Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, lov om erhvervsuddannelser, lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og lov om produktionsskoler\n(Fornyelse af vekseluddannelsesprincippet, finansieringsomlægning m.m.)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 84 omdelt efter afgivelse af betænkning
41
Betænkning afgivet den 11. december 2003
42
Spm. 109 om kommentar til artiklen »Danske elever bag i praktikkøen« af 24/11-03 fra SiD’s hjemmeside, til undervisningsministeren
43
Henvendelse af 11/12-03 fra HK-Ungdom
44
Spm. 110 om kommentar til henvendelse af 11/12-03 fra HK-Ungdom, til undervisningsministeren
45
Samrådsspm. A om størrelsen af stigningen i udgifterne til praktikpladser, til undervisningsministeren
Samrådsspm. B om størrelsen af tilskuddene til de lokale uddannelsesudvalg, til undervisningsministeren
Samrådsspm. C om stigningen i udgifter til mobilitetsfremmende foranstaltninger, til undervisningsministeren
Samrådsspm. D om mindreudgifterne til skolepraktikundervisning, til undervisningsministeren
46
Svar på spm. 109 om kommentar til artiklen »Danske elever bag i praktikkøen« af 24/11-03 fra SiD’s hjemmeside, fra undervisningsministeren
47
Svar på spm. 110 om kommentar til henvendelse af 11/12-03 fra HK-Ungdom, fra undervisningsministeren
48
Udkast til tillægsbetænkning
49
Spm. 111 om redegørelse for de prognoser og anslåede tal om elevstrømme, der ligger til grund for Undervisningsministeriets beregninger, til undervisningsministeren
Spm. 112 om kommentar til FS’ pressemeddelelse af 16/12-03 om ændring af skolepraktikordningen, til undervisningsministeren
Spm. 113 om, hvor mange elever der p.t. venter på en praktikaftale eller en skolepraktikplads, til undervisningsministeren
50
Talepapir fra samrådet 17/12-03, fra undervisningsministeren
51
Spm. 114 om, hvad en elev på skoleydelse p.t. tjener før skat, til undervisningsministeren
Spm. 115 om, hvad forskellen i kroner og øre før skat er på den nuværende skoleydelse og den kommende produktionsskoleydelse, til undervisningsministeren
Bilag 2
Undervisningsministerens talepapir fra samrådet den 17. december 2003
Talepapiret er optrykt efter ønske fra S.
TALE
L 84 – bilag 45, spm. A-D
Dato: 16. december 2003
Spørgsmål A
Vil ministeren redegøre for de forskelle, der tilsyneladende er på, at der tilføres 20 mio. kr. årligt til en øget praktikpladspræmie, og at 30.000 praktikpladsaftaler á 3.150 kr. giver 94,5 mio. kr., men at skolerne i 2003 allerede har fået 1.000 kr. pr. praktikplads svarende til 30 mio. kr.? Stigningen i udgifterne er således kun på 65 mio. kr. årligt og ikke 90 mio. kr., som ministeren har skrevet i sit svar på udvalgets spørgsmål 2, jf. L 84 – bilag 11. Har ministeren tidligere afgivet forkerte og urigtige oplysninger til Folketinget?
Svar
I min besvarelse af spørgsmål 2, bilag 11 til L 84 redegjorde jeg for følgende: »Praktikpladstaxameteret forhøjes i forbindelse med aftalen fra de nuværende 1.000 kr. til 3.150 kr. De samlede udgifter hertil forventes at udgøre ca. 95 mio. kr. Praktikpladstaxameteret er finansieret ved
Nye midler (rammeforhøjelse), 20 mio. kr.
Nedsættelse af skolernes undervisningstaxametre med 800 kr. pr. årselev, svarende til ca. 45 mio. kr. samt
Finansiering af flerårsaftalemidler, 30 mio. kr.«
Jeg kan i øvrigt henvise til de økonomiske bemærkninger til lovforslaget, hvoraf det af tabellen på side 12 fremgår, at der årligt er afsat 20 mio. kr. til forhøjelse af praktikpladstaksterne i 2004-2006.
Forhøjelsen af praktikpladstaxametret i forhold til 2003 udgør således 2.150 kr. svarende til merudgifter i relation til forhøjelsen af taxameteret på ca. 65 mio. kr.
Jeg skal beklage, hvis mit tidligere svar kunne misforstås til alene at vedrøre merudgiften ved denne forhøjelse af taxameteret og ikke den samlede udgift til praktikpladstaxameteret, som det var hensigten.
Spørgsmål B
Praktikpladspuljerne bortfaldt allerede i 2003 og blev bl.a. erstattet af et tilskud til de lokale uddannelsesudvalg via AER. Vil ministeren oplyse størrelsen af tilskuddene, og hvad de bliver brugt til, og hvorfor de kan bruges igen? Har ministeren tidligere afgivet forkerte og urigtige oplysninger til Folketinget?
