Legislator Case Law & Legislation
200314L00526 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven\n (Forhøjelse af beløbsgrænsen for skattefradraget i forbindelse med gavebeløb til almenvelgørende organisationer m.v.)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Betænkning over lovforslag 2003 176 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 176

Bilagsnr.

Titel

1

Kopi af Finansudvalgets § 38 – bilag 14. Svar på spørgsmål 4 og 5 af 18. december 2003

2

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

1. udkast til betænkning

4

Spm. 1 om at yde teknisk bistand til udfærdigelse af et ændringsforslag, til skatteministeren

5

Svar på spm. 1 om at yde teknisk bistand til udfærdigelse af et ændringsforslag, fra skatteministeren

6

2. udkast til betænkning

Betænkning over lovforslag 2003 176 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 12. maj 2004

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af ligningsloven

(Forhøjelse af beløbsgrænsen for skattefradraget i forbindelse med gavebeløb til almenvelgørende organisationer m.v.)

[af Jann Sjursen (KD) m.fl.]

1. Ændringsforslag

Der er af Kristendemokraternes medlem af udvalget stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. februar 2004 og var til 1. behandling den 28. april 2004. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og KD) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Kristendemokraternes medlemmer af udvalget finder det først og fremmest afgørende, at der med lovforslaget sker en løbende regulering af det beløb, der efter ligningslovens § 8 A giver fradragsmulighed for giveren ved indbetaling af gaver til almenvelgørende organisationer. Samtidig vil det efter partiernes opfattelse af hensyn til organisationerne og deres mulighed for at gøre opmærksom på de aktuelle regler i bl.a. deres publikationsvirksomhed være det bedste med en regulering af beløbet hvert tredje år.

Et andet mindretal (V og KF) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at partierne finder forslaget om at forhøje beløbsgrænsen for det maksimale fradrag for bidrag til almennyttige organisationer m.v. meget sympatisk. De almennyttige organisationer er en vigtig del af det danske samfund og af det danske foreningsliv.

Det er naturligvis også baggrunden for, at Venstre og Det Konservative Folkeparti gennem årene har givet borgerne mulighed for delvis at trække bidrag til organisationerne fra i skat op til et vist beløb. Grænsen for det maksimale fradrag er ikke blevet reguleret i en årrække, og derfor trænger lovgivningen til at blive justeret, således at beløbene følger den almindelige regulering i skattelovgivningen.

Venstre og Det Konservative Folkeparti mener ikke, at den foreslåede regulering, hvor beløbet forhøjes hvert tredje år, er tilfredsstillende, og ønsker, at beløbsgrænsen for bidrag skal reguleres hvert år på lige vilkår med andre reguleringer i henhold til personskattelovens § 20.

Venstre og Det Konservative Folkeparti ønsker, at reguleringen skal ske hvert år for derigennem at sikre modtagerorganisationerne de bedst mulige vilkår for at modtage frivillige bidrag samt for at sikre ensartethed i skattelovgivningen. Venstre og Det Konservative Folkeparti vil derfor stille et ændringsforslag uden for betænkningen til 2. behandling, som ændrer reguleringen til gavn for organisationerne.

Venstre og Det Konservative Folkeparti er tilfredse med, at ikrafttrædelsestidspunktet for lovforslaget er ændret til 2005, således at den nødvendige finansiering af forslaget kan afklares i forbindelse med finansloven for 2005. Venstre og Det Konservative Folkeparti håber, at de partier, som ønsker at hjælpe de almennyttige organisationer, også vil være ansvarlige nok til at hjælpe med at finansiere ønskerne.

Endelig opfordrer Venstre og Det Konservative Folkeparti skatteministeren til at indføre en frivillig indberetningsordning for modtagerorganisationerne, således at foreningerne frivilligt kan vælge at indberette, hvilke fradragsberettigede bidrag foreningerne har modtaget. En samlet indberetning vil sikre, at bidragyderne modtager det fradrag, som de har ret til. Samtidig vil frivilligheden sikre, at organisationer, som ikke ønsker at stå med administrationen af en sådan indberetning, frit kan fortsætte efter de nuværende regler.

Det er vigtigt for Venstre og Det Konservative Folkeparti at understrege, at en sådan indberetningsordning skal være frivillig, og at organisationerne naturligvis kan fortsætte efter den gældende praksis. Derfor bør Skatteministeriet inddrage indsamlingsorganisationerne i dialogen forud for den præcise udarbejdelse af en frivillig indberetningsordning.

Et tredje mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det under nr. 1 stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2005. Dansk Folkeparti finder imidlertid, at regulering af beløbsgrænsen bør finde sted hvert år, og kan derfor ikke støtte det af Kristendemokraterne stillede ændringsforslag om en regulering hvert tredje år.

Et fjerde mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod det under nr. 1 stillede ændringsforslag og vil stemme hverken for eller imod det under nr. 2 stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at Enhedslisten gerne vil øge statens støtte til mange almenvelgørende formål, herunder ulandsorganisationer og organisationer inden for det sociale område, men Enhedslisten er imod, at det gøres via skattefradrag. Enhedslisten mener, at statslig støtte bør gives direkte og synligt, og vil overlade det til den enkelte selv at bestemme, hvilke organisationer vedkommende vil støtte, uden at skulle tænke i skattefordele.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (KD), tiltrådt af et mindretal (S, SF og RV)

1) Nr. 1 affattes således

»1. I § 8 A, stk. 1, 3. pkt., ændres »5.000 kr.« til: »et grundbeløb på 3.900 kr., som reguleres hvert tredje år efter personskattelovens § 20, første gang med virkning for indkomstårene 2005 til og med 2007.««

[Regulering af beløbsgrænsen hvert tredje år]

Af et mindretal (KD), tiltrådt af et mindretal (S, DF, SF og RV)

Til § 2

2) Paragraffen affattes således

»§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 2005.«

[Virkningstidspunktet ændres til 2005 samt teknisk korrektion]

Bemærkninger

Til nr. 1

Under henvisning til, at det er 10 år siden, beløbsgrænsen sidst blev reguleret, foreslås indsat en automatisk regulering af beløbsgrænsen hvert tredje år. Når det ikke er hvert år, men hvert tredje år, reguleringen foreslås, skyldes det navnlig hensynet til organisationernes publikationsvirksomhed, pjecer m.v., som jo ikke fornys hvert år.

Til nr. 2

Ændringsforslaget stilles på baggrund af de positive tilkendegivelser vedrørende lovforslaget, som fremkom under 1. behandling af dette. Som det blev påpeget af partier, der er indgået i den samlede aftale om finansloven for 2004, er disse partier bundet af denne. Dette i sig selv er til hinder for, at de pågældende partier kan støtte lovforslaget, da lovforslaget har sit virkningstidspunkt fra og med indkomståret 2004. I den forbindelse blev det dog ved 1. behandling meget klart tilkendegivet af Dansk Folkeparti, at partiet kan støtte lovforslaget, hvis ikrafttrædelsen udskydes til 2005.

Det stillede ændringsforslag indebærer i al sin enkelhed, at virkningstidspunktet udskydes til indkomståret 2005. Herved vil finanslovaftaler ikke længere være til hinder for at støtte lovforslaget.

Lars Christian Lilleholt (V) Peter Christensen (V) Freddy Dam (V) Kristian Jensen (V) nfmd. Mikkel Dencker (DF) Colette L. Brix (DF) Charlotte Dyremose (KF) Else Theill Sørensen (KF) Jann Sjursen (KD) Erik Mortensen (S) Henrik Sass Larsen (S) Jacob Buksti (S) Jens Peter Vernersen (S) fmd. Ejner Jensen (S) Morten Homann (SF) Anders Samuelsen (RV) Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristendemokraterne (KD)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →