Legislator Case Law & Legislation
200314L00609 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven\n (Fremrykning af lavere skat på arbejdsindkomst)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Betænkning over lovforslag 2003 185 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 185

Bilagsnr.

Titel

1

Redegørelse om tidsplan og høringssvar, fra skatteministeren

2

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Spm. 1 om baggrunden for, at der med lovforslaget skal anvendes ekstra 6,4 mia. kr. til at finansiere L 219 fra folketingsåret 2002-03, når det under behandlingen af L 219 blev oplyst, at forslaget var fuldt finansieret inden for 2010-planen, til skatteministeren

4

Høringssvar, fra skatteministeren

5

Kommentarer til de indkomne høringssvar, fra skatteministeren

6

Ændringsforslag til skatteministeren

7

Svar på spørgsmål S 2847-2850 vedrørende den foreslåede suspension af SP-bidraget

8

Spm. 2 om, at den midterste del af tabel 2 i lovforslagets bemærkninger suppleres med den forventede merskat, til skatteministeren

Spm. 3 om en beregning af, hvordan de samlede skattelettelser efter lovforslaget vil blive fordelt på familier i henholdsvis lejeboliger og ejerboliger, til skatteministeren

Spm. 4 om, hvor mange der slet ikke får del i skattelettelserne, til skatteministeren

9

Svar på spm. 2 om, at den midterste del af tabel 2 i lovforslagets bemærkninger suppleres med den forventede merskat, fra skatteministeren

Svar på spm. 3 om en beregning af, hvordan de samlede skattelettelser efter lovforslaget vil blive fordelt på henholdsvis familier i lejeboliger og ejerboliger, fra skatteministeren

Svar på spm. 4 om, hvor mange der slet ikke får del i skattelettelserne, fra skatteministeren

10

Svar på spm. 1 om baggrunden for, at der med lovforslaget skal anvendes ekstra 6,4 mia. kr. til at finansiere L 219 fra folketingsåret 2002-03, når det under behandlingen af L 219 blev oplyst, at forslaget var fuldt finansieret inden for 2010-planen, fra skatteministeren

11

Supplerende høringssvar, fra skatteministeren

12

Spm. 5, om skattelettelsen slår igennem med dobbelt virkning i andet halvår af 2004, til skatteministeren

13

Svar på spm. 5, om skattelettelsen slår igennem med dobbelt virkning i andet halvår af 2004, fra skatteministeren

14

1. udkast til betænkning

15

Svar på spørgsmål S 3038, om det er rigtigt forstået, at antal indbyggere er lig med antal berørte af forårspakken, fra skatteministeren

Betænkning over lovforslag 2003 185 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 21. april 2004

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven

(Fremrykning af lavere skat på arbejdsindkomst)

[af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)]

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 8 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 17. marts 2004 og var til 1. behandling den 26. marts 2004. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget blev samtidig med fremsættelsen sendt i høring. Den 25. marts 2004 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (S, SF, EL og KD) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget bemærker, at arbejdsløsheden er steget og steget siden regeringsskiftet, i alt med 40.000-50.000 personer. Regeringen har hidtil ikke villet gøre noget – opsvinget var jo lige om hjørnet. Regeringen har imidlertid nu – heldigvis – erkendt, at det ikke er tilfældet, og at man er nødt til at gøre noget aktivt for at imødegå den negative udvikling. Men det er desværre for sent, og regeringens medicin virker forkert. Hvor det eneste fornuftige og fremadrettede ville være at investere i fremtiden, har regeringen i stedet valgt at byde op til forbrugsfest. Men som sædvanlig med denne regering er der altid noget lusk med i spillet.

Det er således forkert at tale om skattelettelser som et led i regeringens pakke. Samlet set er der nemlig tale om en skatteskærpelse, da beskatningen af SP-bidragsbeløbet efter regeringens egne beregninger giver en merskat på 3,9 mia. kr. hvert af årene 2004 og 2005. Fremrykningen af lettelserne koster 3,9 mia. kr. i 2004 og 2,5 mia. kr. i 2005. Samlet set vil indkomstskatten således stige med 1,4 mia. kr. for de to år.