Svar
Ved spørgsmålets henvisning til »praktikpladspuljerne« forstår jeg de tre puljer, der blev oprettet i forbindelse med aftalen om finansloven for 2001 (mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten), gældende for perioden 2001 til 2003
videreførsel af praktikpladspulje på 15 mio. kr. årligt til særligt udsatte elevgruppe,
etablering af praktikpladspulje på 15. mio. kr. til skolernes praktikpladsopsøgende arbejde og
etablering af pulje på 10 mio. kr. årligt til udvikling, dokumentation, evaluering og administration af kombinationsforløb.
Disse praktikpladspuljer blev i forbindelse med flerårsaftalen for erhvervsskolerne i finanslovsaftalen for 2003 bl.a. omlagt til en pulje til »..tilskud efter objektive kriterier til skoler til praktikpladsopsøgning og vejledning af elever om praktik og beskæftigelsesmuligheder«.
Denne ordning administreres af AER på statens vegne.
I forbindelse med flerårsaftalen for erhvervsskolerne blev endvidere besluttet at ophæve reglerne om AER-præmiering af skoler for delaftaler eller restuddannelsesaftaler for elever i skolepraktik og AER-tilskuddet til virksomheder for aftaler med skolepraktikelever m.v. Ved ophævelsen blev frigjort i alt 70 mio. kr. årligt.
Heraf blev 20 mio. kr. afsat til tilskud til faglige udvalg og lokale uddannelsesudvalg til vejledning mv. af elever og praktikvirksomheder om uddannelses-, beskæftigelses-, og rekrutteringsmulighederne. De resterende 50 mio. kr. blev anvendt til afkortelse af karensperioden for adgang til skolepraktik fra 3 til 2 måneder.
Det er således en misforståelse, når det i spørgsmålet forudsættes, at praktikpladspuljerne fra finanslovsaftalen for 2001 har finansieret tilskud til de lokale uddannelsesudvalg via AER.
Spørgsmål C
Vil ministeren redegøre for, hvordan regnestykket i ministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål 2, jf. L 84 – bilag 11, hænger sammen, når ministeren skriver, at der bliver brugt 30 mio. kr. på de øgede krav til mobilitet i 2004, eftersom der her endnu er praktikpladsgaranti på alle uddannelser, og der ikke er nogen adgangsbegrænsninger? Det kan jo ikke forventes, at eleverne flytter sig før adgangsbegrænsningen og nedskæringerne på antallet af elever i skolepraktik er effektueret. Stigningen på 30 mio. kr. allerede i 2004 i forbindelse med flere elevuger og mobilitetsfremmende ydelser er meget overvurderet, da disse »indsatser« slet ikke kan nå at få nogen effekt i 2004. Eleverne kan stadig få skolepraktik, da adgangsbegrænsning først indføres fra 2005, så mobilitetsfremmende ydelser m.v. vil kun blive anvendt i meget begrænset omfang. Har ministeren afgivet forkerte og urigtige oplysninger til Folketinget, og hvorfor har ministeren ikke oplyst dette forhold i svarene til udvalget?
Svar
Til spørgsmålet om, hvorvidt der kan forventes merudgifter i 2004 som konsekvens af skærpede krav til mobilitet kan jeg oplyse, at lovforslaget indebærer, at der allerede fra 1. januar 2004 gennemføres en styrket efterlevelse af kravene til faglig og geografisk mobilitet – krav som skal opfyldes, inden den enkelte elev kan påbegynde et skolepraktikforløb.
De skærpede krav om øget mobilitet har derfor økonomisk effekt allerede fra næste år i forbindelse med muligheden for at modtage 10 ugers ekstra undervisning, hvilket er baggrunden for min tidligere besvarelse. Denne ordning skønnes at omfatte ca. 1.750 elever, svarende til ca. 340 årselever, hvilket medfører forventede medudgifter på ca. 30 mio. kr.
Det er forudsat, at anvendelsen af muligheden for at modtage op til 10 ugers ekstra undervisning ikke vil blive påvirket af, at adgangsbegrænsninger til skolepraktik først indføres i 2005.
Baggrunden herfor er, at eleverne allerede fra 1. januar 2004 vil have mulighed for at modtage 10 ugers ekstra undervisning, og herudover endvidere have et styrket incitament til at søge ordinære aftaler med fuld løn til andre uddannelser frem for skolepraktik med en lavere ydelse.
