Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven, fusionsskatteloven og ligningsloven\n(Indgangsværdier for afskrivningsberettigede aktiver samt kreditlempelse ved sambeskatning)
Statutory Text (1 Articles)
Ændringsforslag stillet den 8. december 2003 uden for betænkningen
Ændringsforslag
til 2. behandling af
Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven, fusionsskatteloven og ligningsloven
(Indgangsværdier for afskrivningsberettigede aktiver samt kreditlempelse ved sambeskatning)
[af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)]
Af Morten Homann (SF)
Til § 1
8) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer
»01. § 31, stk. 1, 6. pkt., ophæves, og i stedet indsættes
»Tilladelse til sambeskatning med et datterselskab, der er eller har været hjemmehørende i udlandet, kan ikke meddeles, hvis mere end 50 pct. af aktiekapitalen er erhvervet fra en koncernforbundet juridisk person eller en kontrollerende fysisk person, jf. ligningslovens § 2, medmindre moderselskabet direkte eller indirekte har ejet mere end 50 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet i hele perioden, hvor moderselskabet har været koncernforbundet med datterselskabet, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2. 6. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis datterselskabet har erhvervet et fast driftssted eller en fast ejendom fra en koncernforbundet juridisk person eller en kontrollerende fysisk person, jf. ligningslovens § 2. Tilladelse til sambeskatning med et datterselskab, som er eller har været hjemmehørende i udlandet, og hvor mere end 50 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet tidligere har været ejet af en koncernforbundet juridisk person eller en kontrollerende fysisk person, jf. ligningslovens § 2, kan kun meddeles, hvis sambeskatningen efter Ligningsrådets vurdering er forretningsmæssigt velbegrundet og ikke etableres for at udhule det danske beskatningsgrundlag. 8. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis datterselskabet har erhvervet et fast driftssted eller en fast ejendom, som tidligere har været ejet af en koncernforbundet juridisk person eller en kontrollerende fysisk person, jf. ligningslovens § 2.««
[ Udvidelse af kredsen af koncernforbundne selskaber og regulering af situationer, hvor datterselskabet midlertidigt ejes af uafhængige parter, men tidligere har været ejet af ikkeuafhængige parter]
Til § 3
9) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 5 H, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis et fast driftssted eller en fast ejendom er erhvervet, inden den skattepligtige bliver omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller fondsbeskatningslovens § 1.««
[ Udvidelse af § 5 H til også at omfatte situationer, hvor det faste driftssted er erhvervet, inden sambeskatningen påbegyndes]
Bemærkninger
Til nr. 8 og 9
Udvalgsarbejdet har vist, at der er endnu et skattehul i forbindelse med reglerne i ligningslovens § 5 H og selskabsskattelovens § 31, stk. 6. Disse bestemmelser kan give mulighed for, at selskaber kan unddrage sig beskatning ved, at der overføres virksomhed til et datterselskab, der ved overførelsen ikke er sambeskattet med det danske moderselskab.
SF ønsker med ændringsforslagene under nr. 8 og 9 at lukke dette skattehul. Dermed ønsker SF at være på forkant i forhold til de udnyttelsesmuligheder, der er påpeget under udvalgsbehandlingen. Ændringsforslagene har således til formål at lukke dette skattehul, inden det koster samfundet dyrt.