Der er dermed helt entydigt tale om at forringe pensionsopsparingen ved at udbetale den kontant i 2004 og 2005. Den merskat, som det medfører, bliver så givet som skattelettelser til alle med lidt bedre arbejdsindkomster (altså bortset fra de 1,4 mia. kr.). Derimod bliver der ingen kompensation for skatten af SP-bidraget til beskæftigede med lave indkomster, hvis ikke man er gift med en ægtefælle, som kan udnytte det højere bundfradrag for mellemskatten.

Det eneste, der sker for alle med en arbejdsindkomst på under 235.600 kr. (eller en samlet husstandsindkomst for ægtefæller på under 471.200 kr.) er, at de får lov til at få deres pensionsopsparing i form af SP-bidrag udbetalt, efter at beløbet er beskattet. Hvis man skal have fuld glæde af regeringens fremrykkede skattelettelser, skal man imidlertid have en indkomst på mindst 276.000 kr. (eller en samlet husstandsindkomst for ægtefæller på mindst 552.000 kr.).

Skal man derfor give en mere præcis beskrivelse af det, som regeringen gør på pensionsområdet, så er det også her at skyde problemerne foran sig gennem en forringet pensionsopsparing, som især vil kunne mærkes for de grupper, der i forvejen har den mindste pensionsdækning. Dette er i øvrigt tankevækkende på et tidspunkt, hvor man forhandler på arbejdsmarkedet for at forbedre pensionsdækningen for de samme grupper.

På skatteområdet finansierer man fremrykningen af skattelettelserne til de lidt bedre stillede grupper på arbejdsmarkedet gennem beskatning af den hidtidige pensionsopsparing. De lavestlønnede på arbejdsmarkedet kommer herigennem til at finansiere skattelettelserne til de bedrestillede uden selv af få del i gevinsterne. De får bare lov til at betale.

Men hvad er plottet så? Jo, det er, at de flere penge til forbrug, som jo er resultatet, gives med virkning fra den 1. januar 2004 og derfor rent teknisk må gives med dobbelt virkning i andet halvår af 2004. I 2005 fordeles virkningen derimod over hele året. Det indebærer, at mens folk vil opleve at få flere penge mellem hænderne fra 1. juni i år, så vil de kunne imødese stigninger i skatten i forhold hertil både pr. 1. januar 2005 og 1. januar 2006 – altså har regeringen allerede nu varslet to gange skattestigninger!

Eftersom regeringen synes at prioritere bestikkelseseffekten over beskæftigelseseffekten, noterer Socialdemokratiet sig med interesse, at »den følelsesmæssige skattelettelse« er størst i perioden mellem den 1. juni og den 1. december i år. Herefter sætter regeringen jo skatten op!

Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget finder, at det er både uansvarligt og uanstændigt at fremrykke regeringens ufinansierede skattelettelser.

For det første er det et elendigt tiltag, hvis hensigten er at fremme beskæftigelsen. Regeringens egne tal dokumenterer, at skattelettelser er den absolut dårligste måde at fremme beskæftigelsen på. Således løber prisen pr. nyt job op i over 1 mio. kr. Det kan gøres langt, langt bedre.

For det andet betales de såkaldte skattelettelser 100 pct. af skatteborgerne selv i form af SP-bidraget. Denne øvelse rammer tilmed med kirurgisk præcision de dårligt stillede, der får ringe eller slet ingen gavn af skattelettelserne, men til gengæld mister en væsentlig del af deres pensionsopsparing. De velstillede derimod får en klar nettofordel ud af øvelsen: Omfordeling fra fattig til rig.

SF vil det stik modsatte: Omfordeling fra rig til fattig. Derfor stemmer SF imod lovforslaget.

Enhedslistens medlem af udvalget udtaler, at de allerede gennemførte skattelettelser blev asocialt fordelt: Pensionister, arbejdsløse, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og uddannelsessøgende, der alle har lave indkomster, fik 0 kr. i lettelse, ansatte med lav løn fik 1.000 kr. i lettelse, mens direktøren med en millionindtægt fik 2.700 kr. i lettelse.

Denne skævhed bliver endnu værre med denne lov. De, der ikke fik noget i første omgang, får igen 0 kr. Lavtlønnede, der sidst fik lidt, får denne gang 0 kr. Først hvis man tjener 250.000 kr. om året, får man lidt, nemlig 725 kr. om året, mens direktøren igen får mest: 2.565 kr. om året.

Hvis skattelettelsen havde vendt den modsatte vej, kunne den have fået Enhedslistens støtte, men det her er hamrende asocialt!

Et tredje mindretal (RV) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget og de stillede ændringsforslag.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af et mindretal (V, DF og KF)

Til titlen

1) Titlen affattes således

»Forslag

til

Lov om ændring af kildeskatteloven, ligningsloven og personskatteloven

(Fremrykning af lavere skat på arbejdsindkomst)«.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2]

Ny paragraf

2) Før § 1 indsættes som ny paragraf

»§ 01

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 678 af 12. august 2002, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 442 af 10. juni 2003 og senest ved § 4 i lov nr. 226 af 31. marts 2004, foretages følgende ændringer

1. § 5 B, stk. 2, 3. og 4. pkt., affattes således

»Fradraget opgjort efter 1. og 2. pkt. kan sammen med et eventuelt fradrag opgjort efter ligningslovens § 9 J højst udgøre et grundbeløb på 4.350 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.«

2. I § 48 E, stk. 10, ændres »personskattelovens § 6 a, stk. 4« til: »personskattelovens § 6 a, stk. 3«.«

[Fremrykning af fradrag i den skattepligtige indkomst svarende til beskæftigelsesfradraget for grænsegængere omfattet af social sikringslovgivning i udlandet og konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 6]

Til § 1

3) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. § 8 M, stk. 2, 4. og 5. pkt., affattes således

»Fradraget opgjort efter 2. og 3. pkt. kan sammen med et eventuelt fradrag efter § 9 J højst udgøre et grundbeløb på 4.350 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.««

[Fremrykning af fradrag i den skattepligtige indkomst svarende til beskæftigelsesfradraget for fuldt skattepligtige omfattet af social sikringslovgivning i udlandet]

4) Nr. 1 affattes således

»1. § 9 J, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Fradraget opgjort efter stk. 1 kan højst udgøre et grundbeløb på 4.350 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.««

[Præcisering af, at grundbeløbet er angivet i 1987-niveau]

Til § 2

5) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. I § 6 a, stk. 1, ændres »det i stk. 2 anførte bundfradrag« til: »et bundfradrag på 158.300 kr.««

[Præcisering af, at bundfradraget er angivet i 1987-niveau]

6) Nr. 1 affattes således

»1. § 6 a, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.«

[Konsekvensrettelse som følge af ændringsforslag nr. 5]

7) Efter nr. 1 indsættes som nye numre

»02. I § 6 a, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår »og 2«.

03. I § 6 a, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »stk. 2« til: »stk. 1«.«

[Konsekvensrettelse som følge af ændringsforslag nr. 5]

Til § 3

8) Paragraffen affattes således

»§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 2004.

Stk. 2. Ved den opgørelse af en kommunes eller amtskommunes slutskat for kalenderåret 2004, der foretages i henhold til § 16 i lov om kommunal indkomstskat, korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede virkning for slutskatten af de ændringer i kommunernes udskrivningsgrundlag for 2004, der er en følge af

1) denne lov og

2) det af beskæftigelsesministeren den 17. marts 2004 fremsatte forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Midlertidig suspension af bidraget til Særlig Pensionsopsparing).

Stk. 3. Den beregnede korrektion af kommunens slutskat efter stk. 2 fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren på grundlag af de oplysninger, der foreligger pr. 1. maj 2006.«

[Korrektion af kommunernes slutskat]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget om at ændre lovforslagets titel er en konsekvens af ændringsforslag nr. 2, hvor der foreslås en ændring af kildeskatteloven.

Til nr. 2 og 3

Beskæftigelsesfradraget opgøres i store træk som 2,5 pct. af det indkomstgrundlag, der betales arbejdsmarkedsbidrag af. De personer, der er beskæftiget i Danmark, og som er fritaget for pligten til at betale arbejdsmarkedsbidrag, f.eks. fordi de er omfattet af social sikringslovgivning i udlandet, får efter de gældende regler i stedet et fradrag i den skattepligtige indkomst svarende til beskæftigelsesfradraget, jf. ligningslovens § 8 M og kildeskattelovens § 5 B. Som en konsekvens af, at forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget fremrykkes til 2004, jf. den foreslåede ændring i lovforslaget af ligningslovens § 9 J, foreslås det, at bestemmelserne i ligningslovens § 8 M og kildeskattelovens § 5 B ændres tilsvarende, således at disse personer får fremrykket forhøjelsen af fradraget i den skattepligtige indkomst.

Til nr. 4 og 5

Der er tale om to præciseringer, der skal tydeliggøre, at grundbeløbet henholdsvis bundfradraget er i 1987-niveau og reguleres efter personskattelovens § 20.

Til nr. 6 og 7

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af ændringsforslagets nr. 5, hvorefter mellemskattegrænsen nu fremgår af bestemmelsens stk. 1. Stk. 2 udgår derfor, og stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

Til nr. 8

Med ændringsforslaget indsættes der bestemmelser i § 3, stk. 2 og 3, om at neutralisere den økonomiske virkning for skatteåret 2004 for kommuner og amtskommuner af dette lovforslag og det af beskæftigelsesministeren den 17. marts 2004 fremsatte forslag nr. L 186 til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Midlertidig suspension af bidraget til Særlig Pensionsopsparing), der er fremsat samtidig med dette lovforslag.

Kommunerne og amtskommunerne har vedtaget deres budgetter for 2004 senest den 15. oktober 2003. De har derfor ikke haft mulighed for at inddrage virkningen af disse lovændringer i deres budgetlægning for 2004.

For de kommuner og amtskommuner, der har valgt at budgettere med det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2004, får de pågældende lovændringer ingen betydning for skatteåret 2004.

For de kommuner og amtskommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget for 2004, vil de pågældende lovændringer umiddelbart få betydning for den endelige afregning af slutskatten for 2004, som opgøres i 2006 og afregnes i 2007. Disse kommuner og amtskommuner har budgetteret deres udskrivningsgrundlag for 2004 på baggrund af de regler, der var gældende på budgetlægningstidspunktet, det vil sige i efteråret 2003. Men ved den endelige opgørelse af den kommunale slutskat for 2004, som foretages i 2006, vil opgørelsen blive foretaget på grundlag af de ændrede regler, som har virkning fra og med skatteåret 2004.

Med bestemmelsen neutraliseres virkningen af de ændrede regler for de selvbudgetterende kommuner og amtskommuner for skatteåret 2004. For disse kommuner og amtskommuner vil afregningen af slutskat for 2004 således i praksis blive foretaget, som om de pågældende lovændringer ikke havde haft virkning for skatteåret 2004. Den samlede provenuændring for skatteåret 2004 som følge af de gennemførte lovændringer tilfalder således staten.

Ved opgørelsen af slutskatten for 2004, som foretages i 2006, korrigeres den faktisk opgjorte slutskat for den enkelte kommune og amtskommune for den skønnede virkning af de pågældende lovændringer. Det skal i den forbindelse bemærkes, at lovforslaget vil indebære, at der ved den endelige opgørelse af tilskud og udligning for 2004 i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner tages udgangspunkt i den korrigerede slutskat for den enkelte kommune og amtskommune. Derved opretholdes sammenhængen mellem den skat, kommunen eller amtskommunen får udbetalt, og de tilhørende tilskuds- og udligningsbeløb.

Den skønnede virkning for det kommunale skatteprovenu for 2004 af lovændringerne fastsættes endeligt af indenrigs- og sundhedsministeren på grundlag af de oplysninger, der foreligger pr. 1. maj 2006. Denne dato svarer til fristen for de oplysninger, der indgår i opgørelsen af slutskat for kommuner og amtskommuner for indkomståret 2006, jf. § 16 i lov om kommunal indkomstskat. Skønnet vil blive opgjort i samarbejde med Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet på grundlag af den relevante statistik, herunder slutligningsstatistikken for 2004.

Lars Christian Lilleholt (V) Peter Christensen (V) Freddy Dam (V) Kristian Jensen (V) nfmd. Mikkel Dencker (DF) Colette L. Brix (DF) Charlotte Dyremose (KF) Else Theill Sørensen (KF) Jann Sjursen (KD) Erik Mortensen (S) Henrik Sass Larsen (S) Jacob Buksti (S) Jens Peter Vernersen (S) fmd. Sophie Hæstorp Andersen (S) Morten Homann (SF) Anders Samuelsen (RV) Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristendemokraterne (KD)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →