Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn under den kriminelle lavalder)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 133
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Henvendelse af 23/1-04 fra Eric Støttrup Thomsen, Helsingør
3
Spm. 1 om kommentar til henvendelsen af 23/1-04 fra Eric Støttrup Thomsen, Helsingør, til justitsministeren
4
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget indtil videre
6
Eventuelt internt ekspertmøde
7
Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelsen af 23/1-04 fra Eric Støttrup Thomsen, Helsingør, fra justitsministeren
8
Spm. 2, om ministeren vil uddybe, i hvilke tilfælde et barn under den kriminelle lavalder må antages at have et ganske særligt behov for advokatbistand, til justitsministeren
9
Svar på spm. 2, om ministeren vil uddybe, i hvilke tilfælde et barn under den kriminelle lavalder må antages at have et ganske særligt behov for advokatbistand, fra justitsministeren
10
Spm. 3, om ministeren vil iværksætte initiativer, der tager sigte på, at en repræsentant for de kommunale myndigheder kommer til stede i de tilfælde, hvor politiet tilbageholder og afhører personer under den kriminelle lavalder, til justitsministeren
11
Meddelelse om internt ekspertmøde 28/4-04
12
Svar på spm. 3, om ministeren vil iværksætte initiativer, der tager sigte på, at en repræsentant for de kommunale myndigheder kommer til stede i de tilfælde, hvor politiet tilbageholder og afhører personer under den kriminelle lavalder, fra justitsministeren
13
1. udkast til betænkning
14
2. udkast til betænkning
15
Ændringsforslag fra justitsministeren
16
3. udkast til betænkning
Bilag 2
2 af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget
Spørgsmål nr. 2
»Vil ministeren uddybe, i hvilke tilfælde et barn under den kriminelle lavalder må antages at have et ganske særligt behov for advokatbistand, og om dette f.eks. vil være tilfældet i sager, hvor barnet tilbageholdes i mere end 6 timer?«
Svar
Efter den foreslåede § 821 e, stk. 1, kan der ske advokatbeskikkelse for børn under 15 år, hvis det efter sagens karakter og omfang må antages, at den pågældende har et ganske særligt behov for advokatbistand , og 1) barnet skal afhøres som mistænkt for en lovovertrædelse, der i almindelighed ville medføre fængselsstraf, eller 2) der skal iværksættes et indgreb, som efter lovens almindelige regler forudsætter, at der er rejst sigtelse mod den pågældende.
Efter lovforslaget er det retten, der på baggrund af en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren eller politiet træffer afgørelse om beskikkelse af en advokat for et barn under 15 år.
Ved vurderingen af, om et barn under 15 år må antages at have et ganske særligt behov for advokatbistand, skal der efter den foreslåede bestemmelse lægges vægt på sagens karakter og omfang.
I lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.6.2. nævnes sager om drab eller særlig grov vold som eksempler på sager, hvor der kan være et ganske særligt behov for advokatbistand.
Omfatter mistanken mod barnet mange alvorlige lovovertrædelser, vil dette også tale for, at barnet kan have et ganske særligt behov for advokatbistand. Det samme vil gælde tilfælde, hvor barnet risikerer at blive mødt med et meget stort erstatningskrav i anledning af den begåede kriminalitet.
Herudover må der lægges vægt på sagens kompleksitet. Bliver der tale om at afholde retsmøder under efterforskningen, eller er det af efterforskningsmæssige grunde nødvendigt at tilbageholde barnet i medfør af den foreslåede § 821 a, stk. 4, i mere end 6 timer, vil der typisk være tale om sager, hvor barnet også har et ganske særligt behov for advokatbistand.
Spørgsmål nr. 3
»Vil ministeren iværksætte initiativer, der tager sigte på, at en repræsentant fra de kommunale myndigheder kommer til stede hurtigst muligt i de tilfælde, hvor politiet tilbageholder og afhører personer under den kriminelle lavalder«
Svar
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Socialministeriet, der har oplyst følgende
»Efter de gældende regler har de kommunale myndigheder som hovedregel pligt til at sende en repræsentant, når et barn under 15 år skal afhøres af politiet. Det følger således af bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring, der er udstedt i medfør af § 8 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at kommunen skal sende en repræsentant, når en person under 15 år skal afhøres af politiet, medmindre der er tale om rene bagatelsager, eller forældrene efter det oplyste vil være tilstede, jf. § 1, stk. 1, nr. 4. Endvidere skal kommunen sende en repræsentant til afhøringen, når en person under 15 år skal afhøres som vidne i en straffesag hos politiet eller i retten, jf. bekendtgørelsens § 4.
Lovforslag nr. L 133 om straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn under den kriminelle lavalder indeholder regler om politiets pligt til at underrette de sociale myndigheder ved tilbageholdelse og afhøring af børn under 15 år. Underretningspligten gælder bl.a. ikke i bagatelsager, eller hvis tilbageholdelsen er ganske kortvarig.
Et væsentligt sigte med lovforslagets regler om underretningspligt er, at der af hensyn til barnets tarv hurtigst muligt bør komme en kommunal repræsentant til stede, som kan støtte barnet, når den pågældende tilbageholdes af politiet med henblik på afhøring.
Socialministeriet agter efter vedtagelsen af de nye regler om straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn under den kriminelle lavalder at orientere kommunerne om baggrunden for og indholdet af reglerne.
Socialministeriet vil endvidere følge kommunernes praksis og vil på grundlag heraf vurdere, om der eventuelt måtte være behov for yderligere initiativer. Socialministeriet vil på baggrund heraf orientere Retsudvalget i 2005, når loven har været i kraft i 1 år.«
Jeg kan henholde mig til Socialministeriets udtalelse.
Betænkning afgivet af Retsudvalget den 13. maj 2004
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af retsplejeloven
(Straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn under den kriminelle lavalder)
[af justitsministeren (Lene Espersen)]
1. Ændringsforslag
Justitsministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 21. januar 2004 og var til 1. behandling den 30. januar 2004. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Internt ekspertmøde
Udvalget har den 28. april 2004 afholdt internt ekspertmøde om lovforslaget.
Høring
Lovforslaget bygger på strafferetsplejeudvalgets betænkning 1431/2003 om straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn under den kriminelle lavalder. Betænkningen har været sendt i høring. Den 21. januar 2004 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Eric Støttrup Thomsen, Helsingør.
Justitsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 2 af udvalgets spørgsmål og justitsministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
S, SF, RV, EL og KD støtter lovforslaget og lægger i den forbindelse særlig vægt på justitsministerens besvarelser af spørgsmål 2 (bilag 9) og spørgsmål 3 (bilag 12).
I Danmark er den kriminelle lavalder 15 år. S, SF, RV, EL og KD finder det afgørende, at regeringen med dette forslag ikke efterlader tvivl om dette.
Kriminalitet blandt børn og unge skal forebygges tidligt og effektivt. Det generelle billede af børn og unge og kriminalitet er positivt: Kriminaliteten er faldende. På trods af dette er der problemer, og blandt nogle grupper af børn og unge under den kriminelle lavalder er den grove kriminalitet stigende.
For S, SF, RV, EL og KD er det helt centralt, at kriminalitet blandt børn og unge forebygges tidligt og effektivt i et tæt samarbejde mellem de unge selv, deres forældre, skolen, de sociale myndigheder og politiet. Begår børn og unge kriminalitet, er det et fælles ansvar for de involverede parter og myndigheder at sikre, at der reageres hurtigt og præcist, så barnet eller den unge hurtigst mulig kommer væk fra kriminaliteten og dens ulyksaligheder.
S, SF, RV, EL og KD finder, at i tilfælde, hvor der er behov for, at politiet er involveret i sager om kriminalitet begået af børn og unge under den kriminelle lavalder, skal involveringen være så minimal som muligt. S, SF, RV, EL og KD lægger her særlig vægt på, at retsplejelovens almindelige proportionalitetsprincip med lovforslaget nu gøres til grundlaget for enhver kontakt mellem politiet og børn og unge under den kriminelle lavalder.
I forlængelse af ovenstående finder S, SF, RV, EL og KD, at det ikke mindst er hensynet til barnets tarv og ønsket om en præcisering og begrænsning af politiets involvering i disse sager, der taler for lovforslaget og dets forslag til ændringer af retsplejeloven.
I forhandlingerne om lovforslaget har særlig to emner præget debatten: advokatbistand til barnet ved tilbageholdelse af politiet og de sociale myndigheders tilstedeværelse ved samme. Idet S, SF, RV, EL og KD er og har været opmærksomme på de fremkomne synspunkter, henvises der til svarene på spørgsmål 2 (bilag 9) og spørgsmål 3 (bilag 12) fra justitsministeren.
Dansk Folkeparti finder de tiltag, som L 133 medfører med hensyn til indgreb over for unge under 15 år, for helt nødvendige. Dansk Folkeparti har længe argumenteret for at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år, således at disse unge kunne straffes for deres kriminelle handlinger. Der er ikke noget specielt ved en kriminel lavalder på 12 år. Den findes i flere europæiske lande, og den når endog ned på 10 år.
Med denne lov kan politiet tilbageholde en mistænkt person under 15 år. Dansk Folkeparti beklager, at udviklingen har nødvendiggjort sådanne sanktioner over for så unge mennesker, men Dansk Folkeparti finder det helt nødvendigt, at lovgivningen følger med udviklingen, og udviklingen tegner desværre et billede af en større ungdomskriminalitet, specielt for den grove kriminalitet begået af unge under 15 år. Denne kendsgerning bliver vi som politikere nødt til at reagere over for, idet det også er vores opgave at beskytte de lovlydige borgere.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af justitsministeren , tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) I nr. 2 affattes det foreslåede § 821 f, stk. 1, således
» Er der beskikket advokat for en person under 15 år i medfør af § 821e, finder reglerne i § 729 a, stk. 2-4, og §§ 729 c og 745c-748 anvendelse med hensyn til den beskikkede advokat.«
[Konsekvensændring som følge af vedtagelsen af L 23]
2) I nr. 2 indsættes som § 821 g
»§ 821 g. For mistænkte personer under 15 år uden en beskikket advokat finder reglerne i §§ 729 b og 729 d tilsvarende anvendelse.«
[Konsekvensændring som følge af vedtagelsen af L 23]
Til § 2
3) Paragraffen affattes således
»§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2004.«
[Ikrafttrædelsen fastsættes til den 1. juli 2004]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringen er navnlig en konsekvensændring som følge af Folketingets vedtagelse den 16. marts 2004 af lovforslag nr. L 23 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Offentlighed i retsplejen), hvorved §§ 745-745 b blev ophævet, idet en regel svarende til § 745 b blev flyttet til § 729 c og regler svarende til §§ 745 og 745 a blev indsat i § 729 a som stk. 3 og 4.
Henvisningen til § 729 a, stk. 2, indebærer, at den beskikkede advokat for et barn under 15 år på samme måde som en almindelig forsvarer i en straffesag vedrørende en sigtet person over den kriminelle lavalder får kopi af indførelser i retsbøger i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at afholde retsmøder under efterforskningen. Efter § 729 a, stk. 2, som til dels erstatter den gældende § 41 om adgangen til at få udskrift af retsbøger, meddeler retten forsvareren kopi af indførelser i retsbøgerne vedrørende sagen. Forsvareren kan gøre sigtede bekendt med kopierne, medmindre andet følger af §§ 748 og 848. Retten kan endvidere pålægge forsvareren ikke at overlevere kopierne til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.
Til nr. 2
Ændringsforslaget indebærer, at der tilføjes en ny bestemmelse i det foreslåede kapitel 75 b i retsplejeloven. Bestemmelsen har til formål at sikre, at mistænkte personer under 15 år, som ikke får beskikket en advokat i henhold til de foreslåede regler, jf. den foreslåede § 821 f, kan få adgang til aktindsigt i straffesagens akter i samme omfang, som sigtede personer over 15 år uden forsvarer vil kunne få efter de nye regler i §§ 729 b og 729 d. Ændringsforslaget finder både anvendelse på anmodninger, der fremsættes under sagens behandling, jf. § 729 b, og anmodninger, der fremsættes, når sagen er endeligt afsluttet, jf. § 729 d.
Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse forudsættes afgrænset på samme måde som den foreslåede § 821 b, stk. 1, således at den alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor mistanken mod barnet har en sådan styrke, at der ville kunne rejses formel sigtelse, hvis barnet havde været over den kriminelle lavalder.
Til nr. 3
Det foreslås, at lovens ikrafttræden fastsættes til den 1. juli 2004.
Inge Dahl‑Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) nfmd. Karsten Nonbo (V) Freddy Dam (V) Per Dalgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Helge Adam Møller (KF) Lars Barfoed (KF) Jann Sjursen (KD) Frode Sørensen (S) Lissa Mathiasen (S) Morten Bødskov (S) Per Kaalund (S) Sandy Brinck (S) Anne Baastrup (SF) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristendemokraterne (KD)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne