyren lycin alene vil øge CO 2- afgiftsindtægterne med godt 1 mio. kr. om året i stedet for med hen ved 3,7 mio. kr. om året.
Afgiftsændringen vil reducere omkostningerne ved lysinproduktion med ca. 1¼ pct. af omsætningen.
Ændringsforslaget vil ikke have nogen miljømæssig konsekvens. Afgiften på naturgas anvendt i produktionen ændres ikke i forhold til gældende regler. Marginalafgiften på elforbruget falder ikke, og den foreslåede ændring vil derfor ikke føre til et større elforbrug. Anvendelse af lysin i foderblandinger muliggør, at man kan reducere den samlede proteinmængde i foderet til dyr, uden at næringsværdien forringes. En større anvendelse af lysin vil derfor medføre mindre kvælstof i husdyrgødningen. Da fremstilling af lysin er i international konkurrence, forventes det dog ikke, at den foreslåede afgiftsændring vil føre til nævneværdigt lavere priser og dermed større anvendelse af lysin end ellers.