Spørgsmål D
Vil ministeren redegøre for, at der tilsyneladende er et stort misforhold mellem de almindelige bemærkninger, jf. lovforslagets side 12 »økonomiske konsekvenser af fase II« og ministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål 2, jf. L 84 – bilag 11, vedr. mindreudgifter til skolepraktikundervisning? De nævnte bemærkninger og svar er tilsyneladende meget stærkt underdrevne, jf. vedlagte pressemeddelelse af 16. december 2003 fra Foreningen af Skoleledere ved de tekniske skoler (FS). Foreningens beregninger viser, at det alene for de ca. 2.500 elever, der forventes at starte i skolepraktik i 1. kvartal 2004, vil betyde en besparelse på mindst 150 mio. kr. (2.500 elever i 12 mdr. á 5.000 kr.). Dette er et meget forsigtigt skøn, men det betyder, at der med den nye skolepraktikydelse er lagt op til langt større besparelser, end ministeren har oplyst til udvalget. Hvad er begrundelsen for ministerens lave skøn, og hvorfor har ministeren ikke selv foretaget den undersøgelse, som FS har foretaget? Hvis undersøgelsen er rigtig, hvorfor er der så givet vildledende og forkerte oplysninger til udvalget? Og hvad vil det rigtige skøn være, når der nu foreligger andre oplysninger?
Svar
I pressemeddelelsen fra Foreningen af Skoleledere oplyser foreningen, at denne har spurgt 35 tekniske skoler om antallet af elever, der kan påbegynde skolepraktik i 1. kvartal 2004, og at skolerne - ifølge foreningen – skulle have angivet, at 2.290 elever vil kunne påbegynde skolepraktik.
Foreningen finder, at tallene ikke umiddelbart harmonerer med de forventninger ministeriet har anvendt i de økonomiske beregninger og opfordrer undervisningsministeren og Folketingets partier til at se på denne opgørelse inden lovforslaget vedtages.
Jeg må hertil oplyse, at det ikke for ministeriet er muligt at kontrollere validiteten af foreningens oplysninger, og at ministeriets egne beregninger ikke baseres på en rundspørge på skolerne, men på prognosemodeller, der dels tager udgangspunkt i revisorattesterede tilskudsindberetninger fra tidligere perioder, dels adfærdsforventninger.
De beregninger af mindreudgifter på 150 mio. kr., som er angivet i formuleringen af samrådsspørgsmål D, kan jeg ikke genkende i foreningens pressemeddelelse eller finde belæg for i ministeriets prognosemodeller.
For mig at se må disse må bero på grundlæggende misforståelser. Der må således forventes
at ikke alle elever der er skolepraktikegnede begynder på et skolepraktikforløb
at ikke alle skolepraktikelever optaget i 1. kvartal kan tælles som helårspersoner, da en del skolepraktikelever vil få en aftale i karensperioden, vælge andre uddannelser, falde fra mv.
at det udgangspunkt der tages i samrådsspørgsmålet i form af en gennemsnitlig besparelse på 60.000 kr. pr. årselev som følge af nedsættelsen af ydelsesniveauet ikke er i nærheden af det relevante, da nye elever i skolepraktik i 2004 under det nuværende regelsæt ville have fået skoleydelse svarende til elevlønnen for en 1. årselev, hvilket indebærer en gennemsnitlig besparelse på ca. 20.000 kr. pr årselev og ikke 60.000 kr. som angivet i samrådsspørgsmålet. Altså ca. 1/3.
Jeg vil samtidig understrege, at ministeriets beregninger og prognosemodeller naturligvis må bero på antagelser og skøn for elevers og virksomheders fremtidige adfærd – og dette i 2004 i en situation med væsentlig ændrede rammer for uddannelserne og for vilkår for deltagelse heri.
Skønnet vil i naturlig konsekvens heraf være forbundet med usikkerhed.
Hvis det imod ministeriets bedste skøn f.eks. vil vise sig, at besparelsen på det samlede skolepraktikområde i 2004 – dvs. i reformens første år – bliver større end forudsat i lovforslaget, vil dette kunne tages som udtryk for, at der i 2004 er gennemført en lavere skolepraktikaktivitet og indgået flere ordinære elevaftaler end skønnet. En udvikling jeg vil have svært ved at opfatte som kritisabel.
Tillægsbetænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 17. december 2003
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, lov om erhvervsuddannelser, lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, lov om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og lov om produktionsskoler
(Fornyelse af vekseluddannelsesprincippet, finansieringsomlægning m.m.)
[af undervisningsministeren (Ulla Tørnæs)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. november 2003 og var til 1. behandling den 2. december 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelsesudvalget. Udvalget afgav betænkning den 11. december 2003. Lovforslaget var til 2. behandling den 16. december 2003, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Uddannelsesudvalget.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget modtaget 1 skriftlig henvendelse fra HK-Ungdom.
Undervisningsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Deputationer
Endvidere har HK-Ungdom mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Samråd
Udvalget har efter betænkningens afgivelse stillet 4 spørgsmål til undervisningsministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmål A, B, C og D i et samråd med udvalget den 17. december 2003. Ministeren har efterfølgende oversendt det talepapir til udvalget, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålene. Talepapiret er optrykt som bilag 2 til tillægsbetænkningen.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 7 spørgsmål til undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret bortset fra spørgsmål 111-115, som forventes besvaret inden 3. behandling af lovforslaget.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal i udvalget (S, SF, EL og KD) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har fundet flere eksempler på, at undervisningsministeren og forligspartierne har undervurderet de økonomiske konsekvenser af lovforslaget. Det ser ud til, at man forsøger at skjule nogle af de økonomiske nøgletal. Det må enten være, fordi forarbejdet til lovforslaget ikke er gjort godt nok, eller fordi man ikke ønsker, at det reelle billede af de økonomiske konsekvenser kommer frem, hvilket Socialdemokratiet finder dybt betænkeligt.
Socialdemokratiet må konstatere, at der tilføres 20 mio. kr. årligt til en øget praktikpladspræmie, og at 30.000 praktikpladsaftaler a 3.150 kr. giver 94,5 mio. kr. Men skolerne har i 2003 allerede fået 1.000 kr. pr. praktikplads, svarende til ca. 30 mio. kr. Her er altså tale om en stigning i udgifterne på kun 65 mio. kr. årligt og ikke, som ministeren har skrevet, 90 mio. kr., jf. ministerens svar på spørgsmål 2. Denne kraftige underbudgettering er dybt alvorlig og udtryk for en mere eller mindre bevidst vildledning fra ministerens side, og Socialdemokratiet forstår ikke, at ministeren ikke har medtaget de reelle tal i de svar, der er afgivet til udvalget.
Ministeren skriver i sit svar på spørgsmål 2, at der bliver brugt 30 mio. kr. på de øgede krav til mobilitet i 2004. Men der er jo endnu praktikpladsgaranti på alle uddannelser i 2004, og det kan jo ikke forventes, at eleverne flytter sig, før adgangsbegrænsningen og nedskæringerne af antallet af elever i skolepraktik er effektueret. Stigningen på 30 mio. kr. allerede i 2004 i forbindelse med flere elevuger og mobilitetsfremmende ydelser er meget overvurderet, da disse »indsatser« slet ikke kan nå at få nogen effekt i 2004. Eleverne kan stadig få skolepraktikpladser, og da adgangsbegrænsningen først indføres fra 2005, vil mobilitetsfremmende ydelser m.v. kun blive anvendt i meget begrænset omfang. Derfor finder Socialdemokratiet det meget beklageligt, at regeringen og forligspartierne på trods af henvendelser ikke er lydhøre over for kritikken, og det er uforståeligt, at man anlægger så positive skøn. Man må spørge sig selv, om det er for at skjule den ekstraordinært store indtægt, som dette forslag vil give statskassen?
Ifølge en undersøgelse på 35 tekniske skoler foretaget af Foreningen af Skoleledere ved de tekniske skoler (FS) viser det sig, at det alene for de ca. 2.500 elever, der forventes at starte i skolepraktik i 1. kvartal 2004 på den nye, lave skolepraktikydelse, vil betyde en besparelse på mindst 150 mio. kr. (2.500 elever i 12 måneder a 5.000 kr.). Set over 12 måneder er 2.500 skolepraktikelever ifølge FS et meget forsigtigt skøn. Normalt er ca. 3/4 af eleverne ude af skolepraktik i løbet af 6-7 måneder, men der vil komme nye elever til i løbet af året, som kommer på den ny skolepraktikydelse. Det betyder langt større besparelser, end ministeren har opgivet til udvalget. Man må spørge sig selv, hvad begrundelsen er for det lave skøn, og hvorfor ministeren ikke selv har foretaget en undersøgelse som den, FS har foretaget. Hvis FS’ undersøgelse er rigtig, hvorfor er der så givet vildledende og forkerte oplysninger til udvalget? Og hvad vil det rigtige skøn fra ministerens side være, når der nu foreligger andre oplysninger?
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.
Else Winther Andersen (V) fmd. Gitte Lillelund Bech (V) Christian Lund Jepsen (V) Tina Nedergaard (V) Louise Frevert (DF) Karina Sørensen (DF) Helle Sjelle (KF) Else Theill Sørensen (KF) Bodil Kornbek (KD) Carsten Hansen (S) Bjarne Laustsen (S) Jeppe Kofod (S) Lene Jensen (S) Thomas Adelskov (S) Aage Frandsen (SF) Marianne Jelved (RV) nfmd. Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristendemokraterne (KD)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne